»Jeg vidste, at jeg stod foran et af de store øjeblikke i mit liv. Det var disse mennesker, min rejse gjaldt, og hvad enten skuddene, der nu og da affyredes fra menneskeklyngen eller manden, der med en harpun i hånden kom løbende for at standse mig, betød venskab eller fjendskab, så var min utålmodighed så stor, at jeg ikke var i stand til at holde det løfte, vi kammerater havde givet hinanden om, at den forreste skulle vente, så at vi kunne opleve mødet sammen. (...) Stå stille! råbte jeg, og i det samme slyngede jeg mig i et vældigt kast fra slæden ud mellem hundene og omfavnede ham. (...) Som et lyn var det gået gennem min hjerne, at manden havde forstået hvert ord, jeg havde råbt til ham. Han var en stor velbygget mand, med ansigtet og det lange hår dækket af rim og med store, hvide tænder skinnende i munden - leende, forpustet, snappende efter vejret oven på sindsbevægelsen. Så hovedkulds blev mit første møde med de nye mennesker«. Med disse ord beskrev Knud Rasmussen sit første møde med indlandsinuitterne, som de grønlandske sagn fortalte om i vage vendinger. Sagnene vakte hans brændende ønske om at besøge de andre inuitter - dem højt mod nord, og dem, der boede langt vestpå. Alle hans forudgående ekspeditioner, ja hele hans liv var en stor forberedelse til den lange slædetur - bevidst eller ubevidst for ham. Knud Rasmussens 5. Thule-ekspedition til Canada, Alaska og Tjukotka fra 1921 til 1924 er den største dansk-grønlandske ekspedition i Arktis, og de samlede forskningsresultater hører til de betydeligste i verden inden for denne type forskning. Især skal resultaterne inden for eskimologi og arkæologi fremhæves, samt de store etnografiske samlinger, der er enestående i verden. Knud Rasmussens egen beretning 'Den store slæderejse' var i årevis fast bestanddel af enhver drengs eventyr- og forskerbibliotek, men nu virker det, som om den er gået i glemmebogen - og ikke kun i drengeværelserne. Den dag i dag er ikke kun ekspeditionens geografiske rækkevidde imponerende - 18.000 km med hundeslæde i løbet af tre år - men især resultaterne. Knud Rasmussen og hans forskerteam opnåede, hvad ingen andre havde opnået før dem. Det exceptionelle ved Den 5. Thule-ekspedition var, at de deltagende inuitter ikke blot fungerede som slædekuske og sypiger som i andre ekspeditioner, men derimod deltog i det videnskabelige arbejde på lige fod med de danske deltagere, især i forbindelse med de arkæologiske udgravninger. Ekspeditionen nåede at besøge alle inuitgrupper i det nordlige Canada, mange i Alaska og afslutningsvis og mere symbolsk den på den sovjetiske Tjukotka-halvø. Kort tid efter nåede den moderne verden disse fjerntliggende egne, og jerntæppet sænkede sig endelig også gennem Beringstrædet og afskar de asiatiske inuitter fra deres nordamerikanske frænder. Det indsamlede materiale, de nedskrevne øjenvidneberetninger og de indsamlede myter og sagn tegner tilnærmelsesvis et billede for videnskaben - og omverdenen - af, hvordan inuitternes verden så ud, før moderniteten indhentede dem. Desuden var det Knud Rasmussens drøm at afklare, hvordan inuitternes vandringer gennem tid og rum udformede sig. Med ét slag gjorde Kununguaq, som Knud Rasmussens grønlandske navn lyder, Danmark til det førende land på dette forskningsområde, men de videnskabelige arvinger har siden da sløset med Knuds omfattende lingvistiske, arkæologiske, botaniske, zoologiske og geologiske materiale. I tiden efter Anden Verdenskrig forandrede inuitsamfundene sig drastisk, og mange af de folk, som ekspeditionen havde besøgt, mistede på kort tid deres sprog og sædvaner og blev tvunget ind i et politisk, økonomisk og kulturelt afhængighedsforhold til nationalstaterne i deres oprindelige lande. Ekspeditionens resultater har derfor af indlysende grunde uvurderlig historisk værdi for disse folkeslag, ligesom de har kolossal vedblivende betydning inden for sammenlignende eskimologisk