Da en af verdens største lyrikere, Dante Alighieri, måtte leve i landflygtighed efter at være flygtet fra sin fødeby, Firenze, i 1302, sagde han: »Verden er mit hjem!«. Senere skrev han 'Den guddommelige komedie', der var en indirekte kritik af samtidens laster, og som pegede frem imod renæssancens kamp for større humanitet i verden. Efter renæssancen opstod en række digtere og filosoffer, der ønskede en mere oplyst verden, hvor det enkelte menneske kunne udtrykke sine tanker frit og blive medansvarligt for samfundet. Oplysningstiden blev afløst af romantikken, der havde sans for de enkelte kulturers og nationers bidrag til en fælles verden. Og selv om der udvikledes en nationalisme i Europa, som betød, at de enkelte lande i det 19. århundrede lukkede sig mere om sig selv, var det høje idealer om en bedre verden, som prægede alle de politiske bevægelser i dette århundrede, hvad enten det var socialisme eller liberalisme, kommunisme eller anarkisme. Efter Anden Verdenskrig opstod en stærk bevægelse for at skabe en international orden, der kunne hindre noget lignende nazismens rædsler. Det førte til skabelsen af FN-pagten i 1946 og Verdenserklæringen om Menneskerettigheder i 1948, der har betydet en gradvis forvandling af international ret fra kun at handle om forholdet mellem stater til også at vedrøre forholdet mellem stater og enkeltpersoner. I hele denne udvikling har det afgørende ikke været, om man fik virkeliggjort idealerne fuldt ud, men om man nåede nogle skridt frem imod deres virkeliggørelse. Det var de høje idealer, der var den meningsgivende horisont for det politiske liv. Dette forhold er i dag vendt på hovedet. Nu drejer politik sig ikke mere om at forholde sig til idealer, men om at overholde valgløfter. De politikere, der vælges til ledere, er ikke længere ansvarlige vejledere, der kæmper for store sager, som de står og falder med, og som kan inspirere andre til at efterfølge dem. De er blevet kræmmere, der tilbyder varer, som de tror kan sælges. Og hvis folk ikke ved, hvad de skal købe, er der spindoktorer, som gennem pressen skaber de spørgsmål, som folk skal have svar på, og de behov, de skal have opfyldt. Det gælder nu ikke længere om at være tro mod sit ideal, men om at finde vej til 'regeringsmagten'. Og den finder man på 'midten'. Derfor er der trængsel på midten, for næsten alle vil være der. Hvis man f.eks. formoder, at folk er ved at blive trætte af for megen tale om miljøkatastrofer, sætter man Bjørn Lomborg i spidsen for et institut, der kan rådgive politikerne om miljøpolitikken. Og når det så viser sig at være for meget af det gode, sætter man i stedet hans diametrale modsætning, Connie Hedegaard, ind som miljøminister. I dag er kultur- og samfundsliv blevet træt og trist. Vi lever i en tid efter de store bevægelser. Derfor er alt blevet 'post-fænomener': Vores liv er post-moderne, post-industrielt, post-humanistisk, post-kapitalistisk, post-kritisk og så videre, som den svenske filosof Bengt Kristensson Uggla har gjort opmærksom på. Vi har ingen kulturel og politisk fremtid, der rækker længere end til næste valg. I den situation har verdensborgeren det ikke godt. Han opfattes som en, der er 'hævet over tid og sted', kort sagt verdensfjern. Det er mærkværdigt, at vi er havnet i et sådant politisk og kulturelt morads og en sådan opfattelse af verdensborgeren. Aldrig har der været mere brug for international tænkning. For aldrig har der været så megen krig og elendighed i verden som i vores tid. Og der er store problemkomplekser nok til menneskehedens beskæftigelse langt ind i vort nye årtusinde. Der er behov for en demokratisk kontrol af den finansielle globalisering, som betyder, at økonomiske beslutninger tages hen over hovedet på samtlige regeringer og parlamenter. Der er behov for større forståelse mellem nationer og kulturer, så vi sammen kan søge fred og undgå krig og terrorisme. Dette behov er blevet styrket af kommunikationen via tv, e-mail og mobiltelefoner, der bevirker, at vi ofte kan opleve, hvad der sker langt væk på kloden, medens det foregår, og som bringer andre menneskers lidelser tæt ind på livet af os. Endelig er der behov for en bæredygtig udvikling, der kan sikre vores efterkommere en verden, hvis levevilkår er bedre og i hvert fald ikke ringere end dem, vi har i dag. Ingen, der har børn eller børnebørn, kan undgå spørgsmålet om, hvordan vi får en sådan udvikling. Disse tre problemkomplekser gør tanken om vores liv som ansvarlige verdensborgere alt andet end verdensfjern. Enhver kan se, at det er bedst for verden, at der er fred mellem folkene og hverken krig eller terrorisme. Men det er kun langsomt ved at gå op for folk, at