For kort tid siden spiste Frank Jensen stadig med ved Socialdemokraternes bord i de højere luftlag. Men pludselig, tirsdag 12. april i det Herrens år 2005, blev han udstødt af det gode selskab. Partiet blæste ham ud i atmosfæren, tilbage til de lavere luftlag, hvor han oprindelig kom fra. Nu falder han blytungt mod jorden. Imens diskuterer journalister og eksperter, hvordan han egentlig tog nederlaget. Om han nu tog det som en mand? Om hans modstander tog sejren på den rigtige måde? Men hvad betyder det at tage noget som en mand? Og kan man overhovedet stadig tage noget som en mand? Ordsproget blev engang brugt, når nogen var stærk og tapper i en problematisk situation. Det får mig til at tænke på den sagnomspundne filmfortælling 'Hero' fra 2002. Det er en farveeksplosion af en fabel, hvis omdrejningspunkt er det mytiske Kina, der for cirka 2.200 år siden bestod af syv kongedømmer. I filmen vil kongen af Quin forene alle riger til ét rige under himlen, men krigeren Navnløs har en anden dagsorden. Han vil myrde kongen. Med indædt mine skærer han sig gennem luften, flyvende med sit sværd forrest, for at tage kampen op mod snigmordere i florlette gevandter. Navnløs er stærk og tapper som en okse og vil lade sit eget blod dryppe, hvis han på den måde kan sprænge sin politiske overbevisning gennem lydmuren. Sådan ser mænd ikke, hverken inden eller uden for politik, ud i dag. Da jeg var barn, stod jeg ofte i skjul og betragtede min far i køkkenet. Hyllet ind i røgen fra sin cigaret. Med et rødt A5-hæfte i den ene hånd og den anden hånd i siden fik han en snert af filosof over sig. Sådan var det at være voksen, tænkte jeg. Så kunne man stå der og kigge ud ad vinduet halvdelen af eftermiddagen. Det var også det, min mor sagde, den dag hun satte ham til at ryge i bryggerset. Nogle år senere fandt jeg ud af, at det var Marx, han havde stået med i hånden, og at han overhovedet ikke stod og danderede den. Han skrev vigtige manifester og forberedte demonstrationer og husinvasioner for de fattiges skyld. Jeg syntes, han var tapper, at han sådan turde trodse politiets polerede skjolde - selv om han hverken ejede et sværd eller kunne flyve. Men han havde et stift og overbevisende blik. Det er ikke, hvad man kan sige om Frank Jensens blik, der i disse dage mest har retning mod jorden under hans fødder. Han tog det absolut ikke som en mand, da han tabte det socialdemokratiske formandsvalg. Hans mund vendte nedad, og sårbarheden fyldte hans krop op til bristepunktet, mens han pointerede alle Helles fejl og dumheder under formandsvalget. Hun kunne da også have reageret på, at Nyrup stak en kniv mellem skulderbladene på Frank Jensen i påsken, og hun er da også dårlig til at komme til tiden. Og hun skal nu ikke tro, at livet på Christiansborgs gange er det samme som et formandsvalg. Og vi nikkede til hinanden og sagde »nåhr«, og »det er da også synd for Frank«, og »hans intentioner var nu gode«, men inderst inde vidste vi godt, at vi hellere vil have en stærk og modig kvinde, der tør revolutionere partiet. En kvinde, der tør iføre sig det skarpe smil og luksustasken. En kvinde, der har en klar retorik frem for en lang erfaring inden for Christiansborgs tykke vægge. »Kære venner. Socialdemokraterne er tilbage«, sagde Helle med rank ryg, mens forsamlingen i Vega smeltede, før de nåede at tænke over, hvor Socialdemokraterne havde været henne. Hun fortsatte med at fastholde fællesskabsfølelsen: »Jeg lover at passe godt på vores parti«. Hvis Helle mod al forventning havde tabt valget, ville hun måske have taget nederlaget som en mand? Med rank ryg og et isnende trodsigt blik. Der er mange tapre kvinder i dansk politik for tiden - i hvert fald hvis man ser på kvinders evne til at iscenesætte sig selv og fremføre deres budskaber tappert og uden angst for, at de ikke kan få overbevist deres modstandere om, at de har ret. Pernille Rosenkrantz-Theil, Marianne Jelved, Pia Kjærsgaard og Mette Frederiksen er blot nogle af de stærke kvinder, der har ordet i deres