Den 4. februar i år blev den 56-årige italienske journalist Guiliana Sgrena kidnappet af bevæbnede mænd, lige efter at hun havde interviewet nogle indbyggere fra Fallujah, der havde søgt tilflugt i en moske på et universitetsområde i Bagdad. Guiliana Sgrena er ikke en hvilken som helst journalist. Hun skriver for Il Manifesto, et venstreorienteret dagblad i Rom, der var imod sanktionerne mod Irak, var imod krigen og er imod besættelsen. Hun var en af drivkræfterne i 1980'ernes fredsbevægelse i Italien. Nu var hun i Irak for atter en gang, og som hun har gjort det hele sit liv, »at kæmpe og skrive på vegne af de svageste«, som hun selv udtrykte det i en udsendelse, der blev lavet i forbindelse med et af forsøgene på at befri hende. Medlemmer af den italienske del af det internationale Kvinder i Sort-netværk satte øjeblikkelig en underskriftsindsamling i gang i og uden for netværket. En appel om en øjeblikkelig løsladelse. Den danske del af netværket sluttede op om denne appel og sendte den videre. Den 11. februar kaldte det italienske netværk til international demonstration for frigivelse af Guiliana Sgrena og den franske journalist Florence Aubenas; 'vigil' er det ord, der bruges på engelsk, et ord, der leder tanken hen på det at våge eller nattevagt, og som egentlig passer langt bedre på manifestationsformen end ordet demonstration. Den mest almindelige aktionsform for Kvinder i Sort-netværket er nemlig vigils/demonstrationer, hvor deltagerne står i tavshed på en offentlig plads med bannere, klædt i sort. Et par stykker deler løbesedler ud. I nogle kulturer er sort symbolet på sorg. Når Kvinder i Sort bruger farven sort, sker det dels som en allusion til denne symbolik, dels som en drejning af den. I feministiske aktioner, hvor deltagerne er klædt i sort, omdannes kvinders traditionelle, passive udtryk for sorg til en aktiv modstand mod krigens og voldens logik. Således også ved denne lejlighed. En stor sorg over, at to kvinder, der har ønsket at rapportere uvildigt fra Irak, ønsket at give de svageste stemme, at selv de bliver identificeret med besættelsesmagten og dermed bliver legitime mål for terroristiske dele af modstandsbevægelsen i dens forsøg på at bekæmpe besættelsen. Men samtidig en aktiv og i udtrykket værdig modstand mod krigens og voldens logik. De danske løbesedler har normalt både et nationalt og et internationalt perspektiv. Og altid en kvindevinkel. I dette tilfælde var det nationale perspektiv vævet ind flere steder. Anders Fogh Rasmussen hævder på vegne af den danske regering, at den danske begrundelse for at gå med i krigen ikke var masseødelæggelsesvåben, men ønsket om at vælte Saddam Hussein, i modsætning til begrundelserne hos de allierede Bush og Blair. For Kvinder i Sort har det været afgørende, at ingen af de påståede motiver kunne skaffe sig mandat fra FN's Sikkerhedsråd. Eller med FN's generalsekretær Kofi Annans klare tale: Krigen var ulovlig. Besættelsen skulle angiveligt have det formål at sikre fred og demokrati i Irak. På løbesedlen 11. februar skrev Kvinder i Sort: »Den danske regering tager fejl. Man kan ikke sikre fred og indføre demokrati og respekt for menneskerettigheder - herunder ytringsfriheden - med en krig, der ikke alene rammer såkaldte oprørere, men også civilbefolkningen. Det ansete britiske tidsskrift The Lancet angiver 100.000 dræbte civile siden krigens begyndelse ... I kvindeperspektivet ser det også sort ud: Opbrud i kønsrollemønsteret er et af livsvilkårene i et land i krig eller under besættelse. Vold og aggression er en del af hverdagen. Der sker en systematisk forråelse. Forråelsen og nedbrydelsen af kønsrollerne betyder talrige og alvorlige overgreb på kvinder«. Efter et afsnit om Guiliana Sgrena og Florence Aubenas blev løbesedlen afsluttet med et krav til den danske regering om øjeblikkelig tilbagetrækning af de danske tropper og støtte til frigivelse af de to kvindelige journalister. Flere steder i verden blev der senere på måneden demonstreret igen med samme tema. Således også i Danmark, hvor Kvinder i Sort var på gaden 25. februar. 