Det skulle ikke undre mig, om én og anden under valgkampen har prøvet på at tænke på noget andet, selv oplevede jeg i hvert fald momentane distraktioner, og de fleste af dem kom som en lettelse, det skal ikke være nogen hemmelighed. Man kan kun tage afmålte portioner af virkelighed, hvis den, som det var tilfældet her, optræder som et gigantisk maskespil, hvor det ene fantasifulde løfte tager det andet i hånden og til sidst dejser om i en slags overbuddenes sanktvejtsdans og vender bugen i vejret som lige så mange døde fisk. Jeg ønsker i øvrigt vinderen til lykke uanset udfaldet. Det må være et helvede at være politiker. Under én af mine absencer åbnede en lem sig ind til underbevidstheden, og til min store forbløffelse var den fuld af - hunde. Jeg anede ikke, at der havde været så mange hunde i mit liv, men der var de, gøende og snusende, vuffende og vaffende, sovende og galopperende, glathårede og ruhårede, de fleste af dem andalusiske, men alle sammen med krav på opmærksomhed, min opmærksomhed, som om jeg skyldte dem noget. Vi havde ikke hund hjemme. Vores faktotum, der ellers fandt sig i det meste og vartede min udearbejdende far og mor og mig og mine søstre op i alle ender og kanter fra morgen til aften, satte grænsen dér. Hun skulle nok tage sig af os og huset, og hvad dertil hørte, men husdyr - først og fremmest en hund - ville hun ikke høre tale om. Der skal nok have været plaget indimellem, men ophavet har nok tænkt, at det var vigtigere med pigen end med vovsen, så den dør var lukket. Til gengæld var den pivåben ud til vejen og til resten af verden, hvor det som bekendt vrimler med hunde. En dag havde vores elskelige genbo, hr. Petersen, anskaffet sig én. Det var en bokserhvalp, lysegul næsten som smør, men alligevel med en dybere tone i pelsen. Allerede som lille havde Knold, det hed hunden, bokserens elegante styrke og en imødekommende hengivenhed, der fik den til at danse, når man nærmede sig, og smile over hele sit sorte, sammenknudrede fjæs. Det var umuligt at blive bange for Knold, der helt åbenlyst elskede verden og dem, der færdedes i den. En altruistisk bokser, har man hørt magen? Det var helt anderledes med Spøgelseshunden, der boede nede for enden af sidevejen og havde et særligt smuthul i stakittet, som dens dæmoniske ejer havde lavet, og som gjorde den i stand til at ligge på lur og, først når man fredeligt cyklede forbi, komme farende frem med blottede tænder og en snerren, der sendte rædselsfloder fulde af is op og ned ad rygraden på én. Hvilket ikke hindrede dyret i med en halv hugtand at hage sig fast i ens sko og pedalen, hvor man med rædsel så dens hoved fare op og ned for hvert tråd, indtil man på flugten hjulpet af overnaturlige kræfter fik så meget fart på, at hunden blev nødt til at slippe. Om man ikke kunne være kørt en anden vej? Jo, selvfølgelig, men her kommer en karakteristisk 'Herkules ved skillevejen'-situation imellem, for hvis man er doven, vælger man den korte vej (drenge er dovne), og hvis man et eller andet sted i sin syge sjæl også er til spænding (det er drenge), så vælger man den korte vej trods rædslen og håber det bedste. Åh, der var slemme hunde alle vegne. Det var ikke Knold alt sammen, det var i høj grad også Tot. Når Arnsbergmanden, der havde værtshus nede på den store gade, hver dag kom forbi med sin schæfer, holdt man sig på afstand, selv om dyret var i snor og næsten trak den voldsomt rødblissede og korpulente herre efter sig, skønt han lænede sig tilbage og stemte imod. Det var værre ovre hos min moster og mormor, der havde en tilsvarende schæfer, som oven i købet var forsynet med mundkurv og gik under navnet Bøsse. Hvilket peger på en vis uskyld i tiden eller en naivitet, der sandelig ikke influerede på hundens temperament. Når den rejste sig på bagbenene over én, var det som at stirre fortabelsen i øjnene, og mundkurv eller ej, i et ubevogtet øjeblik ville den være i stand til at sluge én råt. Andre ville have gjort gode miner til slet spil, jeg stak i et vræl, men har vel heller ikke været mere end fire eller fem år. Den slags skræk i hundesammenhæng var på en mærkelig måde utænkelig, når man kom til the wideopen spaces i det nordlige Jylland, hvor min jægerfarbror boede og drev hotel og malede og gik på jagt og havde hunde. Vist var de under dressur, men det, han havde lært dem, handlede om jagt, resten var frihed, og jeg har tit tænkt på alle de skrækslagne råd om, hvad hunde kan tåle at æde og ikke æde. Her løb pointeren Dingo sammen med setteren Træf og gravhunden Bølle og springeren Tøsen mellem konservesdåser og kyllingeskrog og alt, hvad der ellers havnede i affaldsdyngen bag restauranten efter de store spisninger, og guffede det hele i sig uden at diskriminere. Måske var det grunden til deres elskværdige selvfølelse, for der må have været mange godbidder imellem og mange rædsler, men nu havde de altså fri og var ikke på jagt og kunne så nemt som ingenting kaldes til, så man kunne klappe dem og klø dem bag øret og stikke næsen langt ned i den irske setters røde pels og snuse al den herlighed