Når kvinden sidder tilbage med en forurettet mine og beklager sig over den manglende totale ligestilling i Danmark, skulle hun tage et godt kig på sig selv og de kvinder, der omgiver hende. Danske kvinder er nemlig i høj grad selv skyld i, at ligestillingen i Danmark ikke slår helt igennem, fordi den enkelte kvinde mangler såvel viljen som lysten til at udvikle sig i kraft af et krævende karriereforløb, som unægtelig vil tvinge kvinden ud i at træffe nogle valg, lave nogle benhårde prioriteringer og leve med nogle omkostninger i relation til familielivet. Der er formentlig flere grunde til, at kvinden ikke lander i et karrierejob så ofte som sin mand, men det er da væsentligt indledningsvist at slå fast, at der aldrig har været så megen fokus på at få kvinder placeret på centrale poster i både erhvervsliv og politik, så det er på tide, at kvinden griber muligheden for at gøre sig gældende og sparker ... uden for intimsfæren i hjemmet. Problemet er blot, at kvinden helst lister alle de forhindringer op, der om muligt kan afholde hende fra at leve et både-og liv, hvor der er plads til at have både familie og en karriere, men sagen er den, at mulighederne for børnepasning aldrig har været bedre, antallet af hjemmearbejdspladser er stigende, kvinderne har aldrig været så veluddannede, som de er nu, samfund og erhvervsvirksomheder er klar til at tage imod dygtige kvinder i alle former for job og på alle niveauer, og endelig er de udskældte mænd - især de yngre af slagsen - ganske indstillede på, at deres koner bidrager betragteligt til en del af husstandsindkomsten, så mændene selv får lov til at leve nogle oplevelser ud sammen med de fælles børn. Men hvor er det så egentlig, at skoen trykker? Jeg mener, at kvinden ganske enkelt mangler viljen til at ville gøre karriere. Mange kvinder undskylder sig med manglende ligestilling og manglende forståelse fra både mand og menighed, men kvinderne mangler ganske enkelt modet til at sige: Jeg vil sgu også have et fedt job samtidig med, at jeg har en dejlig familie. Som nævnt ovenfor er der flere grunde til, at kvinden ikke i højere grad satser på en erhvervskarriere. Men en tungtvejende årsag kan være den opdragelse, som mange kvinder får i løbet af deres opvækst. Deres mødre er selv opvokset i en tid, hvor det var almindeligt, at manden dominerede uden for hjemmet, og konen regerede på hjemmefronten. Moderen havde måske selv både evner og ambitioner om at leve et andet liv, men social arv og samfundets manglende parathed kan være nogle af parametrene, der har afholdt hende fra at leve ambitionerne ud, for det ville jo også kræve mod og oprør mod det eksisterende, hvis en ny livsform skulle introduceres. Moderen ville nok endda ryste på hovedet ad de klassiske feminister, som gjorde deres for at bane vejen for kvinderne til det forjættede land: erhvervslivet. Uheldigvis døde moderens kampgejst - hvis den overhovedet reelt var til stede - inden den blev overført til datteren, som igen blev opdraget i en lillepige puppe, der på ingen måde ansporede hende til at blive en dominerende spiller i det rå erhvervsliv. Næh, den unge pige kunne passende tage en god uddannelse, men når alt kommer til alt, er målet med enhver kvindes liv naturligvis at skabe en familie og tage hånd om den. Nå ja, hun kan da tage sig et eller andet arbejde, men målet er lykken i familien, midlet - jobbet - er sekundært og klart nedprioriteret. Hvorfor skulle det ikke være det - sådan har moderen jo måttet leve ... og de andre kvinder ligeså. Ja, de har endda nikket billigende, når de kiggede på deres fælles frustration, for det skabte jo fællesskab. Nogle kvinder gør heldigvis op med deres på sin vis forudbestemte livsbane - enten fordi de har haft unikke fremsynede mødre, eller også fordi de har haft fædre, som ville det anderledes for deres døtre. Men kvinden, som vælger at få påhæftet det negativt ladede mærkat 'karrierekvinde', møder utallige fordomme og en masse foragt, når hun bevidst vælger at leve et kombineret familie- og karriereliv, og sjovt nok består udfordringen ikke i at klare mændene, det er kvinderne - medsøstrene - der er værst. De sidder med deres uddannelser og har ikke haft viljen til at bruge dem til noget fornuftigt. De har taget en lang barselsorlov og været på deltid, siden Mads og Mette kom til verden og er sakket ti år tilbage i forhold til udviklingen inden for deres kompetenceområde. Officielt føler de sig enormt privilegerede i deres liv, men under overfladen er der knaster i barken. De har ikke levet deres drømme og ambitioner ud! Når der så kommer en kvinde, der har vovet at få et par børn og sætte sig i et lederjob, ja, så skal hun f...... ikke komme her og tro, at hun er noget. Sådan en ravnemor. Sådan en opblæst opportunist, som med sikkerhed lader mand og børn gå for lud og koldt vand - stakkels hendes mand ... ! Selve reaktionen fra de forurettede kvinder vidner om, at karrierekvindens adfærd måske har ramt et ømt punkt. Det kan illustreres på denne måde: På motorvejen kører en lille Opel Corsa pænt inde i højre spor. Den bliver overhalet af en stor Mercedes, og føreren trækker nonchalant på skulderen: Nå, ja, det er jo en Mercedes, den er jo hurtigere end min bil. Men kort efter bliver den lille Opel Corsa overhalet af en søster, en anden Opel Corsa! Hva' pokker! Hvad bilder sådan en idiot sig ind! Tro, at man kan ligge i overhalingsbanen i sådan en ubetydelig bil. Føreren er indigneret, men bliver liggende i højre spor. Det er det samme, der gør sig gældende for kvinderne: Så lang tid det er mændene, der gør karriere, herregud, så er det jo helt naturligt, men når det er en anden kvinde, der pludselig får et af de attraktive og vellønnede job, så er det en helt anden sag. Problemet for kvinden bliver nemlig, at hun ikke længere kan skjule sin egen utilstrækkelighed bag sit køn, for en anden kvinde har lige bevist, at det er muligt at realisere nogle drømme og leve ambitionerne ud. Men kvinden kunne lære lidt af manden her: Han ville lægge sig i overhalingssporet og tage forfølgelsen op! Kvinden derimod ville fortsætte med at tale forurettet om alle de omstændigheder, der gør, at netop hun ikke har kunnet handle. Men kvinde, for pokker, mand dig dog op! Lad være med at placere dig selv i offerrollen. Giv den som udfordrer, for det er helt givet, at vi ikke oplever total ligestilling, før vi selv ønsker at blive ligestillede. Man kan lovgive om tvungen delt barselsorlov, minimumskrav til antal kvinder i bestyrelser og partitopper osv., men hvis vi ikke snart sparker os selv bagi og kommer på banen, så er der da med rette ikke nogen, der ønsker at gøre mere for kvindens udvikling og integration i erhvervslivets og den samfundspolitiske top. Vi skal ville prioritering. Vi skal ville omkostninger. Vi skal lære at forhandle, lægge strategi og forstå begrebet positionering, så vi ikke sidder som de traditionelle feminister og blæser til kamp med håb om revolutioner i et samfund, som sidder måbende og allerede har indbudt os til dans. Vi skal til at kigge indad. Vi skal tage kampen op mod os selv og vores lillepige-syndrom karakteriseret ved udpræget behagesyge. Vi skal hanke op i de medsøstre - mødre, veninder, søstre osv. - som fordømmer et liv i overhalingsbanen, og så skal vi lade være med at skælde ud på vores mænd og fædre. De kan da ikke gøre ved, at vi taler mere, end vi handler! Naturligvis spiller relationen