»Afascinato, sopraflatto, autocritica - selvkritisk, misfornøjet, the boy of fortune - kun improvisator, sanselig stemt, tandpine - bundløst syndig, flue i øjet, insektbid - bange, men ikke angst - verden er mit hjem - jeg er kun skindød«.

Sådan lyder et uddrag af et af de første kor i Hotel Pro Formas nye store forestilling 'Jeg er kun skindød', som havde verdenspremiere i Skuespilhuset i Köln 9. april. Den opføres igen på Christiansborg Ridehus i august-september, på Biennalen i Venedig 22.-23. september og på Berliner Festspiele i januar 2006. Forestillingen fik strålende anmeldelser: »Den bedste aften i Kölner Schauspielhaus i lang, lang tid«, skrev Frankfurter Rundschau. »Efter 15 eller 20 minutter synes Kölner Schauspielhalle Kalk at trække vejret i spillets rytme«, lød Kölner Stadt-Anzeigers begejstrede vurdering. »I det persongalleri, den danske teatergruppe Hotel Pro Forma sender på scenen, er der drømmepotentiale«. Publikum modtog forestillingen med storm. Den sidste opførelsesaften, fredag 15. april, insisterede køen af dem, der ikke var plads til, på, at ekstra stole blev båret ind. »Kun improvisator, sanselig stemt, tandpine«. Alle ordene i forestillingens første kor er taget fra H.C. Andersens dagbøger. Men hvad gemmer der sig bag ordene? Hvad kæder dem sammen? Hvem er H.C. Andersen? Var han misfornøjet eller lykkens pamfilius? Selvkritisk eller sanselig? Bundløst syndig eller dødsangst? Ensom eller hjemme i verden? Andersen var verdensborger og levede altid i en vrimmel af mennesker. Og dog kan man læse hans ti bind dagbøger som én lang klage over ensomhed, skrev Villy Sørensen i sin Andersenbog. Selv fra dødslejet lyder rapporten: »Når man har siddet et øjeblik inde hos ham, beder han: »Må jeg være alene««. H.C. Andersen er ikke det ene eller det andet, men det hele. Der findes ikke nogen entydig sandhed om Andersen. Der findes ikke nogen sandhed om Andersen. Og heller ikke vi har adgang til sandheden, hverken om Andersen, om verden eller om os selv. Det er denne forestillings grundudsagn. Det er ikke noget, forestillingen belærer os om. Her træder ikke nogen alvidende fortæller frem. Ej heller ligger der 'bag teksten' eller 'mellem linjerne' et sådant skjult, men entydigt budskab. Nej, at det forholder sig sådan, er noget, forestillingen gør anskueligt. Det gør den i kraft af det fysiske rum, den skaber: Et visuelt rum, naturligvis, men også et lydrum med musik og elektroniske effekter af Manos Tsangaris og Simon Stockhausen. Det gør den igennem det tidsrum, den udspænder og strukturerer: 18 scener med skiftende kor og recitativer fordelt over 28 sceniske konfigurationer. Det gør den i måden, hvorpå disse rum befolkes: med 14 medlemmer af Radiokoret, der ikke blot med enestående perfektion opfører musikken a capella med referencer til både gregoriansk entonighed og til 'sound-clusters' a la Ligeti, men som også i skiftende konfigurationer fylder rummet i deres smukke og fantastiske hvide dragter. Og det gør den endelig med danseren, Ninna Steen, der klædt i mørkt som Andersen, med kruset hår og dårlige tænder, skaber bevægelse i rummet, skiftevis alt for gammel i en tung mørk frakke og alt for ung med korte bukser, barnekrop og androgyne træk. Lad mig fortælle om forestillingens fysiske rum, for Hotel Pro Forma har jo altid været rumkunst: Teatret har leget med rummet, omfortolket eksisterende rum og gjort rummets betydning anskuelig. Det traditionelle teater tager rummet for givet. Og det rum, der er 'givet', er formet ud fra idealet om det centrale perspektiv. I det traditionelle teater danner tilskuerrummet, som vi kender det i Operaen på Holmen, på Det Kongeliges Gamle Scene og alle mulige andre steder, en halvcirkel omkring verdens centrum, scenen, sådan at alle i princippet sidder perfekt, det vil sige midt for eller med fuldt udsyn over det stykke, der spilles, og det rum, der repræsenteres. Og det, man ser på scenen i det traditionelle teater, forstærker denne illusion om en verden med centrum. Vi ser gennem prosceniets rammer en scenografi, der illuderer perspektiv: Med kulisser, bagtæppe og aktører skabes og befolkes en verden, som vi kan genkende som vores egen verden, og hvis centrum vi kan identificere. Ja, de fleste går vel i teatret i forventningen om at se en flig af sandheden: om os selv, om