Arabisk er kommet til Danmark - det kan man ikke undgå at bemærke, hvad enten man nu befinder sig i Bilka, de lokale bybusser eller børnenes børnehave. Selv tv-journalister og nyhedsoplæsere må bokse med uvante arabiske navne, der ofte udtales som vinden blæser og gør det besværligt for almindelige seere at genkende dem fra gang til gang. Set med sprogvidenskabelige briller er det en noget usædvanlig situation: Arabisk er nemlig hverken et nabosprog a la tysk eller svensk der har gjort sin almindelige entre ind over grænsen, eller et verdenssprog som amerikansk der i kraft af økonomisk styrke og politisk dominans er den naturlige kandidat til et internationalt lingua franca. Arabisk er derimod kommet til Danmark som et resultat af globaliseringen, båret af de mange arabiske flygtninge og indvandrere der har gjort deres entre siden 1970'erne, og som nu i kraft af deres antal har gjort brug af mulighederne for at skabe et velfungerende minoritetssprog. Man regner med at der i Danmark er ca. 65.000 med arabisk som første- eller andetsprog - for tyrkisk er det tilsvarende tal ca. 53.000 - hvilket hver især svarer til indbyggerne i en middelstor dansk provinsby. Hvorfor skulle de ikke forsøge at holde deres sproglige identitet intakt, ganske som mange frederikshavnere, skagboere og faaborgensere? At Danmark har fået foræret et nyt minoritetssprog, er bare ikke noget man skal sige højt, for det er ikke politisk korrekt. Et af de første politiske skridt Fogh-regeringen tog da den kom til i 2001, var at afskaffe statsstøtten til modersmålsundervisningen i arabisk og tyrkisk, så kommunerne måtte bære hele udgiften. Havde de stramme kommunale budgetter ikke råd til at betale, ku' børnene lære dansk, ku' de. I dag har velfungerende hollandske bønderbørn således et EU-krav på at få statsstøttet modersmålsundervisning i Danmark, mens arabiske børn er henvist til den lokale koranskole eller nogle af de mere eller mindre velfungerende arabiske privatskoler. Heller ikke det øvrige skolesystem har haft mulighed for at fremme fornuftig arabiskundervisning - hidtil har arabisk været kørt på to forskellige VUC'er i hovedstadsområdet som forsøgsfag med meget lille gennemførselsprocent, og selv de højere læreanstalter har ikke formået at etablere en velfungerende tolkeuddannelse til trods for den store efterspørgsel på kvalificerede tolke. Eneste initiativ har været en åben uddannelse til statsprøvet tolk, svarende til et års undervisning, der bestandigt er blevet skåret ned i bevillinger og undervisningstid, og som de sidste år ikke har haft nogen studerende. Og mest påfaldende er det da også at arabisk slet ikke har nogen officiel status i Danmark, på trods af at det samlet har langt flere sprogbrugere end de tre officielle minoritetssprog grønlandsk, færøsk og tysk. Til gengæld har arabisk de senere år fået en del omtale i de trykte medier. Det har dog mestendels tegnet arabisk som noget, der bliver brugt i moskeerne og til religiøse formål, så andre ikke kan forstå, hvad der foregår. Og så må formålet jo være at udbrede et budskab, der ikke er i overensstemmelse med danske værdier og levevis, ikke sandt? Det kan godt være reklamefolk har ret i at al omtale er god omtale, men at reducere arabisk til et religiøst sprog, er ikke fremmende for en forståelse af den nye sproglige situation i Danmark. Arabisk er med andre ord blevet et sprog det officielle Danmark primært ser som en barriere for integration, et religiøst lavstatussprog det går ud på at afskaffe. Men da man ikke kan gøre den slags med viljens eller lovens kraft, så kan man da i hvert fald lukke øjnene, undgå at tage fornuftige initiativer og så ellers håbe på at det hele går over af sig selv. Nu lader verden sig heldigvis ikke styre af politisk korrekte meninger, og globaliseringen og den sproglige udvikling der følger med, sig ikke stoppe, bare fordi man ikke bryder sig om den eller lader som om den ikke eksisterer. Der er ikke meget at stille op, når en stor gruppe danskere med arabisk baggrund vælger at kommunikere på arabisk i deres dagligdag, selv om det betyder at nogle børn møder mindre sprogligt velforberedte i børnehaveklassen - det gælder jo også udenlandske diplomatbørn i Hellerup. Der er næppe heller nogen der for alvor tror at der kommer noget fornuftigt ud af at lade være med at uddanne kvalificerede tolke, al den stund at de problemer der så opstår i kommunikationen mellem det danske sundheds- og socialsystem og de arabisksprogede borgere, også koster penge og alligevel skal løses på et senere tidspunkt. Det giver heller ikke mening at undlade at ansætte tosprogede lærere og støttepædagoger, for ad den vej er vi bare med til at fostre unge der end ikke magter en erhvervsuddannelse fordi de ikke kan skrive en simpel dansk stil. Og det nytter da slet ikke at vånde sig over at arabiske ord og udtryk som Wallah og fuck din mor finder vej ind i det danske sprog: Vi har allerede en lang række arabiske låneord, som har beriget det danske sprog, og som ingen kunne finde på at problematisere i dag, gode danske ord som algebra, kaffe og damaskduge - ja, selv ordet sveske skulle ifølge etymologer være et lån fra arabisk. Låneord er ifølge lingvister nemlig ikke noget, vi skal være bange for - her er det ultimative argument at engelsk har verdens største antal låneord, og det klarer sig som bekendt udmærket. Det bedste ville selvfølgelig være om nogle kloge politikere indså at de nye minoritetssprog ikke er en trussel mod danskheden, men en gave til et lille land, der i århundreder