Netop nu sidder embedsmænd i Undervisningsministeriet og kigger grundigt på taxameterstyringen af ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser. Det gør de blandt andet, fordi landets gymnasier fra 1. januar 2008 overgår til taxameterstyrede, selvejende institutioner i forbindelse med kommunalreformen. Og der er god grund til, at embedsmændene for en stund glemmer deres egen glæde over dette enkle styringsinstrument. Det rummer nemlig så mange faldgruber og fejl, at det langsomt, men sikkert er ved at invalidere hele det danske uddannelsessystem fra ungdomsuddannelserne til de korte, mellemlange og lange videregående uddannelser. Ja, man kan roligt sige, at taxameterstyringen år efter år høvler af kvaliteten i store dele af uddannelsessektoren. Det er forbavsende, når så mange politikere gør sig til talsmænd for, at uddannelse og forskning er den eneste vej til at sikre fortsat vækst og udvikling i det danske velfærdssamfund. Men hvorfor er den kendte taxameterstyring så ødelæggende for det danske uddannelsessystem? Det er der mange grunde til. Jeg skal her nøjes med at kaste lys over de værste skavanker ved taxameterstyringen. Hvert tredje år indgår Amtsrådsforeningen, Undervisningsministeriet og Finansministeriet en række overenskomster for lærere i ungdomsuddannelserne og i de videregående uddannelser. Disse forhandlinger resulterer helt naturligt i en række aftaler om arbejdstid og lønudvikling. Samlet medfører overenskomsterne hver gang øgede lønudgifter for uddannelsesinstitutionerne. Man skulle tro, at de to ministerier efterfølgende regulerer taxametrene med de aftalte lønstigninger og med prisudviklingen i samfundet som helhed. Men det gør man ikke. Pris- og lønudviklingen modsvares ikke fuldt ud af en tilsvarende forhøjelse af taxametret. Resultatet bliver nedskæringer i uddannelserne. Nu kunne man i Amtsrådsforeningen, i Undervisnings- og Finansministeriet have øget lærernes produktivitet ved at kræve flere undervisningstimer pr. lærer. Et sådant ønske kunne være fremsat ved overenskomstforhandlingerne, men som regel ønsker man ikke at udløse en konflikt. I stedet overlader man det til den enkelte uddannelsesinstitution at tage slagsmålet med lærerne i forbindelse med de årlige budgetreguleringer med det resultat, at der sker en forsuring af arbejdsmiljøet. Der er med andre ord tale om ansvarsforflygtigelse fra arbejdsgiverside idylliseret gennem formuleringer om mål- og rammestyring og decentralisering af opgaver og ansvar til den enkelte uddannelsesinstitution. Siden 1990'erne har man inden for statens budgetlægning arbejdet med årlige nedskæringer i budgetterne på 1-2 procent. Denne nedskæring rammer også taxametret. Ganske vist kaldes det produktivitets- og effektivitetsgevinster, men i uddannelsessektoren er det meget vanskeligt at øge produktiviteten i samspillet mellem lærer og elev. Uddannelse er ikke at sammenligne med en pølsefabrik, hvor man kan erstatte arbejdskraften med maskiner. It og den virtuelle skole fjerner ikke behovet for lærerkræfter - tværtimod. Der er for den enkelte uddannelsesinstitution kun få måder at løse denne budgetudfordring på. Man kan øge klasse- og holdkvotienten eller skære i undervisningstiden f.eks. ved at indføre lærerløse timer. Det er på den måde ikke et kønt billede, der fremkaldes af situationen i dag efter års nedskæringer. På erhvervsskolerne ser man klassekvotienter i de nye klasser på over 30 elever og lærerløse undervisningsperioder. På lærerseminarierne skærer man hvert år ned i uddannelsestiden. Det har medført store forskelle mellem antallet af undervisningstimer i de enkelte fag fra seminarium til seminarium. Censorerne ved lærerseminarierne kan naturligvis dumpe de hold, der sammenlignet med et andet seminarium har fået langt færre undervisningstimer. Men da de lærerstuderende er uden skyld i beskæringen i undervisningstiden, vælger de ofte