0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ofre for ligestillingspolitik

Etniske minoritetskvinder får gang på gang at vide, at de har en forkert kultur og en forkert religion. Især af danske feminister. Hvornår begynder samfundet at tage disse højst forskelligartede kvinder alvorligt? Kronikøren er socialrådgiver og medlem af Rådet for Socialt Udsatte.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Ærligt talt. Nu er det simpelthen nok! Det er på tide at sætte en stopper for den nedladende måde, opinionsdannere, politikere og såkaldte feminister omtaler etniske minoritetskvinder på. Som ofre. At have en ikkehvid hudfarve eller at bekende sig til islam er set ud fra et ligestillingsperspektiv blevet til en forbrydelse i dagens Danmark. Og vi taler 2005!

Etniske minoritetskvinder har hverken menneskerettigheder eller ligestilling på samme vilkår som danske kvinder, da man jo reelt set ikke er parat til at give kvinderne muligheder for det! Etniske minoritetskvinder har hverken medborgerstatus, krav på at blive hørt eller set som enkeltindivider. Hvor ofte får etniske minoritetskvinder lov til at tale om sig selv? Hvor ofte lytter man til etniske minoritetskvinders erfaringer med forskelsbehandling? Ikke ofte. Hvordan i alverden skulle det så tilnærmelsesvis lade sig gøre at få de samme rettigheder som de danske kvinder?

Regeringen har påtaget sig et ansvar for ligestilling mellem kønnene. Men ligestillingen bør være gældende ud fra en menneskerettighedssynsvinkel, fordi det ikke alene drejer sig om ligestilling mellem kønnene. Flere grupper i samfundet har brug for ligestilling socialt set - det gælder etniske minoriteter, og det gælder særligt udsatte grupper som sindslidende, hjemløse etc.

Dvæler vi et øjeblik ved ligestilling for kvinder med etnisk minoritetsbaggrund, reduceres den dog udelukkende til at handle om integration, tørklæder, omskæring og tvangsægteskaber krydret med kulturelle og patriarkalske anekdoter om undertrykkelse. Det er da fuldstændig at svigte gruppen af etniske minoritetskvinder!

I et oplyst land som Danmark er det nærmest blevet en sandhed, at den store uhomogene gruppe af etniske minoritetskvinder i Danmark enten har været eller er i risikozonen for at blive udsat for et tvangsægteskab. Er det mon nødvendigt at nævne, at ikke engang arrangerede ægteskaber billiges, fordi vi af diverse indvandrereksperter og politikere er blevet hjernevasket med, at disse ikke handler om fri vilje. Den frie vilje kan åbenbart kun relatere sig til visse geografiske områder og er kun forbeholdt særlige religioner og en speciel hudfarve. Når det gælder dating.dk, kontaktbureauer, arrangerede stævnemøder i tv-programmer - ja så er der uden tvivl tale om frivillighed. Det har vi jo fået at vide!

De, som derimod skelner mellem frivillige og tvungne ægteskaber, bliver straks skældt ud for at være 'politisk korrekte', snæversynede og ignoranter. SFI-undersøgelsen af pardannelsesmønstre blandt etniske minoriteter fra 2004 viste, at »4 procent af de etniske minoritetsunge i Danmark med rødder i Eksjugoslavien, Tyrkiet, Libanon, Pakistan eller Somalia, der er gift, ikke har været involveret i, hvem deres ægtefælle skulle være«.

Resultaterne passede ganske enkelt ikke ind i nogle enkeltpersoners tankegang, og de var nødt til at hævde, at SFI-undersøgelsen var utroværdig. Dog skal vi heller ikke være blinde for, at enkeltpersoner, rådgivninger, krisecentre, forskere, som er beskæftiget med at vedligeholde billedet af den tilslørede kvinde i tvangsægteskabet, også reelt lever af dette område.

Alle andre kvinder er selvfølgelig dybt uinteressante, for de lever ikke op til mediernes stereotype billeder af den undertrykte kvinde med tørklæde og 10 børn, uselvstændig på alle områder, isoleret, og som får daglige bank og ender på krisecenter. Det er dybt bekymrende, at kvinder, som betragter sig som feminister, kommer med de generaliserede billeder og legitimerer deres udtalelser ved aktivt at fremme og støtte de ambassadører, som kan medvirke til at opretholde det stereotype billede. Samtidig kan feministerne bibeholde deres magt og indflydelse til at definere 'de andre', som ikke er med i deres 'vi' og ligestillingskamp. Feminister, der normalt citerer kvindekonventionen, er i forhold til etniske minoritetskvinder stadig slaver af imperialismetankegangen. Og fastholder forklaringer om, at andre samfund, kulturer og religioner er underlegne sammenlignet med deres egen. I stedet burde de kigge på deres egne følelser og blive bevidst om, hvad deres utryghed og angst går på. Og ad den vej prøve at ændre det, når de nu ikke er villige til at indgå i dialog med dem, de føler sig truet af.

Ligestillingsarbejdet skal deles ud på flere grupper i samfundet, som ikke oplever en reel ligestilling i samfundet. Tankegangen om, at det kun er kvinder, som er egnet til at føre ligestillingskampen, er aldeles forældet og snæversynet og hører slet ikke til i et moderne og demokratisk samfund. Ligestillingens historie viser jo netop, at ligestilling ikke opnås uden kamp. Det gælder grupper af kvinder, og det gælder minoritetsgrupper. Der skal gives plads til andre synspunkter, andre måder at gøre tingene på, og magten skal fordeles mellem flere.

Det hvide mindretal opgav ikke deres magt frivilligt, ellers ville apartheidsystemet i Sydafrika aldrig have været opretholdt så længe. Forkæmperne for borgerrettigheder i USA oplevede smerte, vold og mord, da de krævede lige rettigheder og ligebehandling af USA's sorte borgere.

Virkeligheden er heldigvis mangfoldig. Der er bare det, at etniske minoritetskvinder, uanset om man kan acceptere det eller ej, er lige så forskellige som alle andre. De har også ligesom andre danske kvinder brug for og krav på lige muligheder i samfundet, ved at kønsdiskriminationen bekæmpes, de stereotype kønsroller nedbrydes, og at alle tager ansvar for at hindre kvindeundertrykkelse som vold og voldtægt, sexchikane med videre.

Ligestilling for etniske minoritetskvinder er også at tage deres oplevelser med diskrimination alvorligt - det er både de fysiske krænkelser som at blive spyttet på og verbal chikane og ikke mindst den subtile form for diskrimination, der både finder sted i det offentlige rum, men også i forbindelse med kontakt med offentlige myndigheder.

Diskrimination ønsker de færreste politikere og feminister at forholde sig til, og derfor gøres der stort set intet ved det! Og det på trods af, at Danmark har ratificeret FN's konvention om racediskrimination fra 1971.

Etniske minoritetskvinder har også følelser og meninger. De ønsker - som alle andre i det her land - at blive behandlet som ligeværdige borgere og få retten til at tale for sig selv. De har også ønske om at få flere muligheder for at komme ind på arbejdsmarkedet, opnå samme løn for det samme arbejde som deres danske kolleger, lige pensionsmuligheder, flere attraktive stillinger og lederjob, deltage i de politiske beslutningsprocesser med videre uden konstant at være objekter for forskere og andre, som ved bedst. Etniske minoritetskvinder er langt fra den ligestilling, deres danske medsøstre har opnået.