Da Hermann Broch i 1936 fyldte 50, holdt Elias Canetti en tale for ham, hvor han opstillede idealer for en skønlitterær forfatter. Af talen fremgår det, at en skønlitterær forfatter skal være forfalden til sin tid som en last. En skønlitterær forfatter skal afsøge tiden som en sporhund, være umulig at omplante til en anden tid. Samtidig skal forfatteren have viljen til at sammenfatte tiden. Forfatteren skal ikke bare reproducere tiden i et 1:1-forhold, ej heller skal han gengive delrationaliteter, delvirkeligheder. Nej, en forfatter skal stræbe mod universalitet, fatte tidens væsen - og være i stand til at modsige det. Det er modsætningsfyldt - at man både skal opsluges af sin samtid og samtidig kunne stille sig udenfor. På den anden side er det klart, at alle større værker rummer denne kvalitet - at de på én gang siger noget om den tid, de blev til i, og samtidig har snablen nede i det, Søren Ulrik Thomsen har kaldt det transhistoriske. Et værk, der forsøger at indflette den sidste nye slang, ældes hurtigere, end man kan nå at læse det. Omvendt er et værk, der forsøger at skrælle sig fri af samtiden, lige så hjælpeløst, for hvis man fjerner samtiden, hvad er der så tilbage? Hvis ikke en forfatter kan løbe modsat flokken, risikerer han eller hun at blive tidens glade mikrofonholder. Værket glider uden de store gnidninger ind i en given tids selvforståelse. Omvendt kan en forfatter være så forhippet på at stå udenfor, at man dyrker det som en position i sig selv: I denne ende af spekteret finder man de unge riddere, der bejler til evigheden, folk, der gerne ofrer liv og lemmer i håbet om, at evigheden en dag vil kysse deres døde (men dog sartfine) pande. Et rigtigt geni er et misforstået geni, miskendt af sin samtid. Det er yderpolerne på den vante scene. Men hvad nu, hvis balancen rykker sig? Hvis hele holdet er ved at blive glade mikrofonholdere? For nylig blev ikke så få af den vestlige verdens unge litterære megastars beskyldt for at være sådanne mikrofonholdere. De blev kritiseret for at være ude af stand til at adskille sig og modsige samtiden, og så bliver man bare en glad eftersnakker. I sin essaysamling 'The Irresponsible Self' beskæftiger den engelske litteraturkritiker James Wood sig med det, han kalder hysterisk realisme. Der er tale om en ny genre, som er ved at komme til. Genren er fabulerende, fuld af sidespring og indfald. Den ser ud til at være konstrueret omkring det ene formål at undgå det værste af alt: stilhed. James Wood nævner Salman Rushdie, Zadie Smith og Don DeLillo som nogle af dem, der skriver inden for denne genre. Når man læser dem, tænker man: Sikke en rigdom! Så mange historier! Så mange sjove og skæve personer! Der er tale om en uhæmmet dyrkelse af vitaliteten, og det lyder jo godt. Så hvorfor er man allerede helt udmattet på side 12? Måske fordi stilen netop er hysterisk. Den egner sig hverken til tragedie, menneskelig sorg eller smerte. James Wood nævner Don DeLillos 'Underverden' som en roman, hvis indre mørke hele tiden må overdækkes af en fejlfri strøm af velbehagelig prosa. Hvis man kan sige, at tidligere tiders politiske litteratur havde det problem, at den blev misbrugt af en idé, så kan man nu frygte, at dele af den internationale litteratur har det problem, at den misbruges af forfatterens ego. Gang på gang viser James Wood, hvordan for eksempel Zadie Smith og Jonathan Franzen ofrer karaktertegningen, hovedpersoners liv og troværdighed til fordel for forfatterens ideer, hans trang til at vise, hvor meget han ved om så mange forskellige ting. Forfatteren er som en aftenskoleelev, der følger alle de udbudte kurser på én gang. Personerne må vige til fordel for en stadig større informationsstrøm. Ekskurser om hjerneforskning, tedrikning og flytrafik. Et hjemligt eksempel på en forfatter, der gjorde det til en del af sin stil at informere læseren om alt mellem himmel og jord, kunne være Peter Høeg. Men hos ham forblev det trods alt et stiltræk, ikke et mål i sig selv. Sådan kan man ikke sige, at det forholder sig med en forfatter som Jonathan Franzen. Hvis man læser hans 'Korrektioner', en bog, der bliver læst verden over, forstår man, hvad James Wood taler om. Nok findes der virkelig gode passager i 'Korrektioner', passager, der kan få én til at tænke på 'Buddenbrooks'. Men der er også passager, hvor man må spørge sig selv, om forfatteren under skrivningen mon er så selvforelsket, at han tror, at alle indfald er interessante, blot fordi de opstår i hans hjerne. Jonathan Franzen er interessant, ikke blot fordi hans 'Korrektioner' har været på bestsellerlisten over hele den vestlige verden, men også fordi han, før han skrev den, faktisk skrev et essay om det ovenstående Broch-Canetti-problem. Essayet hed oprindelig 'Perchance to Dream', men siden det i 1996 blev trykt i tidsskriftet 'Harper', er det aldrig blevet omtalt som andet end 'Harper-essayet'. I det funderer Franzen over, hvordan man skriver en roman, som på én gang er født af sin tid og samtidig i stand til at modstå den. Franzens essay er både filosofisk, sociologisk og selvbiografisk. Han kommer med en del klager over, at han som yngre forfatter følte sig fremmed for mainstreamkulturen, at han ikke kunne komme i kontakt med det store publikum, at han følte sig isoleret (men andre gange kunne han ikke blive isoleret nok). Herhjemme er essayet optrykt i Franzens essaysamling 'Hvordan man er alene'. Men kan Franzen overhovedet være alene? Og udenfor? Hvordan skal man kunne