Med et ansigt som en poleret ibenholtmaske, et permanent smil, der hæver de skinnende sorte kinder mod solbrillernes underkant, indtager Victor sin plads i rækken af souvenirsælgere på Île de Gorée. Hans velplejede tandsæt lyser en solskoldet turist lige ind i fjæset, mens han jovialt synger på sine mest indøvede gloser: »How are you my friend? American?«. Den lyserøde tyksak med den forvaskede og alt for stramme Hard Rock Café-trøje kigger op fra sin Lonely Planet og nikker forbløffet med sit store runde hoved og baseballkasketten, der sidder på sned. Ja, ganske rigtigt, han er amerikaner! Men hvordan kunne den smilende senegaleser vide det? Victor har fået bid og begynder rutinemæssigt at hale snøren ind. Kommunikationen er sat i gang, forudsigeligt som et elektrisk kredsløb. Gadesælgeren har trykket på den rigtige kontakt, og hans nye ven står allerede og lyser som en rød lampe under bliktaget. Lettere befippet ser han sig med velvillig interesse omkring i det lille skur, hvor træfigurer, perlehalskæder, batikstoffer og afrikanske masker trænger sig ind på ham. »Just look, my friend. No need to buy anything - just looking - as my friend!«. Der er ikke meget plads at give af i den lille butik, kun lige akkurat plads nok til, at den indfangede kan dreje sit korpus rundt på stedet, mens han forlegent smyger sin tegnebog op af lommen. En sådan familiær venlighed, som Victor udviser, fortjener nu alligevel en lille handel. Måske et lille næsehorn; turisten vender og drejer med famlende fingre på en lille takket træklods med fire ben. Victor har et andet forslag, en stork, cirka en meter høj, men i meget fin kvalitet! Eller hvad med maskerne? Alle antikke. Ting og sager vandrer fra de mørke til de lyserøde hænder og tilbage igen. Jo, det er skam pæne figurer, og Victor har selv lavet dem - alle sammen - også de antikke! Den amerikanske ven er ved at være lidt rundtosset af al den drejen omkring mellem maskerne på væggene og Victors imødekommende ansigt, der hele tiden kigger forbi som en planet på sin bane. Tak for venligheden! Turisten klemmer sig fortumlet ud med den ranke stork over skulderen. Victor har tjent endnu en månedsløn på Île de Gorée, slavehandlernes ø. Herfra udskibede franskmændene engang arbejdskraft til kolonierne. De, der overlevede transporten, knoklede sig ihjel i Amerika, de andre blev til overflødige led i oceanets grådige fødekæde. Victors forfædre undgik denne organiserede svinestreg. Han er efterkommer af de såkaldt heldige. I dag udnytter han den modsatrettede trafik, turistbådenes regelmæssige anløben under fortets rustne kanoner, de historieinteresseredes bodsgang og de almindeligt nysgerriges blitzende landgang. Han knytter mange venskaber i løbet af en dag - og så passer han selvfølgelig sin forretning, den lille rentable turistfælde. Hustler eller sælger, plattenslager eller forretningsmand? Det kommer i sidste ende ud på et, og set i Île de Gorées dunkle historiske belysning er hans merkantile forehavender helt afgjort blandt de mest uskyldige. Piskesvirp og stokkeslag er afløst af indsmigrende ord, alt i alt hæderlige forsøg på at hente lidt håndører den modsatte vej over Atlanten. De søsyge rejsende vakler målrettede, som under en slags omtåget hypnose, hen i skyggen under bodernes beskyttende halvtage. Her tager de sig til mavebælterne og henter selv pengene frem - ikke som på fastlandet, i Dakar, hvor lommetyvene gerne giver en hjælpende hånd, med megen nænsom fingerfærdighed. Det er frivillig handel, som dog ikke forhindrer en nagende tvivl i at snige sig med om bord på båden på vej tilbage til Dakar. Turisterne sidder tavse i rækker på soldækket og fingererer med træfigurer i forskellige størrelser. De tænker deres, men holder det for sig selv. Hvad mon sidemandens flodhest har kostet? Forhåbentlig mere end denne hjulbenede giraf! Spillets tabere sidder tilbage med antydningen af skuffelse. Det skyldes ikke smålighed, men snarere en form for principiel ærgrelse, der insisterende