Hvis man flyver hen over Darfur, et stykke af Afrikas ørkesløse ørken, lægger man fra luften mærke til to ting: store affolkede arealer af sand med mange sorte runde ringe, som er resterne af afbrændte hytter efter Janjaweeds brutale udskejelser, og så store områder med tusindvis af bitte små hvide telte samlet i lejre for de internt fordrevne, resultatet af den humanitære indsats. Jeg er netop hjemvendt efter seks måneders ophold i Darfur, hvor jeg var udsendt gennem Dansk Flygtningehjælp for FN's humanitære kontor. Min daglige opgave bestod i at koordinere den humanitære indsats i det Nordlige Darfur blandt 30 ngo'er og FN-organisationer og forhandle med regering og oprørsgrupper om adgang til områder, hvor tusinder af internt fordrevne skulle have nødhjælp Darfurkonflikten har direkte resulteret i, at ca. 1,8 mio. mennesker er fordrevet fra deres hjem. Ca. 70.000 mennesker er blevet dræbt som følge af terroriseringen af en arabisk milits. Tusinder af kvinder er blevet voldtaget. Flere end 150.000 darfurianere er flygtet over grænsen til Tchad. Og flere hundrede tusinde bor nu i lejre inden for Darfurregionen. I det nordlige Darfur alene, hvor jeg boede i seks måneder, lever der over 400.000 mennesker i lejre. Næsten 200.000 børn går i skole i disse lejre. Menneskene i Darfur er stadig udsat for angreb fra den arabiske milits Janjaweed og bliver stadig fanget i krydsilden mellem regeringstropper og oprørsgrupper. Hver gang en landsby angribes sender det atter tusinder af mennesker på flugt. Stridighederne i Darfur er ikke nye. Darfur, som betyder Furernes land, har i mange år lidt under etniske brydninger mellem arabiske nomader på den ene side og afrikanske bønder (Fur, Masselit og Zargava stammerne) på den anden side. Stridighederne har handlet om rettigheden og adgangen til jord og græsningsarealer i den tørre og fattige sudanske region. Længe er skærmydslerne mellem de evigt bevægende nomader og de bosiddende bønder blevet løst lokalt, men med tiden er både land og græsningsarealer blevet knappe og befolkningen øget. Nu er der flere om at dele meget lidt, og de bosiddende afrikanske bønder i det ressourceknappe Darfur har længe følt sig negligeret. I 2003 tog den gamle konflikt til, idet darfurianske oprørsgrupper begyndte at angribe regeringsmål i et forsøg på at påberåbe sig Khartoum-regeringens opmærksomhed i et krav om at tildele det fattige Darfur nødvendige ressourcer og få politisk indflydelse på den autokratiske regering, som totalitært styrer Sudan (et land på størrelse med USA). Darfurs oprørsgrupper Sudanese Liberation Army og Justice Equality Movement fastholder, at regeringen undertrykker den afrikanske befolkning i Darfur til fordel for den arabiske. Den sudanske regering har svaret igen med skarpe militære angreb direkte på oprørsgrupperne og samtidig, ved at tillade en arabisk milits, Janjaweed, at terrorisere og angribe den afrikanske befolkning i Darfur. Janjaweed har forfulgt, plyndret, udnyttet, voldtaget, myrdet tusinder af darfurianere og brændt landsby efter landsby i Darfur. Det internationale samfund har været meget sent ude med reaktioner over for Darfurkrisen. Måske fordi den lå i skyggen af et større og for nogle lande mere vigtigt brændpunkt, Irak. Efterhånden som medierne og de humanitære organisationer fik adgang til Sudan og kunne rapportere om de brutale overgreb, som Darfurs befolkning blev udsat for, blev interessen skærpet og nåede endog at bliver et tema i den amerikanske valgkamp. Trods massive anklager fra det internationale samfund om voldsomme brud på menneskerettigheder og høje røster om etnisk udrensning og mulige tegn på folkemord (en undersøgelseskommission er netop udkommet med en rapport) har Khartoum- regeringen ikke taget noget ansvar for at millioner af darfurianere er blevet drevet på flugt og tusinder er blevet dræbt. I mellemtiden fortsætter den humanitære indsats i Darfur, for behovet for mad, vand, sanitet og medicinsk hjælp fortsætter støt. Humanitære organisationer, både FN og internationale ngo'er arbejder i døgndrift på at skabe et værdigt liv for de mange tusinder i og uden for lejre i Darfur. Kun