Måske har vi allerede glemt den ulykke, der aldrig kunne ske. Skibet sejlede ind i broen. Men katastroferne kommer også meget gerne alene, uden menneskelig assistance overhovedet. Muslimerne tager det fatalistisk, når det sker, buddhisterne reagerer nøgternt, konstaterende; på de hjemlige breddegrader føler man nærmere skyld og søger en logistisk syndebuk, et rejsebureau eller et ministerium. Sådan, cirka, så det ud, da flodbølgen for et par måneder siden rullede gennem vores stuer med død og ødelæggelse - og kamera på. Alle sang om katastrofen, mens der blev spurgt, hvor hurtigt den ville blive glemt, eller om tsunamien gemte på en fortælling, der kunne leve videre. Hvis den i så fald skulle handle om, hvordan vores drømmes paradis med livgivende sol og varme, Mekong-whisky og blød hud nødvendigvis må opretholdes på en baggrund af en anden sandhed om fortabelse og tilintetgørelse, er den velkendt fra romantikken. Ikke nødvendigvis som straf for nydelsen - hvilket man godt kunne tro i det høje nord - men bare rent dialektisk, som et faktum. Romantikerne forlod gladelig dagligstuens vante tryghed til fordel for stormenes susen og spejlede længslen efter lidenskab i havets uforudsigelighed. Man dyrkede kaoskræfterne og vanviddet med 'ruinen' og 'skibsvraget' som yndlingsmotiv. Turisterne flokkedes til de steder, hvor flodbølger og oversvømmelser var inden for rækkevidde, kunstnerne satte deres staffeli op for at forevige de frygtindgydende vandmasser, der med deres ufattelige kraft rummede en sælsom livsbekræftelse. Samtidig med tsunamiens indhug blev 'verdens førende intellektuelle', den amerikanske forfatter Susan Sontag, revet væk i New York - hendes død stod omtalt på samme side i avisen som flodbølgen i Asien. Susan Sontag døde af de kaoskræfter, i mikro, vi kalder kræft. Et enkelt menneskes bortgang drukner let i den kollektive katastrofe. Når Jordens indre trækker på smilebåndet, går vi i panik og sender på bølger af fælles forfærdelse. Susan Sontags død blev i mængdens perspektiv lidt ensom. Hvert menneskes liv er enestående. Men nogens liv, om vi vil eller ej, betyder mere for flere. Susan Sontags bortgang vækker til eftertanke hos tusinder, der ikke kendte hende personligt. Man kommer uvilkårligt til at mindes Nietzsches frygtelige skelnen mellem Zarathustra og de almindelige gennemsnitsmennesker, ligesom man anfægtes af Georg Brandes' aristokratiske radikalisme. Men Susan Sontag var gennem et halvt århundrede en intens alvorsstemme midt i støjen, hvad enten hun kaldte sig selv en »forgabet æstet« eller som »tvangsmoralist« dukkede op i Hanoi under Vietnamkrigen, satte 'Vi venter på Godot' op i Sarajevo under belejringen eller samlede underskrifter som protest mod fatwaen rettet mod 'De sataniske vers'. Hvis medfølelse ikke var hende stærke side, havde hun som alle store narcissister en udviklet evne for medskyld. Susan Sontag var, hvad franskmændene kalder: et monstre sacré. Jeg kommer til at savne den inspiration, der udgik fra denne tænkende drage, der vogtede over kulturen som den amerikanske samvittigheds stemme. Men det var, som om hun i stigende grad gik alene på hængebroen til Europa. Hun inkarnerede i egen person den europæiske kultur i amerikansk gradbøjning og var i idiosynkratisk smag tændt på de smallest tænkelige europæiske forfatterskaber, ligesom hun excellerede i det Roland Barthes-inspirerede essay på sin egen overraskende måde - de profundis. Hun var født Susan Rosenblatt i 1933, hendes far døde, da hun var fem, og moderen, der var alkoholiker, sagde: »Hvis du ikke holder op med at læse alle de bøger, bliver du aldrig gift«. Allerede hendes essays 'Against Interpretation' fra 1966 var ærefrygtindgydende. Det var nyt og forjættende, at en kvinde jonglerede med dristige, hermeneutiske - og helt subjektive - tankeeksperimenter, hvor skellet mellem finkultur og massekultur blev ophævet til fordel for en mere magisk tilgang. Det sanselige fik Sontag tolket i sine romaner og måske i sine essaybøger om billedaflæsning og fotografi. Men det var som provokatorisk tænker, hun havde sit forte, som f.eks. i sine essaysamlinger om 'Sygdom som metafor', der udkom under aids-epidemien i 1980'erne. Hun insisterede - næsten puristisk, i hvert fald urealistisk, tror jeg - på at holde al sygdom fri for projektioner, hvad enten der var tale om en romantisering som af sygdommen tuberkulose - 