følger den, der er blevet taget ved næsen. Victor lever af at uddele disse små klem på de velnæredes næsetippe. Han kender de rigtige kneb, hvad man skal sige. Han ved, hvad en god historie er værd. For eksempel fortæller han sine kunder, at han er født og opvokset på den lille klippeø. Île de Gorée er, både hvad angår størrelse og maritim idyl, Vestafrikas svar på Christiansø. Han fortæller, at han kun har forladt øen en gang i sit liv, og det kun, fordi det var absolut nødvendigt. Til den historie hører det med, at Victor løfter op i skjorten og viser et langt hvidt ar på sin mave. Jo, efter operationen kunne det ikke gå hurtigt nok med at komme tilbage til Île de Gorée. Han ville dø, hvis han var tvunget til at bo i Dakars stinkende virvar. Nej, kun på hans lille fredfyldte ø kan han trække vejret. Her lever han udelukkende for sin kunst, sine skulpturer og sit forfinede håndværk. Det tager al hans tid, men det er det eneste, han vil. Han viser en uforarbejdet træklods frem, snitter lidt i den med sin lommekniv og fortæller, at der gemmer sig en elefant inden i den, han skal bare lige befri den. Der er arbejde i den træklods til de næste fjorten dage. Han fortæller de samme historier hver dag, igen og igen. Men når mørket falder på og den sidste færge har forladt øen, sætter Victor hængelås på sit skur og sejler med en af fiskerne ind til Dakar; de har en fast aftale. Dér bor han med sin familie, dér har han boet hele sit liv, og dér køber han alt, hvad hans butik rummer af importerede varer fra Ghana og Mali. Han har forstået, at en souvenir intet er værd uden en fortælling. Det er oplevelsen, der sælger. Man må overstrø sine produkter med originalitetens gyldne tryllerier og følge dem på vej med fortællinger, der giver næring til fantasien og tilfredsstiller folks trang til mystik. I Europa og USA kaldes den slags løgne for marketing eller branding. Det er det samme nummer hver gang. Ude på Île de Gorées sydspids, bag kastellet, hvor klipperne står lodret ned i vandet og mågerne kredser rundt i cirkler på den opadgående søbrise, mens de kalker skæret hvidt med deres evindelige klatten; dér er der bygget et lille atelier. Et lille undseeligt hus, så udsat på pynten mellem himmel og hav, at det synes at svæve i luften. Bedre lys kunne en skagensmaler ikke ønske sig. Men den såkaldte kunstner, der holder til derude, bestiller ikke andet dagen igennem end at lade som om. Han foregiver kun. Ligesom Victor. Kun med den forskel, at han ikke behøver at fortælle historier, stedet gør det hele for ham. Han behøver bare at ligne en, der er hensunken i dyb kontemplation, altså småblunde dagen igennem, kun for en gang imellem at vågne op og sætte en streg eller en prik på et lærred, som han har brugt til den samme pantomime i årevis. Billederne går som varmt brød, selv om de er fabrikeret på samlebånd i en malisk landsby hundreder af kilometer derfra. Det gør ingenting, så længe folk tror på den lille spøg. Denne kræmmermaler er øens mest succesfulde dagdriver. Han får det bedste af to verdner, forretningsmandens lettest tjente penge og ubegrænset adgang til lediggængerens sorgløse drømmerier. Hans tilbagelænede tilværelse er i sig selv en, efter forholdene, indbringende niche. Det tætteste man kommer på paradis i Senegal. Og kun femogtyve minutters sejlads derfra hersker et infernalsk anarki. I Dakars møgbeskidte gader. Der kræver det gode forbindelser eller mere end blot en gennemsnitlig fantasi at hæve sig op over de trange gyders stadig voksende affaldshobe. Tusinder flokkes om de samme ideforladte job. De gnubber sig op ad hinanden, gadesælgerne, skulder ved skulder, med det samme udbud af ubrugeligt skrammel. Her må turisterne løbe spidsrod mellem alt for ivrige - grænsende til desperate - sælgere, som forsøger at rykke ærmerne af hinanden for at komme til at falbyde deres varer. De forlegne turister skal passe på, generthed bliver let forvekslet med arrogance i den slags tilspidsede situationer. Det ender ofte