4. marts blev Guiliana Sgrena befriet/frigivet. En italiensk efterretningsagent, Nicola Calipari, forhandlede med bortførerne og fandt en løsning, der førte til hendes frigivelse. Efter frigivelsen, der formodentlig omfattede ejerskifte af en ret stor sum penge, var det planen, at hun og Nicola Calipari samt to andre italienske agenter skulle forlade Irak? Ved en amerikansk kontrolpost på vej fra Bagdad til lufthavnen blev der imidlertid åbnet ild mod bilen. Nicola Calipari kastede sig ind over Guiliana Sgrena, som blev lettere såret. Også de to andre agenter blev såret; men Calipari blev dræbt i forsøget på at beskytte det menneske, han var sendt af sted for at redde. Det gik som en løbeild ud over Kvinder i Sort-netværkets mailinglister, at Guiliana Sgrena var befriet. En utrolig stor glæde. En lille sejr. Forslag om passager på næste løbeseddel. Det kan nytte. Eller måske simpelthen nyt tema for næste demonstration. Arbejdet går videre. Ingen tid til at fejre sejrene. Først dagen efter fik vi den chokerende nyhed, som af redaktøren af Il Manifesto blev udtrykt på den måde, at der kun gik 15 til 20 minutter fra et menneskeliv blev befriet til et andet blev tabt. Der har været gisnet meget. En af teorierne går på, at amerikanerne var ude efter Guiliana Sgrena, benyttede lejligheden og bortforklarede skyderiet ved, at bilen kørte for hurtigt. Det er blevet sagt allerede under krigen, at amerikanske soldater er for dårligt uddannede og alt for nervøse i pressede situationer, som der kommer flere og flere af, hvorfor de skyder på alt, hvad der bevæger sig. Det er ikke Kvinder i Sorts opgave at tage del i konspirationsteorier eller mere eller mindre vidtløftige gætterier, endskønt intet kan afvises. Men selv om Kvinder i Sort ikke forsøger at gisne om, hvad sandheden er i denne situation, er det vigtigt, at intet kan afvises. Krigen og besættelsen har den ene gang efter den anden afsløret den forråelse, der nævnes på løbesedlen. Hverdagens drab, overgreb og tortur er den indbyggede logik i den umenneskeliggørelse, som er selve krigens og besættelsens væsen. Også derfor må besættelsen bringes til ophør. Women in Black - Kvinder i Sort er et verdensomspændende kvindefredsnetværk med dybe historiske rødder i flere kontinenter og i flere typer af kvindeorganiseringer. Den dybeste rod er WILPF (Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed), der blev grundlagt i april 1915. Første Verdenskrig havde raset over Europa i ni måneder og kostede over 5.500 soldater livet hver dag. En gruppe kvindeaktivister kunne ikke sidde med hænderne i skødet og se til. De mødtes i Haag og krævede afslutning på krigen, universel nedrustning og lighed mellem kvinder og mænd og mellem nationer. Og de dannede Women's International League for Peace and Freedom. Et tilsvarende slægtskab findes med Greenham Common Women's Peace Camp i Storbritannien, der i 1981 gik fredsmarch fra Cardiff til Greenham Common, hvor de slog sig ned, fordi det var et af de steder, hvor der skulle udstationeres nogle af de 572 krydsermissiler, som skulle anbringes over hele Vesteuropa. Lejren havde en dansk pendant i Ravnstrup. En anden type rødder findes i bevægelser af kvinder, der krævede retten til gaderne, retten til at demonstrere, retten til at blive hørt i det offentlige rum. Det gælder især Black Sash (Sorte Tørklæder) i Sydafrika . Den tredje type udgøres af Madres de la Plaza de Mayo (Mødrene fra Plaza de Mayo) i Argentina, der søgte efter mennesker, som forsvandt under det undertrykkende regime. Kvinder i Sort-netværket er engageret i arbejdet for fred og retfærdighed, og arbejder aktivt imod krig, militarisme, terrorisme og andre former for vold og uretfærdighed. Et grundlæggende princip i netværket er gensidig støtte på tværs af grænser og konflikter. Og en vigtig udfordring er regeringernes militaristiske politik, der viser sit grimme ansigt i hverdagen uden for konfliktområderne. Kvinder i Sort er ikke en organisation og har ikke vedtægter, love eller et manifest. Perspektivet fremgår af handlingerne og det, der udtrykkes på skrift og i tale. I lighed med flere af de grupper, der udgør de historiske rødder, har Kvinder i Sort et feministisk perspektiv. Ligesom f.eks. WILPF mener Kvinder i Sort, at der er sammenhæng mellem den vold, der begås mod kvinder i og uden for hjemmet i fredstid, og den vold og de overgreb, der begås under krige og konflikter. Kvinder i Sort så dagens lys i Israel i januar 1988 året efter starten på den første palæstinensiske intifada. Israelske kvinder klædt i sort stillede sig for første gang op i en tavs demonstration imod besættelsen af de palæstinensiske områder. I det nordlige Israel, hvor koncentrationen af arabiske samfund er størst, sluttede palæstinensiske kvinder sig senere til. Italienske kvinder var i gang med et projekt 'Kvinder besøger problemfyldte steder'. Projektets formål var at fremme dialog på tværs af konfliktområder. De besøgte Israel og Palæstina i 1988. Tilbage i Italien dannede de deres egen Kvinder i Sort - Donne in Nero, der snart havde ugentlige demonstrationer i flere byer. I 1991 demonstrerede de italienske kvinder mod den første Golfkrig. Men det blev vanskeligt i Israel, fordi Arafat offentligt støttede Saddam Hussein. I september 2000, da den anden