Kulturminister Brian Mikkelsen har i de sidste par år bragt sindene i kog blandt kultureliten. Hans massive fokusering på den danske kulturarv, hans insisteren på at oprette danske kanoner om alt fra dansk litteratur til dansk design og dansk arkitektur er hans svar på vor tids udfordringer, der fortrinsvis bliver identificeret som henholdsvis 'globaliseringen' og 'det multikulturelle samfund'. Også undervisnings-ministeren er begyndt at synge kanon - denne gang en historisk en af slagsen. Den højt eksponerede kulturkamp mellem ministrene og kultureliten ligner muligvis en banal hanekamp om, hvem der har ret til at definere, hvad der er særlig dansk, og hvad der er særlig uundværlig viden i almindelige menneskers dannelse. Imidlertid er kulturkampen også en kamp om, hvem nationens historie skal inkludere, og hvem den skal ekskludere. Fortællingen om et homogent dansk folk med en fælles fortid er en konstruktion, der tog sin begyndelse for omkring 200 år siden. Tilbagegrebet som teknik er derfor heller ikke kulturministerens opfindelse, og for den sags skyld heller ikke nogen anden nuværende dansk politikers. I tider, hvor vore forestillinger om verden må revideres, er det efterhånden blevet en fast tradition at søge bagud i historien for der at finde orienteringspunkter, der gør nutiden begribelig. Historien tilbyder os nogle velafprøvede navigeringsredskaber i en verden, der opfattes som kaotisk. Og ofte er nationen blevet udpeget til det faste holdepunkt i en stedse foranderlig verden. Vores konfrontation med det globaliserede og multikulturelle samfund, som i dag kan føles uoverkommelig at tilpasse sig, har afløst tidligere generationers livtag med deres tids udfordringer, som f.eks. da Danmark i 1800-tallet udviklede sig fra et feudalt samfund til et moderne industrisamfund. Etableringen af Nationalmuseet i 1819 og senere Dansk Folkemuseum i 1881 er eksempler på, hvordan oprettelsen af kulturinstitutioner indgår i samtidens politiske strategier. Her opbygges og formidles viden, der udgør samfundets erindring i alle dens facetter. Museets medarbejdere har dels et ansvar for at bevare fortiden og dels et ansvar for at formidle denne fortids relevans for samtiden i form af sammenhængende fortællinger om, hvem vi, der bor i Danmark, er, hvor vi kommer fra, og hvordan vi kan håndtere de forandringer, vi står over for. Set i lyset af den nuværende kulturkamp er det derfor også både interessant og relevant at se nærmere på Nationalmuseets egen historie, der på eksemplarisk vis anskueliggør, at omgangen med kulturarven har udfyldt forskellige behov til forskellige tider. Grundlæggelsen af Nationalmuseet i 1819 var et af datidens svar på de udfordringer, som fulgte i kølvandet på Napoleonskrigene. Resultatet af fredsforhandlingerne ved Wienerkongressen 1814-15 blev en nytegning af det europæiske landkort. Europa bestod herefter af en række selvstændige territorialstater med hver sit stærke borgerskab, der insisterede på politisk indflydelse. Enevældens tid var forbi, om end den i Danmark endnu blot var på retur. Lederne af de unge nationalstater forsøgte nu at definere hver sin nationale egenart og forskellighed fra 'de andre'. Målet var at identificere og mobilisere et nationalt folk som forsvarer og støtter for staten. Det syntes indlysende at starte med fortidsarven: Oldtidslevn fandt man overalt i landet, og de blev nu fortolket som det direkte bindeled til nationens fortid. De repræsenterede en fælles fortid så konkret og håndgribeligt, at de i sig selv syntes at bevise eksistensen af en særegen dansk kultur. Den danske bondebefolkning var imidlertid yderst skeptisk over for ideen om, at de skatte, de pløjede op af deres