Maude i 'Matador' og Kaj Holgers Karin i 'Krøniken' minder os om, at det kun er godt 50 år siden, at kvinder i Danmark var spærret inde bag hjemmets fire vægge og stadig overvejende tav i forsamlinger. De var mødre til 70'ernes feminister, der kæmpede for at slippe ud af privatsfæren. Nu er en ny generation af arabiske/muslimske kvindelige forfattere gået i gang med et lignende projekt: en omvurdering af alle (muslimske) værdier. Og det projekt kommer til at slå gnister. Det var feministen Ali Hirsis opgør med den muslimske kultur, der var med til at fremkalde mordet på den hollandske filminstruktør og provokatør Theo van Gogh for nylig. I hendes og hans film 'Submission' udstilles muslimske kvinders religiøst og kulturelt betingede situation i den mest ekstreme version. Dermed nåede kvindelige kunstneres opgør med den muslimske kultur endelig frem til de europæiske medier. Men for tiden er Ali Hirsi slet ikke ene om sin praksis med at rette projektøren mod den synlige eller den skjulte undertrykkelse. »Feminismen vil få stor indflydelse på arabisk litteratur«, mener den palæstinensiske litteraturforsker, Ibrahim Tara i tidsskriftet KARAVAN's seneste nummer. »Når kvinder skriver om sex og seksuelle handlinger, betyder det, at de overskrider de traditionelle grænser i den arabiske machokultur«. Arabiske kvinder skriver selvbiografisk om sex og undertrykkelse for at vinde retten til at kontrollere og definere deres eget liv og deres egne oplevelser, om ikke andet. De udtrykker derved en kvindelig individualitet, der egentlig er forbudt i de kollektivt organiserede stammesamfund og de neo-patriarkalske bysamfund. Det er først og fremmest universitetsmiljøerne i Beirut og Kairo med mange forskellige religioner og sprog, der har bidraget til en relativering af de traditionelle, muslimske værdier. Men også kvindelige forfattere fra den muslimske/arabiske verden, der har slået sig ned i Europa eller USA, som f.eks. Fadia Faqir og Hanan al-Sheik har gjort mandsverdenens hykleri og kvindeundertrykkelse til hovedtemaet i deres værker, og de har banet vejen for den nye generations feminisme. I modsætning til den egyptiske Alifa Rifaat, der ikke var bekendt med udenlandsk litteratur, men som med nøgternhed og stor indføling har beskrevet jævne kvinders drømme og skuffelser i 'En minaret i det fjerne'. En af den nye forfattergeneration Mona Hilmi, der er datter af den egyptiske læge, feminist og forfatter Nawal el-Saadawi, sætter f.eks. spørgsmålstegn ved ægteskabet, der regnes for en pligt i islam. Hun går videre ad den vej, der blev udstukket af hendes mor. »Jeg har gået en lang og besværlig vej for at bevise for mig selv og andre, at en kvinde og en person er ét og det samme«, siger el-Saadawi i sit essay: 'Alene med pen og papir'. Men Hilmis skrift er mere kompleks og eksperimenterende end moderens: Hun udtrykker sig i kortnoveller, der helt omfortolker kvinderollen, f.eks. her fra teksten 'En forfatter, et minde over en død': »Hans højhed Pennens hustru, Mor til hver eventyrlig følelse, som går mod strømmen, Hver vild blomst, som stræber efter at nå den syvende himmel. Som træets og regndråbens søster Elskede hun de grå skyer, Og hadede karriere og børnenes 'uskyld'«. Nu er det hele raden af kvinderoller, der står til debat: den lille pige, der opdrages til skyld og skam under sløret, den pligtopfyldende datter, elskerinden der stiller sig i den mandlige nydelses tjeneste, den selvopofrende moder, den ensomme ældre kvinde i 'fortvivlelsens alder': Alt dette opsummeres i kvindens underordning i forhold til manden i privatsfæren og i samfundslivet. Hilmis mor, Nawal el-Saadawi (f.1930), blev kendt for sin bog: 'Evas skjulte ansigt', en omfattende analyse af kvinders liv under islam, der overraskede det vestlige publikum i firserne, fordi der her var en veluddannet arabisk kvinde, der både bekendte sig til islam og brugte en dialektisk analysemetode. Hun skrev i et helt moderne sprog og var uden traditionalistiske særheder. I hendes roman 'Firdaus', om en dødsdømt prostitueret, der har myrdet sin alfons, men rehabiliteres moralsk gennem sin beretning, må læseren følge med længere ned i et