I den engelske forfatter Ian McEwans seneste roman, 'Saturday', foretager teenageren Theo et tidstypisk regnestykke: »Når vi forholder os til de store ting, den politiske situation, den globale opvarmning, fattigdommen i verden, så ser det hele virkelig forfærdeligt ud, intet bliver bedre, der er intet at se frem til. Men når jeg tænker i en lille skala, tættere på - du ved, en pige, jeg lige har mødt, en sang, jeg skal indspille med Chas, eller at jeg skal stå på snowboard i næste måned, så ser det hele fantastisk ud. Så det skal være mit motto fremover - tænk småt«. Theos far, hjernekirurgen Perowne, er overbevist tilhænger af fremskridtet. Selv når han tænker i den store skala, kan han ikke konkludere andet, end at livet er fantastisk, og at det bare bliver bedre og bedre. På hvert eneste niveau, materielt, medicinsk, intellektuelt, følelsesmæssigt, er livet forbedret for det store flertal af mennesker. Romanen udspiller sig i løbet af en enkelt dag; den lørdag, da millioner af mennesker, i London og en række andre vestlige hovedstæder, samles for at protestere mod Amerikas planlagte krig i Irak. Perowne er en nølende tilhænger af krigen, men på sin vej gennem London hænger han fast i demonstranternes endeløse rækker. Han bliver irriteret: Det er en fundamental menneskeret, tænker han, en gang imellem at være i fred for verden og dens begivenheder og koncentrere sig om sit eget liv. Også fremskridtets repræsentant foretrækker at tænke småt, når regnskabet skal gøres op. Når politik udelukkende baseres på tænkning i den store skala, ender den i ideernes diktatur over mennesker. Når den gør det omvendte og kun tænker småt, ender den med at forråde det ansvar, vi nødvendigvis har, ikke blot for vore egne handlinger, men også for deres alt for ofte uforudsete konsekvenser. I Danmark, som er en krigsførende nation, er krigen i Irak et tabu. Vi handler stort, men gør som Theo og hans far: Vi tænker småt og hylder den vigtigste menneskeret: retten til at være i fred for verden. Vores kulturminister, den altid uforlignelige Brian Mikkelsen, gør status over krigen og nævner som dens vigtigste resultat, at 50.000 irakere nu har internetadgang. Han nævner ikke, at mindst 100.000 irakere har betalt med deres liv for de lykkelige fås adgang til den frie informationsstrøms glæder. Der findes ingen officielle tabstal for irakere i denne krig, som vi fører på deres vegne. Da den amerikanske ambassadør i Bagdad, John Negroponte, af den britiske BBC-journalist John Simpson bliver spurgt om antallet af dræbte irakere i krigen, svarer han ligeud, at det har han ingen anelse om. Han har ingen forklaring på sin egen uvidenhed. Da John Simpson henvender sig til det irakiske indenrigsministerium, får han at vide, at der inden for de seneste måneder har været cirka 3.000 dræbte i Bagdad. Omkring en tredjedel er blevet dræbt i terroristernes attentater. Resten er blevet skudt af koalitionsstyrkerne. Fallujah er en by i den berygtede sunnitriangel, hvor koncentrationen af modstandere af de amerikanskledede besættelsesstyrker er størst. Kort tid efter at præsident George W. Bush har erklæret Amerikas mission i Irak for fuldbragt, dræber amerikanske soldater 14 demonstranter i Fallujah. Et år efter svarer oprørere i Fallujah igen ved at dræbe 4 amerikanere, lemlæste og afbrænde deres lig for derpå at hænge de groteske rester af det, der engang var mennesker, op i et trafikskilt. Amerikanerne svarer igen med en offensiv, men slaget om Fallujah ender uafgjort. I efteråret 2004 sætter amerikanerne en ny storoffensiv i gang med den begrundelse, at Fallujah nu er blevet tilholdssted for terrorister fra hele Irak. Amerikanerne har 72 dræbte og over 500 sårede. Fjendens tabstal beløber sig ifølge amerikanske kilder til cirka 1.600. Om antallet af sårede modstandere forlyder der intet, men skal man tro kameraoptagelser, der slipper gennem censuren, skyldes det formodentlig, at amerikanske soldater på stedet likviderer deres sårede modstandere. Det vides ikke, hvor mange civile der opholdt sig i Fallujah, da kampene brød ud, og vi kender heller ikke nogen tal på de døde og sårede. Humanitære hjælpeorganisationer som Røde Kors