»Megen stilhed gør stor støj«, siger et gammelt ordsprog og henviser til den mangel på lyd, de fleste helst vil undgå. Normalt forbinder vi stilhed med noget smukt og fredfyldt, men der findes også stilhed af den mere ubehagelige slags - for eksempel den larmende stilhed. Det er den, der kan opstå ved et middagsselskab, hvor værtsparret er rygende uvenner. Ethvert forsøg på samtale bliver til en bidsk bemærkning mellem de stridende parter, og til sidst er der kun stilheden tilbage. Og så kan man sidde der og stikke til sit unghanebryst i vildtsovs, som pludselig har fået en underlig besk smag. For nylig blev jeg opmærksom på, at stilhed mellem to mennesker også kan være direkte skræmmende. En god ven fortalte mig om, hvordan han og hans kone havde siddet og hygget sig foran fjernsynet med kaffe og kokosmakroner fra bageren. De havde ikke snakket så meget sammen - bare hygget sig i hinandens selskab. Min ven havde koncentreret sig om udsendelsen på skærmen, mens konen havde siddet og ordnet negle og pillet hård hud af hælene - en beskæftigelse, de fleste kvinder kan finde på at tage sig til, når de går i selvsving i en sofa. Da tv-programmet var forbi, var kokosmakronerne spist, men min ven ville lige have de sidste søde krummer med, så han hældte bagerposens indhold i munden og krøllede posen sammen. Det var her, den skræmmende stilhed opstod. En stilhed, der startede hos konen, som udmærket vidste, hvad hun havde samlet i den halvtomme bagerpose, og derefter stilheden hos min ven, da det gik op for ham, hvad han havde hældt i svælget. En anden form for stilhed af den mere ubehagelige slags er den, man kan kalde 'stilhed før stormen'. Flere af de danske turister, der oplevede flodbølgekatastrofen i Thailand, har fortalt om den besynderlige stilhed, der opstod, da vandet pludselig trak sig tilbage på stranden og uden deres viden varslede død og ødelæggelse. Den varslende stilhed opdager man som regel først, når det er for sent. Sådan en rædselsfuld stilhed glemmer man formentlig aldrig. Jeg selv skal sent glemme julen 1989, hvor der gik ild i min farfars hår. Uden sammenligning med tsunamier og andre naturkatastrofer i øvrigt var det lidt af en ulykke i betragtning af min farfars yderst sparsomme hårpragt. Jeg husker tydeligt, hvordan han stille og fredsommeligt sad i sin lænestol og nød synet af børnebørnene, der flåede pakker op. Uheldigvis sad han lige lovlig tæt på et stearinlys, og pludselig begyndte en tynd grå røgsøjle at stige mod loftet. Den stilhed, der opstod, da det gik op for os børnebørn, at han ikke vidste, hvad der var los, var netop af den varslende type. En stilhed, der blev afløst af panik, da min søster forsigtigt påpegede: »Øh, farfar, du har ild i håret«. Skal jeg være ærlig, er stilhed imidlertid normalt noget, jeg savner. Jeg synes, at stilhed er blevet en mangelvare, som efterhånden er næsten umulig at finde nogen steder - ikke mindst på Vesterbro i København, hvor jeg bor. Her er brummende busser, dyttende taxaer, ambulancer i udrykning og råbende mennesker en del af lydbilledet stort set døgnet rundt. Da jeg flyttede til kvarteret for tre år siden, kunne det godt irritere mig, når jeg vågnede midt om natten af en pumpende diskorytme fra en fest i nærheden eller af en fuld stodder, der havde smidt sine nøgler væk og prøvede at gale sin bofælle op. Men nu hører jeg det faktisk ikke længere - eller rettere sagt, jeg er ikke bevidst om det længere. Det går faktisk først op for mig, hvor meget lyd jeg er påvirket af, når jeg besøger mine forældre på Fyn. De bor i en forstad til Odense, og her kører der højst et par borede knallerter forbi i løbet af en nat. Når jeg sover der, er det nærmest som at besvime ned i en lang dyb søvn, der kompenserer for alle de overfladiske powernaps, mine nætter har bestået af de sidste tre år. Måske skal man bare affinde sig med en let søvn, hvis man vil bo i