Godekontaktannoncer er ligesom de m/k, de skal sælge: De hænger ikke på træerne. Eller rettere, der er langt mellem kontaktannoncer, der er værd at læse, når man ikke selv er aktiv på markedet. Nu er hovedformålet med kontaktannoncer selvsagt heller ikke at underholde og more annoncevoyeurer som undertegnede, der indtil videre har sit på det tørre, men er nysgerrig efter at se, hvordan folk vælger at markedsføre sig, når det skal holdes på 60-70 ord. I lang tid var mit yndlingssted for annoncer New York Review of Books. I egen selvopfattelse den intellektuelle amerikanske højborg og som sådan et sted, hvor masser af SJM (Single Jewish Male) og DWF (Divorced White Female) søger mage, typisk med krav om et vist intellekt og 'finansiel uafhængighed', som det så smukt hedder. Her kan man støde på perler som den 70-årige kvinde, der skriver, at hun »gerne vil dyrke en masse sex, inden hun bliver 71 år, og at Yates er en mulighed som forspil«. Efter nogen tid bliver denne amerikanske 'elite søger elite' dog noget monoton, og derfor har jeg ubevidst været på udkig efter et nyt og bedre bud på sælsomme, underholdende og begavede kontaktannoncer. Løsningen viste sig at være et lille, men afgørende skridt fra New York Review of Books, nemlig til rivalen på den anden side af Atlanten, London Review of Books. En både fysisk mindre og mindre højtidelig litterær publikation og - opdagede jeg til min fryd - med annoncer, der for manges vedkommende er som taget ud af et Monty Python Show. Mest holder jeg af de virkelig snirklede, men samtidig ekstremt afslørende annoncer. Hvem kan for eksempel andet end elske en kvinde, der kan skrive en annonce som denne: »Tag det sidste tog til Clarkesville, og jeg vil møde dig på stationen. Medmindre 10.15 til Watney er blevet forsinket. I så fald tager jeg bussen - mød mig på Morrisons, ved hovedindgangen. Hvis du ikke kan finde derhen, så tag en taxi. Jeg skal nok refundere regningen, men sørg for at have kontanter med. Hvis du ikke har kontanter, så hav en trompet og saml penge ind fra forbipasserende. Kvinde på 38, bebyrdet med behov for alternative planer, søger velordnet mand under 45. Eller kvinde under 50. Eller noget under 60. Skriv til box 04/05. Hvis du ikke kan finde et frimærke, så indryk en annonce, så skriver jeg til dig. Hvis posthuset er lukket, så mail det. Hvis du ikke kan skrive, så send et bånd. Osv. Osv.«. Det er da herligt og livsbekræftende, man kan ligefrem se en dejlig kvinde med flagrende, rodet hår og et forvirret udtryk i ansigtet stå foran sin cottage og vente på svar. Emma Thompson med langt mere selvironi. Mere i tvivl ville jeg derimod personligt være over for den 62-årige mand, som i samme nummer indrykkede denne annonce: »Stik din hånd ind i de to øverste hjørner. Fold lagenet sammen. Kom de to øverste hjørner ind i dem i bunden. Læg lagenet på sengen eller et bord. Fold hjørnerne nøje. Bøj kanterne nok til at lave fire lige sider. Fold til halv størrelse, og derefter til halv størrelse igen (alle fire hjørner vil være stablet, og lagenet vil være et langt bånd). Fold herefter båndet på midten, derefter igen på midten (eller tredjedele, afhængigt af lagnets størrelse), således at det bliver en firkant. Lagenet skulle nu være en kompakt firkant. Glat det ud og læg i skabet. Derefter middag, og så kan jeg overveje forspil. Du kan kalde mig brigadier. Kan lide tingene 'just so'«. Ser en fascistoid S/M-fanatiker med ridepisk og kortklippet hår for mig, som taget direkte ud af de værste engelske kostskolefilm. Slige typer har tydeligvis også deres marked, men var jeg kvinde - altid et udfordrende tankeeksperiment - ville jeg være betydeligt mere tiltrukket af den John Cusack-/Nick Hornby-type, som jeg ville tippe til at stå bag denne lettere ubehjælpsomme tekst: »Jeg kan lide min kvinde, som jeg kan lide min kebab. Fundet til min store overraskelse efter en våd aften og dækket i lidt for meget sovs. Inden længe vil jeg have smidt dig fra mig på fortovet, men indtil da er du den perfekte ledsager til en perfekt aften. Mand, 32 år. Er ikke nogen ørn til metaforer«. Nej, det kan man sige, men så ved frøkenen da, hvad hun går ind til. Det gør pigen i høj grad også med den noget illusionsløse mand, der skriver, at »det er første gang, jeg optræder i en anden skrifttype end Courier New. Det er fordi mit bedste arbejde stadig er inde i hovedet på mig, ligesom min finansielle stabilitet, min trimmede krop, mine ligemænds respekt og min evne til at udskære fisk. Hvad forventede du - Saul Bellow? Mand, 34 år, tager hvad han kan få. Ligesom du gør«. Lidt længerenede på min hitliste kommer den kategori, jeg kalder mystikerne. Dem med de lidt kortere annoncer, som ikke sætter gang i min indre billeddannelse, men dog er tilstrækkeligt sære til at være underholdende. Hvordan er monstro den 35-årige mand, som kan skrive, at »det er en frygtindgydende verden. Jeg er den eneste værdige åbning. Du er nok et træ. Du ved, hvad jeg mener«. Hvordan i alverden skulle noget tænkende væsen kunne ane, hvad han mener. At kærlighed er svær at finde, og vi derfor skal gøre det endnu vanskeligere ved at udtrykke os umuligt? Eller