I september sidste år var der 'nordisk mesterskab i ligestilling' på Bogmessen i Göteborg. Den svenske sociolog og leder af NIKK, Nordisk Institut for Kvinde- og Kønsforskning i Oslo, Solveig Bergman, blev under debatten spurgt, om det nu også er rigtigt, at Sverige fører an i Norden, når det kommer til ligestilling. »Sverige er ikke altid bedst. Nogle gange er det Norge og andre gange Finland - men aldrig Danmark«, svarede Bergman og opsummerede dermed ganske kort, hvordan det forholder sig med den danske ligestillingspolitik i forhold til vores nordiske naboer - frem for alt Sverige. Men hvad er egentlig den konkrete årsag til, at vi i Danmark er væsentligt bagud på point, når det kommer til kampen for bedre vilkår for kvinder i alle henseender? »I Danmark mener man, at ligestillingen allerede er opnået, og at det, der mangler, nok skal komme af sig selv. I Sverige mener man, at der er lang vej igen«. Sådan har den danske professor i statskundskab ved Stockholms Universitet Drude Dahlerup vurderet forskellen efter at have foretaget flere sammenligninger mellem de to lande, der nok ligger tæt på hinanden i geografisk forstand, men på en række områder er gået i hver sin retning, når det kommer til ligestilling. Forskellene er blevet mere og mere tydelige de seneste 4-5 år, og der tegner sig i dag et billede af en fuldstændig fastlåst dansk ligestillingsdebat, mens de svenske medier, forskere og politikere vedvarende behandler en bred vifte af ligestillingsspørgsmål. Det afgørende er den manglende danske vilje til at politisere feminismen og indsatsen for at opnå ligestilling. Mens man i Sverige betragter den manglende ligestilling som et strukturelt problem, opfatter et flertal i Danmark problemerne som individuelle - noget, som den enkelte kvinde selv må tage ansvar for at forandre, og hvis hun ikke kan få tingene til at hænge sammen, er det hendes egen skyld. Dermed bliver kampen personlig, ensom og uoverkommelig i stedet for en del af en kollektiv bevidsthed om det rimelige og selvfølgelige i en forbedring af kvinders vilkår og en forandring af den diskriminerende struktur. Den diskussion har man overstået i Sverige, hvor debatten og de politiske beslutninger tager udgangspunkt i en erkendt magtubalance mellem mænd og kvinder. I sidste måned vedtog den svenske regering for eksempel at afsætte i alt 2,5 millioner kroner til 15 forskellige foreninger og organisationer, der arbejder imod seksualiseringen af det offentlige rum. Ligestillingsminister Jens Orback præsenterede de 15 udvalgte projekter med følgende vurdering: »Seksualiserede portrætteringer reducerer kvinder og piger fra mennesker til objekter. Vi ser disse fremstillinger overalt: på tv, i musikvideoer, i aviserne, radioen, tv-film på internettet og i gadebilledet. Vi kan ikke undgå dem, og til sidst reagerer vi ikke længere på billederne, og budskabet bliver normalt og internaliseres hos os«. De bevilgede penge gives til vidt forskellige projekter fra det svenske Red Barnets plan om at gennemføre »kritiske dialoger med unge om seksualiseringen af det offentlige rum« til radioprogrammet Kvinnors nätverk, der henvender sig til iranske, kurdiske og afghanske kvinder. Et lignende udspil - og i særdeleshed en ministerudtalelse som Orbacks - er tilsyneladende utænkeligt i Danmark. Helt op til den øverste politiske instans på området, ligestillingsminister Eva Kjer Hansen, mangler der drivkraft og initiativ i forhold til en udarbejdelse af det, der virkelig kan ændre noget: konkrete tiltag. Kjer Hansen mener, at ligestilling skal opnås gennem holdningsændringer og ikke lovgivning, men overser, at vejen frem muligvis er den omvendte: holdningsændring via lovgivning. Under alle omstændigheder er det nødvendigt at droppe berøringsangsten og lade handling følge ord. Det går ganske langsomt en lille smule fremad, men symptomatisk nok var det først under den netop overståede valgkamp, at en mandlig dansk politiker, nemlig Mogens Lykketoft, valgte at kalde sig selv feminist. Selv om en del af det politiske spektrum dermed forsøgte at gøre feminisme og ligestilling aktuel op til valget, er der hos langt størstedelen af de danske politikere en udtalt manglende interesse - eller et manglende mod - til at markere sig på netop dette