Med sine forelæsninger i 1872 udfordrede Georg Brandes grundigt borgerskabet. Reaktionen udeblev da heller ikke. I februar 1872 skrev Brandes i sin dagbog, at det så sort ud for liberalismen i Danmark og for ham selv: »For første gang tænker jeg: Mon alt er forgæves, mon der virkelig aldeles ingen ungdom er? Lad så være: Der er ingen. Sagen selv er tabt. For mig bør dette kun være en grund mere til at vise karakter«. Han fandt, at vreden mod ham steg til det utrolige. Hans første stolthed over at være genstand for opmærksomhed blev afløst af mismod. Han følte sig svigtet: »Alt tåles. Ingen rejser sig for mig. Ingen bekender sig til sandheden. Således er altså livet. Intet er i ære uden løgnen. Intet er at påregne uden lunkenhed og forræderi. Intet er vist undtagen ulykken, uretfærdigheden og kæltringernes sejr«. Alle svigtede ham, syntes han. Selv hans ven Henrik Ibsen viste sig at være en forræder. Den engelske kulturskribent Edmund Gosse, der kendte Brandes godt, beskrev hans position som kritisk. Brandes havde efter Gosses mening bragt sig i vanskeligheder ved sin uforsigtige sprogbrug i det lille danske samfund, der var karakteriseret ved stor interesse for åndelige spørgsmål, men hvor troen på det etableredes værd var herskende i alle æstetiske og selskabelige forhold såvel som i religiøse. Midt i sin kamp fik Georg Brandes en forårsdag i 1874, som han skriver i sine erindringer, besøg i sit studereværelse af en ung arbejderske. Hun fortalte ham, at hun var dybt betaget af ham. Han indrømmer, at han heller ikke var ganske upåvirket af hende: »Hun stod for mig i sin simple sirtseskjole, der sad så smukt om hendes ranke skikkelse, høj, lyshåret, godt udseende, hensynsløs og dog jævnligt rødmende, og udviklede for mig, hvad jeg var kommet til at betyde for hende, der aldrig havde kendt en mand af min dannelse«. Pigen så jo godt ud, men Brandes kunne ikke undlade at bemærke, at hun var ganske udannet. Naivt forærede hun ham et bogmærke, hvorpå hun havde broderet nogle ord, han havde skrevet. Men da han opfordrede hende til at forklare, hvad der havde betaget hende ved ordene, »var hun naturligvis ude af stand dertil«. Det var dog heller ikke for at snakke om bogmærker, hun var kommet, fortæller Brandes i erindringerne: »Hendes attrå var den ene, at få et barn med mig. Hun svor mig til, at så snart det var undfanget, ville hun indskibe sig til Australien, og jeg skulle aldrig have det ringeste bryderi af hende, aldrig mere høre tale om hende. Jeg måtte afslå hendes tilbud«. Af Brandes' dagbog kan det ses, at pigen hed Augusta Jørgensen. Hun kendes også fra den tidligste socialismes historie i Danmark. Hun var 21 år gammel, datter af en klejnsmed og søster til den Alfred Jørgensen, der efter politispionernes rapporter et par dage før slaget på Fælleden 5. maj 1872 hos flaghandler Mørck ved Kongens Nytorv havde bestilt »en fane, blodrød og 3 en halv alen bred«. I efteråret 1871 havde Augusta Jørgensen meldt sig ind i den danske afdeling af den socialistiske Internationale, her var hun blevet formandinde for den kvindelige sektion. I den egenskab skrev hun til dr. Karl Marx i London: »Trods al den modstand, jeg vil møde, og med fare for at ødelægge min private stilling, har jeg besluttet at danne en forening til kvindefrigørelsens og på samme tid socialismens fremme«. Det bad hun dr. Marx om at hjælpe sig med. Hun antog, og det havde hun sikkert ret i, at Marx ikke kendte hende. Men hun var blevet rådet til at henvende sig til ham af Louis Pio, »den ædle, højsindede leder af den socialistiske bevægelse i Danmark«. Om Marx nogensinde svarede hende, vides ikke, det er mest sandsynligt, at han ikke har gjort det. Efter slaget på Fælleden 5. maj 1872 og arrestationen af socialistbevægelsens leder, Louis Pio, stillede Augusta Jørgensen sig i spidsen for den damekomité, der sørgede for hans forplejning i varetægtsfængslet. Her i foråret 1874 sad Pio