verden eller - om H.C. Andersen. Vi forventer, at denne sandhed findes ved, at spejlet af os selv og vores verden på scenen peger et bestemt sted hen - at vi og vores verden 'sættes i perspektiv', som man siger. Hvem var han 'i virkeligheden', dette menneske? I 'Jeg er kun skindød' er både tilskuerrummet og scenerummet et ganske andet. Dermed bliver også rummets udsagn om verden et andet. Tilskuerrummet er 28 meter langt og består af kun fem stolerækker. Parallelt med disse tilskuerrækker har vi den lige så lange scene, der til gengæld kun er 4 meter dyb. Bagtæppet består af 32 spillekortagtige kort, som alle er 80 centimeter brede og 1,60 meter høje, og som står snorlige ved siden af hinanden i en lang metalskinne. Mellem kortene er der små sprækker til noget 'bag' dette bagtæppe. Her sidder vi, fladt, uens fordelt og kan hverken over- eller gennemskue scenens rum eller den 'dybere' mening. For her har mening ingen dybde. Sidder man ude i venstre side, ser man én version af stykket. Sidder man i højre side - 28 meter fra venstrekanten - ser man en anden version. Her danner publikum ikke halvcirkel om et fælles centrum. Her skabes ikke illusion om et verdens- eller meningscentrum eller om et fælles perspektiv ind i forestillingens verden og fortælling. Men alligevel åbner der sig hele tiden perspektiver: Gennem sprækkerne mellem kortene kan vi se en tilsyneladende uendelig verden, og midt i stykket flyttes nogle af kortene, sådan at et glimt af noget mere åbner sig. For undertiden opløses korets stramt koreograferede processioner af små, individuelle projekter. Én aktør tager ét kort ud af metalskinnen, en anden aktør et andet kort, hvorefter man haster frem og tilbage for at få anbragt sit kort et nyt sted. Man vil ikke kollektivt vise noget frem - en mening eller morale - og dog giver disse små, spontane projekter et glimt ind i en verden hinsides kortenes bagtæppe. Også lyset skaber rum, og lyset - endnu en gang orkestreret af den danske lysmester Jesper Kongshaug - er heller ikke klassisk scenografisk. Det afgørende lys skabes i samspil med de 32 mandshøje kort. Hvert kort er et landskabsbillede med en karakteristisk detalje: en rød hest, et lysende fyrtårn, et brev og et kors, en sommerfugl i snor, en landsknægt på jagt, en dansemester tegnet af Andersen. Tilsammen udgør disse kort et kolossalt landskabspanorama, uanset i hvilken rækkefølge de kombineres. Tilsammen udgør de til og med - igen uanset rækkefølgen - en lang, sammenhængende fortælling, der oven i købet er gennemtrukket af en lang gul stribe, fuldstændig ligesom det reb, der trækkes over scenen i stykkets sidste billede. Når disse kort belyses forfra, danner de et uigennemskueligt bagtæppe. Men belyses de bagfra, afslører de sig som semitransparente plexiglasplader, der danner en lysende kulisse for koret i dets hvide dragter. I løbet af forestillingen kastes der imidlertid også lys ind fra sidekulissen, så skyggerne bliver lige så lange som scenens 28 meter lange panorama. Og der løber lysbånd af sted bag spillekortene. I kraft af lyset gøres rummet fladt, langt, transparent eller uigennemsigtigt. Det samme gælder lyden. Musikken, som med enestående virtuositet fremføres af Radiokoret under ledelse af Kaare Hansen, veksler mellem enstemmige melodiforløb, der minder om gregoriansk kirkesang, tostemmige kanoner og højkomplekse sound-clusters a la Gyorgy Ligeti. Hertil føjes et sanseligt lydrum af reallyd, samplede lydstumper, tekstlæsning fra en stemme, som alt sammen sendes ud gennem otte store højttalere over scenerummet. »Kormedlemmerne indtager 'talende' positurer, men frem for alt synger de, og de synger indimellem serafisk smukt, hvorefter en skarp tone udskilles, som udelukker enhver form for indsmigrende harmoni. Her er det DR Radiokoret, der er på spil, et eliteensemble«, skriver Kölner Stadt-Anzeiger. Stemmen i forestillingens lydrum læser stumper op fra dagbøgerne: »Drømte i nat, at jeg gik i Odense og søgte min moders grav, men ingen vidste, hvor den var«. »Drømte hæsligt om et lille barn, der svandt ind til et tørt skind på min skulder«. »Ak nej, min rejse er ikke færdig«. Denne stemme er i dobbelt forstand 'verfremdet': Dels læses der op på et tilstræbt dansk skoletysk. Dels er teksten indspillet via en simpel diktafon og får dermed en metallisk klang