eksotisk, ukendt univers, hvor tonen i beretningen både kan være skinger og fanatisk, når hovedpersonen Firdaus selv har ordet. Nawal el-Saadawi har gang på gang udfordret Egyptens regering; under Anwar Sadat blev hun fængslet sammen med tusindvis af andre for »forbrydelser mod staten«, og hun blev først løsladt efter Sadats død. Men opholdet blev kun til nyt stof: i 'Memoirer fra Kvindefængslet' tegner Saadawi en hel række individuelle portrætter af sine medfanger, hvor det netop er kvindernes anskuelser og følelser, der står i centrum, og de skildres lige respektfuldt, hvad enten de er socialister eller konservative muslimer. I efteråret 2004 har el-Saadawi igen haft problemer med den egyptiske censur, der har tilbageholdt hendes seneste skrifter og indkaldt hende til at afgive forklaring i retten. Hendes arvtagere, de nye kvinder er højtuddannede, de skriver mindre politisk ideologisk end Nawal el-Saadawi, og mere eksperimenterende og ikke altid let tilgængeligt, de udforsker andre former end de mandlige forfattere. Især skitser og kortnoveller, der netop springer alt det over, som prosaen normalt retter sig mod: tidens og stedets og personernes særlige omstændigheder. Teksten får på den måde en stor universalitet. Det er en form, som også bruges med stor effekt af den herboende Duna Ghali (fra Irak) i 'Sene opdagelser og små sejre'. Men også en slags udviklingsroman med selvbiografiske elementer er en yndet form. I 90'erne prægede den islamiske bevægelse miljøet på universiteterne. Også mange kvindelige studerende støttede denne puritanske bevægelse og dyrkede en ekstrem tilsløring, som forfatteren Miral al-Tahawi (f.1968), der beskriver denne periode i romanen 'Blå aubergine' (findes på tysk: 'Die Blaue Aubergine'), hvor to studerende kvinder på et universitet i Kairo skiftes til at fortælle deres historier. Den ene, Nada, vokser op ude på landet, og på universitetet slutter hun sig til 'den islamiske sekt', mens den anden, Saafa, gør oprør mod alle forbud. Dette oprør inspirerer Nada, der har problemer med sin krop og seksualitet, til at bryde med 'sekten' og følge sin længsel efter kærlighed og erotik. Hun oplever dog ikke en umiddelbar opfyldelse. Hele romanen præges af det nødvendige brud: med bevægelsen og med den ene mand efter den anden, men undervejs får Nada gjort op med sine traumer. Miral al-Tahawi er ikke nogen firkantet feminist. I hendes første roman, 'Kvindernes rum' (findes på svensk som 'Gömslet'), er det hovedpersonens far, en gammeldags stammesheik, der personificerer kærlighed og ømhed, mens farmoderen er den, der med hård hånd gennemtvinger de traditionelle mønstre i opdragelsen af den kvindelige hovedperson og hendes søster. Forfatteren er så optaget af stammekulturens traditioner og religiøse forestillinger, at hun har gjort dens tabuer til genstand for en doktorafhandling. Men al-Tahawi mærker for tiden selvcensurens gustne overlæg: ikke lave skandale. Da hun for nylig slog til lyd for, at de arabiske regeringer burde gå aktivt ind og støtte oversættelser af arabisk litteratur til europæiske sprog, hvor den efter hendes opfattelse er stærkt marginaliseret, blev den litterære elite oprørt over, at hun vovede at sige den slags om den store arabiske litteratur. I romanen 'Heliopolis' skriver May Telmissani (f. 1965) om sin opvækst i et tidligere fornemt kvarter i Kairo. Hun lader i høj grad tingene tale: senge, garderobeskabe, mad og fotografier fortæller om ejernes liv, forholdet mellem kønnene og klasserne og Egyptens kolonifortid, mens hovedpersonen søger efter sin identitet og en ny, friere kvinderolle. Det selvbiografiske stof er ikke struktureret i en ligefrem kronologisk fortælling; scener og episoder hentes frem, mens jegfortælleren af og til kommer ind over tredjepersonsfortællingen med refleksioner over tilværelsens stumper og stykker. Telmissanis fortællestil har noget af den egyptiske arkæologis metode: Mens hun undersøger de materielle ting, beskriver hun den moderne civilisations relationer, ganske som oldtidsforskerne kan beskrive faraonernes samfund ned til den mindste detalje ud fra deres ting og billeder. Den selvreflekterende og problematiserende