Svenske arkitekter har fortalt mig, at de som studerende efter ankomsten med båd til København, idet de gik under buen ved Det Kongelige Teater og så Kongens Nytorv, fik en stærk følelse af her at ankomme til det europæiske kontinent. Denne følelse knyttede sig til noget så svært bestemmeligt som atmosfære, men også til den intense urbane aktivitet samt tætheden og udstrækningen i et imponerende byrum. Kan en plads repræsentere et kontinent? Det kan den utvivlsomt både ved det liv, der optager den, og ved sine referencer. Og sandt at sige er Kongens Nytorv Danmarks bedste bud på en loge i verdensteatret. Pladsen rummer ikke blot tætte aflejringer af kultur fra flere århundreder, den har alle den europæiske civilisations mest yndede sætstykker: rytterstatue, et formelt grønt anlæg, palæer med pragtfacader, en glimrende belægning og et alsidigt liv. Helheden udgør på stimulerende vis mere end blot summen af enkeltdelene. Og ikke blot er pladsens primære elementer fra alle epoker ambitiøse, man har villet præstere det bedste, men Kongens Nytorv fungerer også som en overlegen drejeskive, der forbinder forskelligartede bykvarterer: Frederiksstaden med dens hidsige linealgader, middelalderbyen med dens ensartede, noble etageejendomme og intime rumdannelser og endelig kontakten via Holmens Kanal og Nationalbanken til Slotsholmens meget store monumenter. Kongens Nytorv drager disse historiske bydele ind i sin kreds og kobler sig på havet gennem Nyhavnskanalen, der med sine to bredder og flankerende bebyggelser set fra Havnegade op imod Kongens Nytorv udgør et grandiost byrum i sig selv. Et byrum, der både henviser til kilderne for byens historiske rigdom gennem søfarten og punktvis gennem sine træer ved Mindeankeret binder over til Krinsens grønne zone. Dertil kommer, at Kongens Nytorv har andre ressourcer blandt sine nære tilliggender, fra Gammelholms kompakte karréer bag teatret til Gothersgade og dens parkside. Nogle pladser, som f.eks. engang pladsen foran Peterskirken i Rom, melder sig med en dramatisk effekt, som en pludselig stor åbning i et væv af tætte, anonyme gader. Det gælder ikke for Kongens Nytorv, der så afgjort ikke lever alene. Dog selv betragtet ud fra sine værdifulde tilgrænsende områder udgør det et frit rum, hvor byen træder tilbage og skaber plads for at kunne fejre sig selv. Det storslåede ved Kongens Nytorv består i alle de elementer, det bringer sammen, som dele af storbyens koncert. Bestanddele, der tilsammen har den virkning, som vi forventer af metropoler, at de kan bruse op som et glas mineralvand, man ryster. Til oplevelsen af Kongens Nytorv hører bevidstheden om alt det, der ligger bag, den store diversitet af aktiviteter i de dominerende bygninger. Men pladsen er også så alsidig i sit samvirke mellem det overordnede rum, sidescener og trafiklinjer, at man næppe fra noget enkelt punkt kan overskue det hele. Det skulle i så fald være fra luften, hvor kun de færreste kommer. Men har de svenske arkitekter ret i den spontane følelse fra deres ungdom, at dette er Europa? Ja, det må man alt andet ufortalt bekræfte - og ikke kun fordi pladsen skulle blive sæde for EU's Miljøagentur. Kongens Nytorv er en veritabel kavalkade af referencer til Europas historiske tyngdepunkter. Den kongelige rytter i midten er klædt i romersk, kejserligt antræk og tilhører en genre, som romerne introducerede. Charlottenborg er afgørende præget af hollandsk arkitektur; Brønnum, som nu rummer Det Kongelige Teaters billetsalg, er et hos os sjældent udtryk for stilen i tilknytning til Wiener Ringstrasse; Gamle Scenes bygning er en centraleuropæisk type med en loggia i italiensk renæssance; Magasin du Nord er et glimrende udtryk for stilen i Paris under Det Andet Kejserdømme; Hotel d'Angleterre er et resultat af eklektiske billeddannelser i kredsen omkring 'europæeren', arkitekt Ferdinand Meldahl og så videre. Pladsen rundt træder monumentalbygninger frem som et europæisk stenbrud af citater. Kongens Nytorv viser, hvordan de ledende cirkler i det