skrive noget, der modsiger samtiden, hvis ikke man kan distancere sig fra den? Problemerne er de samme som på Canettis og Brochs tid, men det er interessant, hvis James Wood i den nyere litteratur (altså den, der rammer bestsellerlisterne) ser en manglende afstand, en fra forfatterens side manglende evne til at adskille sig fra en tilfældig kulturs tilfældige plapren. Det kan gå, hvis det er smådebutanter i smålande, men hvis den store, prisbelønnede internationale litteratur ikke længere kan indsætte en forskel mellem et værk og dets samtid, så har litteraturen jo et alvorligt problem. Så har den nemlig ingen berettigelse i sig selv. For James Wood synes problemet som sagt at være, at bøgerne er mere optagede af at være sjove og underholdende end af at gennemføre det lange, seje træk med at skildre personer og miljøer, skabe liv. Bøgerne er præget af det, han kalder selfconsciousness with no selves in them. Det er en interessant formulering, fordi den rammer lige ned i karakteristikken af den narcissistiske personlighed. Kan det være, at bøgerne afspejler en narcissistisk samtid? Nøjagtig som det narcissistiske menneske springer den hysteriske roman ud i 117 (interessante) retninger, men der er ikke kontakt med noget selv indenunder. Er disse romaner da ikke blot en afspejling af deres tid? Jo, det er de muligvis. Men er det godt nok? Og hvor blev modsigelsen af? Man kan indvende, at karaktertegningen har haft det svært lige siden modernismens første dage. Den lange vugge til grav-fortælling har i perioder været upopulær, ja, håbløst historisk, og romaner og noveller og 'tekster' har været struktureret af alt muligt andet end karaktertegning. Man kan også indvende, at den hysteriske roman blot er en videreudvikling af karikaturen, som vi kender den fra Dickens. Måske er det arven fra Dickens, der gør det respektabelt at karikere personer i en tid, hvor man ikke er i stand til at give dem liv. Eller måske er videreformidling af information simpelt hen et hovedformål i disse nye romaner. James Woods' problem synes at være, at de sætter sig mellem flere forskellige stole. På et plan foregiver de at ville karikere, hvad der jo ikke i sig selv er noget galt med. Men man helgarderer. Man sender en strøm af information ind over. For at være sikker på, at man ikke keder. Forfatteren overtrumfer personerne. I stedet for at lade karikaturen runge i sin egen effektivitet spinder man den ind i de mest usandsynlige (hysteriske) netværk: Hovedpersonerne er alle født samtidig, de har den samme revisor, deres navne begynder med M. Der er ikke i sig selv noget galt med nogen af forehavenderne: hverken at karikere, informere eller skabe nye sammenhængsstrukturer. Det er kombinationen, som skaber en slags overkill. Af frygt for at fejle garderer man sig. Romanen blotter sig ikke længere. Og fordi den ikke kan fastholdes, kan den heller ikke afvises. Da jeg for nylig var i udlandet til en oplæsning, var der en tysk forfatter, der netop havde læst op. Jeg havde været ude bagved og havde således ikke hørt ham, men da han kom ned fra scenen, spurgte jeg ham straks, hvordan det var gået. »Det gik godt!«, sagde han glædestrålende. »De grinede på de rigtige steder!«. Ambitionsniveauet for en forfatter bør altså være lidt højere end hos en stand-up-komiker. Litteraturen skal ikke forveksles med underholdning. Det er et meget stort problem, hvis nogle af de bedste romaner, der p.t. præsteres, hverken videreformidler menneskelig erfaring eller iscenesætter eksistentielle konflikter. Hvis forfatteren har ofret personerne til fordel for sin egen narcissistiske kalden: »Se, mig! Se mig!«. I det nævnte Harper-essay taler Franzen om, at han i grunden var temmelig skuffet, da han havde udgivet sin første roman. Han havde skrevet en »kulturelt engagerende roman« - og så svarede kulturen ikke. Han havde villet provokere, og i stedet fik han tres (gode) anmeldelser i et vakuum. Franzen ville gerne i dialog med mainstreamlitteraturen, han ville gerne skrive samtidsroman en. Han ville gerne stå midt i samtiden og forklare amerikanerne, hvordan det hele hang sammen. Men snart måtte han sande, at det først var, da han kastede sin påtagede forpligtelse til at engagere mainstreamkulturen over bord, at hans tredje roman, 'Korrektioner', satte sig i gang. Samtiden kan ikke afgøre, hvilke værker der bliver stående. Om en roman formår at balancere på det rigtige sted mellem det historiske og det transhistoriske (og i øvrigt har et hav af andre kvaliteter): Det kan kun tiden vise. Men man kan da frygte, at samtiden simpelt hen er for stor en mundfuld for de storskrivende forfattere lige nu. At visse træk i samtiden ikke kan overkommes, at skibet kæntrer til fordel for den problemfrie medsnakken. Det eneste kriterium, der kan være for, om en roman er god, er, som James Wood også anfører, æstetisk. Kulturen vil aldrig kunne validere æstetisk succes, og derfor kan en roman vække nok så meget debat, blive trykt i nok så store oplag, det siger ikke noget om dens levedygtighed. Hvis en forfatter løber efter en given samtids moderigtige selvforståelse, løber han den gale vej. Som James Wood skriver, var Sartres 'Kvalme' ikke en bog, der engagerede sig i et eksistentialistisk samfund, men en stor roman, der lærte en kultur noget om eksistentialisme. Bøger skal gå deres egne veje, og derfor er det ærgerligt, hvis nogle af tidens bedste forfattere blot mimer et narcissistisk informationssamfund i stedet for at modsige det.