Integrationspolitikken i Danmark er mislykket, integrationsministeren er gået af, en ny er kommet til, men med det lave ambitionsniveau, som regeringen har lagt frem for en forbedret integration i sit nye regeringsgrundlag, er der ingen reel udsigt til klare forbedringer på dette område. Samtidig tyder alt på et fortsat samarbejde med et parti - Dansk Folkeparti - hvis overstramme udmeldinger på udlændingeområdet og manglende tolerance over for især indvandrergruppen med muslimsk baggrund i sig selv har været en hæmsko for en øget og harmonisk integration af denne gruppe. De tre parametre for vellykket integration: arbejde, social ligestilling og samfundsmæssig anerkendelse/respekt, er det under VK-regeringen langtfra lykkedes at tage højde for. I indvandrergruppen med sine nu flere generationer er der samfundsmæssigt og kulturelt store uudnyttede ressourcer for det danske samfund, som den siddende regering ikke har forstået at vende til en fordel for et samfund, der demografisk set i løbet af de næste tyve år vil blive 'ældre'. Kernen i dette er, at denne regering - anført af regeringspartiet Venstre - på trods af megen retorik omkring velfærdssamfundet traditionen tro mere tænker i kortsigtet velstand end i langsigtet velfærd. Det har ganske enkelt ikke haft prioritet for Venstre og statsministeren at opfatte den menneskelige integration af indvandrergruppen som en velfærdsopgave, der i sidste ende også betyder en styrkelse af landets økonomiske bæreevne. Indvandrergruppen har kortsigtet været set som en økonomisk belastning for den danske velfærd. Eksemplet er talende for den manglende velfærdsorienterede dynamik i regeringens tilgang til væsentlige samfundsanliggender. Man bruger - ironisk nok for en liberalt orienteret regering - alt for mange kræfter på via lovgivning og administrative forholdsregler at distancere sig fra problemerne frem for at løse dem i en konstruktiv ånd. Der mangler samfundssind og den blanding af social forståelse og økonomisk effektivitet, som igennem årtier har været karakteristisk for det socialdemokratiske velfærdsprojekt. Dette projekt er nu langt hen ad vejen lykkedes, med det udgangspunkt det havde i interessemodsætninger og de sociale forskelle i det 'gamle' industrisamfund. Mens Venstre nu stiller sig tilfreds med at administrere og ud fra et svagt ambitionsniveau forbedre velfærdssamfundet, må et fornyet Socialdemokrati gå videre med en mere tidssvarende og visionær dagsorden for velfærdssamfundet i de første årtier af dette århundrede. Dette Socialdemokrati bevarer i sin kerne de forestillinger om frihed, lighed og solidaritet, som altid har været væsentlige, men må nu konfronteret med et forbrugerbetonet kommunikationssamfund, der er globalt og teknologisk afhængigt, formulere sine lighedstanker og sine drømme om velfærd for alle på en ny måde, så de dynamisk viser vejen for synlige forbedringer. Socialdemokratiet skal og vil appellere til alle samfundsborgere - uanset socialgruppe - der ønsker at gøre en indsats for at gøre Danmark til et af de mest interessante, åbne og dynamiske samfund. Og der er - ud over den nævnte store integrationsopgave - samfundsopgaver nok at forholde sig til. Først og fremmest vil Socialdemokratiet i de næste år kunne se det som en vigtig opgave at udvikle en holdbar strategi for reelle reformer af velfærdssamfundet og ikke de overfladiske eller falske reformer, som Venstre og regeringen p.t. har gemt bort i en syltekrukke kaldet regeringens Velfærdskommission. Denne kommission, der arbejder snævert økonomisk med velstandsproblemer i stedet for velfærdsproblemer og med en målsætning, der mere minder om at finde vejene til en bæredygtig finanspolitik frem for en bæredygtig velfærdspolitik, har i sit kommissorium den bundne opgave for sine modeller, at skatterne ikke kan/må stige. Set ud af den af kommissionen fremlagte delrapport må den gå meget langt - og videnskabeligt set umuligt langt - i sine modelfremskrivninger af dansk økonomi for at finde noget, der blot ligner overfladen af et velstandsproblem, nemlig helt frem til år 2040. Her har den beregnet sig frem til, at det danske samfund for at finansiere en såkaldt alderspukkel i befolkningen og en bevarelse af efterlønnen er tvunget til at opkræve 35.000 kroner mere i skat af en LO-families gennemsnitsindkomst målt i 2004-priser. Men skattestigningen betyder i Velfærdskommissionens beregninger, at det private forbrug med en skattestigning realt 'kun' stiger med 100 procent i stedet for 122 procent uden en skattestigning. Den samme historie kunne være fortalt ved, at uændrede velfærdsydelser ville betyde, at den forventede realløn ville stige fra 333.000 kroner i 2004 til 668.000 i 2040 (målt i 2004-priser). Vi taler altså om en fordobling af en gennemsnitsfamilies 'rigdom' i dette ret så fiktivt tænkte forsøg på at kigge 35 år