og Røde Halvmåne forhindres systematisk i at få adgang til byen, også flere uger efter at kamphandlingerne officielt er ophørt. Et par måneder senere kan facit gøres op. Fallujah, der engang havde 300.000 indbyggere, har nu 8.000. Byen er en ruinmark uden elektricitet eller rindende vand, og de overlevende flygtninge ser ingen mening i at vende tilbage. Da Tyskland overfaldt Polen, var Warszawa en blomstrende millionby. Da Anden Verdenskrig var forbi, havde byen 100.000 indbyggere. Fallujah er Irakkrigens Warszawa, og jeg drager her ikke nogen paralleller til den heroiske opstand i Warszawas jødiske ghetto. Jeg tænker blot på krigens slutresultat: det forbløffende syn af en storby, der er forsvundet fra Jordens overflade. Men her hører ligheden også op: Warszawa står for evigt i verdens bevidsthed. Fallujah finder aldrig nogen plads i den. Vi har fortrængt Fallujah, endnu før det sidste tomme patronhylster falder til jorden, og den sidste mur vælter. Hvis vi beder byens overlevende indbyggere om at tænke småt og bedømme ødelæggelsen af byen med privatlivets skala, vil resultatet formodentlig være negativt. Hvis vi beder dem om at tænke stort, vil de sikkert også have svært ved at forstå, at Fallujahs skæbne skulle være et nødvendigt offer på vejen frem mod demokrati. Der findes ikke nogen værdiskala, hverken stor eller lille, på hvilken ødelæggelsen af deres by vil give mening for dem. Men også for os, der lever fjernt fra Fallujah og krigen, er det vanskeligt at tale om Fallujah på en meningsfuld måde, men i modsætning til byens indbyggere kan vi som teenageren Theo fra Ian McEwans roman vælge at tænke småt og fortie de katastrofer, vi bærer et medansvar for. Den vigtigste position, når det kommer til diskussionen om krigen i Irak, er hverken en neoimperialistisk, en neokonservativ, en interventionistisk liberal eller på modstandernes side en pacifistisk eller blot en mere realpolitisk begrundet utryghed ved krigen. Den vigtigste position er slet og ret benægtelsen af kendsgerningerne. Vi tænker småt og overgiver os til trygheden i snæversynet: de 50.000 nyoprettede internetadganges sejr over virkeligheden. Efter Fallujahs fald og den angivelige udryddelse af terrorens kernetropper fortsætter modstanden mod besættelsestropperne med større intensitet end nogen sinde. Hvis jeg skulle have skrevet denne artikel midt i januar 2005, kunne jeg med baggrund i amerikanske efterretningsofficerers udtalelser have beskrevet et hastigt voksende oprør uden for enhver kontrol og en amerikansk hær, der er militært trængt og moralsk nedbrudt. I dag, et par måneder senere, må jeg med de samme medier som kilde konstatere, at stemmeafgivningen 30. januar med et magisk fingerknips har genindsat fremskridtet på tronen: Irak har bekendt sig til demokratiet og bevæger sig nu med stormskridt frem mod ordnede forhold. Tv-optagelserne af irakiske vælgere på vej til valglokalerne undgik ikke at virke bevægende, for man er en forræder mod alt det bedste i civilisationen, hvis man ikke deler deres håb om et bedre liv. Men hvor ofte er det ikke netop dette håb, der i selve øjeblikket for sin triumf bliver vildført og forrådt? Irakernes ja til demokratiet er et ja på trods. For hver dag, der går, synker de dybere og dybere ned i et anarki, der ikke er frihed, men umyndiggørelse. Det var ikke blot den irakiske hær, der kollapsede, da Saddam Hussein blev styrtet; det var også vandforsyningen, elektricitetsvæsenet, de fleste af landets virksomheder sammen med de institutioner, der skulle garantere borgerne et minimum af sikkerhed. Systemskiftet nåede aldrig det berygtede torturfængsel Abu Ghraib, der nu som før er et frygtens symbol; kun bødlernes nationalitet er skiftet. Det var ikke kun statuerne af Saddam Hussein, der blev styrtet fra soklerne. Et helt samfund fulgte med ham. Kun terroren er konstant. Før tyrannens fald hævdede den engelske premierminister, at Saddam Hussein, i de 25 år han var ved magten, nåede at tage livet af 400.000 af landets egne indbyggere. De amerikanske befriere har på mindre end to år taget livet af 100.000, et i sandhed respektindgydende resultat. Jeg blev for et par måneder siden opfordret