stadig i Vridsløselille, og det var højst tvivlsomt, om han nogensinde slap ud i live. Augusta Jørgensen kom ikke bare dumpende ind hos Brandes med sit bogmærke og sin anmodning om at blive gjort gravid, som han lader sin læser få indtryk af i erindringerne. Bekendtskabet var i foråret 1874 mindst halvandet år gammelt. Augusta Jørgensen nævnes første gang ved navn i Brandes' dagbog i december 1872. Det var otte måneder efter Pios fængsling. Sandsynligvis havde de allerede da kendt hinanden i et stykke tid. Det kan næsten ikke være et tilfælde, at netop på den dag, da Augusta nævnes første gang ved navn, har Brandes indført et notat i sin dagbog om sin læsning af den tyske arbejderfører Ferdinand Lassalle: »Dybt indtryk af Lassalle. Bourgeoisiet aldeles råddent og udlevet. Man burde aldeles henvende sig til arbejderne«. Har Augusta allerede tidligere talt med Brandes om arbejdernes vilkår og om arbejderbevægelsen? Er det hende, der har fået ham til at læse Lassalle? En dag i maj 1873 undrede Brandes sig i dagbogen over sine løjerlige dage og løjerlige forhold. Det løjerlige bestod i, syntes han, at der kunne være en forbindelse mellem ham og Augusta Jørgensen, som jo dog var en udannet pige af arbejderklassen. Han skrev, at han havde fået en aftale i stand med hende. Om hvad står der ikke, man kan dog gætte. Aftalen strandede, men kun på grund af ydre forhold, noterede Brandes selvtilfreds. At den siden kom i stand igen, kan der næppe være tvivl om, selv om Brandes i øvrigt ikke havde for vane at betro detaljer om sine erobringer til sin dagbog. Sine følelser for Augusta Jørgensen og hendes for ham beskrev han i dagbogen kynisk, men sikkert ganske præcist: »1/4 forelskelse knap, men hel fra hendes side«. Hun, og det liv hun levede, gjorde dog indtryk på ham. Da hun kom og bad ham gøre sig gravid, skrev Brandes i dagbogen: »Dag forstyrret af AJ. Hendes vanvittige passion. Elendige armod. Græsselige ulykke. Faderen. Moderen. Hendes fortvivlelse, aldrig lykkeligt øjeblik, evindelige selvmordstilbøjeligheder, plan for Australien, plageri om den bizarreste og dog for så vidt naturligste tilståelse. Gav hende penge. Ulykkelig over alt dette. Forstyrret deraf«. Han gik i seng, men han fandt ingen ro. Senere samme nat noterede han: »Stod op igen, klædte mig på og skrev, sidder nu her. Det skrækkelige indtryk af hendes elendighed og tusinde som hende, levende fortvivlede fra dag til dag, i grunden ønskende døden. I alt håbende, intet opnående. Hvilken eksistens! Hvor tryg og lykkelig er ikke vor, vi mere velhavendes, i sammenligning. Hvilket liv!« Der kan ikke være tvivl om, at Brandes var anfægtet af, hvad Augusta Jørgensen havde berettet om sit liv og om livsvilkårene i det hele taget for de lavere klasser. Men han stillede sig udenfor. Han hørte nu engang til de dannede, og hun til de udannede. Uanset deres intimitet var deres forhold, som Brandes sagde, et løjerligt et. For ham at se levede de i forskellige verdener. I åndelig henseende var de adskilt som af en mur af glas. En vis begrænset iagttagelse var mulig gennem muren, men bortset fra det kønslige var egentlig menneskelig kontakt umulig. Arbejderbevægelsen havde forsvaret Brandes i 'Socialisten'. Pio havde også bedt Brandes om at skrive nogle artikler til bladet. Men han havde fornemt afslået det. Da han af sine borgerlige angribere blev anklaget for at være socialist, bedyrede han forskrækket i den borgerlige presse, at det var han sandelig ikke. Han understregede det igen i et forsvarsskrift, han udgav. Her forklarede han, at han ikke ville tilslutte sig socialismen af den grund, at han aldrig havde studeret statsøkonomi eller politik og ikke plejede at udtale sig om emner, han ikke havde sat sig ind i. Det var nok sandt. Dog havde han vel i Augusta Jørgensens fortælling, som havde voldt ham en søvnløs nat, kunnet finde begrundelsen for at hjælpe den trængte arbejderklasse. Han havde også