forskning. Hvordan kan en moderne grønlandsk nation opbygges, uden at man kender det grønlandske folks historie? Grønland gennemgår i disse år en proces, som, uanset det endelige resultat, under alle omstændigheder vil ændre øens politiske status og tilknytning til Danmark. Des vigtigere er det at kende sin (videnskabelige) arv. Det samme gælder for inuitterne i Canada, der med territoriet Nunavut fik lokalt selvstyre, som med tiden måske vil føre til grundlæggelsen af en canadisk delstat, hvor et indfødt folk som noget enestående i hele verden udgør befolkningsflertallet (i hvert fald ud fra den nuværende befolkningssammensætning). I tiden efter Anden Verdenskrig blev eskimologi i Danmark indrettet på at forstå den aktuelle sociale, økonomiske og politiske situation i Grønland. Dette gjorde, at interessen for den ældre forskning næsten forsvandt, med undtagelse af nogle ganske få forskere var der ingen, der beskæftigede sig med Den 5. Thule-ekspeditions enestående resultater og fund. Ser man snævert på udviklingen i Grønland og de udfordringer, som den danske stat og de grønlandske politikere og selvfølgelig befolkningen stod over for, var den forskningsmæssige retningsændring sikkert rigtig nok, men vi må derfor i dag desværre konstatere, at ekspeditionens råmateriale, en forskningsmæssig skat, ligger upåagtet hen. På Infonor, en dansk græsrodsbevægelse af grønlands- og arktisk interesserede antropologer og lægmænd, mener vi, at det er en stor fejltagelse at lade den del af den fælles dansk-grønlandske kulturarv samle støv i arkiverne. Det Internationale Polarår 2007 er nært forestående og forberedelserne skal snart begynde for at opnå resultater, der kan fremvises med stolthed, men den hjemlige interesse synes efter nogle forespørgsler fra vores side ringe. Anderledes er erfaringerne i udlandet, hvor det amerikanske Smithsonian Institut ligger inde med lignende samlinger og noter. Instituttets ledelse vurderede for nogle år siden tiden moden nok til en fornyet gennemgang af materialet fra de såkaldte Jesup-ekspeditioner til det nordlige Canada, Alaska og Sibirien i årene 1897-1902. Jesup-ekspeditionerne blev ledet af den moderne antropologis fader Franz Boas i samarbejde med tidens førende russiske og amerikanske etnologer og kulturantropologer. Ekspeditionernes hovedtema var spørgsmålet omkring oprindelsen til de nordamerikanske urfolks historie og relationerne til de russiske urfolk. Jesup-ekspeditionernes resultater blev underkastet et eftersyn med nutidens metoder, og gennem denne proces åbnedes der for en lang række nye perspektiver. Nye muligheder for samarbejde hen over nationalgrænserne, nye muligheder for sammenlignende forskning blev fundet. Endelig fremstod der ud af det gamle materiale en lang række nye opdagelser og observationer, der indtil videre har resulteret i en lang række monografier, som udgives af Smithsonian Institut. Gennemgangen af materialet har givet forskningen mulighed for at måle sine egne landvindinger gennem 100 år. Et lignende initiativ ville efter Infonors opfattelse pynte på Danmarks og Grønlands videnskabelige renommé. Med den Nordatlantiske Brygge har Danmark skabt værdige rammer og et miljø for Grønlandsforskning og den arktiske forskning, men de skal udfyldes med indhold - specialudstillinger og faste udstillinger, internationale seminarer m.m. Og det indhold har vi bogstavelig talt ved hånden! Som nævnt deltog Knud Rasmussens inuitvenner og ledsagere i det forskningsmæssige arbejde. For os er det en selvfølge, at Grønland deltager i projektet og måske finder forbilleder for den grønlandske ungdom ikke kun i Kununguaq, men også i de mere anonyme inuitter som vi møder gennem de etnologiske beskrivelser. En forespørgsel gennem Infonors internationale netværk gav allerede en overvældende positiv genklang. Grønlands universitet Ilisimatusarfik, det svenske Umeå Universitet, der koordinerer de arktiske ph.d.