Energipolitisk er vi i vid udstrækning stadig styret af tankegangen fra oliekriserne i 1970`erne, hvor der kom fokus på at spare fossile brændsler. Dengang var målet at mindske afhængigheden af olie fra Mellemøsten. I de seneste 10-20 år har der fortsat været fokus på at spare på de fossile brændsler, men nu skal det primært ske for at mindske miljøbelastningen. Uanset hvilket hensyn der ligger til grund, er det imidlertid fornuftigt at spare fossile brændsler. Det er en begrænset ressource, den er dyr, og der er knyttet en række miljømæssige problemer til forbruget. Lad os derfor slå fast, at der er gode grunde til at spare på kul, olie og gas. Men samtidig er det væsentligt at fastholde, at energi er meget andet end fossile brændsler. Situationen i Danmark er også helt anderledes end i 1970´erne og i det meste af den øvrige verden, blandt andet som følge af mange års vellykket dansk energipolitik. Derfor er det uhensigtsmæssigt, at begrebet 'energibesparelser' har fået en nærmest religiøs status, og det er direkte farligt med en useriøs jubelevaluering som den, Elsparefonden i oktober 2004 har betalt for at få udarbejdet om egne fortræffeligheder. Med en fri omskrivning af H.C. Andersen kan man konstatere: 'De har jo ikke noget tøj på'. Elsparefondens påståede succes kan reelt ikke dokumenteres, og derfor skal man være yderst påpasselig med at oprette en Varmesparefond efter lignende model, som der i øjeblikket er planer om. Det vender jeg tilbage til senere. I virkeligheden handler det nemlig om, at samfundet skal være baseret på et intelligent energiforbrug. For at synliggøre det er det nødvendigt at starte historien om energibesparelser et andet sted. At energibesparelser ikke er et mål i sig selv, kan illustreres med et par eksempler: På en blæsende dag i et sommerhus på den jyske vestkyst, hvor vindmøllerne snurrer på livet løs, er elprisen helt i bund, og der eksporteres en masse billig el til vore nabolande. I den situation kan alle vel være enige om, at der ikke er hverken samfundsøkonomisk eller miljømæssig fornuft i at spare på det elopvarmede vand i badet. Et andet eksempel kan være et fjernvarmeområde, hvor varmeproduktionen udelukkende består af overskudsvarme, der alternativt skal køles væk i et køletårn, hvis varmen ikke bliver anvendt. Der er altså ikke perspektiv i bevidstløst at skrue ned for energiforbruget og gemme sig under dynerne. Det får vi næppe heller danskerne til i større udstrækning. I stedet bør vi fremme et mere intelligent energiforbrug, hvor vi sparer på de fossile brændsler og mindsker miljøbelastningen af vores energimæssige adfærd. Derved kan vi realisere målene om mindre forbrug af fossile brændsler og mindre miljøbelastning uden at mindske komforten, hvis vi griber det rigtigt an. Det er der også bedre muligheder for at gøre til en folkesag som erstatning for de mange sparekampagner, der af de fleste opfattes som grå og kedelige. Og det nytter heller ikke noget at forsøge at bilde befolkningen ind, at de skal spare på den energi, der ikke har negativ betydning for samfundsøkonomi og miljø. Den hopper vi ikke på i det lange løb, og det kan oven i købet medføre et uheldigt troværdighedsproblem i forhold til andre mere lødige kampagner inden for energiområdet. Et intelligent energisystem handler om, at man især bruger den samfundsøkonomisk og miljømæssigt billige energi og sparer på den energi, der belaster samfundsøkonomi og miljø. Det er der eksempelvis fokus på i begrebet 'primære energifaktorer', der optræder i EU's direktivforslag vedrørende 'ECO labelling of heating systems'. Her værdisættes de enkelte brændsler ud fra tanken om, at 1 kWh produceret på spildvarme fra industrien ikke har samme omkostning som eksempelvis 1 kWh el produceret på kul. Sverige og Finland er nået et langt stykke med deres arbejde på området, hvor el til opvarmning gives værdien 2,5, og spildvarme gives værdien 0. Alle andre brændsler (biomasse, affald, gas, olie, kul) ligger i området 0-2,5. Der er mange andre elementer i et intelligent energiforbrug, men det grundlæggende er at afbalancere produktion og forbrug bedre end i dag. Et eksempel kan være, at der afgiftsmæssigt åbnes for, at vindmøllestrøm i perioder med 'overskuds-el' kan bruges til produktion af varme. Det kan nemt udføres i praksis via varmepumper og elpatroner, idet man i fjernvarmesystemerne ved hjælp af akkumuleringstanke uden videre kan opbevare varmt vand i ganske lange perioder og dermed netop bidrage til at afbalancere produktion og forbrug. 