område. Dagbladet Politiken vovede sig under valgkampen under overskriften 'Feminisme er moderne igen' frem med en artikel om den spirende ændring i indstillingen, men en nærlæsning af artiklen afslørede, at repræsentanter for de to regeringspartier V og K samt støttepartiet Dansk Folkeparti ikke ønskede at tilslutte sig en feministisk dagsorden. I Sverige har man politiseret feminismen. Der er i dag intet parti, der ikke har en udtalt ligestillingsprofil, og alle partiledere, undtagen kristendemokraternes og moderaternes, kalder sig selv for feminister. Feminisme er blevet et konkurrenceparameter for at trække stemmer til, hvilket selvfølgelig også har forhøjet feminismens status i Sverige. Det har medført, at ligestilling lige nu er oppe til debat blandt svenskerne, høj som lav. Uanset om man diskuterer, hvorvidt barselsorloven skal fordeles ligeligt mellem mænd og kvinder, drøfter en effektiv forebyggelse af vold mod kvinder, eller hvordan ligeløn opnås mellem kønnene. I løbet af de seneste år er der blevet dannet adskillige kvindenetværk, og der er nu seriøse planer om at danne et feministparti. En meningsmåling har vist, at 19 procent af svenskerne ville overveje at stemme på et sådant parti. Dermed være ikke sagt, at man naivt skal tro, at alle svenskere er feminister. Langtfra. Men der føres en livlig debat mellem fortalere og modstandere på kultursider, på debatmøder og i den svenske Riksdag. Og det er da til hver en tid at foretrække frem for den mur af tavshed, manglende interesse og latterliggørelse, som store dele af ligestillingsdebatten bliver mødt med herhjemme. For feminister er ikke grimme mandehadere i fodformede sko. Heller ikke en lille klike af bedrevidende akademikerkvinder, der vil gennemføre et meningstyranni eller »et hylekor, der går i selvsving«, som Henriette Kjær så malende har udtrykt det. Hvis vi vil have en god og konstruktiv debat, er vi nødt til at forholde os anderledes til ligestilling. Da den svenske statsminister, Göran Persson, i 2000 udråbte sig selv til feminist, viste han, at det var muligt at kombinere en 'machorolle' som statsminister med en bevidsthed om kvinders mangel på magt og indflydelse i samfundet. Efter ham er flere mænd fulgt trop, og i dag har Sverige både mandlige og kvindelige feminister, hvilket selvfølgelig løfter spørgsmålet om ligestilling til et centralt politisk spørgsmål i stedet for at blive reduceret til ren 'kvindepolitik'. Og ved at blåstemple ligestilling er politikerne også med til at forhøje områdets status og ændre synet på de mennesker, der rent faktisk kæmper for at forbedre vilkårene for mænd og kvinder. Resultatet kan ses i Sverige, hvor det ikke længere er grimt eller truende at kalde sig feminist. Danmark har stadigvæk langt igen. Et af de områder, hvor forskellene mellem Sverige og Danmark er tydeligst, er synet på prostitution. I 1999 valgte Sverige at lovgive på området og som verdens eneste land kun at kriminalisere køberen. Prostitution ligestilles med vold mod kvinder. At købe en kvindes krop er mishandling, var grundholdningen i den svenske lovpakke, og prostitution er et bevis på den herskende ulige magtfordeling mellem mænd og kvinder. Det pudsige, eller tragikomiske, er, at Danmark samme år, 1999, valgte at afkriminalisere prostitutionen. Det skulle ikke længere være forbudt at sælge sin krop, og det var pludselig lovligt at have prostitution som hovedindtægtskilde. For svenskerne er lovgivning en måde at skabe det socialt retfærdige samfund, man efterstræber, og prostitution er ikke noget, man uden videre vil acceptere i et sådant samfund. Og til trods for at loven selvfølgelig har sine mangler, når det gælder den konkrete håndhævelse i form af bevisførelse, og ikke mindst en forringelse af de enkelte prostitueredes vilkår, så skal den nok især ses som en signallov. Det siger i hvert fald professor Sven-Axel Månsson, Sveriges førende ekspert i prostitution, som mener, at virkningerne af loven først vil være synlige om ti til tyve år, når de nye generationer, der er vokset op med loven, er voksne. Han sammenligner det med den svenske revselseslov, der kom i 1979. Dengang grinede man ad den og kaldte det en formynderlov, men i dag er det socialt uacceptabelt i Sverige at slå sine børn. Ifølge en undersøgelse