Statsministeren skød på glimrende vis debatten om EU-forfatningen i gang med sin Kronik 14. maj. I søndags forkastede et stort flertal i Frankrig forfatningen med krav om mere social beskyttelse og regulering, retten til velfærd og et opgør med EU's arbejdsløshedsskabende økonomiske politik. Krav, jeg deler, og som deles af tusinder, ja millioner, af andre venstreorienterede europæere, som ønsker et nej til forfatningen i kampen for at få det Europa, der skal være vores. I onsdags sagde hollænderne så nej. I Frankrig skyldtes nejet ikke de gamles angst for verden og det fremmede. Tværtimod. Nejet lød især fra de yngre generationer, der kræver indflydelse på samfundsudviklingen lokalt og globalt. Lad mig også straks sige, at jeg ikke føler mig dækket ind af Foghs beskrivelse af den danske nejside som forsmået, underkuet, bekymret for den nationale identitet og verden uden for Danmark. Beskrivelsen forekommer mig sært forfejlet, men den skal nok forklares med Foghs tætte omgang med Dansk Folkeparti og deres fælles kamp for at rense Danmark for alt, der har berøring med verden syd for Berlusconiland. I bedste fald er konsekvensen, at argumenterne for et ja er så borgerligt og nationalt orienterede, at de understøtter venstrefløjens kamp for et nej. Debatten i Frankrig var enestående i sin fokus på politik og kan få stor betydning i Danmark. Tænk, om vi for første gang nogensinde kan få en debat om EU's politiske indhold og retning, og om, hvordan vi ønsker, EU skal udvikle sig. Min generation og generationen efter deltog ikke i folkeafstemningen om Danmarks medlemskab af EF; vi er vokset op med EU. Og jeg må tilstå, at jeg er dødtræt af ja-nej-skyttegravskrigen og finder det forstemmende, at man stædigt fastholder en debatform, som kvæler alt, undtagen kedsomhed og politikerlede. Vi ved godt, at der er behov for noget mere end os selv, end lukkede nationalstater. At det er vigtigt at se ud over den nationale næsetip - i skarp kontrast til regeringens selvtilstrækkelige linje for asylpolitik og ulandsbistand. Vi ved, at lande må afgive suverænitet på en række områder, hvis vi skal inddæmme magtmisbrug, vilkårlig krigsførelse og selvrådende stormagter. Foghs regering har sendt Danmark i krig sammen med verdens supermagt og et par andre medløberstater. Så vi ser, hvad det koster, når stater ikke overholder den globale retsorden, som møjsommeligt har været under opbygning siden Anden Verdenskrig. Indledningsvis vil jeg ganske kort afgrænse, hvad folkeafstemningen ikke handler om. Den handlerikke om, hvorvidt Danmark skal være en del af udviklingen i Europa. Det skal vi og er vi. Afstemningen handler om, hvordan vi ønsker, udviklingen skal gå, og derfor om , hvordan vi bruger vores plads ved bordet. Kun de færreste sætter spørgsmålstegn ved nødvendigheden af et europæisk samarbejde. Uenighederne viser sig om formen og indholdet. Den handler, som Fogh fremhæver, ikke om, hvorvidt dansk kultur og identitet er på spil. Det var vi nu heller ikke nogen i det danske centrum-venstre, der forestillede os. Om det kan afværge borgerlige vælgeres skepsis, lader jeg Fogh om at vurdere, det er ikke min boldgade. Men det er en fejl at forveksle kultur/identitet med statslig suverænitet. En stat kan være suveræn, samtidig med at dens borgere oplever tab af identitet og kultur. Man kan bevare sin identitet som folk eller nation uden at være statsligt suveræne (f.eks. palæstinenserne). Og suverænitetsafgivelse skal vi stemme om. Det er ikke et argument som sådan for at stemme ja eller nej. Med anerkendelse af EU-medlemskabet og nødvendigheden af suverænitetsafgivelse kan man ikke fralægge sig pligten til at stille krav til, på hvilke områder der afgives suverænitet, til hvilken organisation afgivelsen sker, hvorledes dens institutioners forvaltning af magten fungerer, samt hvilket mandat de har (hvad er målsætningerne på de områder, hvor