I den seneste tid har man kunnet læse om, hvordan VK-regeringen systematisk har sat topfolk fra det private erhvervsliv til at styre de offentlige forskningsråd. Efterfølgende har flere af landets forskere advaret om, at det risikerer at underminere den offentlige forsknings uafhængighed. En endnu større trussel mod forskningens uafhængighed kommer dog af, at regeringen samtidig og næsten ubemærket har sat de samme topfolk til at styre landets universiteter. Baggrunden for at regeringen har kunnet gøre dette, er den universitetsreform, regeringen fik vedtaget i maj 2003. Reformen betyder, at universiteterne ikke længere skal ledes af personer valgt af universitetets ansatte og studerende, men at der i stedet skal oprettes universitetsbestyrelser med et flertal af udefrakommende personer - de såkaldte eksterne repræsentanter. Regeringen begrundede i sin tid dette opgør med universitetsdemokratiet med, at det var nødvendigt for at åbne universiteter op mod det omkringliggende samfund. Dengang var der flere studerende og forskere - mig selv inklusive - der advarede mod, at med 'det omkringliggende samfund' mente VK-regeringen i virkeligheden blot 'det private erhvervsliv'. Alligevel er jeg blevet overrasket over, hvor massivt det private erhvervsliv har fået lov at dominere universitetsbestyrelserne. Jeg har gennemgået bestyrelserne for de 10 danske universiteter, som er underlagt den nye universitetslov, samt bestyrelsen for Danmarks Tekniske Universitet (DTU), som allerede under SR-regeringen blev underlagt en tilsvarende lov. På disse 11 universiteter har i alt 63 eksterne bestyrelsesmedlemmer fået til opgave i samarbejde med 50 repræsentanter for ansatte og studerende at lede de danske universiteter. De får sammen ansvaret for ansættelse af universiteternes rektorer, universiteternes budgetter samt universiteternes overordnede forsknings- og undervisningsstrategier. Hvem er så de 63 personer, som regeringen har godkendt til at repræsentere det danske samfund på universiteterne? Overordnet kan disse 63 personer inddeles i fire grupper. Den suverænt største gruppe er de 28 personer, som til dagligt fungerer som topchefer i dansk erhvervsliv. Den næststørste gruppe består af 17 personer med en baggrund i forsknings- eller uddannelsesinstitutioner. Af de resterende har syv en baggrund i offentlige virksomheder, mens 11 personer til dagligt arbejder i private kulturvirksomheder. Da vi i sin tid diskuterede universitetsreformen i den danske studenterbevægelse, var der flere, der argumenterede imod reformen, med den begrundelse, at erhvervslivet ikke ville være interesseret i at stille med tilstrækkeligt kompetente mennesker. Dette må i dag siges at være en fejlvurdering. Erhvervslivet har valgt at stille med endog meget kompetente personer - oftest folk fra virksomhedernes absolutte topledelse. Der er typisk ikke tale om 'almindelige' direktører, men om administrerende direktører og koncernchefer. I de nye universitetsbestyrelser findes der enkelte repræsentanter fra mindre virksomheder, men som det er tilfældet med forskningsrådene, kommer de fleste fra toppen af dansk erhvervsliv. Det er især medicinalindustrien, som har sat sig tungt på universitetsbestyrelserne. Novo Nordisk, Lundbeck, Nycomed og Novozymes har således hele seks bestyrelsesmedlemmer fordelt på fire danske universiteter. Også fødevareindustrien (Carlsberg, Arla og Danisco), finanssektoren (Nykredit og Danica) og forsvarsindustrien (Mærsk Defence Data) bør fremhæves. Foruden de store virksomheder finder man også repræsentanter fra erhvervsorganisationerne. Dansk Industri er repræsenteret i bestyrelsen for Handelshøjskolen i Århus, mens Landbrugsraadet sidder i bestyrelsen for Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole. Det overraskende ved gennemgangen af de nye universitetsbestyrelser er, at det er lykkedes erhvervslivet at sætte sig på hele 5 af de 11 formandsposter. Det gælder Lundbeck (DTU), Carlsberg (Aarhus Universitet), Danisco (Handelshøjskolen i København), Danica (Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole) og Nykredit (IT-Universitetet). Samtidig er det lykkedes bestyrelsesformanden for Danisco at blive fællesformand for universitetsbestyrelserne. Det mest overraskende er, at det langt hen ad vejen er de samme virksomheder, der sidder i universitetsbestyrelserne, som regeringen har udpeget til at sidde i de offentlige forskningsråd. I alt syv virksomheder er repræsenteret i mindst et forskningsråd og en universitetsbestyrelse, og ofte har de formandsposter. Det gælder medicinalvirksomhederne Lundbeck, Novo Nordisk og Novozymes, fødevarevirksomhederne Carlsberg, Danisco og Arla samt højteknologivirksomheden Haldor Topsøe. En særlig magtfuld position har Lundbeck fået. Formanden for DTU's bestyrelse sidder i Lundbeckfonden, mens Lundbecks administrerende