Når vi danskere i millionvis går tur i den nyudsprungne bøgeskov her i foråret, føler vi os for alvor i pagt med naturen. Bøgeskoven er for de fleste af os indbegrebet af dansk natur, men sandheden er, at den danske skov er skabt af os mennesker, og at vi skal præcis 200 år tilbage i tiden for at finde årsagen. Danmark var nemlig i 1805 blevet så godt som skovløst. Danmark lignede mange steder en afrikansk savanne med gamle træer hist og her, og ind imellem gik husdyrene og græssede. Kun cirka 2 procent af Danmarks samlede areal var dækket af skov, så der var mere end langt mellem bøgetræerne, og det var langtfra det billede af natur, de fleste af os har på nethinden, når vi tænker på det danske landskab - ikke mindst her i maj, hvor vi alle skal i skoven for at fornemme forårets komme. Men vi, der arbejder i skoven, fejrer i år et helt andet jubilæum end alle andre, når vi ser tilbage på 1805. Det var nemlig det år, da kongen, Christian VII, underskrev Fredskovsforordningen. Den manglende skov var ved at være en katastrofe for landet. Træ blev brugt til næsten alt; huse, skibe, brænde og redskaber. Uden træ havde vi næsten ingen mulighed for at klare os. Vi fik altså fredskov i Danmark - og det har, hvad mange stadig tror, intet med fredede arealer at gøre. Men den egentlige mand bag Fredskovsforordningen var ikke kongen selv, men hans statsminister, greve Christian Ditlev Frederik Reventlow. Han havde et gods på Lolland, Pederstrup, hvor al skov endnu ikke var helt udryddet. Han satte sig for at finde ud af, hvordan træer egentlig vokser i en skov, og hvordan man bedst kunne sikre, at man fik både gavntræ og levedygtig skov på samme tid. Manglen på træ kombineret med grev Reventlows ideer om, at Danmark skulle være selvforsynende med træ, fik overbevist kongen om, at det var nu, der skulle handles. Reventlow-familien ejede flere godser spredt rundt omkring i Danmark, og Christian Ditlev Reventlow fik hjælp af resten af familien, da de mange ideer skulle omsættes i praksis. Nemt var det ikke, da alle nye skovområder skulle omkranses af stengærder og jorddiger for at holde husdyrene ude og fortælle menigmand, at her skulle man ikke gå på skovhugst. Og det tog tid. De to første år gik det langsomt. Forordningen greb hårdt ind over for de private skovejere. Det blev forbudt dem at fjerne skov uden at plante nyt. Og alle områder, der var udlagt som skov, skulle forblive skov, uanset om de, der ejede arealerne, ville det eller ej. Katastrofens omfang - et Danmark uden træ - gik for alvor op for os to år efter, da englænderne efter bombningen af København løb med vores flåde. Kongen sendte straks bud efter egetræer, så flåden kunne genopbygges, men fik det lakoniske svar: »Vi har ikke egetræer nok til at bygge en ny flåde«. Dette satte for alvor gang i træplantningen. Landet fik den ene flåde-egeskov efter den anden, og her 200 år efter er træerne klar til brug, og da Forsvarsministeriet indtil nu ikke har krævet de færdige træer leveret til krigsbrug, kan vi glæde os over, at tidligere tiders ulykke har givet os nutidsdanskere smukke skove at vandre i. Og jeg kan garantere, at mange af de gamle flådeege får lov at stå, til de falder af sig selv, til glæde for både naturen og os mennesker. Tabet af Slesvig-Holsten blev en ny milepæl i skovhistorien. De uopdyrkede områder, især i Jylland, skulle nyttiggøres - enten til landbrug eller skov. Og langs mange af vore kyster, især den jyske vestkyst, var der nu klitter, fordi dyrs og menneskers rovdrift havde fjernet den skov, som en gang var der - det betød sandflugt, og for at stoppe sandflugten var det nødvendigt at plante klitplantager. Men tilbage til bøgeskoven, som er så dansk. I slutningen af 1800-tallet var