der afgives suverænitet?). Endelig handler den ikke om udvidelsen. Østeuropa tages ofte som gidsel af jasiden. Men udvidelsesprocessen er på skinner og spillereglerne allerede ændret i Nicetraktaten, der endog tager højde for Rumæniens og Bulgariens medlemskab. EU's udvidelseskommissær har klart og entydigt udtalt, at forfatning og udvidelse intet har med hinanden at gøre. EU's formandskab har lige så klart udtalt, at EU fungerer ganske effektivt efter udvidelsen. Med de præciseringer er der en chance for, at debatten bliver frugtbar. At den vedrører struktur og politisk indhold og opløser ja-nej-skyttegravene. Desværre ser det indtil videre ud til, at jasiden fortsat trodser det nok så indlysende - at EU er en politisk kampplads mellem højre og venstre - og derfor ikke viser sine politiske forskelle, men blot genbruger tværpolitiske beroligelsesargumenter som 'nye spilleregler', 'forenkling', 'småjusteringer' og 'nemmere at læse'. Paradoksalt nok fremstår den derved netop som en statisk og ensartet jablok, hvor forskelle mellem højre og venstre er ligegyldige, alt imens aktørerne på nejsiden forholder sig konkret, hvilket således afspejles i klare politisk begrundede nejanbefalinger fra højre og venstre. EU træder stadig mere i karakter med sine nyliberalistiske målsætninger, hvor markedsgørelse, pres for privatiseringer og opgivelse af politisk kontrol ligger som klare mål og redskaber. Det omstridte servicedirektiv, EU's ønske om at ophæve våbenembargoen mod Kina, oprettelse af militæragenturet og forslaget til kemikalieregulering, Reach, er hver især aktuelle illustrationer af disse principper og midlerne til at forfølge dem. Nej, hverken servicedirektiv, våbenembargo eller Reach-forslaget står direkte i forfatningen. Men det gør jo magtfordeling og beslutningsprocedurer (kun i et politisk system, hvor en ikkefolkevalgt kommission har monopol på at stille lovforslag, kan et så lønmodtagerfjendsk servicedirektiv få lov at se dagens lys); politiske målsætninger (det indre markeds forrang frem for miljø og mennesker, hvilket gør, at Reach-forslaget kan flyttes fra miljø- til industriministrenes bord); ideologivalg (liberaliseringsbestræbelser og fjernelse af hindringer for det indre markeds mål om fri bevægelighed, deraf servicedirektivets race to the bottom for arbejdstagerrettigheder); redskaber til at forfølge målsætningerne (krav om markedsgørelse og militær kapacitetsudvikling, deraf militærindustriens succesrige pres for ophævelse af våbenembargoen). De politiske perspektiver afviser jasiden at forholde sig til, og det gør den temmelig defensiv. Men forklaringen er nok den enkle: at EU-forfatningen primært er et højrefløjsprojekt, hvor de centrale elementer tydeligt aftegner højreorienterede ideologiske træk. Herunder erhvervslivets lobbyvirksomhed, så den ikke helt med urette er blevet kaldt et manifest for de multinationale selskaber. Hertil regnes naturligvis våbenindustrien, der er sikret en fremtid med oprettelsen af et militæragentur, som skal overvåge medlemsstaternes fortsatte udvikling af militær kapacitet. Fødevarekoncerner, hvor hverken sundheds-, ernærings- eller forbrugerhensyn kan indskrænke deres ret til at sælge vitaminberiget sodavand, hormonpumpet kød, fødevarer indeholdende kræftfremkaldende stoffer. Og kemikalieindustrien, hvis produktion af kræftfremkaldende, hormonforstyrrende og miljøødelæggende stoffer fortsat ser ud til at kunne ske og anvendes i alle tænkelige forbrugsgoder. Derfor handler afstemningen om den form og det indhold, som EU bevarer og får med præcis den foreliggende tekst. Det er naturligvis herligt for de borgerlige partier, mens det fortsat kan undre, at oppositionen vælger at acceptere det. Honorerer det ens visioner om en bedre verden? Ikke for mig som venstreorienteret, hvor visionen er et grønt, socialt, demokratisk Europa med globalt udsyn og