'Kameliadamen' - eller en dæmonisering. Hendes tankegang var forvirrende, al den stund digtningen til alle tider - fra 'Ødipus' til 'Døden i Venedig' - har brugt billeder og talt lidelsernes sprog. Besudlingen gennem sproget har så at sige været en del af kuren, som hun viste i sin meget roste aids-novelle 'The Way We Live Now' i The New Yorker. Susan Sontag havde levet i forskellige kræftsituationer det meste af sit voksne liv og var for bare et par måneder siden den ældste person i verden, der nogen sinde havde modtaget knoglemarvstransplantation. Men hun havde altid talt med den autoritet, der kommer af at bære på døden og insistere på livet. Hendes skrift var - selv når den var mest moralsk indigneret - erotisk i sin trang til at forbinde sig med alverdens livsformer og udtryk. Det var denne mega-amerikanske livsintensitet, der smittede. Hendes begær efter at sætte sig ind i anderledes kulturelle sammenhænge, nye tænkemåder og moder, hendes enorme appetit på storhed, mad, opmærksomhed, den sjældne oplevelse, mesterværket, ja, hendes livsbegær og nydelse ved at være levende tilførte nyt liv til læseren. Hendes lange liv med brystkræft indbyder derfor til en anderledes livsbekræftende kræftmyte. For når celledeling, kræftens kendetegn, også er opskriften på livets begyndelse og tilblivelse af fostrets vækst i livmoderen, er det indlysende at tolke kræft som en almen og personlig livsfortælling snarere end som en privat offerhistorie. Man kunne endvidere hævde, at kræft ikke bare er en sygdom, man 'rammes af', det er også en indvielse i mysteriet. Ikke i dødens - for det er et kollektivt vilkår - men i livets mysterium, som det kan fremtræde i de 120.000 forskellige kræftformer, der findes, eller hvor mange der nu er. Alle mennesker har kræft i et eller andet omfang, også helt unge trafikdøde diagnosticeres med cancer, som er reglen snarere end undtagelsen. Den, der er erklæret rask, er derfor hverken syg eller kræftfri, men noget helt tredje og evigt nyt. I den ånd fornyede Susan Sontag sig hele sit kræftfulde liv. I 2003 blev hun tildelt boghandlernes kultur- og fredspris i Frankfurt, og hun kvitterede med en kritisk analyse af den amerikanske entreprise i Irak. Men hun måtte sande, hvordan hun gradvist og lige pludselig var kommet til at leve i en tid, der ikke mere havde brug for tanker. En overfladisk tid, hvor religion som kitsch havde erstattet politik og fanatiske følelser afløst argumentet - og hvor man blev kaldt 'landsforræder' for at stille påtrængende spørgsmål. For nylig udtalte den franske filosof Daniel Accursi: »Jeg er vred over, at man er holdt op med at tænke«. Med Susan Sontags død er man holdt endnu mere op. Hun var - ligesom Villy Sørensen i Danmark - en af de sidste højt kvalificerede dilettanter. Så længe hun var i verden, kunne man leve i tryg forvisning om, at der blev tænkt og grublet over sammenhænge og afgrunde, der ellers kan være svære at få øje på. Og man kunne lade sig inspirere af det, hun havde set, tænkt og formuleret gennem sit helt eget unikke temperament. Susan Sontag skrev historie med sin egen person som indsats i et virke, der i dag overhales af eksperter, specialister og konforme tænketanke. Da Susan Sontag døde midt i tsunamiens tv-transmitterede forlis-feuilleton, dukker hendes essay 'Regarding the Pain of Others' op i erindringen, hvor hun reflekterer over, hvordan man skal bære sig ad med at se på billeder af andres smerte og lidelser - uden at blive et moralsk monster? Svaret er ikke, at de sårende syn bør modificeres, eller at vi på nogen måde skal beskytte os imod dem. Tværtimod, vi skal tænke over dem. Hvis der er noget, Susan Sontag har efterladt os som en ledig bane, er det tænkningens kamp. Og ikke mindst i forhold til vold og krig, for som den gamle visdom lyder: 'Ingen kan tænke og slå nogen samtidig'. Reaktionen på de forfærdende billeder, vi ser til hverdag, må ikke være sløvhed, glemsel eller fortrængning, men netop: Se her! Sådan er mennesket også. I Susan Sontags optik har ingen mennesker efter en vis alder ret til uskyld, overfladiskhed, uvidenhed eller hukommelsessvigt, når det gælder ondskab. Spørgsmålet er, hvad vi skal stille op med de billeder, der sårer seeren - og egentlig også i stigende grad er beregnet på at gøre det. Lige siden kameraets opfindelse i 1839 har fotografiet været dødens ledsager. Billedet kunne fastholde det tabte, et