til at sætte mit navn under en resolution forfattet af Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Resolutionen opfordrede regeringen til at trække de danske tropper ud af Irak og erstatte dem med humanitær støtte »på irakernes egne betingelser«. Når jeg valgte ikke at skrive under, skyldes det dels, at jeg udmærket er i stand til formulere mine egne holdninger og ikke har brug for et politisk parti til at gøre det for mig, og i øvrigt ønsker jeg ikke at spille den rolle som abekat, der normalt tiltænkes kunstnerne i den politiske debat, når venstrefløjen lader håndsvinget gå på lirekassen. Men især skyldtes min uvilje mod at levere den ønskede underskrift udtrykket »på irakernes egne betingelser«. For hvem er irakerne, hvad er deres egne betingelser, og ad hvilke kanaler udtrykkes de? Den krig, der føres på irakisk jord med så stor heftighed, gælder i sidste ende retten til at definere, hvad det vil sige at være iraker, og før den er afsluttet, og et fungerende demokrati er etableret, ved vi det ikke. Undertrykte folks største plage har ud over deres undertrykkere altid været de oprørsledere, der formynderisk foregav at tale på deres vegne og have førsteret til at udlægge de undertryktes behov. Hvem er folket i Irak? Er oprørsbevægelsen med sine daglige bestialske drab på uskyldige civile det irakiske folks autentiske stemme? I så fald har Irak ikke anden fremtid end blodigt kaos og nye ryggesløse undertrykkere. Der er ingen at holde med i denne krig, for det folk, der skal skabe landets fremtid, har endnu ikke fundet sin stemme. Amerikanerne holder med sig selv, og det samme gør oprørerne. Jeg tror ikke på optimisterne, der bagatelliserer en blodig opstand som et marginalt sikkerhedsproblem i et land, der bevæger sig frem mod mønstergyldige demokratiske tilstande. De lyver, både for sig selv og for os. Men jeg tøver også med at slutte mig til pessimisternes rækker, for jeg tror, at også pessimismen kan blive en medvirkende faktor i et nederlag, som vi alle har grund til at frygte. Foreløbig holder jeg med sandheden, vel vidende at den får vi ikke, og det er måske den største skade, krigen i Irak har påført os, der er så lykkelige ikke at befinde os i bomberegnen. Vi lever fra nu af i et demokrati, der, hvad angår de største spørgsmål, rutinemæssigt betjener sig af fortielsen og benægtelsen. Irak passerer gennem en gråzone af usikkerhed, og i den forstand er landets skæbne kun alt for symbolsk for det globale fællesskabs. Meget tyder nu på, at angrebene på New Yorks tvillingetårne kun var et påskud for at realisere et angreb på Irak, der allerede længe havde ligget klar, og som før eller siden ville have fundet sted med eller uden al-Qaedas medvirken. Mens Amerika skyder globaliseringen ind med krige, der kopierer den kolde krigs konfrontation mellem stater, er en ny krig brudt ud; en krig, der truer med at ende som et sammenstød mellem kulturer. Vi ved, at det ikke er fattigdom, der i disse år inspirerer til terrorisme. Terrorismen synes snarere at udspringe af en identitetskrise hos rodløse, men veluddannede unge muslimer, men den sandhed, at mennesket ikke lever af brød alene, gælder ikke kun for de veluddannede, men også for dem, der ikke har noget brød, altså de fattige. I Niger, verdens næstfattigste land, hvis muslimer altid har været kendt for deres moderation, så jeg unge gå rundt med Osama bin Ladens portræt på brystet af T-shirts, der blev uddelt gratis af fundamentalistiske græsrodsorganisationer. Krigen mod fattigdommen føres ikke fra kanontårnet i en amerikansk tank, og de fattiges krig mod deres egne vilkår føres heller ikke altid på de mest ligefremme måder. Ydmygelse er en af fattigdommens værste følgesygdomme, og i valget mellem en almisse og en stemme, der taler til dig, ikke som til en udstødt, men som til en udvalgt, er det muligt, du vælger den sidste. En sådan stemme hører de fattige kun sjældent, og at budskaberne fra Osama bin Laden er destruktive og fanatiske, er ingen undskyldning for, at vi, der kunne anvise anderledes konstruktive veje til en bedre verden end fanatismens falske bud, er mest optaget af at skyde os frem til noget, vi kalder demokratiet.