danske samfund i generationer har ønsket at få del i europæisk kultur. På hele nationens vegne har Kunstakademiet såvel som Det Kongelige Teater været afgørende import-eksport-stationer, ligesom Magasin og Hotel d'Angleterre på hver deres måde har udbredt civiliserede smagskoder. I et langt historisk perspektiv var Kongens Nytorv med sine institutioner, opførte og nedrevne palæer, hoteller og restauranter residensbyens kosmopolitiske motor. Hvis vi hævder, at Rådhuspladsen repræsenterer det sene 19. århundrede, industrialiseringen og åbningen mod brokvartererne, så er Kongens Nytorv de foregående århundreders pladsrum, aristokratiets og enevældens store torv. I det mindste ud fra en historisk betragtning af den symbolske betydning. Rådhuspladsen beherskes afgørende af Martin Nyrops rådhusbygning og af den strømmende trafik på H.C. Andersens Boulevard. Pladsen er for stor til at virke intim, men ikke stor nok til at virke monumental, sådan som f.eks. Den Røde Plads i Moskva eller Concordepladsen i Paris gør indtryk ved på det nærmeste at tilbyde en erfaring om jordklodens krumning. Kongens Nytorv er et vidtspændende rum, men dog takket være sin mangfoldighed ret intimt. Det er relativt sammenhængende på linje med Rådhuspladsen, men modsat denne forbløder det ikke som rum. Hvor på Kongens Nytorv man end befinder sig, opstår indtrykket af en vis sluttethed. En paradoksal sammenhængskraft, som bl.a. udspringer af bygningernes nogenlunde ensartede højde, Krinsens centrale oval og balancen i åbningerne ind mod pladsen. Spørger man københavnere, hvor byens centrum befinder sig, vil flere sige, at det befinder sig i trekanten mellem Rådhuspladsen, Slotsholmen og Kongens Nytorv. Der er altså ikke nogen enkelt plads, som udgør dét dominerende fokuspunkt. Pladser kan i nogle byer fortælle om byens grundlæggelse, dens begyndelse, f.eks. som markedsplads. Det er ikke tilfældet i København, selv om nedgangen til minimetroen foran Magasin falder sammen med byens tidligste grænser mod øst. For så vidt angår byens store pladser, har København ikke med disse som udgangspunkt karakteren af et løg, hvorpå der stadig lægger sig nye ringe. Fornemmelsen af at komme helt 'ind i byen' indfinder sig for mange ved turen ned ad Strøget fra Rådhuspladsen til Kongens Nytorv. Tidligere var det sådan, at man på denne rute bevægede sig fra Rådhuspladsens lysreklamer og moderne ytringer, der mere eller mindre lader det hele hænge ud, til en mere rolig, hemmelighedsfuld og fornem plads i skikkelse af Kongens Nytorv. Om det vil lykkes for Kongens Nytorv med sin renovering at finde et balancepunkt mellem kørende trafik, spadseren og menneskers hvilende ophold henholdsvis kontemplation af byrummets attraktioner, vil den kommende tid vise. De nye trafiklinjer, som er tilført med metroen, har ikke blot skabt en kosmopolitisk fornøjelse ved fremkomsten af flere lag i byens drift, herunder øget tilgængeligheden. Metroen har også med det imponerende pladsrum foran Magasin og Erichsens Palæ frembragt en flade, hvorfra man i passende fred kan glæde sig over den lange sidefacade på Det Kongelige Teater. Dette ny sidetorv udgør en betragtelig gevinst for byen. Afgørende for Kongens Nytorvs sammenbinding af sine elementer er Krinsen, den store, runde skive, som nu er blevet mere tydelig i sin kreds, definition og fladevirkning takket være den ny belægning. Torvets bygninger er yderst forskelligartede med hensyn til tyngde, bredde, materialer og vinduespartier. Husenes forskellige højde virker dog kun afgørende problematisk, for så vidt angår de etager, man ved en udvidelse for flere årtier siden stablede oven på Det Kongelige Teaters Ny Scene ved siden af selve Stærekassens kulissetårn. De virker uformelige og ligner på det nærmeste et gammelt østeuropæisk byggeri set fra torvets nordlige og vestlige zone og burde blive pillet ned, nu hvor teatret i det hele taget får udvidet sin kapacitet af øvelokaler. Et andet spørgsmål vedrørende Kongens Nytorv under nyetablering angår belysningen. En