Forleden fik alle vi fastboende udlændinge tilsendt et spørgeskema sammen med en opfordring til at komme til møde om integration på borgmesterkontoret i kommunen her i Dordogne. 'Integration' er et luksusspørgsmål sammenlignet med tørklædedebatten i Frankrig og holdningen til indvandrere i Danmark, men relevant for en udlandsdansker, som bliver nødt til en gang imellem at standse op for at se, om selvindsigten stadig er i live. Når man bosætter sig i udlandet, skulle det gerne være et tilvalg af det nye land og ikke et fravalg af det gamle. Man skal også være klar over, hvor meget man ønsker at smelte sammen med de lokale, altså definere, hvor meget man vil gøre for at blive integreret, sammenlignet med hvor store anstrengelser man ville gøre sig hjemme, hvis man flyttede fra hovedstad til provins eller omvendt. Integration er tosidet, men begrebet kræver altid større indsats fra de tilflyttende end fra de lokale. Det tænkte jeg på, mens jeg cyklede ned ad bakken til det integrationsmøde, som handlede om udlændinge, der nu har slået sig ned i Sydvestfrankrig. Jeg har før konstateret, at udlændinge hernede betyder englændere. Der var en franskmand, som, til min fortørnelse, sagde til mig, at han lige havde mødt »en anden englænder«, og det gjorde intet indtryk på ham, at jeg opførte en lille fransk sketch med henholdsvis britisk og dansk accent for at vise den ret anselige forskel på intonation og vokalværdi i de to sprog; han så bare høfligt på mig og sagde, at som sagt havde han lige mødt en anden englænder. Danmark er ikke på kortet hernede, og det kan ikke nytte at være irriteret over det, for helt ærligt, hvilken skandinav kan uden tøven pege på Kiruna, Lahti og Bergen i Norden? I den senere tid har der dog helt usædvanligt været noget om Danmark i pressen. Dels har der været en rosende omtale af Bjarne Riis, som ganske vist blev gjort til nordmand i den første halvdel af artiklen - det var nu helt forfriskende, for ellers plejer Skandinavien at være lig med Sverige. Dels hørte jeg til min undren i en diskussion på Radio Culture, at selv om danskerne ligesom franskmændene betaler høje skatter, traller man i Danmark nærmest hen med selvangivelsen, fordi danskerne véd, at pengene går til noget ordentligt, hvorimod man her i Frankrig jo vidste, at pengene kun blev brugt til at fore ministrenes reder med, og derfor arrangerede man så mange vrede protestmarcher eller strejkede. Der har lige været nogle sager om dyre huslejer for blandt andre finansministeren; han, som skulle formane franskmændene til at være mere økonomiske, havde lige lejet sin private lejlighed i Latinerkvarteret ud og i stedet installeret sig i en toetages tjenestelejlighed i Paris, der månedlig kostede det offentlige, hvad der svarede til en almindelig årsløn. Ganske vist har ministeren otte børn og begik sådan set ikke noget ulovligt, men måske noget umoralsk? Han måtte gå af. Her blev de nordiske lande, som sædvanlig med Sverige i spidsen, rost for deres ministerielle mådehold og hårde kurs over for overdreven brug af blandt andet kontokort. I samme uge blev Danmark nævnt igen: En fransk rockgruppe udtalte i fjernsynet, at den havde været på en stor turne, blandt andet til Tyskland og Holland, og - sigende pause og store, runde øjne - helt til Danmark. En vovelysten gruppe. Men under et besøg hos lægen, der også selv havde fået bronkitis, så vikaren interesseret på ø'et i mit navn og spurgte, om jeg ikke kunne give ham et par bogtitler af danske forfattere oversat til fransk. Jeg var lige ved at falde ned af stolen, men udskrev jo straks en dansk litteraturrecept. Og endnu bedre: Den ene af de to Gauloise-rygende ungersvende med sort overskæg og hestehale, der lige har isoleret vores loft, fortalte mig, at han var ved at lære dansk i Bordeaux. Hvorfor? Spurgte jeg skeptisk. Faldet for en dansk pige? Næ, han syntes bare, det kunne være interessant, og han havde opholdt sig en del år i England og kunne se, at sprogene var mere indbyrdes forbundet, end de var med fransk, så han ville arbejde ud herfra. Uventet, men også et bogstavelig talt isoleret tilfælde. På borgmesterkontoret var der stillet stole op, og en gruppe mennesker, hvoraf mange så ud til at kende hinanden, stod og ventede på borgmesteren og det medlem af byrådet, som skulle være med til at lede mødet. Til trods for at vi har haft hus hernede i 26 år og har boet her fast i 4, kendte jeg ikke en eneste i gruppen. En britisk tosproget dame skulle fortælle om