Det er 31. august 1787, og stedet er Philadelphia, nærmere bestemt Independence Hall på Chestnut Street. Hedebølgen raser, og det begynder efterhånden at haste med et kompromis om den amerikanske forfatning i det dertil nedsatte konvent. Til september skal Pennsylvanias forsamling nemlig bruge lokalerne igen. Dagens tema er et af de vanskeligste overhovedet. Hvad skal der til, for at forfatningen, der indledes så flot med »We, the People«, kan træde i kraft? I princippet er der slet ikke noget at diskutere. I den gældende forfatning fra 1777 står der således sort på hvidt, at musketerprincippet gælder. Kun hvis alle 13 delstater - lige fra Virginia til New York - er i stand til at ratificere, kan den nye forfatning se dagens lys. Problemet er imidlertid, at en af staterne, nærmere bestemt Rhode Island, er blevet væk fra forhandlingerne i Philadelphia i protest. En fastholdelse af musketerprincippet er derfor reelt det samme som, at forfatningen vil være dødfødt. Pludselig tager forhandlingerne en dramatisk drejning. Med bl.a. konventsmedlemmet James Madisons hjælp bringes en såkaldt 9-regel i spil. Forfatningen skal kunne træde i kraft, hvis 9 ud af 13 delstater kan sige god for den. Når først 9 stater har vendt tommelfingeren opad, kan de resterende beslutte sig for, om de vil være med i den nye union eller i union med sig selv! Forslaget udløser en sand byge af protester. Det er et kup; det er imod juraen. Det svarer jo til, at I vil smide de stater ud, der stemmer nej, og oprette en helt ny union. Ja, lyder det tørt fra Madison og hans venner. Vi kan da ikke have, at »12 staters skæbne skal afgøres af den 13. stats luner«. Det hele er ved at køre af sporet, men da den endelige udgave af Philadelphiaforfatningen ligger klar senere på året, er 9-reglen at finde på en af de fire håndskrevne sider. 9-reglen siger noget om den 'anything goes'-stemning, der herskede i 1787. Philadelphiakonventet var ganske enkelt del af en revolution. Efter Uafhængighedskrigen var briterne smidt på porten, og nu skulle de 13 stater skabe et mere velfungerende system end det statsforbund, der så åbenlyst havde vanskeligt ved at fungere. I 1787 var 'Amerikas splittede stater' faktisk et langt mere passende navn end det officielle, Amerikas Forenede Stater. F.eks. kunne de 13 stater ikke blive enige om at dele regningen for Uafhængighedskrigen, og en handels- og fiskerikrig truede allerede i horisonten. Den revolutionære stemning bevirkede, at konventets manøvrerum var betydeligt. Konventet kunne så at sige starte fra bunden og behøvede ikke at tage hensyn til en lang fælles historie. Tilsvarende var der ingen grund til at tage den hidtidige statsforbundsforfatning fra 1777 mere højtideligt end højst nødvendigt. En af dens fædre, George Washington, var jo også formand for Philadelphiakonventet. Og hvis han kunne leve med den nye 9-regel, ja så kunne mange af de andre konventsmedlemmer også! Uden denne 9-regel ville verdens ældste forfatning højst sandsynligt aldrig være trådt i kraft. Det skyldtes ikke alene Rhode Islands manglende tilstedeværelse i Philadelphia, men også at mange andre delstater var skeptiske over for dele af forfatningen. Massachusetts, f.eks., vendte sig stærkt imod, at forfatningen ikke indeholdt et bill of rights, medens antiføderalisterne var imod forfatningens centralisering af magten. Selv med 9-reglen måtte forfatningstilhængerne, de såkaldte føderalister, derfor lægge en snedig slagplan for, hvornår de enkelte konventer i delstaterne skulle ratificere, samtidig med at Massachusetts fik en lovning på, at Kongressen som sin første handling skulle knytte et bill of rights til forfatningen. Det var USA i 1787-1788. Hvis vi med hjælp fra en moderne tidsmaskine springer helt frem til 2002-2004, er der også et konvent - denne gang i Europa - som er i fuldt sving med en forfatningsproces. Ja, konventets formand, den tidligere franske præsident Valery Giscard d'Estaing, var heller ikke sen til at drage en direkte parallel mellem de to konventer. »Jeg er Europas George Washington«, var således en af hans punchlines på den indledende pressekonference. Spørgsmålet er imidlertid, om EU-landene tog ved lære af, hvor vanskeligt det var for USA at få ratificeret forfatningen? Når alt kommer til alt, skulle EU-landene jo ikke 'kun' vinde 13 staters accept, men hele 25. Med andre ord: Brød Europas 'forfatningsfædre' også musketerprincippet? Svaret er et rungende nej. Faktisk var det kun en embedsmandsgruppe under daværende kommissionsformand Romano Prodi, der for alvor beskæftigede sig med ratifikationsspørgsmålet. I det såkaldte Penelope-papir