magt. På køkkenvæggen over min fars hoved hang fem forskellige plakater. En fra Land og Folk og en fra 1. maj 1984. De var begge holdt i jordfarver, en masse bogstaver og dekoreret med en enkelt due. Både farver og motiver var kedelige, derfor brugte jeg mere tid på at kigge på de tre andre plakater. Klos op ad Land og Folk-plakaten sprang et virvar af farver mig i møde. Det var et maleri af Georgia O'Keeffe fra starten af 1900-tallet, og min mor hviskede, at det forestillede det kvindelige køn. Med køn forstod jeg ikke, hvad hun mente, til gengæld forstod jeg plakaten ved siden af, der forestillede en kvinde med en sabel i den ene hånd og et afhugget mandehoved i den anden. Det illustrerede myten om den jødiske enke Judith og generalen Holofernes. Ham Holofernes havde vist været for nærgående. Det sidste billede var det bedste. Det var et selvportræt af den mexicanske kunstner Frida Kahlo fra midten af 1950'erne. Jeg forstod ikke titlen, 'Marxism will give Health to the Sick', men jeg var fascineret af kvindens uklippede hår og sammenvoksede øjenbryn. Helle Thorning-Schmidt har hverken ladet hår eller bryn gro. Hendes hår er fint og glat og hendes øjne store som tekopper. Men hun har ikke sovet på nogen ært. Den historiske kvindefrigørelse er overstået, derfor behøver Helle ikke at manifestere sin maskuline side ved at lade brynene gro sammen. Hun kan manifestere den gennem retorikken. Hun bruger ordet til at hugge hovedet af sine mandlige modstandere. Hun vinder som en mand - stærkt og tappert - da hun allerede på andendagen efter valget vender spørgsmålet om efterløn og pensionsalder, selv om hun ved, at hun vil få modstand i partiet. Hun udstråler viljestyrke og handlekraft. Hvis en mand - lad os eksempelvis sige Anders Fogh Rasmussen - stod i samme situation, ville hans spindoktorer sandsynligvis råde ham til at blande handlekraften med en form for blødhed. Han ville ikke skråsikkert sige: Jeg kan slå Helle. For det ville føre til, at de potentielle vælgere ville få et billede af Fogh som en iskold magttyran. Det var nøjagtig det, der skete, da DR's Christoffer Guldbrandsens film 'Fogh bag facaden' så dagens lys i 2003. Efterfølgende blev Fogh nødt til at bløde billedet op med en ven, oven i købet udenlandsk, ved navn Marek, der kunne ligge på gulvet og spise pizza på en og samme tid. Han blev en rund statsminister. Men hvorfor synes vi ikke, Helle Thorning-Schmidt mangler rundhed, når hun udviser en styrke, der i den grad er forbundet med magt og maskulinitet? Helle er i forvejen prinsesserund, når vi ser hendes glinsende øjne, lange nederdele og svingende taske. Hun er født kvinde, derfor behøver hun ikke at tilføje en rundhed til sin verbale fremtræden. Hun kan være den tapre mand, der i florlette gevandter flyver gennem luften med sit sværd forrest. Så kan både mænd og kvinder identificere sig med hende. Fogh derimod bliver nødt til at tilføre sin fremtoning en kvindelig afslappethed og besindighed - med risiko for at virke fjollet. Men hvordan holder man balancen på linen mellem rundhed og hårdhed, hvis man ikke vil tabe identifikationsmuligheden på gulvet? Det er mange år siden, mænd i vores kultur har kunnet flyve gennem luften i jagten på deres bytte. På baggrund af ungdomsoprøret i 1968 indtog feminismen succesrigt den kunstneriske scene i begyndelsen af 1970'erne. Feministerne ville nedbryde den sociale konstruktion, de mente, forholdet mellem mand og kvinde var. Amerikanske kunsthistorikere slog et slag for, at kvinden ikke længere skulle fremstilles som den anden. Kunstnerne revolutionerede kulturhistorien, men der har selvfølgelig været kunstneriske tilløb før 1968. Plakaterne på min mors og fars køkkenvæg repræsenterede nogle af de tidligt feministisk orienterede kvinder. Men nu var det alvor, og den feministiske bølge kom til at sætte sine tydelige spor på mange visuelle udtryksformer. Kvinden måtte gerne iscenesætte sig selv som dominerende dronning, mens manden underdanigt kunne kysse hendes fod - og i