tag den 71-årige mand, der med ordene »blind akkordeonist elsker abe. Der må være noget i den sætning, som tænder dig«. Hvad skulle tænde i den sætning? Ordet abe? Mere forståelig, men dog stadig sælsom, er den 36-årige kvinde, som lægger ud med at erklære, at »hvis vi går i bad sammen, må jeg insistere på at have mine verruca-sokker på. Jeg kæmper stadig med et svømmeuheld i skolen i 1975«. Smag og behag naturligvis, selv ville jeg dog ikke være voldsomt fristet. Blandt andet fordi jeg ikke rigtig ved, hvad verruca-sokker er. Ærlig, men også i den klart underlige afdeling er den 93-årige kvinde, der præsenterer sig som »den ældste SuicideGirl i byen. Eller på afdelingen«, for derefter uden overgang at bemærke, at hun »bad om tapioca ikke frugt i box no. 04/12«. Helt normal er næppe heller den m/k, der kan skrive, at »Verden har gjort ved mig, som det passede den. Vi blev leveret på www.desperatelyseekinganalysis.co.uk på lille Ellies 5-års fødselsdag. Det forventes at gå godt og blive et hjem for alle talende væsner. Dr. G. Morrice, Mabel's Insch«. Jorden kalder dr. G. Morrice, hvad er det helt præcis, du leder efter? Mand, kvinde, hund, kat, abe eller noget oppusteligt? I samme kategori, men langt mere menneskelig og lidt fristende er den 32-årige kvinde, der erklærer, »at den mest brugte knap på mit tastatur er 'underscore'. Jeg ved ikke, hvad det siger om min personlighed, men tvivler på, det er godt«. Muligvis, men selvironi mangler hun næppe. Eller fyren på 33 år, der ikke giver andre oplysninger om sig selv, end at »der er nok lithium i mit medicinskab til at køre tre elektroniske biler tværs over en mellemstor ørken«. »Jeg ved, det ikke ligefrem er et plus, men det er min yndlingsstatistik om mig selv«, skriver han og erklærer sig derpå »officielt tre-bils-skør«. Tredje,forholdsvis lille og sjældent særlig interessant gruppe, er de meget direkte. Hovedeksemplet på en 'lige på og hårdt-strategi' er den mand, der ganske enkelt skriver: »Vil du gå i seng med mig? At vide det er halvdelen af slaget. Mand, med hverken tid eller lyst til at være subtil«. Sande ord, og så er det sagt. Mere elegant er unægtelig den franske kvinde, der »søger en mand at undfange et barn med, inden det er for sent. Modsat moder natur går jeg ind for ligestilling, dog vil ekstremt velhavende charmetrolde kunne skyde genvej i køen«. Enkelt og dog således, at man får et klart billede af en praktisk, selvstændig kvinde, der søge mage. Ultrakort og to the point er naturligvis også »literary boy (34) seeks literary girl (35)« eller for den sags skyld - om end lidt mere interessant »Sallinger, 33, seeks Sagan«. Her kræver det alligevel et vist mod at reagere på en annonce fra en mand, der identificerer sig med en forfatter, der har valgt det indre eksil i næsten et halvt århundrede. Endelig erdergolddiggerne, dem, der gerne vil leve et behageligt liv i luksus. Her må vi lige tage en kort afstikker fra London Review of Books til globetrotteravisen International Herald Tribune, hvor matchmakeren Gabriele Thiers-Bense hver eneste uge dukker op i spalterne med tilbud, der lyder ganske meget for gode til at være sande. Tag det om den »brillante advokat, ph.d. og grundlægger af et internationalt advokatkontor«, der var i forleden. »Den fascinerende personlighed gemt i denne verdenskvinde definerer elite og perfektion. Stor menneskelig styrke, civilcourage, uprætentiøs med en stor familietradition og priser for professionelle bedrifter. Hun bor i fornemme villaer i Vesteuropa og er i sine dynamiske fyrrere«. Burde en kvinde med de kvaliteter ikke være i stand til at finde en mand uden Gabriele Thiers-Bense og www.worldwide-elite.coms bistand? Så alligevel meget hellere hoppe på den »high-maintenance blonde skønhed i begyndelsen af 30'erne, som ganske enkelt søger en multimillionær«, der forleden havde indrykket en lille annonce neden under Thiers-Bense. Så ved man da, hvad man har med at gøre. Også i London Review of Books finder man selvsagt fra tid til anden kvinder med sans for livets mere luksuriøse sider. Men også det kan gøres med charme og vid. Tag den 39-årige engelske kvinde, som leder efter en »rig og attraktiv tysk mand«. Den succesfulde kandidat vil, som hun skriver, »formentlig være blond, have mindst én stor lejlighed i Glockenbachviertel-kvarteret i München og tale engelsk med en genkendelig centraleuropæisk accent. En fremtrædende placering på Bayreuth-ventelisten vil være en afgjort fordel«. Ansøgere - i sig selv et herligt udtryk, når det nu er hende, der leder efter kærlighed og mammon - bør, som hun elegant udtrykker det, »være under 35 år, medmindre de er meget velholdte eller adelige«. Og for at ingen skal misforstå prioriteterne, tilføjes det til sidst, at »breve ledsaget af en opgørelse over bankkonti garanteres svar«. Ak ja. Vi udenadelstitler, lejligheder i München eller ventelisteplads til Bayreuth må nøjes med at nyde annoncen. Og drømmene naturligvis, om de mænd og kvinder, der gemmer sig bag de knappe ord. Hvem ville man skrive til, hvad ville man forvente - eller frygte - og måske især: Hvad ville man skrive? Så er det, skrivekrampen sætter ind.