Ærligt talt. Nu er det simpelthen nok! Det er på tide at sætte en stopper for den nedladende måde, opinionsdannere, politikere og såkaldte feminister omtaler etniske minoritetskvinder på. Som ofre. At have en ikkehvid hudfarve eller at bekende sig til islam er set ud fra et ligestillingsperspektiv blevet til en forbrydelse i dagens Danmark. Og vi taler 2005! Etniske minoritetskvinder har hverken menneskerettigheder eller ligestilling på samme vilkår som danske kvinder, da man jo reelt set ikke er parat til at give kvinderne muligheder for det! Etniske minoritetskvinder har hverken medborgerstatus, krav på at blive hørt eller set som enkeltindivider. Hvor ofte får etniske minoritetskvinder lov til at tale om sig selv? Hvor ofte lytter man til etniske minoritetskvinders erfaringer med forskelsbehandling? Ikke ofte. Hvordan i alverden skulle det så tilnærmelsesvis lade sig gøre at få de samme rettigheder som de danske kvinder? Regeringen har påtaget sig et ansvar for ligestilling mellem kønnene. Men ligestillingen bør være gældende ud fra en menneskerettighedssynsvinkel, fordi det ikke alene drejer sig om ligestilling mellem kønnene. Flere grupper i samfundet har brug for ligestilling socialt set - det gælder etniske minoriteter, og det gælder særligt udsatte grupper som sindslidende, hjemløse etc. Dvæler vi et øjeblik ved ligestilling for kvinder med etnisk minoritetsbaggrund, reduceres den dog udelukkende til at handle om integration, tørklæder, omskæring og tvangsægteskaber krydret med kulturelle og patriarkalske anekdoter om undertrykkelse. Det er da fuldstændig at svigte gruppen af etniske minoritetskvinder! I et oplyst land som Danmark er det nærmest blevet en sandhed, at den store uhomogene gruppe af etniske minoritetskvinder i Danmark enten har været eller er i risikozonen for at blive udsat for et tvangsægteskab. Er det mon nødvendigt at nævne, at ikke engang arrangerede ægteskaber billiges, fordi vi af diverse indvandrereksperter og politikere er blevet hjernevasket med, at disse ikke handler om fri vilje. Den frie vilje kan åbenbart kun relatere sig til visse geografiske områder og er kun forbeholdt særlige religioner og en speciel hudfarve. Når det gælder dating.dk, kontaktbureauer, arrangerede stævnemøder i tv-programmer - ja så er der uden tvivl tale om frivillighed. Det har vi jo fået at vide! De, som derimod skelner mellem frivillige og tvungne ægteskaber, bliver straks skældt ud for at være 'politisk korrekte', snæversynede og ignoranter. SFI-undersøgelsen af pardannelsesmønstre blandt etniske minoriteter fra 2004 viste, at »4 procent af de etniske minoritetsunge i Danmark med rødder i Eksjugoslavien, Tyrkiet, Libanon, Pakistan eller Somalia, der er gift, ikke har været involveret i, hvem deres ægtefælle skulle være«. Resultaterne passede ganske enkelt ikke ind i nogle enkeltpersoners tankegang, og de var nødt til at hævde, at SFI-undersøgelsen var utroværdig. Dog skal vi heller ikke være blinde for, at enkeltpersoner, rådgivninger, krisecentre, forskere, som er beskæftiget med at vedligeholde billedet af den tilslørede kvinde i tvangsægteskabet, også reelt lever af dette område. Alle andre kvinder er selvfølgelig dybt uinteressante, for de lever ikke op til mediernes stereotype billeder af den undertrykte kvinde med tørklæde og 10 børn, uselvstændig på alle områder, isoleret, og som får daglige bank og ender på krisecenter. Det er dybt bekymrende, at kvinder, som betragter sig som feminister, kommer med de generaliserede billeder og legitimerer deres udtalelser ved aktivt at fremme og støtte de ambassadører, som kan medvirke til at opretholde det stereotype billede. Samtidig kan feministerne bibeholde deres magt og indflydelse til at definere 'de andre', som ikke er med i deres 'vi' og ligestillingskamp. Feminister, der normalt citerer kvindekonventionen, er i forhold til etniske minoritetskvinder stadig slaver af imperialismetankegangen. Og fastholder forklaringer om, at andre samfund, kulturer og religioner er underlegne sammenlignet med deres egen. I stedet burde de kigge på deres egne følelser og blive bevidst om, hvad deres utryghed og angst går på. Og ad den vej prøve at ændre det, når de nu ikke er villige til at indgå i dialog med dem, de