0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Det kan nytte

Da den italienske journalist Guiliana Sgrena for fjorten dage siden blev frigivet efter en måned som gidsel i Irak, havde en international kvindebevægelse en del af æren: Kvinder i Sort er et netværk med grupper i omkring tredive lande, fortæller en af de danske medstiftere.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Den 4. februar i år blev den 56-årige italienske journalist Guiliana Sgrena kidnappet af bevæbnede mænd, lige efter at hun havde interviewet nogle indbyggere fra Fallujah, der havde søgt tilflugt i en moske på et universitetsområde i Bagdad.

Guiliana Sgrena er ikke en hvilken som helst journalist. Hun skriver for Il Manifesto, et venstreorienteret dagblad i Rom, der var imod sanktionerne mod Irak, var imod krigen og er imod besættelsen. Hun var en af drivkræfterne i 1980'ernes fredsbevægelse i Italien. Nu var hun i Irak for atter en gang, og som hun har gjort det hele sit liv, »at kæmpe og skrive på vegne af de svageste«, som hun selv udtrykte det i en udsendelse, der blev lavet i forbindelse med et af forsøgene på at befri hende.

Medlemmer af den italienske del af det internationale Kvinder i Sort-netværk satte øjeblikkelig en underskriftsindsamling i gang i og uden for netværket. En appel om en øjeblikkelig løsladelse. Den danske del af netværket sluttede op om denne appel og sendte den videre.

Den 11. februar kaldte det italienske netværk til international demonstration for frigivelse af Guiliana Sgrena og den franske journalist Florence Aubenas; 'vigil' er det ord, der bruges på engelsk, et ord, der leder tanken hen på det at våge eller nattevagt, og som egentlig passer langt bedre på manifestationsformen end ordet demonstration. Den mest almindelige aktionsform for Kvinder i Sort-netværket er nemlig vigils/demonstrationer, hvor deltagerne står i tavshed på en offentlig plads med bannere, klædt i sort. Et par stykker deler løbesedler ud.

I nogle kulturer er sort symbolet på sorg. Når Kvinder i Sort bruger farven sort, sker det dels som en allusion til denne symbolik, dels som en drejning af den. I feministiske aktioner, hvor deltagerne er klædt i sort, omdannes kvinders traditionelle, passive udtryk for sorg til en aktiv modstand mod krigens og voldens logik.

Således også ved denne lejlighed. En stor sorg over, at to kvinder, der har ønsket at rapportere uvildigt fra Irak, ønsket at give de svageste stemme, at selv de bliver identificeret med besættelsesmagten og dermed bliver legitime mål for terroristiske dele af modstandsbevægelsen i dens forsøg på at bekæmpe besættelsen. Men samtidig en aktiv og i udtrykket værdig modstand mod krigens og voldens logik.

De danske løbesedler har normalt både et nationalt og et internationalt perspektiv. Og altid en kvindevinkel. I dette tilfælde var det nationale perspektiv vævet ind flere steder. Anders Fogh Rasmussen hævder på vegne af den danske regering, at den danske begrundelse for at gå med i krigen ikke var masseødelæggelsesvåben, men ønsket om at vælte Saddam Hussein, i modsætning til begrundelserne hos de allierede Bush og Blair. For Kvinder i Sort har det været afgørende, at ingen af de påståede motiver kunne skaffe sig mandat fra FN's Sikkerhedsråd. Eller med FN's generalsekretær Kofi Annans klare tale: Krigen var ulovlig. Besættelsen skulle angiveligt have det formål at sikre fred og demokrati i Irak.

På løbesedlen 11. februar skrev Kvinder i Sort: »Den danske regering tager fejl. Man kan ikke sikre fred og indføre demokrati og respekt for menneskerettigheder - herunder ytringsfriheden - med en krig, der ikke alene rammer såkaldte oprørere, men også civilbefolkningen. Det ansete britiske tidsskrift The Lancet angiver 100.000 dræbte civile siden krigens begyndelse ... I kvindeperspektivet ser det også sort ud: Opbrud i kønsrollemønsteret er et af livsvilkårene i et land i krig eller under besættelse. Vold og aggression er en del af hverdagen. Der sker en systematisk forråelse. Forråelsen og nedbrydelsen af kønsrollerne betyder talrige og alvorlige overgreb på kvinder«.

Efter et afsnit om Guiliana Sgrena og Florence Aubenas blev løbesedlen afsluttet med et krav til den danske regering om øjeblikkelig tilbagetrækning af de danske tropper og støtte til frigivelse af de to kvindelige journalister.

Flere steder i verden blev der senere på måneden demonstreret igen med samme tema. Således også i Danmark, hvor Kvinder i Sort var på gaden 25. februar.