direktør sidder i bestyrelsen for Københavns Universitet og i Højteknologifonden og Lundbecks vicedirektør i Det frie forskningsråd. Regeringen har givet disse syv virksomheder en hidtil uset magt over dansk universitetsforskning, som virksomhederne nok ikke selv havde drømt om for bare få år siden. Gennem universitetsbestyrelser er disse virksomheder øverste arbejdsgivere for universiteternes forskere, og gennem de forskellige forskningsråd er de samtidigt med til at bestemme, hvilke forskere der skal tildeles forskningsstøtte. Som pressen allerede har været inde på, så får virksomhederne en stor magt over dansk forskning gennem forskningsrådene, som sidste år uddelte to milliarder kroner i forskningsstøtte. Denne magt er dog intet i sammenligning med den magt, som virksomhederne får gennem universitetsbestyrelserne. Som øverste arbejdsgivere på universitetet ansætter bestyrelserne rektor, som i sidste ende afgør, hvilke forskere der skal forfremmes, og hvilke der skal fyres. Bestyrelserne godkender samtidig universiteternes personalepolitik og de overordnede strategier for forskning. Endelig godkender bestyrelserne budgetterne for universiteterne, som tilsammen råder over otte milliarder kroner om året til forskning alene. Umiddelbart kan man måske glæde sig over, at store virksomheder gider stille kompetente ledere til universiteternes rådighed. Men store koncerner som Novo Nordisk og Danisco stiller ikke deres koncernchefer og bestyrelsesformænd til rådighed for deres blå øjnes skyld. Det gør de, fordi de forventer at få noget ud af det. Spørgsmålet er blot hvad. For mig at se er det givet, at de vil arbejde på at gøre den offentlige forskning mere erhvervsorienteret. At erhvervslivet allerede er godt i gang med dette, fremgår af de udviklingskontrakter, som universitetsbestyrelserne netop har færdiggjort. Videnskabsministeriet har gennemgået disse kontrakter og konkluderer, at bestyrelserne nu arbejder for en »styrket kommercialisering« af universiteterne. Det kan naturligvis være godt for samfundet på nogle punkter, men det er samtidig problematisk af især to grunde. For det første risikerer det at skabe forskere, som er mindre kritiske over for erhvervslivet og samfundets magthavere. Med erhvervslivet som ledere af universiteterne, hvem har så de bedste muligheder for at få flere forskningsbevillinger, komme på konferencer, få udgivet bøger og blive forfremmet? Den adjunkt, der forsker i, hvordan ufaglærte arbejdere bedst kan organisere sig, så de kan modstå krav om lønnedgang fra en virksomhed, der truer med at flytte til Polen, eller den adjunkt, der forsker i, hvordan man lettest kan forsimple internationale investeringsregler, så virksomheder frit kan etablere sig verden over? For det andet og mere afgørende, så risikerer en erhvervsorientering af forskningen at give en uheldig skævvridning af forskningen, således at den forskning, der kan resultere i en eller anden form for privat produktion, opprioriteres på bekostning af anden forskning, for eksempel forskning, der handler om forebyggelse eller om blot at forstå verden. Medicinsk forskning er det område, hvor universiteterne i dag har det mest udbyggede samarbejde med erhvervslivet. Her kan det konstateres, at forskning i ny medicin er højt prioriteret, mens forskning i forebyggelse er lavt prioriteret. Dette er naturligvis til fordel for virksomheder, der ønsker at sælge medicin, men næppe til gavn for samfundet. Mon dette vil ændre sig til det bedre, når ledere fra Novo Nordisk, Lundbeck og Nycomed skal lægge universiteternes forskningsstrategier? De store virksomheders dominerende position i universitetsbestyrelserne giver dem ikke bare en enorm magt over offentlig forskning, det giver dem også magt over Danmarks måske vigtigste uddannelsesinstitutioner. Denne magt vil virksomhederne naturligvis udnytte til at forme universiteternes uddannelser, så de svarer til erhvervslivets behov. I Videnskabsministeriets opgørelse over universiteternes udviklingskontrakter kan man allerede læse, at »Universiteterne er meget optagede af at erhvervsrette uddannelserne. Flere universiteter har derfor blandt andet som målsætning at oprette aftagerpaneler, der skal være med til at afstemme indhold og struktur i uddannelserne«. At lade arbejdsgiverne diktere uddannelsernes indhold og struktur kan måske lyde som en god ide for den arbejdsløse magister, men for samfundet kan det blive et alvorligt problem, fordi det vil betyde, at der skæres ned på de dele af uddannelserne, som er med til at udvikle de studerendes evne til at forholde sig kritisk til omverdenen og til samfundets elite. At lade arbejdsgiverne diktere uddannelsernes form vil i sidste ende også føre til en struktur svarende til den amerikanske. Hvor man på den ene side har korte erhvervsrettede universitetsuddannelser, som kun akkurat