-uddannelser i Europa, og universitetet i det nederlandske Leiden vil blive inddraget i projektet. Mest overraskende af alt lød svaret fra det amerikanske Smithsonian Institut. Må vi ikke være penneførere?, lød det. Hvis Danmark og ikke at forglemme Grønland ikke vil påtage sig udfordringen med at gennemgå Den 5. Thule-ekspeditions materiale, så ja, er Infonors holdning: Hellere en udenlandsk ledet forskningsindsats, end slet ingen, men vores opfattelse er, at det dansk-grønlandske forskningsmiljø selv kan løfte opgaven. Er det ikke en udfordring at påtage sig for både garvede forskere og forskerspirer at generobre førertrøjen på dette område? De offentlige danske midler til grønlandsforskningen er blevet beskåret i de seneste år. Grønland forhøjede sin andel, uden dog at kunne udfylde alle huller. Måske et ømt spørgsmål, men når der er råd til at fejre nationalskjaldens jubilæum året rundt, kan man så ikke også finde midler, der sætter riget på verdenskortet på et andet felt? For at kickstarte processen har Infonor allerede søgt om fondsmidler for at indkalde til et symposium i Hundested, byen hvor Knuds danske bopæl lå. Der findes desværre ingen samlet oversigt over relevant arkivmateriale fra Den 5. Thule-ekspedition, og Infonors oplæg skal forstås som en åben indbydelse til alle, der måtte være interesseret i emnet og sidde inde med materiale, som måske aldrig eller kun overfladisk blev videnskabeligt bearbejdet. Vi forestiller os, at Infonors rolle skal være fødselshjælperens og koordinatorens, idet organisationen har adskillige års erfaringer med chum-møderne. Siden 1999 har unge fra oprindelige folkeslag fra de arktiske og subarktiske egne i Skandinavien, Rusland, Alaska, Canada og Grønland i dette forum diskuteret deres fælles og specifikke erfaringer med den politiske, økonomiske og sociale udvikling og udvekslet erfaringer. Dertil kommer et stort antal græsrødder fra en række europæiske lande, som råder over erfaringer i lobby- og projektarbejde. Med chum betegner de små arktiske folk i Rusland deres hjem. Infonor synes, at Knud Rasmussens arv kræver et fælles forskningshjem, et chum ikke blot til hans minde i den traditionelle forstand. En fornyet gennemgang af Den 5. Thule-ekspeditions arkivalier og forhåbentlig nye forskningsoplæg, ville være det bedst tænkelige chum for Knud Rasmussen. På Den 5. Thule-ekspeditions sidste etape befinder ekspeditionsdeltagerne Knud Rasmussen, Arnarulunnguaq og Miteq sig på Østkap, der danner Sibiriens yderste forbjerg mod øst. Knud Rasmussen går op på et højt fjeld og ser ud over Beringstrædet. Han synes at se slædesporene fra ekspeditionen i den hvide sne. Han genkalder sig de mange bopladser, de har besøgt, de mange mennesker, de har boet iblandt. Han fyldes af taknemmelighed over for ekspeditionens andre deltagere, og i dette øjeblik forstår han, at for ham var ekspeditionens største oplevelse den menneskelighed, som han oplevede hos polarlandenes oprindelige beboere. Med ovenstående i tankerne har vi valgt at kalde Hundested-symposiet: 'Fra boplads til boplads' for at understrege, at mangfoldigheden og kompleksiteten godt kan udtrykkes med simple ord! Vi håber, at kunne åbne dørene for en forskning, der kan betale lidt af den menneskelighed og varme, som Knud Rasmussen oplevede, tilbage til de arktiske landes oprindelige beboere og til enhver videbegærlig arktisk interesseret. En international kendt frontfigur for projektet er ønskelig, og tanken falder uvilkårligt på rigets p.t. mest kendte slædekusk. Uanset resultatet, som vi ikke på forhånd kan vide noget om, så er projektet et ønske fra Knud Rasmussen selv - han skal derfor have det sidste ord: »Det er en trøst for enhver forsker, at selv den mest omfattende ekspedition aldrig slutter, men netop gennem sine undersøgelser åbner nye muligheder for arbejde. Det ligger da i fremtidens skød at få de problemer, der her er rejst, nærmere undersøgt og uddybet«.