retfærdighed på dagsordenen. Jeg vil ikke gøre mig klog på det højreorienterede nej, men koncentrere mig om, hvorfor centrum-venstre afviser forfatningen. Det demokratiske underskud øges. Forfatningen kunne have sikret reel kompetencedeling mellem det nationale og det europæiske niveau. Men magten centraliseres yderligere ved at beslutningskompetencen i EU placeres som udgangspunkt. Den kunne have styrket de nationale parlamenter og borgernes mulighed for indflydelse. Men den giver parlamenterne en symbolsk godbid i form af en ret til at klage (uden klagebehandling) over brud på nærhedsprincippet og etablerer den såkaldte passerelle, der giver stats- og regeringschefer mulighed for at ændre forfatningen i fremtiden, uden at borgene skal godkende det. Yderligere burde forfatningen være en neutral ramme om det politiske samarbejde. Men den knæsætter ideologiske målsætninger om nyliberalisme. Med andre ord - på den politiske kampplads er der allerede i udgangspunktet nogen på sejrsskamlen: præmissen om markedskræfternes frisættelse og liberalisering. Man kan indvende, at EU aldrig har været neutral kampplads, men redskab for markedet. Det er ikke helt forkert. Men er det en grund til fortsat accept? Jeg ønsker styrkelse af det folkelige demokrati og engagement af borgerne i samfundsudviklingen. Men i selve det politiske valg, nyliberalismen, ligger en øget afdemokratisering: Markedsgørelse og liberalisering flytter magten til fora, hvor vi som borgere ikke kan deltage i beslutningerne eller stille beslutningstagere til ansvar. Den indbyggede nyliberalisme sikrer markedskræfternes frie hærgen og pres for liberalisering. Det er resultat af beslutninger truffet i EU og WTO, når borgerne oplever privatiseringer og liberalisering af offentlig transport, vand- og elforsyning, uddannelsesvæsen m.m. Det ligger i naturlig forlængelse af disse institutioners formålsparagraffer. Denne politik forstærkes tilmed; også uddannelse, sociale og sundhedsmæssige tjenesteydelser underlægges nu markedsprincipper. Det indebærer voldsomme begrænsninger i landenes muligheder for selv at vælge velfærdsmodel. De østeuropæiske lande, som Fogh hævder, det hele handler om, vil i stort omfang være udelukket fra at vælge en samfundsindretning som de skandinaviske, der ellers i årevis har toppet globale lister over de mest velhavende og mindst socialt polariserede samfund i verden. Det tillader EU's økonomiske og politiske spilleregler ikke. Verden leverer stærke vidnesbyrd om nyliberalismens ødelæggende konsekvenser: smadrede ulande, økonomisk polarisering i Østeuropa, stadig større social nød i vestlige lande, arabiske stater, der slås med fundamentalistiske kræfter, magtcentralisering i multinationale koncerner, så selv stater er sat skakmat, ude af stand til at udøve politisk kontrol. Forfatningen kunne have styrket den demokratiske politiske regulering til at genvinde magten over økonomien. Den gør det modsatte. Truslen mod det europæiske demokrati kommer dels - og mest synligt - fra den centralisering af de politiske beslutningsprocesser, der finder sted. Dels - og her ligger det virkelige problem - udhules demokratiet af den fastlåsning af politisk kurs, der ligger i EU's og WTO's liberaliseringsmaskine. Pres påvelfærd og sociale rettigheder. Privatiseringspresset svækker medlemsstaternes mulighed for demokratisk at prioritere velfærd og social lighed. Den offentlige sektor må ikke virke som hindring for den frie konkurrence. Virksomheders adgang til at operere i hele EU skal styrkes, bl.a. via privatisering af social sikring. Liberaliserings- og harmoniseringskrav på social sikkerhed indebærer opgør med en solidarisk omfordeling af goderne samt konkurrence om at have laveste standarder for lønmodtagerrettigheder for at stille sig bedst i den europæiske konkurrence. Fagforeninger er sat ud på sidelinjen. Hvem betaler? Millioner af lønmodtagere, der