'Vind til varme' så at sige - det er da intelligent! I stor skala er det mest intelligente energiforbrug i Danmark i dag knyttet til fjernvarmesystemerne. Til alt held er fjernvarme den dominerende opvarmningsform herhjemme med en andel på cirka 60 procent af alle landets husstande. Dette er positivt, fordi fjernvarmesektoren er i stand til at nyttiggøre store energimængder, der ellers ville være spildprodukter ved affaldsforbrænding, el-, industri- eller landbrugsproduktion. I nogle tilfælde er fjernvarmen den eneste mulighed for denne nyttiggørelse. At 60 procent af landets husstande opvarmes med fjernvarme, betyder for eksempel, at der kun udledes halvt så meget CO2, som hvis de samme husstande havde individuel olieopvarmning. Fjernvarme er således et vigtigt element i dansk energipolitik i relation til høj energieffektivitet, forsyningssikkerhed, miljø samt CO2-reduktion og har en stor andel i det forhold, at det samlede danske energiforbrug har været nogenlunde uændret de seneste cirka 20 år, hvilket er helt unikt i en international sammenhæng. Et andet udtryk for det er, at det opvarmede rumareal i Danmark i samme periode er steget med omkring 25 procent, mens det samlede endelige energiforbrug er faldet med over 10 procent. Og det er sket uden tab af komfort og i stort set alle fjernvarmeområder til en rimelig pris for forbrugerne. Derfor er det vigtigt, at forudsætningerne for fjernvarmesystemet ikke udhules, fordi man af andre hensyn forringer fjernvarmens rammevilkår. Det kommer meget nemt til at skabe en samfundsøkonomisk og miljømæssig suboptimering. Et eksempel kunne være at give tilskud til individuelle anlæg, for eksempel solfangere, i fjernvarmeområder. Solfangere producerer mest varme i sommerperioden, hvor der samtidig er mest spildvarme til rådighed, som derfor skal bortkøles på anden måde. Det sker typisk ved anvendelse af elektrisk drevne ventilatorer, som medfører et øget behov for elproduktion på centrale værker og dermed et endnu større behov for bortkøling af overskudsvarme. Individuelle alternative energikilder inden for fjernvarmeområder medfører således ofte et samfundsøkonomisk tab, og problemstillingen knytter sig ikke kun til solfangere, der her alene er brugt som illustration. Solvarme kan være en fortrinlig energikilde, men den skal indgå i den kollektive varmeforsyning for at være optimal. Fjernvarme er netop et effektivt distributionssystem til indplacering og udnyttelse af nye teknologier og energiformer og dermed en væsentlig forudsætning for realisering af stort set alle tænkelige alternative energipolitiske målsætninger. Fastholdelse af denne fleksibilitet i form af en velfungerende fjernvarmesektor bør derfor være et mål i sig selv i energipolitikken. Derfor skal man passe på med at forringe fjernvarmes konkurrenceevne i forhold til individuelle løsninger som brændeovne og pillefyr, der miljømæssigt er problematiske. Fjernvarmesystemet sikrer, at varmeproduktionen sker under kontrollerede og veldokumenterede forhold. Fjernvarmesystemet kan derfor på nogle områder betragtes på lige fod med for eksempel renovation, vandforsyning og spildevandsafledning, og det bør derfor være en selvfølge, at boliger beliggende inden for fjernvarmenettene som hovedregel er tilsluttet fjernvarmesystemet. Samfundet accepterer jo normalt heller ikke, at husstande individuelt etablerer systemer for renovation, vandforsyning og kloakafledning, og bør ud fra samme hensyn heller ikke acceptere individuelle varmekilder, hvor der findes kollektive systemer, idet det er de individuelle varmeanlæg, der påfører os andre de fleste problemer omkring miljøbelastning m.v. Disse forhold er det afgørende at holde fast i, når vi taler om besparelsespotentialet på opvarmningsområdet. Blot at tale om boligopvarmning giver ingen mening. Vi må som minimum skelne mellem boliger beliggende i de kollektivt forsynede områder med fjernvarme eller naturgas og i det såkaldte område 4 (20-25 procent af Danmark), hvor individuelle opvarmningsformer af enhver art forsyner boligerne med varme. Det egentlige potentiale, ikke mindst miljømæssigt, ligger klart i område 4. Derfor er det her, fokus bør være, frem for på marginale forbedringer i de