frem; pointen skulle så være, at disse forgyldte danske fremtidsfamilier ville have ondt ved at undvære yderligere cirka 35.000 kroner til en finansiering af efterlønnen. Denne utroværdige forudsætning må man regne med, at regeringen vil lægge til grund for et kommende forslag om en efterlønsreform, der reelt vil betyde en beskæring af det danske samfunds velfærdsydelser og fortrinsvis ramme de nedslidte eller den del af befolkningen, der er blevet arbejdsløse af aldersmæssige grunde. På en lang række områder svigter samfundet i forvejen de svageste grupper og lader dem i stikken med hensyn til et meningsfyldt liv. Det gælder ikke mindst den meget store gruppe af borgere på overførselsindkomster: enlige mødre, førtidspensionister, kontanthjælpsmodtagere, men også de mange, der i stedet for en tilknytning til arbejdsmarkedet er sat i aktivering. Et reformeret velfærdssamfund skal ikke være et klientsamfund, men et samfund, der giver reelle muligheder via en helt anderledes satsning på efter- og videreuddannelse, og som via skabelse af nye job giver den enkelte mulighed for at finde meningsfuld beskæftigelse. Forudsætningen for nye job er at have et betydeligt højere samfundsmæssigt ambitionsniveau på en lang række områder som uddannelse, teknologi, forskning og miljø end det, som regeringen lægger for dagen. Under VK-regeringen er arbejdsløsheden ikke alene steget, men med store gennemførte besparelser på skoleområdet og miljøområdet savner man dynamiske forudsætninger for at hæve det generelle uddannelsesniveau og styrke den produktive indsats på miljøområdet, begge områder, der er væsentlige for at generere nye jobmuligheder og jobpotentialer. I sit ny regeringsgrundlag har VK-regeringen symptomatisk heller ikke fremlagt konkrete forslag til at styrke den udvikling af grøn teknologi, som både kan være en af vejene til at løse miljøproblemer og samtidig kan have positive erhvervsmæssige effekter. Man nøjes med generelle hensigtserklæringer. Socialdemokratiet vil i de næste år kunne se en opgave i med et helt anderledes ambitionsniveau end regeringens at leve op til målsætningen i den såkaldte Barcelonastrategi, der forudsætter, at det offentlige bidrager med 1 procent og det private erhvervsliv med 2 for at nå op på at bruge 3 procent af bruttonationalproduktet på forskning i 2010. Regner man på forskningen alene, skal der afsættes mindst 15 milliarder fra det offentlige over de næste fem år, men regeringen har i alt kun afsat 10 milliarder til at dække en styrkelse af både uddannelse, forskning, innovation og iværksætteri. Uddannelsesområdet, innovationen og iværksætteriet trænger ikke blot til betydelig større offentlige satsninger for at nå en målsætning om, at Danmark i 2015 kan blive en af de mest konkurrencedygtige økonomier, men også til en reform, der på uddannelsesområdet betyder bedre uddannede lærere, bedre lærebogsmateriale (i forhold til globalisering og etniske temaer), bedre lokaler og faciliteter samt en satsning på de kreative momenter i uddannelserne. Ud over at forbedre basiskundskaberne skal skolerne i højere grad end nu være steder for både dybere historisk indsigt og viden om en verden i forandring og bygge kreativt videre på en af kvaliteterne ved det danske skolesystem: evnen til selvstændig tænkning. På strukturområdet vil man igen kunne se forskellen på Socialdemokratiets reelle reformønsker og regeringens velfærdsproblematiske reformer. På dette område sigter VK-regeringen på at gennemføre en stor landsdækkende reform med et marginalt flertal i blokpolitikkens regi. Løfterne går på gennemsigtighed og afbureaukratisering og politiske beslutninger nærmere på borgerne, men oven i den foreløbige store uklarhed om opgavernes fordeling og en hastværkpræget lovgivning, der ikke er på niveau med reformens omfang og nationale betydning, så peger reformen i retning af 'ideologiske' besparelser på inddrivelses- og skatteområdet og på en udhuling af velfærdssamfundets økonomiske grundlag. Den tyder også på en nedbrydning af den relevante ekspertise på en række områder: beskæftigelse, miljø, sundhed, integration, kultur, bistand. På sundhedsområdet kan hastværket i sig selv gå hen at blive et strukturproblem. Statsministerens jobgaranti til de omkring 500.000 ansatte i kommuner og amter hænger i en tynd tråd. En omfattende strukturreform skal for at være en reel reform finde en meget sikrere finansiering og i stedet indebære en udbygning og forbedring af alle relevante offentlige tjenesteydelser, ikke mindst på beskæftigelsesområdet. 