og karakter. Igen: Andersen, den fremmede midt i verdens vrimmel. Endelig er der fortællingen, det vil sige det tidsrum, forestillingen udspænder. Der er som sagt 18 scener, 28 sceniske konfigurationer og et mylder af små fortællinger: Så slås den mørke Andersen med sin hvide skygge. Så ser man en mand med høtyv gå forbi bag spillekortene. Så drikker en småborgerlig gruppe til højre i panoramaet kaffe, mens de klager over, at deres vintergardiner stinker af peber. Så tørres der fødder i medbragte græsmåtter. Så børstes der fnug af klæderne. Så bæres en fuglevrimmel af plastikstork, -and, -nattergal og -svane ind. Så bygges der med klodser. Det minder fuldstændig om den magiske indledning til eventyret 'Flipperne': »Der var engang en fin kavaler, hvis hele bohave var en støvleknægt og en redekam, men han havde de dejligste flipper i verden ...«. Fra kavaler over støvleknægt og redekam til flipper. Tre gange skiftes der i løbet af disse få sætninger perspektiv - og dog er vi ikke i tvivl om, hvor fortællingen fører hen. I forestillingen vandrer koret fra venstre mod højre, danner tableauer, forsvinder så i højre side bag rækken af spillekort og kommer frem igen med nye rekvisitter, tableauer og fortællinger. Men er alt dette så ikke formalisme? Er det ikke abstrakt teater, der ligger milevidt fra det kendte 'fascinationsteater'? Er det ikke hoved uden krop? Nej, tværtimod. Selv om man som dansk teater- og filmgænger ikke skulle tro det, er der andet, der griber, end psykologisk realisme. Som anmelderen fra Frankfurter Rundschau skrev: »Mange billeder lader sig ikke opløse og står tilbage, rædselsskabende. Netop derfor fører denne uropførelse én ganske tæt på mennesket Andersen. I hver enkelt tilskuers hoved danner der sig i kraft af indtrykkenes mangfoldighed et nyt billede«. For der er ikke nogen dyb sandhed om Andersen. Men der er masser af overflader, som ligesom spillekortene kan kombineres i uendelighed og dog danner det samme landskab. Da det gik op for Andersen, at også hans dagbøger ville blive læst, lød hans konklusion: »Så kan jeg ikke være mig selv«. Just herigennem får vi med andre ord på paradoksal vis en sandhed om ikke blot H.C. Andersen, men også om den moderne verden og det moderne menneske, som Andersen selv gjorde anskuelig gennem sine værker, sin kunstnerstemme og sin skæbne. Det er ikke et helt, men et sammensat menneske, vi får et billede af. Ja, det er netop i sammensatheden, i fraværet af sammenhæng omkring det angivelige omdrejningspunkt, vi kalder sjælen, at fascinationen af og indsigten i dette sære, moderne brudmenneske opstår: H.C. Andersen. Nogle gange slås han med sin skygge. Andre gange stjæler han de andres anerkendelse. Så er han gammel, så alt for ung. Så tørrer han fødder og piller fnug for at blive salonfæhig. Og i en bevægende scene er han blot fuldstændigt fortvivlende alene. Denne forestilling bringer Andersen op i vores tid. Den anskueliggør, at vores tid så at sige startede med ham. Han er ikke noget barn af biedermeierkulturen eller nogen barnlig forfatter. Han er tværtimod i ekstrem grad moderne. Ligesom hans eventyr er det: foruroligende, farlige, sært sammensatte, samtidig med at de udgør deres helt eget univers. På dette punkt ligner Kirsten Dehlholm sin store forgænger. Også hos hende myldrer det med aparte figurer og sære fortællinger. Og også hos hende danner dette mylder af liv et sammenhængende og eventyrligt univers af lyd, billede, rum og bevægelse. Også her følger kavalerer, støvleknægte og flipper efter hinanden og danner en fortælling, som fascinerer og skræmmer. I 'Jeg er kun skindød' gendigtes Andersen ikke. Her sættes han i spil af og mod en anden stor kunstner. I den forstand er forestillingen en triumf for Hotel Pro Forma og for Kirsten Dehlholm. Men den er også en triumf for dem, der gjorde det hele muligt, og som tændte gnisten. H.C. Andersen Fonden og dens direktør, Lars Seeberg, der har fremkaldt så mange finkulturelle skrig og skrål. Tina Turner og Parken var blot flødeskum og lagkage og fanfare før festen. »Se så! Nu begynder vi. Når vi er ved enden af historien, ved vi mere, end vi nu ved ...«. Den rigtige fest for H.C. Andersen begyndte 9. april - på Schauspielhalle Kalk. Skade, blot, at danske dagblade intet har meddelt derom. Men måske er der for langt til Köln.