øvrigt tage opvasken, før han lagde børnene i seng. De traditionelle kønsroller var umiddelbart udvisket. Det er ikke kun Frank Jensen og Anders Fogh Rasmussen, der bliver nødt til at vise eller opfinde den bløde side for at få genklang af deres ideologiske holdninger. Også Danmarks Radios tv-serier følger samme princip. I seersuccesen 'Nikolaj og Julie' og senest 'Krøniken' er de mandlige hovedroller besat af ubeslutsomme og kvindagtigt blødhjertede mænd, der godt kan hulke over, at de ikke kan binde den røde tråd sammen om deres liv. Vi identificerer os med dem, men vi ville hverken sige ja til et ægteskab eller et formandsvalg med dem i spidsen. Heller ikke 'Rejseholdet', som for øjeblikket genudsendes på DR 1, er undtagelsen, som bekræfter reglen. Ingrid Dahl brænder gennem tv-skærmen med sin kampberedte Helle Thorning-stil, mens mændene vandrer langs panelerne. I 'Ørnen' er Dahls pendant Thea Nellemann i skikkelse af Ghita Nørby, mens Hallgrim Ørn Hallgrimsson er den forsagte mand med de indestængte barndoms- og kvindetraumer. Han er absolut ingen ørn. Min far ryger stadig den dag i dag. Men det bliver gjort indenfor. I hans ungkarlelejlighed. Marx er røget på loftet. Opvasken tager han en gang imellem. Når han tænder for fjernsynet, kan han spejle sig i mænd som Nikolaj, Erik og Hallgrim. Hvis han zapper rundt på de andre kanaler, bliver han mødt af Kohberg-rugbrødsfaderen, DSB-Harry og hans hjerteven og Polle fra Snave. I Sverige finder mændene sig ikke i det længere. Et af udslagene er en klagesag mod møbelkæden Ikea, der har overtrådt markedsføringsloven med en annonceserie, der fremstiller mænd som soffpotatis: bløddyr. '8 ud af 10 kvinder holder bløddyr' står der i tv-reklamen, der viser en slatten, viljesløs mand foran fjernsynet. Men så er det jo godt, at min far kan tænde for radioen i stedet for fjernsynet. Her kan han lytte til David Bowie, The Cure og Superheroes' Thomas Troelsen. Hans ører kan blive blæst igennem af de feminine stemmer fra androgyne mænd med øjenstreg og nylakeret hår. Mænd, der sprænger de gængse rammer for seksualitet. De sprænger også feminismens rammer. Metroseksualitet har været det absolutte trendord de seneste år. Den britiske journalist Mark Simpson var den første til, i 2002, at lancere begrebet. Han brugte fodboldstjernen David Beckham som eksempel, fordi denne med stolthed kunne proklamere, at han både fjernede brystbehåring og gik med konens trusser. Kvinderne havde ikke længere patent på skønhedsplejen. Og heller ikke på deres seksualitet. I starten af 1990'erne opstod Queer Theory i USA. Queer betyder underlig, sær eller forkert og blev et synonym for bøsse. Teorien startede som en dialog mellem bøsser og lesbiske, men har efterhånden udviklet sig til at være en mere nuanceret diskussion af køn og seksualitet. Queer er i dag både for de heteroseksuelle, transseksuelle og homoseksuelle - og så dem, der ikke har noget navn for deres seksualitet. De, der tilslutter sig teorien, vil ikke have, at man taler i modsætningskategorier som mand og kvinde. Nogle mener endda, at selv det at give et menneske et cpr-nummer, der afslører vedkommendes køn, er diskriminerende. Feministerne ville ikke have, at kvinden skulle ses som den anden, mens Queer-teoretikerne slet ikke vil se kvinden som noget som helst andet end menneske. Mand er ikke mand, og kvinde er ikke kvinde. Måske har Queer-folkene sammen med rødstrømperne været med til at definere, hvad der er sket med manden i dag. Det er i hvert fald ikke svært at forstå, at man kan blive forvirret af alle de umandige mandebilleder. Mandens seksualitet er forsvundet sammen med de tapre og maskuline forbilleder. Frank Jensen og alle de andre kan ikke finde ud af, hvilken kappe de skal iføre sig. Derfor falder Frank blytungt gennem de højere luftlag. I retning mod jorden med blikket først. Helle Thorning-Schmidts klæder hænger fjerlet i luften over os. Hun har sejret over tyngdekraften, og måske kan hun forene alle riger til ét rige under himlen?