egen jord, tilhørte staten og derfor skulle overdrages til Nationalmuseet som danefæ. Grundlæggelsen af Nationalmuseet og genmytologiseringen af forhistorisk tid var imidlertid led i et omfangsrigt opdragelsesprojekt, som lederne af nationalstaten Danmark havde indledt som svar på samtidens nye udfordringer. Indbyggerne i dette geografisk afgrænsede område skulle lære at opfatte sig selv som tilhørende et homogent særegent folk - også selv om bønderne krævede dusør for at bidrage til den fælles kulturarv. Nationalstaten såvel som Nationalmuseet blev altså oprettet i kølvandet på det, der i udgangspunktet havde været borgerskabets opgør med enevælden, men både staten og institutionen udviklede sig hurtigt til et elitens projekt, der ikke gennemførtes uden konflikter med samfundets øvrige grupper. Efter et massivt nederlag til Preussen i 1864 stod nationalstaten igen over for nye udfordringer. Et reduceret Danmark kunne ikke længere være sikker på at bevare sin selvstændige status som nation, men var derimod afhængigt af stormagter som Tyskland, Frankrig, England og Rusland, der satte den politiske dagsorden i Europa. Danmark måtte erkende, at det næppe var i stand til militært at forsvare sine grænser, og som et resultat heraf brød den eksisterende 'aggressive' nationalisme sammen. Et af svarene på de nye udfordringer blev i stedet formuleret af radikale politikere. De lancerede et nyt udgangspunkt for nationalismen: det indre kulturforsvar. Frem for at være svære at ta' skulle danskerne være svære at ha'. Nationens eksistens afhang af et rigt folkeliv - et folkelivets indre forsvar. De danske bønder, der bl.a. med udgangspunkt i højskolebevægelsen var blevet mere selvbevidste og helt parate til at træde ind på den politiske scene, udgjorde kernen i denne oprustning indadtil. Det blev deres kulturelle sædvaner, almuebefolkningens traditioner og særtræk i alle sine righoldige nuancer og variationer, der skulle danne basis for dette indre kulturforsvar. Det er i dette lys, vi skal se grundlæggelsen af Dansk Folkemuseum i 1881. Stifteren, Bernhard Olsen, forklarede selv sit ærinde: »Min Hensigt var at raade Bod på det forsømte, at fæstne Mindet om det tabte og bane Vejen for den aandelige Samling af det spredte, der er den eneste Form for en Generobring, som jeg kan øjne« (1906). Bernhard Olsen fortalte i sine let tilgængelige folkelige udstillinger om almuens kulturelle særpræg. Det var en fortælling om før, verden gik af lave, hvor landsbyfællesskabet dannede rammen om et meningsfuldt arbejde i en stort set selvforsynende landhusholdning. Fortællingen vandt genklang hos de mange landboere, der i stor udstrækning var søgt til de større byer. I landsbyen havde ingen kunnet forvente at være anonym. Oftest havde en familie boet i samme område i flere generationer. I første omgang tilbød byerne ikke den samme form for tilhørsforhold til et sted eller en egn, som landsbyen havde gjort. Bylivet ændrede dramatisk de tidligere landboers hverdag. De fik arbejde på fabrikkerne, hvor de forskellige arbejdsprocesser var så adskilte, at det for den enkelte arbejder kunne være svært at få øje på en sammenhæng. Den indlysende nytteværdi af den enkeltes arbejde i landhusholdningen blev ydermere erstattet af en abstrakt udregning af såvel arbejdets som produktets salgsværdi. Dansk Folkemuseum bidrog på sin måde til, at det moderne bymenneske kunne genvinde 'tabet af mening'. Foruden udstillingerne om almuebefolkningens tidligere hverdagsliv foretog museets ansatte i løbet af 1900-tallets første halvdel også omfattende feltrejser til alle landets hjørner og kortlagde minutiøst den gamle verden. Grundlæggelsen af Dansk Folkemuseum og kortlægningen