de EU-midler, der var sat af til at lempe integrationen af udlændinge i lokalsamfundet. Hun understregede, at det ikke var meningen, at der skulle drives sprogundervisning, folk måtte selv lære sig fransk, men man ville kunne udpege den rigtige retning for folk; der ville blive mulighed for hjælp til skolevalg for børnene og fortolkning af love, støtte til forståelse af skattebilletten m.v. Først skal hele kantonen dog være enig om arten af hjælp, og da kantonen består af sytten kommuner, og franskmænd ikke mener - som Shakespeare - at viddets sjæl er korthed, kan det tage tid. Men det er en udstrakt hånd. Byrådsmedlemmet talte engelsk, og det viste sig også, at det eneste anderledes-etniske indslag blandt udlændingene var mig; alle andre var briter. Det mærkes, at regionen Aquitanien har været engelsk område. Ganske vist i middelalderen, men gennem årene har briterne til stadighed rejst i området og i mange tilfælde slået sig ned for alvor. Blandt andet på nogle af vinslottene. De briter, som bor på vores egn, er for størstedelens vedkommende folk, der har solgt et hus derhjemme med stor fortjeneste (huspriserne er endnu vildere i Storbritannien end i Danmark) og derfor har kunnet købe sig en pæn ejendom her og endda have noget tilovers. Jeg har aldrig før hørt noget dårligt om briterne fra de lokale. Man har faktisk været glad for, at forfaldne huse blev sat i stand, at der blev anlagt pæne haver, og at de lokale handlende kunne nyde godt af kundernes forbrug. Men for første gang har der i det sidste års tid været knurren over, at ganske almindelige briter jobber priserne på huse op, så ganske almindelige lokale ikke længere har råd. Landmænd på øen Ré, som er et hypersnobbet sted i et nærliggende departement, har for eksempel måttet betale eksorbitante skatter på deres mindre gårde på grund af herlighedsværdien, og hvis de nu ville sælge, kunne de jo få en god pris. Men de vil ikke sælge, de vil sidde og være pensionister på den gård, som er gået i arv i familien; de vil ikke til byen eller på plejehjem. I Dordogne går det stadig nogenlunde, men i de sydligere departementer i regionen Aquitanien, som går helt ned til Pyrenæerne, er priserne steget meget de sidste fem år. Vores egen lille landsby, som altid har været en god blanding af franskmænd (mest) og udlændinge, næsten alle fransktalende og derfor med i sladderen, er ved at ændre sig og blive mere britisk. Noget chikt sted bliver det dog aldrig, dertil er her for megen gødning, majs og traktorbenzin, men restauranten to kilometer væk er blevet totalt og højrøstet britisk, og de lokale sniger sig væk, fordi det nu er dem, der ikke føler sig integreret. Selv om det er hyggeligt, at man giver så meget hånd med alle og enhver hernede hver dag: postbuddet, slagteren, naboen - kan jeg somme tider, når jeg er i det dystre hjørne, tænke mit. Hygiejneniveauet er ikke helt som i Danmark. På toiletterne i sportsklubberne er der hverken sæbe eller håndklæde, men det kan sådan set være ligegyldigt, der er nemlig heller ingen håndvask. Men for det meste synes jeg, håndtrykkeriet er hyggeligt. Borgmesteren gav mange håndtryk, ikke så mange kindkys, det var sådan, man kunne afkode, hvem han betragtede som integreret, og jeg ville være blevet stødt, hvis jeg var blevet spist af med et håndtryk. Han betragter mig som indsluset og har blandt andet bedt mig om at oversætte en bandbulle om affaldssortering fra fransk til engelsk. I vores egen landsby har jeg flere gange måttet iføre mig lange gummihandsker for at sortere affaldet bogstavelig talt på stedet, og det bliver man træt af, især i sommervarmen. Det klagede jeg over, og så røg der en pamflet rundt til feriehusene. Nu er der ingen undskyldning for ikke at sortere grønt for sig og pap for sig. De spørgsmål, som faldt på mødet, var interessante for en lommepsykolog som mig, der i min etniske ensomhed kunne se, hvordan cirka en tredjedel af de fremmødte nok skulle have fundet sig et andet sted at fejre den tredje alder. De fleste spørgsmål drejede sig om skattebilletten, og der var højlydt utilfredshed med afgifterne. Borgmesteren bemærkede smilende, at de skatter havde de lokale jo skullet leve med altid, så velkommen på holdet. For pensionister er skatterne lave her, men ellers ikke. Skattetrykket er højt, og selve systemet er anderledes end det, man er vant til, men der er nu blevet oprettet særlige kontorer, hvor man kan få vejledning på engelsk i, hvordan man udfylder formularerne. Det er