foretaget sidste år mener 80 procent af svenskerne, at loven mod køb af sex er god, mens 53 procent af de danske kvinder og 86 procent af de danske mænd mener, at prostitution er en acceptabel del af det danske samfund. I Danmark sætter frisindsideologien fra tresserne med den frie porno og den frie sex et ukrænkelighedsstempel på disse emner. Prostitution diskuteres på individplan, og hele fokus er rettet mod de prostituerede, som enten er stakler eller frigjorte kvinder, der er vilde med sex. At køb af sex er en tovejskommunikation mellem to parter, har hidtil været uinteressant, og der florerer fortsat ældgamle myter om mandens eksplosive seksualitet, der ikke kan undertrykkes uden fatale følger, for eksempel en stigning i antallet af voldtægter mod kvinder og børn. Og mens man i Sverige betragter trafficking som en del af problemet med prostitution, anser man det i Danmark for to forskellige problemer. Trafficking er handel med kvinder og handler om tvang til forskel fra prostitution, som er et udslag af kvinders frie valg. Og den, der i den danske debat tør nævne forbud og prostitution i samme sætning, bliver tit tildelt rollen som en 'sexforskrækket rødstrømpe'. Det var tilfældet, da den socialdemokratiske kulturordfører Mette Frederiksen i efteråret 2002 foreslog indførelsen af et forbud mod at købe sex. Med sit kontroversielle forslag gik hun imod mange, også i sit eget parti, og blev vredet grundigt igennem mediemaskinen. Forslaget blev kort efter skrottet, og i partiets ligestillingspakke brugte man i stedet det danske yndlingsord, når det gælder sådanne samfundsproblemer: holdningsbearbejdelse. Det er et ord, som de seneste danske ligestillingsministre har været ivrige tilhængere af. Lovgivning er lig med 'Forbuds-Sverige'. I Danmark iværksætter vi kampagner, hvor sexkunder kan ringe ind for at tale om problemerne. Da daværende ligestillingsminister Henriette Kjær fremlagde årets ligestillingspolitik i 2003, prøvede hun at gøre op med det idealistiske billede, mange danske feminister har af Sverige: »Danmark er ikke og bliver aldrig som Sverige. Vågn nu op. Der kommer ikke en svensk statsminister og kysser prinsessen. Der er ikke mange danskere, hverken borgere eller politikere, der ønsker statsregulering som i Sverige«. Staten skal altså ikke blande sig i så private anliggender som seksualitet og familieliv, for vi ønsker os vel ikke et formyndersamfund? Denne modvilje mod at blande sig gælder dog kun på ligestillingsområdet og kun for etniske danskere. Når det gælder indvandrere, fører til og med et parti som Dansk Folkeparti, der ellers konsekvent modarbejder ligestillingsforslag i Folketinget, feministisk politik og kalder ligestilling for en dansk værdi. Det er det ikke, men det kan blive det. Hvis Danmark vil undgå at isolere sig på sidstepladsen ved det 'nordiske mesterskab i ligestilling', må vi gøre op med de fastlåste politiske holdninger, der lige nu står i vejen for en åben, ligeværdig debat og for de konkrete lovforslag, der virkelig vil kunne vende skuden. Det drejer sig ikke om at indføre 'svenske tilstande' i Danmark - dertil er de to lande for forskellige - men derimod om at forsøge at flytte fokus i ligestillingsdebatten. Flytte det fra en bagudskuende fastholdelse af 'frisindsideologien' og de partiideologiske kæpheste og til det endelige, fælles mål: forbedrede arbejds- og levevilkår for alle kvinder i Danmark. Chancen burde være der netop nu, hvor de traditionelle partiskel på andre områder er under opløsning. Åbningen skal ske indadtil og udadtil: indadtil i form af en fornyet debat, der én gang for alle lader spørgsmålet om ligestilling blive en debat om beskyttelsen af en demokratisk rettighed og ikke 'et kvindespørgsmål', der kun drøftes i lukkede, feministiske fora. Og udadtil i form af en langt større åbenhed over for inspiration fra de øvrige nordiske lande, der nu gennem en årrække har demonstreret, at de konkrete ændringer kun er mulig via en holdningsændring hos landenes førende politikere. Nej, der kommer ikke en svensk statsminister og kysser den danske prinsesse, og hun vil også helst være fri. Til gengæld vil hun gerne have mulighed for at få sin egen statsminister i tale og fortælle ham, at det ikke er sjovt at blive ved at være nummer sjok.