af almuebefolkningens kulturelle særpræg var led i et identitetsskabende projekt, der var blevet sat i gang af lederne af nationalstaten som svar på tidens udfordringer. Formålet var, at indbyggerne i dette geografisk afgrænsede område blev i stand til nøjere at definere - ikke blot, at de var et samlet folk, men også, hvad der var så specielt særegent ved dette folk, som ikke kunne findes andre steder. Tysklands besættelse af Danmark udgjorde i sagens natur en stor udfordring for den nationale selvfølelse. Danmarks status som selvstændig nation var alvorligt truet, og tidligere generationers diskussioner om nationens ydre og indre forsvar var igen aktuelle. Som modtræk til den tyske nationalsocialisme argumenterede kulturpersonligheder, som f.eks. Hal Koch og Johannes Brøndsted, i danske aviser stilfærdigt for alternative bud på definitionen af national selvbevidsthed. Og som forsvar mod nazismen relancerede fortidsforvalterne ideen om 'det indre forsvar'. Otte måneder efter Tysklands besættelse af Danmark i 1940 blev en ny bogserie lanceret med titlen 'Vor Fortid'. Serien var tænkt som folkeoplysning og var derfor ikke dyr at anskaffe for den brede befolkning. På den baggrund understregede Ekstra Bladet, at bogserien var udtryk for »en dybt demokratisk befæstet virksomhed« (10.12.1940). Serien blev skrevet og udgivet af historikere, hvoraf nogle var ansat på Dansk Folkemuseum, der nu hed Nationalmuseets 3. Afdeling. Tilbagegrebet til den fælles fortidsarv blev i dette tilfælde formuleret som et modtræk til de tyske nationalsocialistiske paroler. Nationalmuseets daværende leder, Johannes Brøndsted, skrev en Kronik i Politiken, hvor han anmeldte 'Vor Fortid': »Der holdes jo nu taler i mængde, og ungdom kaldes landet over til samling. Det er godt, men det er kun signalerne. Indholdet, det man skal samles om, den fornyende bekræftelse på gammel kulturkraft, på dybt dansk fællesskab, hvordan udvirker man bedst, at det fanger interessen? Hvad er da begejstringens jord? Den er viden. Åndeligt grovbrød af den sundeste sort« (10.12.1940). Størstedelen af befolkningen, og deres politiske repræsentanter, argumenterer i dag for, at nutidens indvandrere såvel som flygtninge er en trussel mod nationens sammenbindingskraft. Logikken bag dette synspunkt giver først mening, når vi forstår det i lyset af den ovenfor skitserede århundredelange tradition for at skabe og identificere en fælles fortidsarv for indbyggerne i det geografisk afgrænsede område, som vi kalder Danmark. Fortællingen om et homogent folk, der deler den samme fælles fortidsarv, har siden begyndelsen af 1800-tallet været svaret på både etableringen af nationalstaten og sikringen af dens selvstændighed. Logikken bag afvisningen af det postmoderne samfund er derfor denne: Globaliseringen, herunder oprettelsen og medlemskabet af EU, er i sagens natur en vedvarende trussel mod nationens autonomi, fordi staten løbende afgiver suverænitet til unionen. Den øgede trafik over landegrænserne har samtidig understøttet udviklingen af et multikulturelt samfund, der, set i den ovenfor skitserede optik, underminerer det indre kulturforsvar, som så møjsommeligt er blevet bygget op siden slutningen af 1800-tallet, fordi nutidens indvandrere og flygtninge i udgangspunktet ikke er en integreret del af den fælles fortidsarv. Men nye udfordringer kræver nye svar. Brian Mikkelsens politiske kulturkamp retter traditionen tro endnu en gang blikket mod nutidens fortidsforvaltere. Kulturministeren forsøger med sine kanoniseringer at relancere et nationalistisk projekt, der som hovedformål har at afgrænse og beskytte nationalstaten Danmark udadtil og samtidig overbevise befolkningen indadtil om, at