0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hvis nation?

Hver gang, vi danskere har følt os truet, har vi - historisk set - søgt oprejsning i kulturarven. Den samme taktik benytter kulturministeren sig af i dag. Problemet er, at han leder efter et homogent fællesskab. Kulturarven er mere broget end som så, skriver en museumsinspektør fra Nationalmuseet.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Kulturminister Brian Mikkelsen har i de sidste par år bragt sindene i kog blandt kultureliten. Hans massive fokusering på den danske kulturarv, hans insisteren på at oprette danske kanoner om alt fra dansk litteratur til dansk design og dansk arkitektur er hans svar på vor tids udfordringer, der fortrinsvis bliver identificeret som henholdsvis 'globaliseringen' og 'det multikulturelle samfund'. Også undervisnings-ministeren er begyndt at synge kanon - denne gang en historisk en af slagsen. Den højt eksponerede kulturkamp mellem ministrene og kultureliten ligner muligvis en banal hanekamp om, hvem der har ret til at definere, hvad der er særlig dansk, og hvad der er særlig uundværlig viden i almindelige menneskers dannelse. Imidlertid er kulturkampen også en kamp om, hvem nationens historie skal inkludere, og hvem den skal ekskludere. Fortællingen om et homogent dansk folk med en fælles fortid er en konstruktion, der tog sin begyndelse for omkring 200 år siden. Tilbagegrebet som teknik er derfor heller ikke kulturministerens opfindelse, og for den sags skyld heller ikke nogen anden nuværende dansk politikers. I tider, hvor vore forestillinger om verden må revideres, er det efterhånden blevet en fast tradition at søge bagud i historien for der at finde orienteringspunkter, der gør nutiden begribelig. Historien tilbyder os nogle velafprøvede navigeringsredskaber i en verden, der opfattes som kaotisk. Og ofte er nationen blevet udpeget til det faste holdepunkt i en stedse foranderlig verden. Vores konfrontation med det globaliserede og multikulturelle samfund, som i dag kan føles uoverkommelig at tilpasse sig, har afløst tidligere generationers livtag med deres tids udfordringer, som f.eks. da Danmark i 1800-tallet udviklede sig fra et feudalt samfund til et moderne industrisamfund.

Etableringen af Nationalmuseet i 1819 og senere Dansk Folkemuseum i 1881 er eksempler på, hvordan oprettelsen af kulturinstitutioner indgår i samtidens politiske strategier. Her opbygges og formidles viden, der udgør samfundets erindring i alle dens facetter. Museets medarbejdere har dels et ansvar for at bevare fortiden og dels et ansvar for at formidle denne fortids relevans for samtiden i form af sammenhængende fortællinger om, hvem vi, der bor i Danmark, er, hvor vi kommer fra, og hvordan vi kan håndtere de forandringer, vi står over for.

Set i lyset af den nuværende kulturkamp er det derfor også både interessant og relevant at se nærmere på Nationalmuseets egen historie, der på eksemplarisk vis anskueliggør, at omgangen med kulturarven har udfyldt forskellige behov til forskellige tider.

Grundlæggelsen af Nationalmuseet i 1819 var et af datidens svar på de udfordringer, som fulgte i kølvandet på Napoleonskrigene. Resultatet af fredsforhandlingerne ved Wienerkongressen 1814-15 blev en nytegning af det europæiske landkort. Europa bestod herefter af en række selvstændige territorialstater med hver sit stærke borgerskab, der insisterede på politisk indflydelse. Enevældens tid var forbi, om end den i Danmark endnu blot var på retur.