at sænke kravene på det seminarium, der har skåret i timetallet. På denne måde opstår der store kvalitetsforskelle i læreruddannelsen fra seminarium til seminarium alt efter det enkelte seminariums økonomiske råderum. På universiteterne har man valgt en kombination af færre hold med højere holdstørrelser og nedskæring af undervisningstiden. På flere humanistiske uddannelser møder de nye studenter i dag den forskningsbaserede undervisning 6-8 timer om ugen, bl.a. fordi lærernes tid til forskning synes urørlig i de løbende sparerunder. På denne måde bliver mange universitetsuddannelser reduceret til fjernstudier. Det fremmer bestemt ikke kvaliteten i de lange videregående uddannelser. Derfor er det forbavsende at læse Videnskabsministeriets rapport fra taxameterudvalget i december 2004. I et særligt afsnit om taxameterstyring og kvalitetsdebatten citerer arbejdsgruppen en undersøgelse fra 2001, hvor der bl.a. står: »Selvom der principielt kan argumenteres for både positive og negative kvalitetsincitamenter, konstaterer Idé- og Perspektivgruppen, at det ikke er muligt at dokumentere nogen entydig sammenhæng«. Videnskabsministeriets arbejdsgruppe kan derfor konkludere, »at taxametersystemet ikke er indført med henblik på at regulere uddannelsernes faglighed og kvalitet ... Et universitet har altid haft - og må nødvendigvis have - et vidtgående fagligt selvstyre. Det beslutter selv, hvilke uddannelser det vil udbyde inden for sine fagområder, og det påtager sig derved ansvaret for de udbudte uddannelsers kvalitet, relevans og faglighed«. Det er interessant, at Videnskabsministeriet ikke har gravet et spadestik dybere og set på den årlige regulering af taxametret. Det er forbavsende, at Videnskabsministeriet ikke har undersøgt udviklingen i antal undervisningslektioner og holdstørrelser på universiteterne. Ministeriet fejer let og elegant problemet ind under gulvtæppet med formuleringen: Kvaliteten af universitetsuddannelserne er universiteternes eget ansvar. Men der er en helt logisk sammenhæng mellem bevillingernes størrelse - taxametrets størrelse - og den mængde forskningsbaseret undervisning, de studerende modtager. Og her er der i de senere år sket en markant reduktion. Medmindre Videnskabsministeriet ikke mener, at der er en sammenhæng mellem omfanget af den undervisning, de studerende modtager, og kvaliteten i uddannelsen, er der behov for en ny taxameteranalyse på universitetsområdet, der tager fat om det faldende antal undervisningslektioner og de voksende holdstørrelser som en funktion af taxametret. Enhver undervisningsminister vil gerne sætte sine aftryk på uddannelserne. Da ministeren ingen penge har til at gennemføre sin uddannelsespolitik, vælger han at skære et stykke af uddannelsernes taxameter. Man fodrer altså hunden med sin egen hale. Den enkelte uddannelsesinstitution kan få pengene tilbage, hvis den igangsætter det udviklingsarbejde, som undervisningsministeren prioriterer. På den måde bruger institutionerne mange ressourcer på at gennemføre og rapportere de projekter, som undervisningsministeren har initieret. Resultatet bliver, at der trækkes ressourcer og energi væk fra den enkelte uddannelsesinstitutions kerneydelse - selve undervisningen. Og så er der fuldførelsestaxametret. En ganske væsentlig del af taxametret tilbageholdes som fuldførelsestaxameter. Det udløses først, når huen er sat på studentens hoved, eller eksamensbeviset er udskrevet fra den pågældende uddannelsesinstitution. Idéen bag fuldførelsestaxametret er, at det skal inspirere skolerne og de videregående uddannelser til at fastholde de unge i uddannelsesforløbet. Et smukt og rigtigt motiv, som institutionerne desværre langtfra er i stand til at imødekomme. Det hænger sammen med ungdomskulturen. Det hænger sammen med mange unges sociale og personlige problemer. Det hænger sammen med, at en del unge prioriterer erhvervsarbejde og