udsættes for voldsomme forringelser i løn- og arbejdsvilkår. Forfatningen gør det meget svært at føre en progressiv social og bæredygtig politik. Redskaberne findes ikke, og målsætningerne er det stik modsatte. Det indså franskmændene og hollænderne. Forfatningen fremmer militarisering og fælles forsvarspolitik. EU får et militæragentur, der skal sikre, at landene fremmer deres militære kapacitet. EU bliver på en gang forsvars- og angrebsunion, da militæret også skal anvendes til terrorbekæmpelse og interventioner. Den gode stormagt og modvægt til USA? Nej, forfatningen kræver ikke FN-mandat for EU's militære interventioner. EU drejer ind på et militært spor til løsning af konflikter frem for civil sikkerhedspolitik, hvor politiske løsninger, fattigdomsbekæmpelse og menneskerettigheder er i højsædet. Venstres nye forslag om et opgør med FN og en global retsorden sættes i et interessant perspektiv. EU svigter sit globale ansvar. Forfatningen stadfæster den dybt uansvarlige landbrugspolitik og indædte protektionisme, der årlig koster millioner af menneskers ret til livet. Handelspolitikken udvides til at markedsgøre sociale, uddannelses- og sundhedsmæssige tjenesteydelser. EU's handelskommissær har netop sagt, at EU skal presse stærkere på med liberaliseringskrav over for ulandene i de såkaldte økonomiske partnerskabsaftaler frem for at lytte til udviklings-ngo'er, der taler ulandenes sag. Udenrigspolitisk er der et skrigende behov for at fastholde menneskerettighedernes og FN-rettens grundprincipper i en tid, hvor Bushdoktrinen er ved at skrue tiden tilbage til før Anden Verdenskrig. Krig og terrorisme skal ikke primært bekæmpes med våbenmagt, men først og fremmest forebygges ved fattigdomsbekæmpelse og demokratiudvikling. Men forfatningen leverer redskaber til at svække den globale retsorden og gøre international politik til et spørgsmål om magt, ikke ret. Det er ikke mærkeligt, at borgerlige partier anbefaler forfatningen: Nyliberalisme gavner erhvervslivet; terrorbekæmpelse via kontrol og straf frem for forebyggelse; militær oprustning og retten til at handle uden om FN; protektionistisk landbrugspolitik; handelspolitik, der ofrer ulandene på frihandlens alter; arbejdstagerrettigheder, social sikkerhed, fagforeninger, der ofres for den globale kapitalisme og WTO's krav om deregulering. Forfatningen sikrer og leverer redskaber til regeringens politiske projekt. Alt sammen vældig praktisk befriet for befolkningernes indflydelse. EU er i stort omfang rammen om Europas fremtid og udvikling. Netop fordi EU er så central en magtfaktor, er det afgørende, at den skrues ordentligt sammen med gode regler for forvaltning af magten. Forfatningen lever ikke op til kravene om progressive reformer af det europæiske samarbejde. Derfor er der kun én vej at gå: at forkaste den. Et nej er ikke kun for EU-modstandere, men også for os, der ønsker at redde det europæiske samarbejde og styrke det indefra med reformer, så demokrati, solidaritet og global ansvarlighed bliver grundpillerne. For os, der ønsker et inkluderende socialt retfærdigt fællesskab for alle, uanset etnisk baggrund. For os, der ønsker at erstatte minimalstatsprojektet med socialstatsprojektet. Kampen for at genvinde demokratisk kontrol og sætte en dagsorden for det solidariske og bæredygtige frihedsprojekt, som altid har været venstrefløjens, vindes ikke med et nej, men den tabes med et ja. Det er vores ansvar at genvinde politisk kontrol og sikre en ny dagsorden, der prioriterer kamp mod den polarisering, der skaber udstødelse og frustration, og som styrker fundamentalisme, nationalisme og fremmedhad. Faren for det europæiske samarbejde er ikke et nej. Faren er ja til en forfatning, der definitivt vil slukke lyset for et demokratisk, grønt og globalt skuende Europa, der erkender, at vi ikke kan klare os hver for sig, men heller ikke være os selv nok.