giver de studerende det, som arbejdsmarkedet kræver af dem, og som gør dem afhængige af efteruddannelse betalt af egen eller arbejdsgivers lomme. På den anden side har man lange forløb for udvalgte elitestuderende, som får lov til at fordybe sig i deres fag. Regeringen har allerede talt om, at studerende tidligt skal vælge mellem en erhvervsrettet, en gymnasieorienteret eller en forskerorienteret universitetsuddannelse. Derfor er der god grund til at frygte en sådan opdeling i A- og B-uddannelser. Det mest skræmmende er perspektivet om, at de store virksomheder vil blive aktive medspillere i den privatisering af uddannelsessektoren, som allerede finder sted overalt i verden. I World Trade Organization (WTO) forhandler man i øjeblikket om at gøre videregående uddannelse til en vare, som frit kan handles over grænserne. I overensstemmelse hermed og i forlængelse af Bologna-erklæringen fra 1999 er regeringer i hele Europa derfor i gang med at privatisere universiteterne for at ruste dem til konkurrencen med de private amerikanske universiteter. På amerikanske universiteter koster en uddannelse nemt det dobbelte af i Danmark. Hvis de europæiske universiteter skal kunne konkurrere med de amerikanske universiteter, er det derfor afgørende, at de enten tilføres flere midler fra staten, eller at de får mulighed for at opkræve betaling af de studerende. Alt tyder på, at det er den sidste model, som europæiske regeringsledere foretrækker. I Storbritannien, hvor man længe har arbejdet på at gøre universiteterne konkurrencedygtige, har man vedtaget en ny lov, der giver universiteterne mulighed for at kræve op til 30.000 kroner af de studerende årligt. I Danmark er vi stadig langt fra engelske tilstande, men jeg er ikke i tvivl om, at regeringen vil udnytte de store virksomheders position i universitetsbestyrelserne til at få gennemført ændringer af universiteterne, som det ellers ville være umuligt at få opbakning til på universiteterne. Man skal da også være naiv, hvis man ikke kan gennemskue, at regeringens plan om at lade udenlandske studerende betale fuld pris for at studere i Danmark, blot er første skridt mod brugerbetaling for alle studerende i Danmark. Skrækscenariet er altså, at de store virksomheder vil udnytte deres position på universiteterne til at erhvervsrette forskning og uddannelse og til sammen med regeringen at indføre brugerbetaling. Dette scenarie ville måske virke mindre skræmmende, hvis man kunne forvente en vis modvægt fra de 35 eksterne bestyrelsesmedlemmer, som ikke kommer fra det private erhvervsliv. Desværre viser min gennemgang af de 35 andre eksterne bestyrelsesmedlemmer, at de stort set alle har en baggrund, der gør, at de må forventes at støtte de ideer, som erhvervslivets folk bringer med sig. Seks af de syv personer fra den offentlige sektor har titel af administrerende direktør eller direktør. Det gælder Danmarks Nationalbank, den administrerende direktør i Hovedstadens Sygehusfællesskab og en direktør fra Kommunernes Landsforening. Det er alle mennesker, som i deres dagligdag er vant til at sætte økonomiske hensyn øverst, og som ikke er kendt for at gå i rette med det private erhvervsliv. Af de 17 professorer og rektorer, som kommer fra forskellige udenlandske og danske uddannelses- og forskningsinstitutioner, er der flere, der sideløbende med deres universitetskarriere har haft poster i det private erhvervsliv. Den nye bestyrelsesformand for Aalborg Universitet og tidligere rektor samme sted har siddet i bestyrelsen for Københavns Fondsbørs. Den schweiziske professor, som er hentet til bestyrelsen for Handelshøjskolen i København, sidder samtidig i bestyrelserne for ISS og den svenske medicinalvirksomhed Pharmasoft AB. Den svenske professor, der sidder i bestyrelsen for Københavns Universitet, sidder samtidig i bestyrelsen for flere svenske firmaer, blandt andet Volvo. Der er derfor tvivlsomt, om denne gruppe vil kunne udgøre en vigtig modvægt til det private erhvervslivs repræsentanter. Endelig er der de 11 personer med en baggrund i kulturvirksomheder. De fleste af disse personer kunne med rette kategoriseres som tilhørende det private erhvervsliv, idet de stort set alle er ledere af private virksomheder. Blandt disse finder man direktørerne for Gyldendals forlag, Weekendavisen, Jyllands-Posten/Politiken A/S, JydskeVestkysten, Sygeforsikringen Danmark, Louisiana og Brandts Klædefabrik. Det er mennesker, som er vant til at tænke kulturformidling som noget, der skal kunne give overskud til aktionærerne. Det er derfor svært at se, at denne gruppe kulturpersonligheder vil udgøre nogen form for modvægt til de tunge drenge fra det private erhvervsliv. Dette betyder, at der kun er en gruppe tilbage på universiteterne, som kan forventes at udgøre en modvægt til erhvervslivets markedstænkning: universiteternes studerende og ansatte.