til manden også ind i debatten om ligestilling, og der er selvfølgelig mænd, som har vanskeligt ved at acceptere, at kvinderne skulle indtage en mere fremtrædende position i nøglestillinger. Men igen kunne vi som kvinder vælge at tage udgangspunkt i os selv, før vi skyder på mændene. En kvinde kunne jo vælge sin kommende ægtemand med omtanke i og med, at hun har for øje, at denne mand kan tilbyde hende et liv med frihed og samarbejde frem for at kigge på, om den udkårne kan tilbyde tryghed og status i et fremtidigt samliv. Kvinden kunne også stræbe efter andet end blot at have det største hus og det største køkken, så manden ikke var tvunget til at arbejde sig halvt ihjel for at bringe midler hjem, som konen omsætter i naturalier, inden han når at få kridtet op til næste dag på jobbet. Kvinden må også i mange tilfælde erkende, at hun gør manden til en grumme karl på en helt urimelig baggrund: Det, at manden ikke sorterer tøjklemmerne i farveorden eller det, at han ikke stryger boxershortsene eller det, at han ikke polerer alle glassene, efter at de har været i opvaskemaskinen, betyder, at kvinden frivilligt påtager sig en lang række opgaver, fordi hun føler, at manden ikke udfører opgaven til ug. I stedet for at uddelegere opgaver eller sænke forventningsniveauet til hjemmets standard bliver hun (i egne øjne) en fortravlet martyr, som fremmedgøres i forhold til manden, og som ikke orker at lægge en større indsats i sit andet liv: karrierelivet. Men hun finder trøst i, at alle andre kvinder sidder i samme situation med håbløse mænd. Hvilken solidaritet! Trist, at det blot betyder, at hun ikke udvikler sig en pind mere end sine medsøstre. Forholdet til manden bygger på kærlighed og samarbejde. Stil krav, involver dig i diskussioner, lær at argumentere, og du vil finde ud af, at du afføder respekt. Mænd håndterer i bund og grund udfordrere bedre end ofre, og det er da sjovere at være 'Krøniken's Ida end 'Matador's Maude. Der er ingen tvivl om, at der er kvinder, som har større muligheder for at hanke op i sig selv end andre. En veluddannet kvinde står uden diskussion med bedre kort på hånden end en ufaglært specialarbejder. Derfor er det også væsentligt, at den veluddannede kvinde - som der bliver flere og flere af - ikke kun ser det som en ret, men også som en pligt at tage initiativ til sin egen frigørelse og selvrealisering. De skal virke som forbilleder og rollemodeller for de øvrige kvinder og bevise, at et kombineret karriere- og familieliv kan realiseres. Men de øvrige kvinder skal lære at kigge kritisk på sig selv. Alle kvinder i Danmark har et valg. Det mindste, man skylder sig selv, er at blive bevidst om, hvilket valg man træffer. Det er okay at vælge et familieliv og fravælge en erhvervskarriere, hvis det er det, man ønsker. Men hvis erhvervskarrieren fravælges på grund af tvivlsomme argumenter som manglende muligheder qua kvindekønnet og manglende forståelse fra mand og samfund, så er det, fordi kvinden ikke tager ansvar for sin egen udvikling. Og hun bliver frustreret. Hun bliver netop et forfordelt væsen, som ikke formår at acceptere de frigjorte og erhvervsaktive kvinder. Hun lader sig ikke inspirere, motivere eller fascinere af disse kvinder, for de bliver en trussel mod hendes eget skrøbelige livsgrundlag. Og det er da trist, for vi mangler knageme ikke flere desillusionerede kvindelige brokrøve i dagens Danmark, hvis vi skal sætte en stor prik over i'erne i ligestillingsdebatten i Danmark. Og det skylder vi både politikere, erhvervsfolk, kvindebevægelser og fagforeninger, for de står på tæerne af hinanden lige i øjeblikket for at hilse kvinderne velkomne i alle fora. Sig mig lige en- gang: Hvad venter vi egentlig på?