forfatterstemme kendes også fra Hanan al-Shaykhs forfatterskab (f. 1945 i Libanon) I 'Kvinnorna från myrrans land' ('Kvinderne fra myrraens land') lader hun fire fortællerstemmer tale, de er lig med fire meget forskellige kvindeskæbner med en slags graduering med hensyn til frihed eller frustrationer, alt efter geografi og uddannelse. Denne forfatter mener ikke, at kvindeliv i den arabiske verden kan beskrives under ét, i nogle lande er der en ret stor mobilitet, hvis kvinderne tør satse, mens de i andre lande, f.eks. Saudi-Arabien, stadig venter på at få lov til at forlade privatsfæren. En særlig genre bruger al-Shaykh i 'Beirut Blues', der er en række breve til forskellige personer og ikke-personer, som f.eks. brevet til jorden, der bliver til en beretning om den historiske udvikling i det sydlige Libanon. En ung, veluddannet kvinde vender tilbage til sin bedstefars gods og oplever hvordan forholdet mellem klasserne, her godsejeren og landarbejderne, har ændret sig, efter hun er blevet voksen, og en klasse af nyrige opiums- og hashproducenter har vendt op og ned på alle begreber. Hendes erindring om jorden og tingenes inderste, organiske orden står nu i grel modsætning til landsbyen, der næsten er vokset til by, til forældre, der har mistet kontrollen over deres børn, og hendes godsejer-bedstefar, der er gået fra forstanden, fordi han ikke har kunnet forsvare sin jord i Bekaadalen først mod unge militsfolk, så mod israelerne, som han tror, er venner, og endelig mod folk, der ødelægger hans frugtlunde ved at lade valmuer og hampeplanterne brede sig overalt. Men den unge kvinde, der formulerer brevet til jorden, er allerede på afstand af den, selv om hun har den som en rytme i blodet. Hun er selv på vej bort fra den. Uddannelsen og forestillingen om frihed har trukket hende væk i en proces, som med hendes valg af en helt anden individuel fremtid kulminerer efter flere generationer, der har skullet vælge imellem jorden (og den umiddelbare væren) eller uddannelse (og den reflekterende væren). Hidtil er der ikke blevet forsket særlig meget i de kvindelige forfatteres liv og værker i de arabiske lande, siger de selv. Men en del forsøger at støtte hinanden i bevidstheden om, at deres søgen efter identitet har fælles træk og behøver fælles strategier. De må selv tiltrække sig læsernes opmærksomhed, om det så skal være med skrig og skrål, som Fawzia Rashid (Bahrain) skriver i en antologi med tekster af 13 arabiske kvindelige forfattere: 'The House of Silence': Kvinders kreativitet nedvurderes i den arabiske verden. Mandens opfattelse af kvinden lever videre i kulturarvens legender og myter, i den personlige bagage og i sproget. Under dette pres, skriver hun apologetisk, må de kvindelige forfatteres første forsøg nødvendigvis blive til skrig eller uartikuleret mumlen og præges af kunstneriske mangler. Selv om kønsrollerne i den litterære kulturarv kan være en belastning, er der ikke en af de kvindelige forfattere, der ikke er dybt afhængig af den rige arabiske litteratur. De væver den ind med nye betydninger i deres egne værker i et sindrigt system af 'inter-textuality', som f.eks. Fadia Faqir, der i 'Saltstøtter' benytter Koranens sprog og begreber som en ironisk kommentar til handlingen eller lægger urgamle digte ind som citater, der spiller sammen med teksten og giver den dybde. Eller de benytter litterære figurer, som fortidens frihedshelte til at løfte deres eget frigørelsesprojekt. Det er måske ikke den velpolerede bestsellerroman vi sidder overfor hver gang, men de arabiske kvinder skriver om de problemstillinger, som de tumler med lige nu. Svarene på deres søgen er ikke altid entydige og let tilgængelige, hverken i formen eller indholdet, men forfatterne leder de samme steder som alle andre: i barndommen, i den personlige og den nationale historie, for at finde sig selv. Skal lidt flere af dem ikke snart have lov at komme til orde på dansk, selv om de måske ikke skriver, som man lærer det på forfatterskolen eller på kurser i 'creative writing'? For der er ingen tvivl om, at den mest energiske og radikale kritik af islam i øjeblikket kommer fra den arabiske verdens modige skrivende kvinder.