pegede gruppen på det hensigtsmæssige i at knytte en Philadelphia-inspireret bestemmelse til forfatningstraktaten. Forslaget gik kort sagt ud på, at den nye traktat kunne træde i kraft, hvis 5/6 af landene havde været i stand til at ratificere den. I modsætning til James Madison blev Penelope-gruppens forslag fuldstændig ignoreret. Ja, Romano Prodi lagde hurtigt luft til udspillet, som dermed ikke engang blev kommissionens officielle holdning. Den eneste reminiscens af Philadelphia-diskussionen i forfatningstraktaten er erklæring nr. 30, der konstaterer, at Det Europæiske Råd skal tage affære, hvis ikke alle lande kan ratificere. Mere konkret fastslår den politiske - og altså ikke juridisk bindende erklæring - at Det Europæiske Råd skal indkaldes to år efter undertegnelsen af forfatningstraktaten, hvis 4/5 af staterne har ratificeret og en eller flere har problemer. I princippet er det imidlertid kun en selvfølge, for hvem kan forestille sig, at der ikke bliver indkaldt til krisetopmøde, hvis forfatningstraktaten falder i et eller flere lande? Forfatningstraktatens manglende brud med musketerprincippet understreger med al tydelighed, at det europæiske konvent var fundamentalt forskelligt fra det i Philadelphia. Hvor USA i 1787 var præget af revolution og ønsket om at omdanne det løse statsforbund til en forbundsstat, var kodeordet i Europa konsolidering. Stats- og regeringscheferne ønskede hverken at tage et tigerspring fremad i form af en fælles europæisk stat eller at rulle integrationen tilbage, så EU pludselig kun var en klassisk international organisation. Helt overordnet skulle EU fortsat være en hybrid mellem en forbundsstat og et statsforbund. Det, det gjaldt om nu, var at 'tune' hybriden, så den også kunne fungere med de mange nye medlemsstater og - ikke mindst - blive mere tilgængelig for borgerne. Kun på to afgørende områder skulle EU tilføres nye kompetencer, nemlig på det retlige og det forsvarspolitiske. Begge områder var et forsøg på at håndtere situationen efter 11. september 2001. Den amerikanske højesteretsdommer Stephen G. Breyer, som har sammenlignet de to konventer, har sammenfattet den grundlæggende forskel på følgende måde: »Den amerikanske forfatning blev udarbejdet af få repræsentanter fra 13 stater med en begrænset historie ... som forsøgte at oprette én samlet regering, hvor der ikke havde været nogen før ... Det europæiske dokument har et fuldstændig andet formål. Det er frugten af et arbejde, der blev udført af mere end 100 deltagere fra 28 forskellige stater med en lang historie ... som ikke havde sat sig det mål at oprette en ny regering, hvor der tidligere ikke havde været nogen, men snarere at gennemføre beskedne ændringer i de eksisterende institutioner, så de kunne fungere bedre«. Præcis fordi hovedformålet var at konsolidere samarbejdet - og fordi EU-samarbejdet i sig selv er en kompliceret mosaik, som medlemsstaterne har brugt årtier på at stykke sammen - var der ikke nogen, der havde mod på at ignorere de eksisterende traktater og dermed musketerprincippet. 50 års europæisk integration kunne ganske enkelt ikke nulstilles! Ud over at understrege den grundlæggende forskel på de to forfatningsprocesser er den manglende 9-regel naturligvis også hovedforklaringen på, at den igangværende ratifikationsproces tegner til at blive så dramatisk. Hvor forfatningstilhængerne i USA kunne nøjes med, at 9 ud af 13 stater sagde ja, skal tilhængerne i Europa gøre rent bord, det vil sige 25 ud af 25. Og hvor godkendelsen i USA fandt sted i særligt nedsatte delstatskonventer, skal 10 stats- og regeringschefer vinde deres befolkningers accept i en folkeafstemning. Selv om 11 medlemsstater allerede vil have ratificeret, når franskmændene 29. maj går til stemmeurnerne, er spændingen derfor 'vorprogrammiert'. For hvad sker der, hvis franskmændene følger Le Pens slogan: 'Gør din mor glad og stem nej på mors dag'? Ikke særlig overraskende overskygger denne 'hvad nu hvis'-debat fuldstændigt forfatningstraktatens indhold. Samtlige europæiske tænketanke med respekt for sig selv excellerer p.t. i at arbejde sig langt ned i alfabetet, i tilfælde af at det ene eller andet land stemmer nej. Plan B, C, D og så videre. Kammertonen i samtlige rapporter er, at der ikke er nogen lette løsninger. En gentagelse af løsningsmodellen fra 1993 og 2002, hvor Danmark og Irland holdt en ny folkeafstemning efter at have opnået henholdsvis nogle forbehold og præciseringer, er der ikke mange, som tror på. Det skyldes for det første, at forfatningstraktaten - i modsætning til f.eks. Maastrichttraktaten - kun udbygger integrationen