50.000 danske familier lever i dag under den EU-fastsatte fattigdomsgrænse, mange psykisk syge er henvist til forbigående behandlingstilbud, og antallet af hjemløse i de større byer er stigende. Denne skyggeside af en politik og ideologi, der alt for ensidigt satser på øget forbrug for de i forvejen velsituerede og fortrænger den øgede sociale skævhed, vil Socialdemokratiet sætte ind på at gøre op med ved en helt anderledes fokusering på de værdier, der giver et samfund sammenhængskraft: medmenneskelighed, støtte, social retfærdighed. En engageret idé om lighed og det enkelte menneskes værdighed vil være en ledetråd i forhold til samfundets etniske mindretal og i forhold til diskrimination på alle niveauer. Det er eksempelvis helt uacceptabelt, at unge med indvandrerbaggrund og de rette kvalifikationer på forhånd frasorteres i jobansøgningssammenhænge. Også i forhold til et emne som tvangsægteskaber drejer det sig om det enkelte menneskes værdighed, især de unge indvandrerkvinders. Institut for Menneskerettigheder finder ikke 24-års reglen uproportionel, men at praksis kan føre til krænkelser af retten til familieliv. Derfor bør den nuværende administration rette sig mere mod tvangsægteskaber suppleret med udstrakt rådgivning af indvandrerpiger samt væresteder og refugier for unge indvandrerkvinder. Samtidig må asylansøgningssystemet reformeres og hensættelsen af udviste asylansøgere på angstfremkaldende og ydmygende venteordninger ændres. Socialdemokratiet vil kunne være en drivende kraft i skabelsen af et mangfoldighedssamfund, hvor der med basis i både danske kulturelle, demokratiske traditioner og respekten for de nye indslag af andre etnisk betonede tænkemåder og leveformer er plads til alle. Det vil kræve en samfundsindsats, eksempelvis oprettelsen af et udstrakt netværk af jobkonsulenter med indvandrerbaggrund, tværkulturelle væresteder, særlige bevillinger til kunstudtryk med indvandrerbasis, men også reformer på boligområdet med henblik på at opløse ghettoiseringen af landets indvandrergrupper. Arbejdet med 'det menneskelige miljø', med menneskers sociale og humane rettigheder skal styrkes både her i landet og udadtil. Som et af de første lande i verden oprettede Danmark et center for menneskerettigheder, der i dag er blevet en model for mange andre landes arbejde med menneskerettigheder. På dette område ligesom på miljø- og teknologi- og demokratiområdet har Danmark i en global udveksling meget at byde på. Alle disse områder vil Socialdemokratiet kunne styrke - f.eks. med oprettelsen af et decideret ministerium for menneskerettigheder - ligesom forbindelsen til det europæiske samarbejde, som i de senere år under VK-regeringen har været sat på en hård prøve. Forbindelsen til Europa og EU er væsentlig for Socialdemokratiet og for Danmark. I en stadig mere globaliseret verden vil Socialdemokratiet kunne gå foran med sine forslag til at udbygge den europæiske integration og det europæiske samarbejde uden at tabe forbindelsen til Danmarks transatlantiske partnere. I modsætning til VK-regeringen vil Socialdemokratiet være indstillet på at indfri sine løfter om et tæt dansk forhold til Europa og de europæiske værdier og ikke lægge sig uniformt i kølvandet på Bushregeringen, når det gælder krigsførelse i andre lande. Krigen i Irak er med dansk deltagelse blevet ført på tvivlsomme præmisser og har i mange henseender været en fejltagelse sammenlignet med andre og fredelige strategier; især har den manglende FN-tilknytning og FN-legitimitet været et problem. At eksportere demokrati via en invasionskrig giver ingen holdbare løsninger og må ikke danne præcedens for kommende danske engagementer i internationale konflikter. Sammen med sine europæiske partnere har Danmark mulighed for at fremlægge en mere holdbar plan for Iraks fremtid, der i sine præmisser understreger en helt anderledes rolle for FN; en plan, der naturligvis også må indgå i dialogen med Danmarks allierede. Med statsminister Anders Fogh Rasmussens udsagn om, »at Danmarks deltagelse i krigen i Irak er et af hovedpunkterne i regeringens værdikamp« og »... at vi skal gå fra værdislaphed til værdifasthed«, er der her blevet appelleret til både det, man kunne kalde autoritetstro værdier og et opgør med humanismen. I andre sammenhænge har Fogh Rasmussen gjort udfald mod tolerancen som et udslag af »blødsødenhed« og mod de såkaldte eksperter. I et højteknologisk, kommunikativt og kulturelt mangfoldigt samfund som det danske vil humanisme, tolerance, åbenhed og (ikkeideologisk) indsigt tværtimod spille en stadig større rolle ligesom den ikkeideologisk forhåndsfastlagte dialog. I stedet for ideologisk og blokagtigt at lukke sig om sig selv må regeringsbærende partier invitere til dialogen og etablere nye platforme for inddragelse af kompetente og meningsbærende og meningsdannende grupper i forhold til emner som kultur, miljø, Europa, sikkerhed, menneskerettigheder, sociale rettigheder m.m. Man må slå bro over modsætningerne frihed og lighed, individ og stat, den enkelte og fællesskabet i erkendelse ikke mindst af, at den enkelte står på skuldrene af det fælles og ikke kan klare sig uden de mange moderne fællesskaber.