4. marts blev Guiliana Sgrena befriet/frigivet. En italiensk efterretningsagent, Nicola Calipari, forhandlede med bortførerne og fandt en løsning, der førte til hendes frigivelse. Efter frigivelsen, der formodentlig omfattede ejerskifte af en ret stor sum penge, var det planen, at hun og Nicola Calipari samt to andre italienske agenter skulle forlade Irak? Ved en amerikansk kontrolpost på vej fra Bagdad til lufthavnen blev der imidlertid åbnet ild mod bilen. Nicola Calipari kastede sig ind over Guiliana Sgrena, som blev lettere såret. Også de to andre agenter blev såret; men Calipari blev dræbt i forsøget på at beskytte det menneske, han var sendt af sted for at redde.

Det gik som en løbeild ud over Kvinder i Sort-netværkets mailinglister, at Guiliana Sgrena var befriet. En utrolig stor glæde. En lille sejr. Forslag om passager på næste løbeseddel. Det kan nytte. Eller måske simpelthen nyt tema for næste demonstration. Arbejdet går videre. Ingen tid til at fejre sejrene.

Først dagen efter fik vi den chokerende nyhed, som af redaktøren af Il Manifesto blev udtrykt på den måde, at der kun gik 15 til 20 minutter fra et menneskeliv blev befriet til et andet blev tabt. Der har været gisnet meget. En af teorierne går på, at amerikanerne var ude efter Guiliana Sgrena, benyttede lejligheden og bortforklarede skyderiet ved, at bilen kørte for hurtigt. Det er blevet sagt allerede under krigen, at amerikanske soldater er for dårligt uddannede og alt for nervøse i pressede situationer, som der kommer flere og flere af, hvorfor de skyder på alt, hvad der bevæger sig.

Det er ikke Kvinder i Sorts opgave at tage del i konspirationsteorier eller mere eller mindre vidtløftige gætterier, endskønt intet kan afvises. Men selv om Kvinder i Sort ikke forsøger at gisne om, hvad sandheden er i denne situation, er det vigtigt, at intet kan afvises. Krigen og besættelsen har den ene gang efter den anden afsløret den forråelse, der nævnes på løbesedlen. Hverdagens drab, overgreb og tortur er den indbyggede logik i den umenneskeliggørelse, som er selve krigens og besættelsens væsen. Også derfor må besættelsen bringes til ophør.

Women in Black - Kvinder i Sort er et verdensomspændende kvindefredsnetværk med dybe historiske rødder i flere kontinenter og i flere typer af kvindeorganiseringer.

Den dybeste rod er WILPF (Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed), der blev grundlagt i april 1915. Første Verdenskrig havde raset over Europa i ni måneder og kostede over 5.500 soldater livet hver dag. En gruppe kvindeaktivister kunne ikke sidde med hænderne i skødet og se til. De mødtes i Haag og krævede afslutning på krigen, universel nedrustning og lighed mellem kvinder og mænd og mellem nationer. Og de dannede Women's International League for Peace and Freedom.

Et tilsvarende slægtskab findes med Greenham Common Women's Peace Camp i Storbritannien, der i 1981 gik fredsmarch fra Cardiff til Greenham Common, hvor de slog sig ned, fordi det var et af de steder, hvor der skulle udstationeres nogle af de 572 krydsermissiler, som skulle anbringes over hele Vesteuropa. Lejren havde en dansk pendant i Ravnstrup.

En anden type rødder findes i bevægelser af kvinder, der krævede retten til gaderne, retten til at demonstrere, retten til at blive hørt i det offentlige rum. Det gælder især Black Sash (Sorte Tørklæder) i Sydafrika . Den tredje type udgøres af Madres de la Plaza de Mayo (Mødrene fra Plaza de Mayo) i Argentina, der søgte efter mennesker, som forsvandt under det undertrykkende regime.

Kvinder i Sort-netværket er engageret i arbejdet for fred og retfærdighed, og arbejder aktivt imod krig, militarisme, terrorisme og andre former for vold og uretfærdighed.

Et grundlæggende princip i netværket er gensidig støtte på tværs af grænser og konflikter. Og en vigtig udfordring er regeringernes militaristiske politik, der viser sit grimme ansigt i hverdagen uden for konfliktområderne.

Kvinder i Sort er ikke en organisation og har ikke vedtægter, love eller et manifest. Perspektivet fremgår af handlingerne og det, der udtrykkes på skrift og i tale. I lighed med flere af de grupper, der udgør de historiske rødder, har Kvinder i Sort et feministisk perspektiv. Ligesom f.eks. WILPF mener Kvinder i Sort, at der er sammenhæng mellem den vold,