en fin service, men det er selvfølgelig også praktisk for myndighederne, for pengene skal jo ind, og det kan spare tid. En meget forurettet herre blandt mødedeltagerne syntes, det var forkert, at der ikke var særlige sider på engelsk i den lokale avis, specielt om dette punkt. En anden deltager gjorde ham dog opmærksom på, at nu befandt han sig altså i Frankrig, og derfor var aviserne på fransk. I øvrigt udgives der engelsksprogede aviser i Dordogne, så han behøvede ikke at føle sig fortabt, selv om jeg synes, det ville være smartere at gøre en indsats med lokalavisen, som ikke har noget højt lixtal. Bagefter sladrede jeg lidt med borgmesteren om mødedeltagerne, og han fortalte, at han havde mange flinke bekendte blandt de lokale udlændinge, men at han syntes, briterne 'ghettoiserede' sig mere og mere. De mødtes til te og drinks, blev i deres egne grupper og betragtede efter hans mening de lokale med mild overbærenhed, samtidig med at de beklagede sig over, at de ikke kunne komme i kontakt med dem. Da de fleste på spørgeskemaet havde svaret, at de især havde bosat sig på grund af livskvaliteten i departementet, syntes han, det var ulogisk, at man ikke anstrengte sig mere for at blive integreret. Men måske integration ikke betyder det samme for alle, måske betyder det snarere, at man vil gøre, præcis som man plejer, bare i et bedre klima. Jeg kunne forsikre ham om, at danskere i udlandet er mindst lige så gode til at indkapsle sig i ghettoer, måske af tryghedsgrunde. Vi var enige om, at uden viljen til at lære fransk, ikke nødvendigvis formfuldendt, men altså uden at vise en lyst til at kommunikere var det ikke muligt at blive integreret her. Da jeg cyklede hjem under muntre tilråb fra både vejmanden og postdamen, tænkte jeg på, hvor rart det var at blive smilet til og behandlet venligt, men også på, at man godt kan være integreret på en reserveret måde. Der er ikke tid til at være social hele tiden, ikke for nogen af os, for vi er jo ikke på ferie, og ligesom jeg respekterer pukleriet i marken, respekterer man, at jeg laver noget underligt noget med bøger. Der er ingen franskmand, som nogen sinde ville tro, at jeg var fransk, også selv om jeg taler det flydende og kan skrue stemmen et leje op og nasalere på livet løs. Jeg ligner ikke en franskmand, jeg tænker ikke som en franskmand, men jeg er så tilfreds med at færdes op og ned ad dem, fordi de anerkender ens individualitet og påskønner, at man kan lide at diskutere med dem. Jeg er accepteret, og det er dejligt at snakke med folk om naturen, om, hvornår vi skal plante, og om vinen skal beskæres. Det med bøgerne gemmer jeg til de gamle venner. Det er også sjovt at tale med for eksempel den tidligere borgmester (den nuværendes onkel, det bliver i familien) om franskmændenes strejkeiver. Trods alle deres revolutioner er franskmænd generelt ikke særlig revolutionære, de brokker sig snarere, siger han. De hader forandringer, og når de strejker, er det ofte, fordi de vil have, at tingene skal blive ved med at være, som de var. Jeg synes, der er meget om snakken, men da franskmænd ellers er meget, meget forsigtige med at kritisere sig selv, ville det være taktløst at give ham ubetinget ret. I stedet for siger jeg, at det er imponerende, så hurtigt en strejke eller protestmarch med utallige deltagere kan blive stablet på benene i de større byer. De har jo ikke andet at lave, siger landmanden så; han fatter ikke, at man kan tjene sit udkomme ved at sidde bag ved et skrivebord. Ja, nogen kan vel, skynder han sig så at tilføje. Danskere kan købe hus i udlandet, udlændinge kan (endnu) ikke købe hus i Danmark. Det er et utroligt, og uretfærdigt, privilegium, vi har, og det er noget, som giver stof til eftertanke. For hvor mange vilde barbarer fra det sydlige Europa ville mon rent faktisk invadere de danske kyster, bortset fra de sædvanlige havhungrende tyskere, som gør bedre rent i sommerhusene, end vi selv gør, og hvor attraktive er vi mon som værtsland med vores nedadvendte mundvige over for alt det udenvælts? Vi elsker at tage sydpå og betragter det som en selvfølge at blive vel modtaget som turister. Som fastboende bliver man set an, men uden hverken angst eller lede. Der er trods alt mange indvandrere og dermed store sociale problemer i en række franske storbyer, men alligevel er der overskud til at tage et indslusende integrationsmøde i en lille landkommune og arbejde på, at så mange som muligt både falder til og bevarer deres individualitet.