med, at potentielle kunder skynder sig væk, grundigt fulgt på vej af gadens værste skældsord. De dukker sig på vej væk og gemmer deres lommepenge til Île de Gorée. Dakar stinker som en gang ukontrollabel diaré, et latrinært uheld. Med åbne grøfter i stedet for egentlige kloakker er byen sine steder ram som en væskende infektion. Man udholder kun lige netop et ophold der, fordi gaderne ventileres lemfældigt, men dog med jævne mellemrum, af en doven havluft. Man undgår kvælningsdøden, trods trafikproppernes smog. Indfaldsvejene presser konstant på og strammer en uløselig knude omkring centrum, trafikårerne pumper kun uregelmæssigt i en slags langtrukken terminalfase. Byen lider af pladsmangel, klemt sammen som den er på en overbefolket halvø, en betændt blindtarm, der drypper sit sekret ud i havet. Det mest uforståelige er, at folk alligevel klarer sig, at de bliver boende, og at de tilsyneladende vænner sig til det liv, der bydes dem der. Om det skyldes en bedøvende accept af tingenes tilstand, eller at følelsesløsheden slet og ret er et resultat af lang tids ukuelig modstand, en slags vanens hukommelsestab, er ikke til at sige. Dakar er uomtvisteligt et levende mysterium, hvad udholdenhed angår. De selvdøde fisk, der skyller op på stranden eller hales op af havnebassinets olie, dissekeres omhyggeligt af gadebørnene, uden rynken på næsen. Der fyres op med det forhåndenværende affald under en interimistisk grill, en stump krøllet hønsetråd for eksempel. Det betaler sig ikke at være kræsen, kun opfindsomhed tæller i denne sammenhæng. De, der er løbet tør for ideer, har kun en opadvendt håndflade at tilbyde den forbipasserende. En gestus, der sjælden giver gevinst. Mønterne falder kun som overraskelser, og sedlerne er de rene mirakler. Et held for de invalide, at trafikken ofte er låst urokkeligt fast. Det giver dem en chance for at kravle rundt mellem bilerne og banke på dørene med deres krykker. Ellers er det bag restauranterne, det foregår, i kamp med de firbenede, et hundeslagsmål, bogstaveligt talt. Menneskets bedste ven er kun en konkurrent på de bagerste rækker. Som turist skal man ikke tage til Dakar, hvis man har tendens til tungsind; byen er som et rusmiddel, der forstærker sindets stemninger. Det ender uvilkårligt med flugt over hals og hoved, man må væk eller miste forstanden. Man må holde vejret, til man bliver blå i hovedet, når renovationsarbejderne brænder affald af. Og man må gøre sit bedste for at glemme, at man så en vandsælger tabe hele sin forretning på fortovets ujævne fliser, en pige, der bar et fad med vandposer på hovedet. Hun snublede over en kantsten, og poserne sprang som vandballoner omkring hende. Det så smukt ud, et af dagens mindste finansielle krak, men ikke desto mindre konkurs. Færdig. Inden man sætter sig ind i sin bil og gør forsøget på at slippe væk gennem trafikkens forstoppelse, må man nødvendigvis først betale en korrumperet parkeringsvagt for at få ham til at fjerne den jernklods, som han har monteret på forhjulet. Bilen er parkeret helt lovligt, men det spiller ingen rolle. Vil man væk, må man betale. Sådan er reglerne. Man må også betale for at komme til Île de Gorée, derfor er der så rent og fredeligt på øen, pengene tynder grundigt ud i klientellet. Île de Gorée er et refugium for de heldige, en iscenesættelse, der lever højt på sin store nabos hæslighed. Kontraster er alt, hvad der skal til for at skabe en smule lykke. På solskinsøen vender de hvide damer deres kødfulde lår i varmen. Liggestolenes mørkeblå plastikmadrasser bliver overophedet i solen, og man må vende sig med forsigtighed for ikke at blive svitset. Victor er begyndt at sælge vand på flasker, 'Highlander', fra en krystalklar kilde i Skotland. I denne varme er det de færreste, der lægger mærke til, at forseglingen er blevet brudt. De skruer bare låget af flasken og drikker begærligt. Jo mere tørstige folk er, jo mere godtroende er de også. De forlader Île de Gorée med en nervøs rumlen i maven. Business as usual.