freden forudsætter, at vi er i stand til at forbedre verden i henseende til de tre problemkomplekser. Og at denne forbedring forudsætter en aktiv verdensborgerbevidsthed, det vil sige en bevidsthed om, at disse problemer kun kan løses af menneskene i et fællesskab. Men det er ikke verdensborgerbevidstheden, der præger den danske værdidebat i dag. Lad mig tage to markante eksempler fra det politiske liv. Det var fint nok, at Margrethe Vestager som undervisningsminister i maj 2000 rejste en debat om 'Værdier i virkeligheden'. Dannelse og uddannelse kan ikke kun handle om teknisk kompetence. Men alle de værdier, hun hævdede som gyldige for læringen, gjaldt vores eget danske samfund. Ganske vist blev det sagt, at vi skal tage hensyn til værdiforestillinger hos elever af en anden etnisk herkomst end den danske. Men intet om, hvad der kan være universelt gyldige værdier. Det samme kan siges om de fem smukke værdier i opdragelsen af børn og unge, som Gentofte Kommune netop har lanceret, og som kan skæres ned til følgende: 1. Lære dem ansvar og medbestemmelse. 2. Give dem ret til alsidig udvikling. 3. Gøre de voksne synlige og tydelige for dem. 4. Lære dem at opleve forskellighed som en styrke. 5. Styrke sundheden for deres krop og omverden. Hvert punkt er ledsaget af uddybende bemærkninger, men kun under punkt 4 er der en anelse verdensborgerligt: Børn og unge skal opnå forståelse for menneskers forskellige levevilkår, »både herhjemme og i andre dele af verden«. Det skal give »en international dimension i deres opvækst«. Men det er ikke nok at tale om respekt for forskelle. Spørgsmålet er, hvordan vi skal forholde os til disse forskelle. Sansen for forskellighed og mangfoldighed kan lige så godt være en styrkelse af en gruppeegoisme som en omsorg for andre folk og grupper i nød. Og opdragelsen til en international dimension kan lige så godt være opdragelsen til at forstå, hvordan man bedst klarer sig på andres bekostning som en opdragelse til verdensborgerlig solidaritet. Kommunen skal dog roses, fordi man har sat de fem værdier op på en liste, der kan foldes ud og sættes op på en tavle. Sådan som husfaderen i gamle dage gjorde med Luthers 'Lille katekismus', der, som Ove Korsgaard har skildret i sin disputats 'Kampen om folket', var stærkt medbestemmende for dannelsen af det danske folk. Ideen med en sådan ny slags katekismus er slet ikke dårlig. Men det er bare katastrofalt, at de værdier, man slår op på døre og vægge, kun sigter på at skabe danske borgere og ikke virkelig på at gøre børn og unge til verdensborgere. Vi har brug for et geni som Luther, der kan skrive vor tids katekismus for verdensborgeren. Det skal være et værdisæt, der både omfatter de nære værdier og de verdensborgerlige værdier. Og i den sammenhæng de mest fundamentale menneskerettigheder og normer i folkeretten. At ønske respekt for international ret er i dag et virkelig højt ideal. For det tager tid, før folk kan indse, at accepten af en international retsorden er nødvendig. Den politiske modstand, der bunder i det 19. århundredes nationalisme, er sejlivet, og dertil kommer modstanden hos visse jurister. Danmark har fostret en af det 20. århundredes største jurister, Alf Ross. Han var en karismatisk lærer, der med sin 'retsrealisme' har præget generationer af jurister. Men han var også barn af sin tid. Gældende ret var for ham grundlæggende national ret, det var statens lovgivningsmagt, der satte retten. Derfor måtte international ret - folkeretten med FN og de internationale institutioner og konventioner - altid være underordnet national ret. International ret var da for ham heller ikke rigtig ret, men snarere en form for blød etik. Det kunne han hævde, fordi folkeretten i flere århundreder kun havde været en ret for forholdet mellem stater svarende til de aftaler, de kunne indgå indbyrdes. Det var ikke en ret for forholdet mellem enkeltpersoner og stater. Derfor kunne han sige: Folkeretten gælder for staterne, men ikke i dem. Det vil sige, folkeretten skulle og kunne ikke være en beskyttelse (eller retsforfølgelse) af enkeltpersoner. Derfor har elever af Ross ikke haft nemt ved at godtage, at der er blevet oprettet internationale domstole, hvor enkeltpersoner kan anlægge sag imod en stat og få ret over for staten, og hvor andre enkeltpersoner kan dømmes som forbrydere imod deres stat. Ved disse domstole er dommene afsagt på grundlag af menneskerettighederne fra 1948 og efterfølgende konventioner. Det er for nogle jurister 'menneskeretstænkning', som bør bekæmpes. Professor Mads Bryde Andersen er en af disse jurister. Hans kronik i Berlingske Tidende 13. marts i år har sat en stor debat i gang, fordi han ikke blot