dyrebart minde, en kær afdød. Lidelsens ikonografi er lang, lige fra Laookon, der sammen med sine sønner er filtret ind i søslanger, til de kristne martyrer, pyntet med pilesår eller pint med pisk. Der er både skam og rædsel forbundet med at se på andres smerte, men måske også en unævnelig nydelse, som strikkekonerne ved guillotinen under den franske revolution sikkert erfarede - ligesom enhver anden tilskuer på galgebakken eller ved vore dages trafikuheld. I 'Regarding the Pain of Others' ses et historisk vendepunkt med Dostojevskij og Goyas sorte raderinger. Her sker, ifølge Susan Sontag, et spring i den empatiske sorgs historie, »en ny standard for respons over for lidelse, et nyt spring i kunsten«, hvor andres lidelse griber ind i vores egen personlige historie. Vi risikerer ellers at blive moralsk afstumpede over for dagens tv- og tabloidrædsler, henvist til den perverse rolle som voyeurer, da vi ikke er uddannede som kirurger eller sygeplejersker - de eneste, der har konstruktiv adkomst til det syn, der sårer. Susan Sontag blev begravet på Montparnasse Kirkegård i Paris, hvor den franske skuespiller Isabelle Hubert læste digte af Rimbaud, Baudelaire og Samuel Beckett ved graven. Ærkeamerikaneren Susan Sontag blev stedt til hvile som den sidste europæer. Men hun var ikke den sidste. Ved nærmere eftertanke er der en til, og han hedder Nielsen. Han har sit eget teater, Das Beckværk i Gladsaxe, og går med terror-musicalen 'Den sidste europæer' i samme samvittighedsspor som Sontag. Forfatteren Claus Beck-Nielsen døde i 2001, hvilket er en veritabel booster, der gør ham særlig egnet til at stirre virkeligheden i øjnene. I Nielsens terror-musical er plottet en mobiliseringshandling, et helt nyt spring. For siden Susan Sontag skrev sit essay, har terror-mediekrigen temmelig ubemærket sneget sig ind og kidnappet endnu et område af vores psyke. Et nyt vendepunkt, en hidtil uset dimension i krigsreportagens historie er blevet en del af dagligstuens rituelle liv: På skærmen ser vi simpelt hen et menneske, der beder om vores hjælp, fordi det er taget til fange. For nylig hed han Ken Bigley, i dag hedder hun Florence Aubenas. Vi har vænnet os til, at der snart hver dag er et menneske, der taler ind i vores stue og siger, at vi netop er dem, der kan hjælpe og redde deres liv, fordi vi er - europæere! Men hvem er vi? Eksisterer den humanistiske civilisation stadig i Europa? Eller er den et postulat? Det er det spørgsmål, der tages op på Das Beckværk, og kommer vi i tvivl, så gør Nielsen os den tjeneste at bekræfte, at der i hvert fald er én europæer tilbage. Som svar på Susan Sontags refleksioner viser han, hvor umuligt det er at komme til at fortælle den personlige kærlighedshistorie, fordi Ken Bigleys bøn hele tiden griber ind. Beckværket iscenesætter den forestilling, der i al sin gribende enkelhed påviser, hvordan moderniteten har ædt hele virkeligheden, bid for bid, og spyttet den ud igen - som billeder. Alt higer efter at blive et billede - også mennesket vil helst være - et ikon. Jeg ved ikke, hvad man skal stille op med en teaterforestilling, der egentlig er at betragte som en kult med en mand, der af mystiske grunde har sat sig for at bære vores afmagt i forhold til virkeligheden, den tabte. Men han gør det. Og selv om det både er mærkeligt og smukt - 'sårbarhedens teater' er det blevet kaldt - så er det frem for alt et stykke virkelighed, der ellers er imploderet, men som her bliver fremkaldt for os igen som vores egen. Beckværket har tidligere påtaget sig rollen som 'parlament' med en diskussion af grundloven - og med teatret som demokratisk alternativ til mediefabrikken Christiansborg. Han har derefter - med vekslende held og en lille kuffert - indført demokrati i Irak og USA, hvilket er fotografisk dokumenteret i teatrets forhal. Denne gang er Beckværket så blevet en kultisk Nielsen-tjeneste, der påtager sig at bære vores hjælpeløshed akkompagneret af bevægende, truede, kærlighedssange, et mobiliseringsteater, der opfordrer til at overveje, om der tilfældigvis skulle være en ekstra europæer til stede i salen? Eller I Danmark? Når man tænker på de 50 øre, der har pint og plaget danskerne, kan man nok få sine tvivl om, hvorvidt der findes europæere tilbage i Danmark. Det vil vise sig, om Nielsen får ret i, at Den Sidste Europæer gik i Gladsaxe, når diskussionen om den europæiske forfatning skal gå sin gang.