omkring 60 - 70 FN-organisationer og ngo'er er repræsenteret i provinsen og det er for få til at klare den monstrøse opgave, det er at yde bistand til flere hundredtusinde. At Darfurkrisen på det seneste også er blevet overskygget af tsunamitragedien, gør heller ikke situationen bedre. Sammenlignet med krigene i for eksempel Afghanistan, Irak, Kosovo og Bosnien, hvor tusindvis af internationale aktører var til stede, er det internationale samfunds interesse for Darfur stærkt begrænset. Trods det beskedne opbud af humanitære aktører i Darfur har de tilstedeværende nødhjælpsarbejderes indsats været med til, at man indtil videre har undgået sult, svær underernæring og omfattende sundhedsepidemier. I lejrene for de internt fordrevne har målet været at skabe et værdigt liv for de mange traumatiserede mænd, kvinder og børn. Det er en udfordring, da nogle af lejrene i dag huser flere end 50.000 mennesker (det er flere end hele Helsingør by), og dermed rummer potentielle eksplosive konflikter i sig selv. De fordrevne håber, at deres ophold i lejrene kun er midlertidigt, og størstedelen ønsker at vende tilbage til det, der engang var deres, nemlig deres hjem, deres marker, deres arbejde, deres hverdag - på trods af at flere af dem måske får mere rindende vand og gratis sundhedsydelser i en lejr end i deres oprindelige landsby. Det, der holder dem tilbage fra at vende hjem, er usikkerheden om et nyt angreb, frygten for endnu en gang at blive forfulgt og fordrevet og terroriseret ... traumet om at skulle smide alt, hvad man har i hænderne og løbe af sted med sine børn i favnen, sidder dybt i mange tusinder mennesker i Darfur. Mit håb er også, at situationen i Darfur forbedres, så folk snart kan vende hjem. Når jeg har kigget ud over de mange tusinde hvide telte og de tæt befolkede lejre, har jeg nogle gange stoppet og tænkt: Hvor længe skal det her blive ved? Nogle af de fordrevne har boet i lejre i snart et år. Da situationen er desperat, er afhængigheden stor lige nu. Og den er uundgåelig lige nu. Tanken om, at man er med til at bidrage til den afhængighed er frustrerende og deprimerende ... men synet af de mange mennesker i disse lejre er ligeså. Det er dilemmaet. Et dilemma, som jeg ikke tillod mig selv at tage meget stilling til, mens jeg var i Darfur, for det nytter ikke at tænke sådan, så længe man arbejder og kun fokuserer på at redde liv. Men nu, hvor jeg får min oplevelse på afstand og skal til at overveje, om jeg skal melde mig ved frontlinjen i Darfur igen, melder tankerne sig. Spørgsmål som: Gør det internationale samfund det rigtige? Gør det internationale samfund nok? Hvad har den humanitære assistance betydet for de lokale strukturer og kræfter? Hvad betyder det internationale samfunds tilstedeværelse for folks fremtid? Hvad skal der ske, når de humanitære organisationer forlader stedet? Flere fortæller mig, at disse spørgsmål er kontroversielle og at jeg ikke skal ytre dem for højt, for det fører bare til at politikere beskærer den danske humanitære støtte. Men det er slet ikke der, jeg vil hen - tværtimod. Mine tanker er en reaktion på, at hvis det internationale samfund (FN, statsoverhoveder, ngo'er, medier etc.) blander sig i en konflikt, så skal der tænkes bredere og videre end blot til den humanitære katastrofe for at undgå at komme til at destabilisere og dermed gøre det til en vanskelig opgave for de tilbageblevne at bygge op igen bagefter. Disse spørgsmål melder sig også, når aktører, som intet har med konflikten at gøre, bliver draget ind i den og kommer til at være ofre for den. Konflikten har resulteret i, at det er blevet meget usikkert for humanitære aktører at bevæge sig rundt i Darfur. Hele tiden skal man undgå at komme i skudlinjen eller frygte krydsilden mellem de stridende parter eller landminerne. Humanitære organisationer har også mistet menneskeliv i denne konflikt. Når en kollega dør i en landmineulykke på vej til en stor fødevaredistribution, begynder man at tænke over, om det virkelig er det hele værd. Og når FN-helikoptere og humanitære konvojer bliver beskudt og nødhjælpsarbejdere bliver tilbageholdt, intimideret, forfulgt og