storbyens larm. Der kan dog også være alvorlige støjgener i provinsen. Min svigerfar var for nylig plaget af en yderst generende lydkilde lige under sit soveværelse. Mine svigerforældre har et byhus i Odense og bor selv på første sal, mens de lejer to små stuelejligheder ud. Uheldigvis kom de til at udleje den, der er placeret under deres soveværelse, til en ung, mandlig studerende, som ved første øjekast så ganske fornuftig ud som logerende. Til min svigerfars store ærgrelse så fyren også ganske tiltrækkende ud set med hans kvindelige medstuderendes øjne. Det førte til mange hvileløse nætter for min stakkels svigerfar, der måtte ligge og vende og dreje sig i irritation over de heftige udbrud fra underetagen, der uheldigvis altid startede lige omkring hans sengetid. På et tidspunkt bad han ligefrem sin unge lejer om at dæmpe sig selv og sin kæreste under elskovsakten, men den slags kan jo være svært at styre i kampens hede. Så det endte med, at min svigerfar måtte sove på sofaen i stuen, når det gik ekstra lidenskabeligt for sig nedenunder. Heldigvis fik historien en lykkelig slutning for alle parter. De to unge elskende blev til tre, og den lille stuelejlighed blev for trang. Siden hen valgte mine svigerforældre at leje lejligheden ud til en 50-årig enlig dame, hvis dyd min svigerfar vogter over som en høg. Mangel på stilhed kan virkelig være pinefuldt, når man prøver at falde i søvn. Et sted i min ejendom bor der en halvdeprimeret rockmusiker, der ynder at udbrede sin skønsang for åbent vindue på lune sommernætter. Jeg har aldrig set manden. Men hans klagende stemme kan irritere mig grænseløst. Det er ikke, fordi jeg hader hjerteskærende rockballader - tværtimod - dem sætter jeg gerne selv på anlægget og skruer helt op, når jeg er i det rette humør. Men jeg kan ikke fordrage halve omkvæd af hjerteskærende rockballader, der bliver spillet forkert og derfor starter forfra igen og igen kl. halv fire om morgenen. Når jeg bliver vækket af den slags, prøver jeg altid at overbevise mig selv om, at jeg godt kan abstrahere fra det og falde i søvn igen. Men efter at have vendt og drejet mig i en halv time er jeg som regel ved at blive kvalt af alle de dyner og hovedpuder, jeg har prøvet at lyddæmpe mit hoved med, og må give op. Jeg kunne selvfølgelig bare bruge ørepropper. Men det kommer jeg først i tanke om, når jeg eddikesur ligger på en madras inde i stuen og finder ud af, at jeg heller ikke kan sove der, fordi morgenbusserne er begyndt at køre. Det er nu ikke kun, når jeg skal sove, at jeg kan savne stilhed. Indimellem kan jeg også pludselig hungre efter den midt på dagen. Jeg kan blive vanvittig af køleskabet, der går i gang, udsugningen i badeværelset, computerens sagte brummen - i det hele taget den evigt sitrende lyd af elektricitet, der omgiver mig, næsten ligegyldigt hvor jeg er. Når man først bliver opmærksom på støjen, er den pludselig alle vegne. I Søndagspolitiken læste jeg forleden om, hvordan hjerneforskere har opdaget, at de i virkeligheden kun har undersøgt overfladen af hjernens funktioner. Ved hjælp af skannere har de fundet ud af at registrere hjernens aktivitet, når en person løser en opgave. Men det virkelige mysterium ligger i den store energi, hjernen bruger, når den så at sige ikke laver noget. Jeg har selv undret mig over, hvordan det kan gå til, at jeg i timevis kan sidde og kæmpe med at skrive en tekst. Indimellem er det, som om min hjerne blokerer og bare ikke vil samarbejde, og ofte må jeg opgive og lægge opgaven fra mig, fordi jeg ikke kan udtrykke noget fornuftigt. Men så efter at have ligget på sofaen og stirret tomt op i loftet i en times tid, kan jeg på mirakuløs vis sætte mig og skrive hele teksten færdig i ét ryk uden bevidst at have overvejet den et eneste øjeblik. Det kan se ud til, at min hjerne arbejder meget bedre, når jeg ikke hele tiden forstyrrer den. Den har ganske enkelt brug