på ganske få områder. Størstedelen af den nye traktat knytter sig til de institutionelle spilleregler, det vil sige til områder, som man per definition ikke kan stå uden for. For det andet er der det forhold, at et fransk nej af mange politikere givetvis vil blive tolket som et ønske om 'mere integration'. Et omdrejningspunkt i debatten er i hvert fald den tidligere franske premierminister Laurent Fabius' argumentation om, at franskmændene skal forkaste forfatningstraktaten, fordi den ikke indeholder tilstrækkelig integration på det sociale område. Hvor danskerne og irerne bad om en særordning, der af gode grunde kun skulle gælde dem, kan Fabius' ønske kun opfyldes, hvis alle andre også accepterer, at integrationen skal udbygges. Bare et kort ophold på den anden side af Den Britiske Kanal understreger det kontroversielle i dette ønske. Hvis der er noget, som briterne ikke kan acceptere, er det mere integration på det sociale område. For store dele af det britiske samfund er EU-samarbejdet rødt nok i forvejen. Mere social integration - thanks, but no thanks. Den manglende lette løsning har fået selv samme tænketanke til at fastslå, at EU højst sandsynligt vil lande i en længerevarende 'limbo-periode', hvis franskmændene stemmer nej. De fleste er dog også af den opfattelse, at det hermed ikke er sket med forfatningstraktaten. Når alt kommer til alt, er kriser i EU-samarbejdet ikke just noget særsyn. Ja, 'googler' man kombinationen 'EU og krise' på internettet, får man faktisk 4 millioner hits. Ikke desto mindre er EU-landene hidtil altid kommet ud på den anden side. De fleste er derfor af den opfattelse, at forfatningstraktaten, efter en 'timeout', vil få en renæssance. Det er præcis her, at erfaringerne fra Philadelphia på ny bliver relevante. I to af de scenarier, der p.t. florerer, vil medlemsstaterne netop skele til erfaringerne på den anden side af Atlanten. I det første forsøger medlemsstaterne at 'redde, hvad reddes kan' ved efter en periode at indlede en genforhandling. Forhandlingerne er dog ikke mange måneder gamle, før de løber ind i store vanskeligheder. Som allerede antydet vil Frankrig nemlig bede om en udbygning af integrationen præcis på det område, som Tony Blair under ingen omstændigheder kan acceptere, nemlig det sociale. Efter et stykke tid står det klart, at det overvejende flertal af medlemsstaterne er i stand til at acceptere forfatningstraktat II - nu med mere social integration. Det ene krisemøde tager det andet, og på et tidspunkt meddeler den store gruppe med Frankrig-Tyskland i spidsen, at de vil melde sig kollektivt ud og oprette et nyt samarbejde uden briterne og dets allierede. Det gamle EU er dødt, længe leve det nye. Så kan briterne og co. som de eneste sidde tilbage i den tomme juridiske skal, der hedder EU - helt ligesom Rhode Island, hvis delstaten ikke havde ændret holdning og alligevel havde tilsluttet sig den nye union. I det andet scenario opgiver medlemsstaterne i første omgang, at forfatningstraktaten kan træde i kraft. I stedet falder de tilbage på Nicetraktaten og forsøger at redde så meget af forfatningstraktaten som muligt med kreative krumspring, såsom at vedtage dele af den uden for traktaterne. Resultatet er et særdeles kompliceret og uigennemskueligt EU. Efter et stykke tid går den fransk-tyske duo (Sarkozy og Merkel?) derfor i brechen for, at EU-samarbejdet skal relanceres. Helt som i Philadelphia bliver meldingen, at relanceringen vil ske, uanset om et lille mindretal er imod. Ja, måske vil Frankrig-Tyskland oven i købet have en interesse i at vende tilbage til rødderne, det vil sige oprette et mere håndterbart 'retro-EU'. Selv om begge scenarier vil være inspireret af Philadelphia-forfatningen, vil heller ikke de nye traktatfædre kunne smykke sig med titlen 'Europas George Washington'. Også i forbindelse med relanceringen vil EU-samarbejdet med al sandsynlighed fortsat være en unik hybrid, eller som den tidligere kommissionsformand Jacques Delors engang har udtrykt det: EU er og bliver en upo - et uidentificerbart politisk objekt. Også fremover må en af Amerikas 'Founding Fathers, Benjamin Franklin, derfor vente forgæves på, at nogle venner i Europa tager hans udfordring fra 1787 op: »Jeg sender jer forslaget til den nye føderale forfatning ... Hvis den bliver vedtaget, kan jeg ikke se, hvorfor I i Europa ikke kan virkeliggøre Henrik IV's projekt og danne en føderal union og en stor republik bestående af de forskellige stater og kongeriger på et lignende konvent«. Bogen 'Forfatningstraktaten - Europas Philadelphia?' (med Peter Biering) er udkommet hos Lindhardt og Ringhof.