forbrug langt højere end investering via uddannelse i deres egen fremtid. Når ungdommen af mange gode grunde er vanskelig at styre, og når frafaldet derfor i mange uddannelser er stigende, har uddannelsesinstitutionerne kun meget få knapper at dreje på. Uanset hvor ihærdigt lærerne hjælper eleverne med råd og vejledning, lektiecaféer med mere, uanset hvor ihærdigt studievejlederne støtter og vejleder den enkelte elev, viser erfaringen, at det i en hel del tilfælde er en umulig opgave at fastholde eleven. Og det medfører et alvorligt budgetproblem for den pågældende uddannelsesinstitution. Det kan delvis afbødes ved at hæve klasse- og holdkvotienten. Erfaringen viser jo, at der alligevel er en del, der falder fra. Men mon ikke de høje klasse- og holdkvotienter er med til at øge frafaldet især blandt unge fra ikkeboglige miljøer. En anden og erkendt måde at løse budgetudfordringen på er at sænke det faglige niveau - eller med andre ord give eleven/den studerende for høje karakterer, så de består, og fuldførelsestaxametret udløses til gavn for den økonomiske bundlinje. Tidligere har en række universitetslærere erkendt, at denne kvalitetssænkende model anvendes på universitetet. Og nar mig, om det ikke bliver en mere og mere udbredt praksis, efterhånden som taxametret strammer endnu mere til. Endelig kan man nævne fleksjobordningen. Alle private og offentlige uddannelsesinstitutioner skal betale til fleksjobordningen. Det er ganske betydelige beløb, den enkelte uddannelsesinstitution skal aflevere til denne ordning. Nu gjorde det jo ikke så meget, hvis den enkelte skole tilsvarende kunne ansætte fleksjobbere; men det kan de kun i et meget begrænset omfang. Derfor fungerer fleksjobordningen som en afgift på uddannelse, som fragår de ressourcer, der var tiltænkt selve undervisningen. Fra 1. januar 2008 skal alle de offentlige gymnasier overgå til taxameterstyring. Set i forhold til de her nævnte problemer er der tale om lidt af et skræmmebillede. Ikke mindst antallet og størrelsen af de eksisterende gymnasier virker bekymrende. Der findes i dag spredt ud over landet rundt regnet 130 gymnasier og toårige hf-kurser. En del af disse er mindre skoler har under 500 elever. Det rejser det indlysende spørgsmål, om den regionale spredning af uddannelsestilbuddet kan fastholdes under et taxameterstyret system. Erfaringerne fra erhvervsskolerne er ikke opmuntrende. Her har der gennem de senere år været tale om en fusionsbølge, hvor mindre erhvervsskoler er blevet opslugt af større skoler. Herved opnås en række stordriftsfordele; men samtidig rejser fusionsbølgen det spørgsmål, om de mindre enheder kan opretholdes på længere sigt. Man kan have sin tvivl. Den regionale spredning af gymnasier og hf-kurser har gennem årtier rummet den store fordel, at der for de unge ikke har været langt til det nærmeste gymnasium. Resultatet er heller ikke udeblevet. Gymnasiefrekvensen er steget ganske betydeligt også i områder, hvor der ikke har været tradition for at sende de unge i gymnasiet. Herved er uddannelsesniveauet generelt blevet hævet i Danmark gennem de sidste mange årtier. Nedlægges de regionale gymnasier, vil det uden tvivl betyde, at andelen af unge, der går i gymnasiet, falder. Der vil helt sikkert være en del unge, der aldrig når at stå på bussen til gymnasiet inde i en af de større provinsbyer. Men det er ikke et fald i uddannelsesniveauet i Danmark, der er brug for - tværtimod. Embedsmændene har fremsat adskillige idéer til, hvordan man kan løse problemet med de mange mindre, regionalt spredte gymnasier. Fusion med en nærliggende erhvervsskole er ofte blevet bragt på bane. Men for at en fusion skal have mening, skal to betingelser være opfyldt. For det første skal der kunne høstes stordriftsfordele ved sammenlægningen, men da reformen af de fire gymnasiale ungdomsuddannelser rummer store forskelle, er det kun muligt at sammenlægge