storbys centrale monumenter er fra starten tænkt som udtryk for repræsentation og festivitas. I dag ser vi med en vis overbærenhed på den engang rådende symbolske magtrepræsentation og opfatter datidens ønske om teatralske effekter som noget charmerende. Kongens Nytorv har i århundreder ved visse lejligheder været illumineret, endog Bredgade - med fakler - når kongen kørte til og fra Det Kongelige Teater. Det betyder ikke, at vi i dag skal spænde hele torvet op i bengalsk belysning, således at facaderne bliver til grelle masker eller virker døde som f.eks. G.N. Store Nords bygning. Som byens fineste og mest befærdede salon under åben himmel bør Kongens Nytorv have en velovervejet belysning. Erichsens Palæ, Magasin og Det Kongelige Teater har fået vellykkede illuminationer, andre steder på pladsen er lyset enten for grelt eller helt fraværende. Krinsen tenderer mod at synke helt sammen i mørket. Forholdet mellem den almindelige gadebelysning og belysning af facader bør afstemmes indbyrdes, hvilket også synes at være målet for den dialog om belysningen, som er igangsat mellem stadsarkitekten og pladsens grundejere. I de lyse nætter skal pladsen naturligvis ikke overdøves af kunstig belysning, men besidde den magi af, at de store bygninger ligger og sover, og at turister og nattevagter kan sidde på bænkene under trækronerne og opleve dette nordiske fænomen. Men i øvrigt er det påtrængende at forbedre pladsens illumination. På stik fra det 18. århundrede virker pladsen som en mægtig flade, hvorover mikroskopiske mennesker lader sig transportere i karet eller bærestol. Kareterne ser ud som små ting fra et loppecirkus. Husene er slynget ud i den yderste periferi, og afstandene er nærmest sibiriske. Der er hjulspor, og ælte synes at hænge ved hjulene. De horisontale strabadser virker så uoverskuelige, at det forekommer anbefalelsesværdigt at lægge depoter ud til de tværgående strækninger. I dag påvirkes indtrykket af fladens udstrækning og af randbebyggelsen i højere grad end nogensinde tidligere af den kørende trafik. Om de centripetale og centrifugale kræfter i pladsens liv og opbygning kan spille sammen på en interessant måde, vil som sagt vise sig. I de mange årtier, hvor aktiviteterne på havnefronten, Larsens Plads, Kvæsthusbroen m.v. dalede hen imod et nulpunkt, var det at nå frem til Kongens Nytorv fra Strøget næsten som at nå en endestation, bortset fra Nyhavn. Nu, hvor havnen får et nyt liv, og et kongeligt skuespilhus er under opførelse på Kvæsthusbroen, får de tusinder, som opsøger Nyhavn, mulighed for via Skuespilhuset at blive sendt videre hen ad en oplivet havnefront og gennem en tunnel nå frem til Holmen. Kongens Nytorv får således nye satellitter, som vil forstærke dets rolle som omdrejningspunkt i de kommende års København, hvis rolle som nordeuropæisk metropol udbygges. Kongens Nytorv vil således hævde sin rolle som central spilfordeler i hovedstaden. På Kongens Nytorv oplever man døgnets puls, også aftentimerne har deres perioder af forhøjet intensitet knyttet til teatrets forestillinger, restaurationslivets myldretider og Magasins vekselvirkning med torvet. Desuden træder årstiderne frem, ikke kun i kraft af vegetationen, men også via vinterens skøjtebane, hvis etablering og aktiviteter i sig selv udstråler urbant overskud. Som byens store kulturhistoriske arena hævder Kongens Nytorv et ønske om at være begivenhedsrigt. Torvet forbliver Københavns bedste bud på en kosmopolitisk lokalitet. Heraf kommer også det befriende ved at færdes der eller blot under en passage at få et indtryk af dets liv, der trods lavinen af biler stadig i enkelte øjeblikke kan virke lige så magisk som hektisk. Hvad enten man opholder sig på pladsen eller blot passerer forbi den, cirkulerer noget i kraft af dens faste rum, dens tangenter og kreds af bygninger, som er større end den enkeltes horisont. Verden drejer rundt. Kroniken er et essay fra bogen 'Det nye Kongens Nytorv', der udgives af Københavns Kommune i samarbejde med Arkitektens Forlag.