bøgetræet det træ, der var flest penge i. Økonomisk set klarede de skovejere, som havde bøgetræ, sig bedst, og så begyndte alle - inklusive staten - at plante bøgetræer som aldrig før, og den bøgeskov, som de fleste af os skal ud i de næste dage, har sit udspring i årene mellem 1870 og 1900. Den natur, vi ser i Danmark i dag, er altså næsten udelukkende menneskeskabt. Og senere generationer af skovfolk er fortsat med at plante træer. Vi foretager også i dag skovrejsning - primært omkring de større bysamfund. De nye skove skal hjælpe os med at skaffe rent drikkevand, samtidig med at det moderne bymenneske får en skov at gå tur i. Mange nye skove rejses derfor som et samarbejde mellem vandværker, kommuner og staten. Og private hjælper godt til. Med statsstøtte er der de seneste fem år rejst eller planlagt ny skov hos private på over 8.000 hektar - altså 80 kvadratkilometer - hvilket er lige så meget som en af Danmarks allerstørste skove, Rold Skov i Nordjylland. I dag er 12 procent af Danmarks areal dækket af skov. Det er 6 gange så meget som for 200 år siden, da det var ved at gå helt galt. Og Folketinget har sat nye mål. Når vi fejrer 300-året for Fredskovsordningen af 1805, skulle en femtedel af Danmark (cirka 20 procent) gerne være dækket af skov. Men formålet med at rejse ny skov har ændret sig radikalt i de forløbne 200 år. Uden at have gransket Christian VII's tanker er jeg sikker på, at Fredskovsordningen kun havde til formål at skabe en god økonomi og selvforsyning med træ til alt fra krigsskibe til brændsel. Adgang til skovene var forbudt for menigmand - hvad skulle han også der, medmindre han var krybskytte. Skoven som rekreativt mål for familien Danmark er af nyere dato. I 1930'erne begyndte man så småt at åbne skoven for publikum. For 41 år siden lavede vi i Skov- og Naturstyrelsen den første vandretursfolder. Et af hovedformålene kan man grine af i dag, men det gør ikke historien mindre sand. Mange danskere var bange for at fare vild, hvis de gik tur i skoven. Derfor skulle vandretursfolderen sikre, at »skovgæsten kunne finde ud igen«. Ja, det er ikke længere siden end 1964, at vi tænkte sådan. I år runder vi formentlig vandretursfolder nr. 125, og vi har snart trykt 50 millioner eksemplarer. I fjor, 2004, tog Folketinget så det endelige skridt med endnu en ny skovlov. Nu er hovedformålet med at lave offentlig skov i Danmark ikke længere alene økonomisk betinget. Skoven er nu også til for sin egen skyld, og fordi vi mennesker skal have rekreative udfoldelsesmuligheder. Og netop her i 200-året har vi i Skov- og Naturstyrelsen taget konsekvensen heraf. Vi er i meget stort omfang gået over til naturnær skovdrift. De tider, hvor vi gik ind i et skovområde, ryddede alt, hvad der stod, solgte det og rejste nye træer samme sted på rad og række, er snart ved at være forbi. I stedet lader vi i stort omfang træerne så sig selv - med lidt hjælp. Skovene bliver blandingsskove, hvor mange træarter vokser side om side. Det vil give en bedre naturoplevelse for alle os, der holder at gå i skoven. Her er det interessant, at egetræet igen er blevet populært - vel er bøgen Danmarks nationaltræ, men egetræet lever længst og står som kongen i skoven, og de seneste tyve til tredive år har vi set en markant stigning i interessen for at plante eg - mest markant i statsskovene, men de private har fulgt med i det omfang, de har haft mulighed for det. Og det, vi foretager os i dag, er vigtigt for, hvilket natursyn vores børnebørn og oldebørn vil få. Et egetræ er i hvert fald 100 år om at kunne kaldes voksent, et bøgetræ 70 år om det samme, mens et grantræ kan 'nøjes' med 40 år. Hvis vi ikke tænker os godt nok om i dag - og vi begår givet fejl - vil vore efterkommere