undervisningen i ganske få valghold. Den store besparelse på undervisningssiden eksisterer således ikke. For det andet skal man sikre den fusionerede afdelings fortsatte beståen. Men hvor længe vil en urentabel gymnasieafdeling blive opretholdt efter fusionen? Næppe i en længere årrække. Forudsætningerne for fusioner af denne type er derfor ikke til stede. I modsætning til erhvervsskolerne er gymnasierne monoinstitutioner. De tilbyder kun én eller højst to ungdomsuddannelser (gymnasiet og hf). Erhvervsskolerne derimod rummer en bredere uddannelsesportefølje bestående af både ungdomsuddannelser, videregående uddannelser, kortere kurser og rekvireret undervisning. Disse uddannelsesinstitutioners økonomi er således sammensat af mange forskellige taxametre og indtægtskilder. Tabes der på et taxameter, vindes der ofte på et andet. Den mulighed vil de fremtidige taxameterstyrede gymnasier ikke få, hvorfor deres økonomi bliver langt mere følsom over for dels taxametrets størrelse og dels finanslovsreguleringer af taxametret. Set i dette perspektiv er der kun følgende mulighed til rådighed. Der skal udarbejdes et intelligent taxameter, der sikrer et rimeligt udbud af studieretninger og valgfag også på mindre gymnasier. Og der skal etableres et samarbejde mellem gymnasierne i Danmark, der rummer en række stordriftsfordele. Hvis skolerne går sammen om at løse opgaver som personalejura, økonomistyring, it og bygningsvedligeholdelse, vil der komme volumen i opgaveløsningen, og dermed opnås stordriftsfordele. Hvordan dette samarbejde skal organiseres er endnu uafklaret; men det må forventes, at Undervisningsministeriet hjælper skolerne med at etablere et sådant samarbejde. Skal der være mening med at overføre gymnasierne til selvejende, statslige institutioner, er det nødvendigt, at skolerne får et taxameter, der giver mulighed for et økonomisk råderum. Hvis dette råderum bliver negativt - det vil sige kun rummer besparelser - vil det automatisk medføre en kvalitetssænkning af gymnasie- og hf-uddannelserne, som det kendes fra andre dele af uddannelsessystemet. Med den hast, hvormed det forberedende arbejde skal foregå, kan man frygte, at man blot overfører det kendte taxameter fra f.eks. erhvervsskolerne med de indbyggede skavanker, der her er beskrevet. Idéen med, at Undervisningsministeriet gennemanalyserer alle taxametre inden for ministeriets ansvarsområde, skulle gerne føre til bedre taxametre og ikke blot til en videreførelse af de nuværende taxametre. I princippet er der ikke noget i vejen med at finansiere et uddannelsessystem via et taxameter; men de kendte taxametermodeller og især de årlige reguleringer på finansloven er ødelæggende for alle ungdomsuddannelser og alle videregående uddannelser. Uddannelsesinstitutionerne kæmper i dag forgæves med at fastholde uddannelsernes kvalitet under det eksisterende taxameterstyre. Det er derfor på høje tid, at embedsmænd og politikere besinder sig og skaber det økonomiske grundlag for kvalitet og udvikling af de mange forskellige uddannelser under Undervisnings- og Videnskabsministeriet. I et vidensbaseret samfund, der indgår i den globale konkurrence, er det tvingende nødvendigt at satse målrettet på uddannelse af den arbejdskraft, der skal udgøre grundlaget for fortsat økonomisk vækst og konkurrenceevne og dermed grundlaget for det danske velfærdssamfund. Det har de på hinanden følgende regeringer nok forstået i ord, men sjældent i handling. Derfor har der udviklet sig en stigende kløft mellem de uddannelsespolitiske målsætninger og virkeligheden ude på den enkelte uddannelsesinstitution. Det er på tide, at det taxameterstyrede spøgelses hærgen i det danske uddannelsessystem jages på flugt og erstattes af et nyt taxameter, der sikrer kvalitet, udvikling og innovation på alle uddannelsesinstitutioner fra ungdomsuddannelserne til de lange videregående uddannelser på universitetsniveau.