føler sig truet af. Ligestillingsarbejdet skal deles ud på flere grupper i samfundet, som ikke oplever en reel ligestilling i samfundet. Tankegangen om, at det kun er kvinder, som er egnet til at føre ligestillingskampen, er aldeles forældet og snæversynet og hører slet ikke til i et moderne og demokratisk samfund. Ligestillingens historie viser jo netop, at ligestilling ikke opnås uden kamp. Det gælder grupper af kvinder, og det gælder minoritetsgrupper. Der skal gives plads til andre synspunkter, andre måder at gøre tingene på, og magten skal fordeles mellem flere. Det hvide mindretal opgav ikke deres magt frivilligt, ellers ville apartheidsystemet i Sydafrika aldrig have været opretholdt så længe. Forkæmperne for borgerrettigheder i USA oplevede smerte, vold og mord, da de krævede lige rettigheder og ligebehandling af USA's sorte borgere. Virkeligheden er heldigvis mangfoldig. Der er bare det, at etniske minoritetskvinder, uanset om man kan acceptere det eller ej, er lige så forskellige som alle andre. De har også ligesom andre danske kvinder brug for og krav på lige muligheder i samfundet, ved at kønsdiskriminationen bekæmpes, de stereotype kønsroller nedbrydes, og at alle tager ansvar for at hindre kvindeundertrykkelse som vold og voldtægt, sexchikane med videre. Ligestilling for etniske minoritetskvinder er også at tage deres oplevelser med diskrimination alvorligt - det er både de fysiske krænkelser som at blive spyttet på og verbal chikane og ikke mindst den subtile form for diskrimination, der både finder sted i det offentlige rum, men også i forbindelse med kontakt med offentlige myndigheder. Diskrimination ønsker de færreste politikere og feminister at forholde sig til, og derfor gøres der stort set intet ved det! Og det på trods af, at Danmark har ratificeret FN's konvention om racediskrimination fra 1971. Etniske minoritetskvinder har også følelser og meninger. De ønsker - som alle andre i det her land - at blive behandlet som ligeværdige borgere og få retten til at tale for sig selv. De har også ønske om at få flere muligheder for at komme ind på arbejdsmarkedet, opnå samme løn for det samme arbejde som deres danske kolleger, lige pensionsmuligheder, flere attraktive stillinger og lederjob, deltage i de politiske beslutningsprocesser med videre uden konstant at være objekter for forskere og andre, som ved bedst. Etniske minoritetskvinder er langt fra den ligestilling, deres danske medsøstre har opnået. For hvor er solidariteten og ligestillingen for disse kvinder? Minoritetskvinder får - eksempelvis i nogle af de store koncerner - mindre i løn end deres danske medsøstre. Får mindre i pension. Lever på starthjælp, som er halvdelen af kontanthjælp. Det er vel ikke tilfældigt, at man går i en stor bue uden om netop disse emner. Flertallet af de etniske minoritetskvinder er fattige nu, og de bliver fattigere i fremtiden. Den økonomiske og sociale marginalisering vil også i alderdommen have en voldsom påvirkning på deres livskvalitet. Det er da også samfundets ansvar at ændre den udvikling! Kvinderne nævner igen og igen arbejdsmarkedet som indgangsbillet til en stabil social situation og større økonomisk frihed. Økonomien er ikke uden betydning, når det gælder integration og familiens velvære. Økonomiske ressourcer er med til at øge inklusion i samfundet. Hvorimod mangel på samme igangsætter udstødningsprocesser. Arbejdsløsheden blandt somaliske kvinder er på over 30 procent, mens iranske kvinder, som er den gruppe blandt etniske minoriteter, der generelt er højere uddannet i forhold til den danske befolkning, alligevel ligger på en arbejdsløshed på 18 procent. Arbejdsløsheden kan ikke alene forklares med mangler på sproglige og faglige kompetencer, samt at kvinderne skal trækkes bort fra kødgryderne, som tidligere ligestillingsminister Henriette Kjær udtrykte det. Nytteløse aktiveringsprojekter, som et led i at vedligeholde den etniske industri, får ikke kvinderne ind på arbejdsmarkedet, og de formindsker ikke eksklusionen fra fællesskabet. Ambitionerne på kvindernes vegne er ofte rengøringsarbejde, hvor de kan gå rundt mutters alene og uden at komme i kontakt med andre mennesker. En rigtig god måde at støtte integrationen på! Et lille eksempel fra virkeligheden: Et kursus handlede om at øge mulighederne for at komme ind på arbejdsmarkedet. Kvinderne blev tvunget til at høre på en, som havde været udsat for tvangsægteskab. En anden oplægsholder var god til at fortælle dem, at lige præcis de forskellige kulturer, de repræsenterede, var de forkerte - for oplægsholderen havde jo den rigtige kultur! Kvinderne på dette projekt - støttet af Integrationsministeriet - var stærkt utilfredse med undervisningen, men de turde ikke give udtryk for det, for de var bange for, at det ville få konsekvenser for dem. Andre kvinder har fortalt mig, hvordan en centerleder gentagne gange på en grænseoverskridende måde har kontaktet dem for at få dem til at møde op, så de kunne 'vises' frem for ministre etc. Enkeltpersoner får således fede karrierer på bekostning af minoritetskvinder. Såfremt flertallet blandt magtens elite virkelig ønsker at igangsætte en forandringsproces for etniske minoritetskvinders ligestilling, bør man nok sadle om og høre på mangfoldigheden af stemmer blandt etniske minoritetskvinder. I virkeligheden handler det om ikke at turde lade dem tage ordet. For man vil ikke konfronteres med den sandhed, kvinderne vil komme med. Hvad ville der mon ske? Ville magthavernes politik og menneskesyn blive udfordret? En yderligere og reel frygt kunne være, at andre udsatte grupper også blev modige og ville begynde at røre på sig og stille krav om social ligestilling, lige rettigheder i praksis og ikke finde sig i at blive ekskluderet af fællesskabet. Pyha - tanken giver sved på panden! Fra kvindernes position i den offentlige sfære, som man ikke dvæler ret længe ved, går man derimod konsekvent ind og blander sig i kvindernes private sfære. Det være sig valg af partner, reproduktion, klædedragt og sågar dyrkelse af religion. Kvinderne fremstilles forenklet - som ofre for den mandschauvinistiske dominans. Selvfølgelig ønsker man at redde dem fra den patriarkalske dominans og i stedet påtvinge assimileringen til de såkaldte usynlige danske normer og værdier. Nogen entydig opskrift på danskheden og de danske normer og værdier er der godt nok ikke. Men det er ikke alle, som synes, at det er lykken at smide bh'en, gå rundt i bar numse og dyrke eksperimenterende sex og så videre. Det er også trættende gang på gang at høre, hvordan de samme 'eksperter' vedligeholder myterne om, at indvandrerkvinder ikke må gå til danskundervisning. Det ville klæde de pågældende, om de havde sat sig lidt ind i, hvordan virkeligheden er. Siden 1999 er mulighederne væsentligt forbedrede med hensyn til danskundervisning. Og det glædelige er jo netop, at undervisningen nu gælder alle og ikke kun flygtninge. Det har været noget af en kamp at få igennem! Flere feminister tror, at de har patent på sandheden om ligestillingen. Deres bedrevidende udtalelser viser ofte, at de hverken har interesse for eller aner noget om den udvikling, de forskellige minoritetskvindegrupper har været igennem og er i gang med. Den manglende respekt - og at blive sat i bås - er blandt andet årsagerne til, at mange minoritetskvinder ikke ønsker at blive en del af de danske kvindeforeninger. Man taler så meget om fundamentalisme blandt muslimer. Den ægte fundamentalisme hersker blandt dem, som driver en hetz mod mørke kvinder og muslimer. Hvorfor får de gang på gang lov til at gradbøje rettighederne for denne gruppe af Danmarks borgere? Hvorfor kan det at tildække håret ikke være udtryk for den enkeltes frihed? De konstante vomit sessions omkring alt det elendige ved kvindernes kulturelle og religiøse baggrund er meget ødelæggende for dem og deres familiers inklusion i samfundet. Og i sidste ende er det ødelæggende for hele befolkningen. Borgere, der marginaliseres, påvirkes på selvopfattelsen og forhindres dermed i at bidrage med deres positive ressourcer. Kvinderne accepterer stiltiende og med smerte alle skældsordene, at de har en forkert kultur og religion, at de er et problem og en byrde for samfundet. Ingen ønsker dem her, og ingen ønsker at gøre brug af dem og deres ressourcer! De er ofre for ligestillingspolitikken. En sørgelig udvikling i et land, som udadtil kæmper for menneskerettigheder og prædiker næstekærlighed, men indadtil er fyldt af sin egen småborgerlige etnocentrisme!