tydeligt kunne se det. I Jægersborg Dyrehave nord for København kan vi i dag konstatere, at man for omkring 100 år siden ikke fik plantet løvtræer nok, så vi allerede nu kan forudse, at der bliver utilsigtede huller i skoven, når flere af de ældre træer falder på grund af alder. Et andet langt mere synligt eksempel er den ændring, der skete i skovdriften i 1960'erne, og som fortsatte i årtier, hvor man plantede grantræer i stedet for bøgetræer. Man mente simpelthen, at det økonomisk var langt bedre. Det betød, at vi fik flere mørke skove i stedet for lyse løvskove. Derfor forventer jeg også, at nogle af vore efterkommere i Skov- og Naturstyrelsen om 50-100 år vil kunne sige: »Der var noget, I glemte«, eller »Vel er naturnær skovdrift rigtig, men der mangler altså ...«. Men i dag mener vi altså, at den mere naturnære drift er fremtiden for statsskovene - ikke alene fordi det skal give publikum en mere 'vild' skov at se på, men også fordi vi tror, at skoven bedre klarer sig, når det stormer. De to seneste store storme i 1999 og januar i år viste, at træer på rad og række har det med at lægge sig ned, hvis Moder Natur viser sig i en ny kraftig udgave. Men det er ikke den eneste forandring. I dag taler vi om skov landskaber. Søer og moser, der har været tørlagte, genopstår. Vi bevarer eller genskaber græsningsområder midt i skovbevoksningen. Flere vilde dyr klarer sig bedre, og det er i dag ikke noget sjældent syn at se en kronhjort eller en grævling en tidlig sommermorgen i skoven. I de tidligere - efter min mening - lidt kedelige granplantager ved Klosterheden i Vestjylland har vi genudsat bæveren i den danske natur efter over 1.000 års fravær, og den har genskabt en spændende - lidt vild - natur med nye planter, insekter og smådyr omkring sig. I statsskovene, som Skov- og Naturstyrelsen forvalter, forsøger vi at sikre en buket af forskellige hensyn: biologisk mangfoldighed, miljøbeskyttelse, naturhistorie, hensynet til landskabet, kulturhistorien og ikke mindst friluftslivet. Og danskerne har år for år taget skoven til sig som stedet, hvor vi nyder en del af fritiden. I statsskovene er der åbent døgnet rundt, året rundt og overalt i skoven, mens der i de private skove er åbent fra 'solopgang til solnedgang' på veje og stier. Og vi benytter os af tilbuddet som aldrig før. Den seneste store undersøgelse viser, at vi går i skovene tilsammen 75 millioner gange om året. Og vi bruger dem til andet end at gå i. Vi har handikapfaciliteter, hundeskove, mountainbikeruter, almindelige cykelstier, badesøer, fiskesøer, fugletårne, lejrpladser, bål- og grillpladser, naturlegepladser, naturbørnehaver, guidede naturture og meget mere. Sidste år lavede vi en forsøgsordning med fri teltning i 30 udvalgte statsskove. Det har været en succes. Vi ved af gode grunde ikke, præcis hvor mange der har benyttet tilbuddet, da de, der slår telte op, indtil nu har ryddet rigtig pænt op efter sig. Men vi kan se på hjemmeside-statistikken, at interessen er stor, så i år har vi udvidet antallet af skove med fri teltning til 44. Og i de allerseneste år er skoven også blevet en del af sundhedspolitikken. »Rør dig en halv time om dagen, gerne i en af skovene, hvor du samtidig indånder frisk luft, og du holder dig frisk og rask«, siger vi. Der er langt fra Reventlows tanker til nutidens sundhedspolitik, men hvis ingen havde gjort noget, havde Danmark i dag set helt anderledes ud, end vi kan forestille os. Så der er en grund til at glæde sig her ved Fredskovsforordningens 200-års jubilæum. Fremsynede mennesker sikrede dengang, at bøgen »spejler sin top i bølgen blå«, og vi alle har et smukt sted at gå hen, når søndagsfrokosten skal fordøjes. Skov og natur i det danske landskab er ingen selvfølge.