palæstinensiske intifada startede, kom der imidlertid for alvor gang i demonstrationerne igen. Israelske kvinder har også flere gange været initiativtagere til verdensomspændende demonstrationer. Mens Golfkrigen betød en midlertidig nedgang i aktiviteterne i Israel, medførte det amerikanskledede bombardement af Irak en reaktion fra kvindegrupper i andre lande. Således blev der i London dannet en gruppe, der kaldte sig Women Against War in the Gulf (Kvinder mod krig i Golfen). Nogle af disse grupper omdøbte sig senere til Kvinder i Sort. På et internationalt fredsmøde i september 1991 i Sarajevo blev idéen givet videre fra de italienske til de serbiske kvinder, som hurtigt dannede Zene u Crnom - Kvinder i Sort. De havde deres første demonstration 9. oktober 1991, og op gennem 1990'erne demonstrerede de hver uge på den mest centrale plads i Beograd med bannere mod krig, militarisme og nationalisme. De serbiske kvinder har altid samarbejdet med militærnægtere. De har desuden udgivet publikationer, holdt møder - også internationale møder for Kvinder i Sort-netværket. Før netværket nåede til Serbien, grundlagdes en gruppe i Spanien Mujeres de Negro. De nøjedes ikke med at demonstrere, men hjalp også kvinder fra det tidligere Jugoslavien med at få et pusterum, finde et tilflugtssted, benytte sig af en offentlig talerstol. Og både de italienske og spanske Kvinder i Sort-netværk gav betydelige arbejdsmæssige såvel som økonomiske bidrag til de årlige sommermøder, som i ti år blev arrangeret i det tidligere Jugoslavien. Kvinder i Sort-netværket findes nu i omkring tredive lande. Siden 1993 har der været danske kvinder med til Kvinder i Sorts internationale sommermøder. I 1995 deltog en del danske kvinder i en meget stor Kvinder i Sort-demonstration, en milepæl i Kvinder i Sorts historie: 3.000 kvinder i en Kvinder i Sort-demonstration under FN's kvindekonference i Beijing. I 1997 var en gruppe på ti kvinder - de fleste fra Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed - med til Kvinder i Sorts internationale sommermøde i Novi Sad i Serbien. Atter i 1998 deltog flere medlemmer af Kvindefredsligaen i sommermødet, og inspireret af samværet og demonstrationsformen benyttede Kvindefredsligaen sin årlige fredsdag til at tale for en fredelig løsning af Kosovo-konflikten og for solidaritet med Kvinder i Sort i Serbien. Rundt omkring i Danmark blev der solgt fredsmærker, i København blev der delt løbesedler ud, og 10. september klokken 16.30-17.00 stillede et par håndfulde kvinder op til den første Kvinder i Sort-demonstration i Danmark. Eftersom krigstruslen klingede lidt af, blev det i første omgang ved tre demonstrationer i løbet af efteråret. Da bombningerne startede i foråret 1999, og under NATO's tre måneder lange krig blev demonstrationerne genoptaget, og Kvinder i Sort deltog også med bannere i de større demonstrationer. Igennem tiden blev det internationale kontaktnet udbygget, og i maj 2001 kom der en opfordring fra den israelske og palæstinensiske Coalition of Women for a Just Peace om at slutte op om en international demonstrationsdag 8. juni mod Israels besættelse af Palæstina. Demonstrationen blev rekordstor. 28. december samme år gentog de israelske kvinder opfordringen. Ordet 'vigil' passer godt på den flok, der stod i mørke og snestorm på Rådhuspladsen. Efter terrorangrebet i New York og Washington 11. september 2001 demonstreredes igen. Løbesedlerne satte fokus på, at terror ikke bekæmpes ved at hævne drab på civile i ét land med drab på civile i et andet, og sagde nej til fremmedhad under indflydelse af den hetz, som terrorangrebet skabte mod mere mørklødede medborgere. Da krigen kom, intensiveredes demonstrationerne. Nogle afghanske kvinder gik med, og det blev besluttet at demonstrere en gang om måneden, uanset verdens tilstand. 6. september 2002 indkaldte antikrigsorganisationer i USA til demonstration. Klokken 12 foran den amerikanske ambassade skulle en kæmpestor verdensdemonstration rulle kloden rundt mod den truende krig mod Irak. Kvinder i Sort arrangerede en 'udvidet' Kvinder i Sort-demonstration. Mænd blev inviteret, kun den faste skare var sortklædt, og kun de sortklædte med bannerne var tavse. I forbindelse med Irakkrigen blev det besluttet at demonstrere hver fjortende dag. Under Menneskerettighedsmarchen i Israel/Palæstina december 2003-januar 2004 kom Israel/Palæstina atter på dagsordenen, og Kvinder i Sort har også deltaget i flere demonstrationer mod det såkaldte Adskillelseshegn. Kvinder i Sort kan ikke tælle store sejre. Men Kvinder i Sort gør vedvarende og stædigt opmærksom på krigens og voldens logik. Og Kvinder i Sort tænder et lys i krigens og voldens mørke.