områder, der stort set fungerer optimalt. Og nu skal vi tilbage til de indledende bemærkninger om Elsparefonden og parallellen til H.C. Andersens historie om 'Kejserens nye klæder'. Som ovenstående viser, er det afgørende, at vi ikke bevidstløst taler om besparelser. Og det er rigtig farligt, hvis man tror, at Elsparefonden er en succes, og derfra slutter, at så må vi også hellere se at få etableret en Varmesparefond. Jeg bliver i den forbindelse nødt til at uddybe, hvorfor det er en illusion at kalde Elsparefonden en stor succes. Fonden råder over cirka 90 millioner kroner årligt, der opkræves over vores elregninger. Elsparefonden har i sin evalueringsrapport fra oktober 2004 det i udgangspunktet fornuftige anliggende, at det skal vurderes, hvad der kommer ud af disse midler. Her når man frem til, at måles de opnåede elbesparelser mod omkostningerne til Elsparefonden, så er aktiviteterne en god forretning for både samfundet og de enkelte husholdninger. Konklusionen er imidlertid desværre baseret på et tvivlsomt grundlag: For det første godskriver Elsparefonden sig selv stort set alle elbesparelser i dette land, selv om der jo også er andre, der arbejder med elbesparelser. For det andet glemmer Elsparefonden, at meget af den el, der spares, også afgiver varme. Det betyder, at hvis man eksempelvis sparer el ved at slukke lyset på en kold vinterdag, så øger man alt andet lige varmeforbruget. Samme mekanisme er gældende ved stort set alle elbesparelser. For det tredje er det ikke elforbruget som sådan, der er et stort problem, men tidspunktet for forbruget, der er det afgørende i forhold til de overordnede målsætninger. For det fjerde regner man med, at hvis en borger med et tilskud på 500 kroner køber et nyt køleskab, så smider han det gamle ud bagefter. Men alle os, der bor vest for Valby Bakke, ved, at sådan er virkeligheden ikke. Gamle køleskabe bliver blot stillet op et andet sted. Er man i tvivl, kan man blot studere annoncerne i Den Blå Avis. Og skulle køleskabet være så dårligt, at det må kasseres, ville man jo nok have købt et nyt, uanset om der var et tilskud på 500 kroner eller ej. I den forbindelse vil jeg da også lige nævne, at såfremt der fra det offentlige skal gives tilskud til individuelle anlæg, vil der være meget mere idé i at give tilskud til for eksempel solfangere i de områder af landet, hvor der ikke er kollektive forsyningssystemer. Det vil batte noget energimæssigt og har samtidig en række positive sidegevinster erhvervs- og beskæftigelsesmæssigt, men det er en anden historie. Der er i det hele taget en række forhold i evalueringsrapporten om Elsparefondens effektivitet, der kan stilles spørgsmål ved. Rapporten er ret omfattende, og der er formentlig ikke ret mange, der har læst den i sin fulde længde. Men det er mig alligevel helt ubegribeligt, at der ikke er flere energipolitikere eller journalister, der har stillet nærgående spørgsmål til forbruget af de 90 millioner kroner om året. Nu er der fra politisk hold ønske om at etablere en Varmesparefond med inspiration fra Elsparefondens 'succes'. Det synes jeg, politikerne skal tænke meget nøje over, før der gøres alvor af tankerne. Ud fra en overordnet målsætning om at mindske forbruget af fossile brændsler og nedbringe miljøbelastningen ved energiforbrug er det, der reelt betyder noget på varmeområdet, følgende: 1) Forbedringer af de individuelle opvarmningsformer i område 4 (oliefyr m.v.). 2) Elvarmekonvertering (hvilket er en af de faktiske succeser i Elsparefondens virke, selv om det reelt er fjernvarmeselskaberne selv, der har finansieret det meste af denne aktivitet). 3) Kvaliteten af varmeinstallationer i de enkelte husstande. 4) Bedre udnyttelse af overskudsvarme fra industrien. 5) Afgiftsomlægninger, der muliggør udnyttelse af 'overskuds-el' fra vindmøller til varmeproduktion. 6) Fremme af intelligent energiforbrug. Min opfordring til politikerne er derfor: 1) Lad jer ikke forføre af det umiddelbart tiltrækkende ved energibesparelser i al almindelighed. 2) Fokuser på at fremme et intelligent energiforbrug. 3) Sæt jer sammen med varmesektoren og formuler nogle relevante målsætninger, som vi sammen kan finde ud af, hvordan vi opnår bedst og billigst. På den måde undgår vi, ligesom med Elsparefonden, at etablere en dyr og løsrevet institution uden nærmere sammenhæng med energisektoren og virkeligheden.