har levet af at interagere med omverdenen på andres betingelser, og så handlede derefter. Men når det nu ikke kan være sådan - eller rettere: Når nu dansk politik er underlagt krav om at tilgodese bestemte kortsigtede populistiske sprogholdninger - er det mindste vi må gøre, at tage situationen alvorligt og afhjælpe de mest påtrængende behov for at få løst de opgaver den nye sproglige situation medfører, ganske som man gør det på alle andre områder hvor udviklingen kræver det. For faren ligger ikke i antallet af arabiske låneord eller arabisksprogede børn der starter i børnehaveklasse uden at være sikre i dansk, men i at vi ikke forstår at udvikle de kompetencer som den nye sproglige situation kræver. Hvordan klarer virksomheder og institutioner - for slet ikke at tale om det danske folkeregister - f.eks. at der ikke findes nogen retskrivningsnorm for arabiske navne, så Muhammad kan findes under Muhammad, Muhammed, Mohammad, Muhamet eller en helt femte form? At efternavnet al-Quraish har mindst tre varianter: med eller uden al- (som også skrives el-), og med Q eller K som begyndelsesbogstav? Hvad stiller vi op med dårligt (eller slet ikke) uddannede arabiske tolke der ikke aner, hvordan de skal oversætte skolefritter, endsige folkeskole, højskole, efterskole, sprogskole etc. uden at der går kuk i det - eller som kommer til at oversætte medicinske diagnoser helt hen i vejret, fordi de ikke aner hvordan menneskekroppen er skruet sammen? Hvorfor har vi ikke en central online-database over den slags terminologi der kan hjælpe de mange tolke i deres daglige arbejde, først og fremmest til gavn for dem fejlene går ud over? Og videnskaben er såmænd heller ikke undtaget fra problemerne, for i Danmark er det ganske almindeligt at man kan skrive både ph.d. og doktordisputats om sprogskifte blandt arabisktalende unge i ghettomiljøer, saudisk indenrigspolitik eller kulturelle udtryksformer i egyptisk kvindebevægelse uden at kunne læse et eneste ord på arabisk, og dermed uden brug af primærmateriale. Er det betryggende? Heldigvis lader de mest visionære på det danske arbejdsmarked sig ikke kyse af den officielle holdning til minoritetssprogene, men erkender åbent at de har behov for folk med kommunikative kompetencer i arabisk - det gælder ikke blot PET, FET og det danske militær med deres operationer i Irak, der har måttet betale dyre lærepenge f.eks. i forbindelse med Anne-Mette Hommel-sagen. Det gælder også private virksomheder - det kan man se af at universiteternes arabiskstuderende har let ved at få job, når de vel at mærke mestrer sproget i kombination med et andet erhvervsrettet fag som økonomi eller kommunikation, og ikke kun magter at læse poesi og bøje arabiske verber. Men det har ført til den bizarre situation at vi på universiteterne måske nok bruger både penge og kræfter på at uddanne danskere i arabisk som så får godt betalte job i det private bagefter, mens det offentlige sakker håbløst bagud med deres mange uuddannede tolke, oversættere og undervisere. Og hvad værre er: Vi efterlader samtidig de mange unge der er vokset op med et minoritetssprog, endsige de mange arbejdsløse arabere der allerede har en akademisk uddannelse fra hjemlandet, med en eneste sandhed, nemlig at deres sprog ikke duer til noget, og at de i stedet alene skal koncentrere sig om at lære dansk, dansk og atter dansk. Det er rigtig ærgerligt, for selv om dansk er afgørende vigtigt for at fungere i Danmark, udelukker det jo ikke, at andre sproglige ressourcer kan bruges produktivt til at drive det danske samfund fremad. Hvorfor er det f.eks. at vi ikke tilbyder opkvalificeringskurser for de mange arbejdsløse akademikere der har arabisk som modersmål, når den nye gymnasiereform nu giver mulighed for at udbyde arabisk på alle landets gymnasier, og det tager mindst fem år at uddanne en dansker til at magte opgaven? Hvordan kan det være at vi ikke har en tolkeuddannelse i arabisk - af international standard, forstås - der kan levere gedigne arabiske tolke til både det danske sundheds- og socialområde, og til internationale organisationer og udviklingsprojekter? Eller arabiske kaospiloter der kan håndtere kulturelle problemstillinger i snart sagt alle sammenhænge? Ganske enkelt fordi Danmark styres af en kortsigtet officiel sprogpolitik, der ser minoritetssprog som en trussel mod danskheden og ikke en mulighed for vækst. Vi har råmaterialet, men når ethvert utraditionelt tiltag der prøver at få sat arabisk på dagsordenen, mødes med spørgsmål og obstruktion fra Dansk Folkeparti og deres medløbere der frygter at muslimerne vil highjacke Danmark, og slet ikke kan se de mange muligheder, må selv de mest kreative og visionære ideer bukke under. Moralen i denne historie er at arabisk er kommet til Danmark, hvad enten man bryder sig om det eller ej - men at man skal lade være med at sige det til nogen hvis man ellers har mod på at skabe fornyelse. Mange års arbejde med arabisk på universitetsniveau har lært mig at PET-metoden - altså det at agere som om intet var hændt, men at arbejde systematisk på sine gode ideer under overfladen - er det eneste der duer, hvis man vil udvikle nye ideer med minoritetssprog uden at måtte falde for politisk benspænd og almindelig uvidenhed. Så hvis der nu skulle sidde nogen blandt læserne der har lyst til og mod på at tage udfordringen op og realisere nogle af de ideer jeg har nævnt her - eller andre der ser de nye minoritetssprog som en ressource og ikke en barriere - så send mig lige en mail. Jeg lover ikke at sige det til nogen.