0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hva' mæ' retskulturen?

På sin 70-års dag torsdagf gjorde juraprofessoren, MEP for Folkebevægelsen mod EU, status over retskulturens forfald - fra danske ministres nyeste lovbrud til international undergravning af de personlige frihedsrettigheder. Festforelæsning? Nej, opfordring til mytteri!

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Når man gennem et langt liv har beskæftiget sig med retsvæsen og politik, er det umuligt at lukke øjnene for de mange tegn på, at vi i disse år oplever et bekymrende retskulturelt forfald.

Jeg medgiver, at meningen med at påberåbe sig noget så højstemt som 'retskultur' trænger til en præcisering. For at nå frem til en meningsfuld forståelse - og perspektivere påstanden om forfaldet - lønner det sig at starte med nogle velkendte spor. De første spor, som er lidt små og lurvede, fører videre til de større, som ender i de helt store, frygtindgydende elefantaftryk.

De små spor er f.eks. det voksende antal enkeltsager, der afslører uregelmæssigheder begået af offentlighedens tillidsrepræsentanter. Regeringen Fogh Rasmussen har tydeligvis problemer med at leve op til det klassiske ideal: at myndighedspersoner skal være hævet over enhver mistanke. Regeringen har sat flere grimme spor, f.eks. accepten af, at den nu forhenværende Tove Fergo tillod sit ministerium at bevilge ægtemanden lønforhøjelser og dyrke kreativ bogføring, og at den daværende miljøminister beholdt sin stilling, selv om han favoriserede sine bekendte med offentlige støttemidler, og at finansministeren kunne overleve flere åbenlyse (og ganske kompromitterende) lovbrud; for ikke at tale om statsministerens frimodighed til at udpege en landbrugskommissær i strid med klare retsgrundsætninger om forbud mod personlige interesser hos offentlige myndighedspersoner.