kunnet finde den, hvis han blot havde kastet et blik ud af vinduet på den københavnske arbejderklasses elendige livsvilkår. Det kan virke, som om Brandes var en smule bange for yderligere at pådrage sig vanskeligheder, hvis han blev grebet i at være i forbindelse med socialismen. Men bortset herfra var ingen forbindelse mulig mellem den aristokratiske individualisme, som Brandes hyldede, og den almindelige solidaritet, som var fundamentet for Louis Pios socialisme. Hvad Augusta Jørgensen angik, så fik hun en datter, Sylvia, i november 1876. Der blev indført i kirkebogen, at Augusta var ugift, »som barnefader blev udlagt Louis Pio, cand.phil., ungkarl«. Det er sandsynligt, at det var rigtigt. Pio slap ud af fængslet i 1875. Dog hævdede Sylvia selv som voksen, at hun var født i november 1878 i Chicago. Det kan hun have gjort for at gøre sig selv to år yngre, men det kan måske også skyldes, at Pios faderskab ikke skulle kunne drages i tvivl. Augusta Jørgensen mente hele sit liv igennem, at hun havde et særligt forhold til Brandes. Da hun var draget til Amerika sammen med Louis Pio, skrev hun flere gange til ham. Endnu næsten 50 år efter sit møde med ham og længe efter Pios død skrev hun derovrefra til Brandes og mere eller mindre tvang ham til det, som han aldrig havde kunnet bekvemme sig til at gøre, da det endnu kunne have haft en virkning, nemlig at skrive en anerkendende artikel om Pio. Georg Brandes' kulturradikalistiske kulturpolitik var i opposition til den gammelborgerlige kulturpolitik. Hvor formålet med den var at overbevise om rigtigheden af de gældende opfattelser og fastholde tilstandene, som de var, ønskede Brandes modsat, at der blev skabt mulighed for fri tænkning. Hans kulturpolitik var frisættende i åndelig henseende. Det var ham naturligvis klart, at det frisættende i tanken kunne føre til ændrede politiske og sociale forhold i det hele taget. Men den side af sagen var ikke hans, og han henvendte sig nu engang kun til de dannede om åndelige sager. Tværtimod med sine forelæsninger at nedbryde den borgerlige dannelse i dens afstandtagen til resten af samfundet tilførte Georg Brandes den en fornyelse, der efterhånden blev en forudsætning for dens fortsatte eksistens. Hans forelæsninger blev da også modtaget med begejstring af de yngre kunst- og litteraturinteresserede borgerlige mennesker i København, selv om de vakte voldsom vrede i den mere besiddende og etablerede ældre del af borgerskabet. Her vidste man præcist, hvad der kulturelt var rigtigt og forkert, og her var man tilbøjelig til ikke mindst under indtryk af krig-mod-terror-stemningen efter Pariserkommunen i 1870 at betragte enhver form for samfundsmæssig modsigelse som et åbent oprør, der skulle afvises og straffes. Georg Brandes straf blev, at borgerskabet ikke tildelte ham det professorat, han havde sat næsen op efter. Brandes udsendte i 1881 en bog om Ferdinand Lassalle. At han overhovedet havde taget emnet op, kan muligvis skyldes inspiration fra mødet med Augusta Jørgensen. Men heller ikke i bogen om Lassalle drog Brandes nogen konsekvens af den erkendelse, han havde udtrykt i dagbogen, da han havde mødt Augusta Jørgensen, at borgerskabet var råddent, og at man burde henvende sig til arbejderklassen. Tværtimod, fristes man næsten til at sige. Brandes var aristokrat, han beundrede de store mænd i historien, og for ham var Lassalle en af dem, så at sige netop et bevis på den menneskelige ulighed i de givne vilkår. Hvad i øvrigt angik forholdet mellem Brandes og arbejderklassen, var sagen jo nok, at Brandes trods den simple sirtseskjole, der sad så smukt om den ranke skikkelse, kun var en fjerdedel forelsket. For arbejderklassen virkede klassen selv i partiet og fagforeningerne. Georg Brandes kulturpolitiske indsats og kulturradikalismen havde ingen videre direkte betydning, men en afledt politisk betydning over tid af hans virke lader sig selvfølgelig ikke benægte.