ønsker en begrænsning i de sager, man kan indbringe for internationale domstole (i forvejen afvises cirka 90 procent), men vil have den lov, der i 1992 har gjort den europæiske menneskerettighedskonvention til en del af dansk ret, ophævet og i øvrigt have det danske Institut for Menneskerettigheder nedlagt og dets rådgivende funktioner overtaget af jurister (som ham selv) på universiteterne. Han vil dog lade de internationale domstole fungere for at hindre, at fundamentale retsprincipper krænkes, men hvad de principper efter hans mening omfatter, skrev han ikke noget om. For en elev af Ross, der ikke vil forny mesterens ideer i forhold til udviklingen af international ret, men blot gentage hans tanker, er de internationale domstoles afgørelser et utilladeligt indgreb i politikernes lovgivende og udøvende magt. Eller man kan udtrykke sit synspunkt mere nationalt og sige som en anden jurist, der også er en fremtrædende politiker, Birthe Rønn Hornbech, at vi kun skal godtage det, der stemmer med »dansk ret, danske retstraditioner og dansk retskultur« (Politiken 19.3.). Heroverfor kan man hævde som direktøren for menneskerettighedsinstituttet, Morten Kjærum, at uden internationale domstole, der håndhæver menneskerettighederne, ville beskyttelsen af den enkelte borger blive meget forringet (Berlingske Tidende 19.3.). Men det er næppe nok til at overbevise tvivlerne. For det er alt for let for flertallet at lukke øjnene for, at nogle enkeltpersoner kommer i klemme. Det er ikke nok at argumentere for menneskerettigheder isoleret. Disse rettigheder er et led i skabelsen og styrkelsen af en international verdensorden, der gør det muligt at løse de store problemer i vor tid, så vi får en fredelig og humant ordnet verden. Alternativet er krig, terrorisme og måske det, der er værre. Derfor må vi alle være interesseret i denne verdensorden. Og derfor skal ideen om international ret og menneskerettigheder begrundes ud fra en bevidsthed om at være verdensborger. Det er ikke omvendt denne bevidsthed, der skal opstå af retslige normer. Det drejer sig altså ikke blot om, hvilke love og abstrakte regler der står øverst, men om, hvordan vi opfatter verden. Og hvis vi tænker som verdensborgere, så gælder også internationalt det princip om magtens deling, som ethvert demokrati hviler på. Princippet betyder, at »magten hæmmer magten«, som Montesquieu sagde. Det vil sige, ingen magthaver må blive enerådende. Og derfor er det en god ting, at internationale domstole kan beskytte enkeltpersoner imod lovgivende og udøvende magthavere. Det er ikke at lade jurister drive politikerne rundt i manegen, som Mads Bryde Andersen påstår. Det er blot at tage magtens deling alvorligt - også på verdensplan. Vi må vove at tænke verdensborgerens værdier som normer, der i nogle tilfælde må være overordnet nationale værdier. For hvad er konsekvensen, hvis vi ikke gør det? Det kan en artikel, der for nylig stod i Wall Street Journal (gengivet i Le Monde 15.3.), illustrere. I denne artikel skildrer Nikita Khrusjtjovs oldebarn, Nina L. Khrusjtjova, med megen ironi det russiske folks forkærlighed for stærke mænd som Stalin og Putin. De foretrækkes af russerne frem for alt for menneskelige ledere som Khrusjtjov, Gorbatjov eller Jeltsin - det ligger i den russiske mentalitet, hævder hun. Russerne foretrækker altså 'russiske værdier', der bringer orden i samfundet og skaber en stærk international position for deres land. Men på hvilket grundlag kan vi kritisere Putin, når hans 'russiske værdier' betyder, at han brutalt undertrykker Tjetjenien? Kan grundlaget være 'danske værdier'? Det vil næppe gøre indtryk på russere. Hvis vi derimod hævder, at grundlaget for vores kritik er en verdensborgerlig bevidsthed om, at alle folk og personer på vores klode skal kunne leve sammen, er det straks sværere at tilbagevise kritikken. Teologer kan sommetider være endnu mere reaktionære end jurister. De tør i tillid til Guds nåde gå planken helt ud, og det skal vi være glade for, for så bliver konsekvensen af tankegangen helt klar. Således må vi takke Søren Krarup for at skrive i Information (29.3.): »Man kan sige meget smukt og velment om det lille barn. Men hvis det ikke vokser op i en retsstat med en given og gældende lovgivning, har det lille barn selvsagt ingen rettigheder. Det er og bliver loven, der giver borgeren rettigheder«. Man må håbe, han tror på, at Gud er uenig med ham (»mod Gud have vi alle uret«, sagde Kierkegaard) og ikke blot vil lade barnet uden retsstat lide og dø. Verdensborgerne har ikke dette problem, for de vil på tværs af statslige grænser gøre hele verden til et retssamfund og beskytte hver enkelt som uerstattelig.