for stilhed - en næring, som det bliver stadig sværere at skaffe. Der er ikke rigtig nogen, der råber op over den generelt manglende stilhed. Vi plejer da ellers nok at være opmærksomme på ting, vi savner. Når der mangler olie og benzin, brokker bilisterne sig, når der mangler snoede åer, brokker naturfredningsforeningerne sig, når der mangler øl i køleskabet, brokker mandschauvinisterne sig, og når der mangler røgfri cafeer, brokker ikke-rygerne sig. Faktisk er ikke-rygerne nogle af dem, der brænder allermest for deres sag: et røgfrit Danmark. De frygter tobaksrøgen mere end noget andet og har, som vores nationale gavflab Kim Larsen for nylig påpegede, helt glemt, hvor meget deres egne biler bidrager til forureningen af luften omkring os. De rasende ikke-rygere vil ikke unde de stakkels rygere deres 7 minutters stilhed, hvor de fyrer op i piben eller tænder deres cigaret og trækker sig lidt tilbage fra den larmende verden for en stund. Tid, der måske er ganske effektiv set ud fra de mekanismer, der sker i hjernen, når den får lov til at holde fri. Men det er, som om stilhed ikke er noget, man sådan bare kan påkræve sig - eller måske har vi glemt, hvor vigtig den er? Forleden læste jeg i avisen, at folk er begyndt at gå i kloster for at få ro. Voksne mennesker i alderen 30-60 år indlogerer sig fra fredag aften til søndag middag blandt katolske nonner for at tilbringe deres weekend i total stilhed. I to dage skal de holde deres mund og bare være til. Der er ligefrem ventelister til de såkaldte 'retræteweekender'. Retræte. Det lyder, som om folk trækker sig tilbage fra en krig. Når de begynder at føle svaghed på hverdagens slagmark, må de vifte med deres lille hvide flag og søge dækning, ellers ender de med at blive mejet ned. Måske skulle virksomheder begynde at arbejde med stilhed som et markedsføringsparameter. Det kan være, at der er penge i det. 'Lydfri fredag i Bilka' for eksempel. Det har altid undret mig, at der skal være musik i supermarkeder. Når dødtrætte danskere skal handle ind til aftensmaden på vej hjem fra arbejde, har de hverken brug for lummer indkøbsmuzak eller glade poprytmer. De har brug for stilhed. Det bliver ikke nemmere at vælge, om man skal have hakkebøffer med bløde løg eller thaiinspireret kylling i wok, fordi der drøner musik ud af højttalerne. Tværtimod. Det er blot et ekstra indtryk, der skal fordøjes. Butikscheferne sætter vel musik på, fordi det skal være hyggeligt at opholde sig i deres supermarked. Men der tager de fejl. Hvis der var helt stille, kunne man få ti minutters pusterum, mens man stoppede mælk, cornflakes og toiletpapir i indkøbsvognen. Det ville måske ligefrem blive helt befriende at handle ind. Stilhed bliver ikke regnet for noget særligt i vores del af verden. Den bliver nærmere opfattet som kedsommelig. »Jamen, der sker jo ikke noget!«, udbrød min studiekammerat, da vi forleden var til Natkirke i Trinitatis Kirken i det indre København. Anledningen var et universitetskursus i 'Dokumentar videoproduktion'. Vores film skulle handle om alternative måder at bruge folkekirken på. Og der stod vi så, fire utålmodige studiner, og skulle have nogle billeder i kassen. Der var ikke meget action i den varme kaffe på termokanden, de blafrende stearinlys og arrangementets hovedingrediens: stilhed. Vi drønede rundt for at finde situationer, hvor der skete noget: orgelspil, præstens andagt, folk, der snakkede. Men nu hvor jeg tænker over det, har kirken måske fat i noget af det rigtige. For aldrig før har danske arbejdspladser været ramt af så mange sygemeldinger på grund af stress og dårlige nerver, aldrig før har så mange unge mennesker søgt psykologhjælp for at overskue deres liv, og aldrig før har så mange børn været ramt af stressrelaterede sygdomme. Er det mon stilhed, vi mangler? Måske kan for meget stilhed godt føles som støj, men en smule af den kan være ganske gavnlig.