de tilhører et homogent fællesskab med sammenfaldende interesser på tværs af den enkeltes øvrige livsvilkår. Nationalmuseets forskning og formidling er imidlertid (endnu) udløber af en anden tradition, hvor indbyggernes historie undersøges og præsenteres i alle sine varianter og nuancer. På Nationalmuseet fremstilles Danmarks historie som et resultat af mange fragmenterede og konfliktfyldte hændelser. Nationalmuseets enhed for Danmarks Nyere Tid åbnede i 2001 en permanent udstilling om danskernes historie: 'Danmarkshistorier 1660-2000'. En gennemgående rød tråd i udstillingen er fortællingen om et Danmark, der altid har været et multikulturelt samfund med omfattende kontakt med omverdenen. I udstillingen fremlægges talrige eksempler: Tyskere, svenskere, polakker og afro-danskere fra kolonien Dansk Vestindien har længe været en integreret del af det danske samfund. Magiske trosforestillinger (som vi i dag finder i de nyreligiøse bevægelser), katolicisme, protestantisme og jødedom har længe eksisteret fredeligt side om side. Danmark har i fortiden interageret med både Afrika, Indien, De Vestindiske Øer, Grønland, Island, Færøerne, Norge, Skånelandene og hertugdømmerne syd for den nuværende tyske grænse. Også sociale forskelle har længe været årsag til konflikter indadtil i samfundet, idet f.eks. selvejerbøndernes liv adskilte sig radikalt fra husmændenes og daglejernes, plantageejernes fra afro-danskernes slavetilværelse og fabriksejernes fra arbejdernes liv. Går vi tilbage i historien, opdager vi altså, at vore forfædre stod over for lignende udfordringer, som vi gør i dag, uden tab af selvstændighed og identitet, og det må siges at være et noget andet svar på globaliseringsproblematikken end et indadvendt Danmark, der lukker sig om sig selv. I Nationalmuseets udstilling kan enhver selv vælge, hvor de synes at få svar: Uanset om det gælder en søgen efter egen identitet, et indblik i andres identitet eller et smugkik tilbage på tidligere tiders territorialkrige, sociale forskelle, arbejdskampe og hverdagsliv, fremstilles fortidige generationers liv og færden som del af en for nutiden nok så genkendelig kaotisk og mangfoldig verden. Den danske nationalstat har som vist næppe været plaget af historieløshed og er det som sagt stadig ikke. Tilbuddene er der. Fortællingerne om kulturarven har tjent mange formål. De har været både konsoliderende, stabiliserende eller progressivt diskuterende. Kulturministeren har imidlertid kun øje for det stabiliserende. Derfor er kulturministerens tiltag til genetableringen af et formodet homogent fællesskab også gang på gang utidssvarende. Kanonisering er næppe et svar på nutidens udfordringer i et aktivt diskuterende samfund. Ingen skal vel fortælle nutidens selektive og selvbevidste individer, hvad de skal mene om dette eller hint kulturfænomen. Nationalmuseets medarbejdere sidder for tiden og vurderer og inddeler samtlige genstande i museets samlinger. Sorteringen er blevet pålagt museet af kulturministeren. Genstandene skal nu ordnes efter, om de er af enestående national betydning, national betydning eller lokal betydning. Mon fremtidige politikere og kulturarbejdere vil dele nutidens opfattelse af, hvad der er enestående for nationen? Eller vil de undre og ærgre sig over nutidens prioriteringer, der formentlig resulterer i, at en række af museets genstande, der ikke udpeges som enestående, kasseres? Ud fra hvilke kriterier skal udpegningen da foregå? Ud fra hvilket historiesyn? Og ud fra hvilke politiske formål? 1800-tallets borgerskabs? 1900-tallets bønders? Eller nutidens befolknings, der er optaget af Danmarks multikulturelle og internationale fortid? Hvis nation er det, vi taler vi om?