myrdet, synes det meningsløst med det internationale samfunds tilstedeværelse. Men den humanitære ildsjæl og troen på menneskers rettigheder og værdighed siger samtidig, at civilbefolkningen ikke skal lades i stikken. Og måske er det internationale samfunds tilstedeværelse med til at forhindre flere blodsudgydelser ... Den humanitære krise, som jeg kom ned til i juli måned sidste år, har i dag udviklet sig til en guerillakrig mellem oprørsgrupper på den ene side og regering samt arabisk milits på den anden. Enhver regering har ansvar for at civile borgere i et land kan leve i fred, tryghed og værdighed, med frihed til at udfolde deres rettigheder. Lige nu er det slet ikke tilfældet i Darfur. Den sudanske regering har et voldsomt stort ansvar, for at en fredelig og fair løsning bliver fundet på Darfurkonflikten, som ikke blot er etnisk, men også politisk og økonomisk. Våbenhvileaftaler mellem regeringen og oprørsgrupperne er ikke blevet overholdt og Sudans regerings løfte om at afvæbne den arabiske milits, Janjaweed, er overhovedet ikke blevet indfriet. Fredsforhandlinger har indtil videre ikke været til stor nytte og i mellemtiden er flere nye oprørsgrupper stødt til konflikten. Hvad skal man gøre, bliver jeg tit spurgt om. Jeg er ikke ekspert på denne konflikt, men jeg tror bestemt at politisk dialog med Sudans regering og oprørsgrupperne er vejen frem. Men det er også vigtigt, at de bekrigende parter og især dem, der skal gøres ansvarlige - Sudans regering - ved, at den internationale politiske dialog føres med én enig stemme. Lige nu er dette ikke helt tilfældet. I FN's Sikkerhedsråd har man for eksempel meget længe debatteret sanktioner mod Sudan; målrettede sanktioner som kan mærkes af magthaverne på handelsområder, investeringsmuligheder, rejser og transport etc. Men FN's Sikkerhedsråd kan ikke komme til enighed, da enkelte medlemmer, såsom Kina og Rusland, har egne økonomiske (olie)interesser i Sudan, som tilsyneladende vejer mere end overlevelsen af et civilsamfund. Denne uenighed mellem internationale politikere bruger Sudans regering til deres fordel for ikke at handle i krisen i Darfur. For andre internationale aktører, som arbejder med Sudan, har Darfur ikke længere den store interesse, fordi deres hovedfokus har været at støtte en fredsaftale med Sydsudan, hvor oliemængderne er størst og den økonomiske vinding er bedst. Og for endnu andre er Darfur blot igen en afrikansk konflikt, som man gerne vil udtrykke sympati for, men i realiteten ikke vil brænde nallerne på. Mens jeg boede i Darfur, havde vi besøg af mere end 50 internationale politiske delegationer fra nær og fjern, inklusive vores egen danske udenrigsminister og forsvarsminister. Alle opholdt de sig i Darfur i et par timer for at se en lejr og tale med de humanitære organisationer om resultaterne og effektiviteten af vores døgndrifts-indsats. Indtil videre har det været svært at se resultatet og effektiviteten af de besøgendes politiske snak om at lægge »pres på« og »tale med store bogstaver« over for de konfliktende parter. For tiden er der ca. 3.000 personer i Den Afrikanske Union, en lille, international styrke med meget få beføjelser til handling, men med et mandat om at søge beskyttelse af civilbefolkningen og monitere våbenhvilen. Den Afrikanske Union er vokset og er blevet styrket gennem de sidste seks måneder, men i forhold til det voldsomt store område, Darfur udgør, og i forhold til civilbefolkningens størrelse og Darfur-konfliktens intensitet, er Den Afrikanske Unions styrke i Darfur en dråbe i havet. Vil man virkelig en effektiv og seriøs styrke, der skal være med til at skabe og bevare fred i Darfur, skal indsatsen tages mere alvorligt af det internationale samfund og ikke blot være et spil for galleriet. Darfurkonflikten skal snart løses med seriøse tiltag, for man kan ikke blive ved med at lade darfurianerne i stikken. Både Sudans regering og det internationale samfund har ansvar for, at en fredsaftale bliver lavet. Næste gang, jeg tager til Darfur, håber jeg i hvert fald, at det bliver for at pille de hvide telte ned og hjælpe til med at bygge de stråtækte hytter op igen.