Lederne af de unge nationalstater forsøgte nu at definere hver sin nationale egenart og forskellighed fra 'de andre'. Målet var at identificere og mobilisere et nationalt folk som forsvarer og støtter for staten. Det syntes indlysende at starte med fortidsarven: Oldtidslevn fandt man overalt i landet, og de blev nu fortolket som det direkte bindeled til nationens fortid. De repræsenterede en fælles fortid så konkret og håndgribeligt, at de i sig selv syntes at bevise eksistensen af en særegen dansk kultur. Den danske bondebefolkning var imidlertid yderst skeptisk over for ideen om, at de skatte, de pløjede op af deres egen jord, tilhørte staten og derfor skulle overdrages til Nationalmuseet som danefæ. Grundlæggelsen af Nationalmuseet og genmytologiseringen af forhistorisk tid var imidlertid led i et omfangsrigt opdragelsesprojekt, som lederne af nationalstaten Danmark havde indledt som svar på samtidens nye udfordringer. Indbyggerne i dette geografisk afgrænsede område skulle lære at opfatte sig selv som tilhørende et homogent særegent folk - også selv om bønderne krævede dusør for at bidrage til den fælles kulturarv. Nationalstaten såvel som Nationalmuseet blev altså oprettet i kølvandet på det, der i udgangspunktet havde været borgerskabets opgør med enevælden, men både staten og institutionen udviklede sig hurtigt til et elitens projekt, der ikke gennemførtes uden konflikter med samfundets øvrige grupper.

Efter et massivt nederlag til Preussen i 1864 stod nationalstaten igen over for nye udfordringer. Et reduceret Danmark kunne ikke længere være sikker på at bevare sin selvstændige status som nation, men var derimod afhængigt af stormagter som Tyskland, Frankrig, England og Rusland, der satte den politiske dagsorden i Europa. Danmark måtte erkende, at det næppe var i stand til militært at forsvare sine grænser, og som et resultat heraf brød den eksisterende 'aggressive' nationalisme sammen. Et af svarene på de nye udfordringer blev i stedet formuleret af radikale politikere. De lancerede et nyt udgangspunkt for nationalismen: det indre kulturforsvar. Frem for at være svære at ta' skulle danskerne være svære at ha'. Nationens eksistens afhang af et rigt folkeliv - et folkelivets indre forsvar. De danske bønder, der bl.a. med udgangspunkt i højskolebevægelsen var blevet mere selvbevidste og helt parate til at træde ind på den politiske scene, udgjorde kernen i denne oprustning indadtil. Det blev deres kulturelle sædvaner, almuebefolkningens traditioner og særtræk i alle sine righoldige nuancer og variationer, der skulle danne basis for dette indre kulturforsvar. Det er i dette lys, vi skal se grundlæggelsen af Dansk Folkemuseum i 1881. Stifteren, Bernhard Olsen, forklarede selv sit ærinde: »Min Hensigt var at raade Bod på det forsømte, at fæstne Mindet om det tabte og bane Vejen for den aandelige Samling af det spredte, der er den eneste Form for en Generobring, som jeg kan øjne« (1906). Bernhard Olsen fortalte i sine let tilgængelige folkelige udstillinger om almuens kulturelle særpræg. Det var en fortælling om før, verden gik af lave, hvor landsbyfællesskabet dannede rammen om et meningsfuldt arbejde i en stort set selvforsynende landhusholdning.

Fortællingen vandt genklang hos de mange landboere, der i stor udstrækning var søgt til de større byer. I landsbyen havde ingen kunnet forvente at være anonym. Oftest havde en familie boet i samme område i flere generationer. I første omgang tilbød byerne ikke den samme form for tilhørsforhold til et sted eller en egn, som landsbyen havde gjort. Bylivet ændrede dramatisk de tidligere landboers hverdag. De fik arbejde på fabrikkerne, hvor de forskellige arbejdsprocesser var så adskilte, at det for den enkelte arbejder kunne være svært at få øje på en sammenhæng. Den indlysende nytteværdi af den enkeltes arbejde i landhusholdningen blev ydermere erstattet af en abstrakt udregning af såvel arbejdets som produktets salgsværdi.

Dansk Folkemuseum bidrog på sin måde til, at det moderne bymenneske kunne genvinde 'tabet af mening'. Foruden udstillingerne om almuebefolkningens tidligere hverdagsliv foretog museets ansatte i løbet af 1900-talle