ind, man kan hente i en varm hundekrop, som villigt lader sig kæle for. Eller stryge Bølles lange silkeører, mens den sad med opmærksomt løftet hoved og lukkede øjne og nød det. Som ældre tiltog Dingo sig visse privilegier. Det var en stor hund, der sagtens med en pote på håndtaget og et skub med snuden kunne få døren op til Privaten, hvor man indtog kaffen ved et mindre kakkelbord foran sofaen. Som bekendt skal visse hunde gå et antal gange om sig selv, før de kan lægge sig, og Dingo var ingen undtagelse. Måske i et anfald af senil tryghedssøgen eller som en drømt retur til et for længst forsvundet hundehus opførte Dingo sin dans inde under kakkelbordet, som til sidst stod på ryggen af den med kopperne slingrende og skridende i alle retninger. Måske var det de hyppige besøg i skraldedyngen eller alderen, jeg ved det ikke, men turen avet om udløste i reglen en serie løse eksplosioner, og når den fornemme tante Dall kom ind for at få sin kaffe, var det ofte med hånden viftende under den ekspressive næse, mens hun nynnede Oehlenschlägers 'Underlige aftenlufte'. Hunde og flatus er faktisk et kapitel for sig. Jeg lod mig engang overtale af en jagtkammerat til at anskaffe en ruhåret hønsehund - gudskelov på prøve. Den hed Magda eller noget lignende, men vi kaldte den af en eller anden grund Anna. Anna var temmelig stor, nærmest som en lille hest. Jeg prøvede at teste dens jagtevner på et sted, hvor det vrimlede med harer. Den gloede på mig, som om jeg var idiot, og rørte sig ikke af stedet, selv om jeg til sidst brølede »avance!«. Min kone og en veninde gik en aftentur med Anna og forsikrede hinanden om, hvor dejligt det var at kunne færdes i mørket med sådan en stor hund. En mand dukkede frem af skyggerne, og i næste øjeblik lå Anna i favnen på min kone stiv af skræk. Men appetitten fejlede ikke noget. Vi stillede et meget stort emaljeret vandfad foran Anna med mad. Den sugede det hele op på mindre end et minut. Måske var det derfor, vi lagde Elverdamskroen øde på vejen hjem. Anna lå inde under bordet, mens vi spiste. Men pludselig lagde jeg mærke til, at koner rundt omkring så temmelig vredt på deres mænd, og enkelte holdt sig for næsen samtidig. Anna! Jeg fik fat i halsbåndet og hev dyret frem. En lav gul tåge sivede frem under den hvide dug. Jeg signalerede SS-agtigt til familien, og lidt efter var vi på landevejen, men nåede lige ind til den retmæssige ejer af hunden. Farvel, Anna eller Magda, eller hvad du hed. Du var min første og eneste jagthund. Men ellers myldrer de frem, alle de andre hunde, jeg har kendt. Enkelte har jeg oven i købet skrevet om, den, der blev skudt gennem maven af en gal tysker på Irlandsvej under besættelsen, og Linda, som kom tilløbende og aldrig ville gå væk, måske fordi den fejlagtigt troede, at vi kunne beskytte den mod alle de sten, spaniere næsten per automatik kaster (kastede?) efter 'vilde hunde', som der dengang for 25-30 år siden var rigeligt af syd for Pyrenæerne. Der er en forklaring på den almindelige spanske grusomhed mod dyr, og jeg tror, den har noget med en alt for rigid social hakkeorden gennem århundreder at gøre. Hvis du selv er vant til at blive sparket og hundset med, er det ikke så sært, at du selv føler trang til at hundse (læg mærke til ordet) med nogen, som står lavere på rangstigen end dig selv. Lider man tilstrækkelig meget, kan man tænke sig, at en fornøjelse ved at se andre lide, opstår. Det kan man kalde godtkøbsfilosofi, men prøv at kaste et blik på opførselsmønstret i en hvilken som helst straffeinstitution, og man vil hurtigt finde paralleller. Lige nu har jeg hund. Det er en ægte uægte andalusisk hund, som en dag dukkede op sammen med en arbejdsmand, der var i gang med noget hos os. Den havde alle den andalusiske hunds klassiske karakteristika. Ingen vidste, hvor den hørte til, den var der bare, og det var helt tydeligt, at den selv følte, at det alt sammen var på nåde og unåde. Den ligner en mellemting mellem en ruhåret gravhund, en schæfer, en airedaleterrier og en papillon med visse mindelser om den for længst glemte udenrigsminister Gustav Rasmussen. Og den er mindst lige så intelligent, som sidstnævnte var. Men miljøskadet? Oh la la! Den fandt sig i sin arbejdsmand, fordi han åbenbart gav den mad, men med os ville den ikke have noget at gøre, ja, den veg ved synet af familien, som om vi i dens øjne repræsenterede satans yngel. Ingen kunne være i tvivl om, at dens grundlæggende mistillid havde rod i en baggrund af brutalitet, sten i nakken, spark i røven, hånsord og forbandelser. Alene i kraft af sit udseende måtte den af naturlige grunde være ugleset. Af forskellige årsager er dens oprindelige 'ejer', der altså behandlede hunden godt, ikke længere i pladsen. Men Curro er her stadig, og med tiden har den gennemløbet en psykisk udvikling fra udstødt nervebundt til nogenlunde socialt tilpasset levende væsen. Den har stadig sine forbehold, trygheden er ikke helt etableret, alligevel danser den som i sin tid Knold, når Dorthe kommer med maden, og der er ingen grund til at være sentimental her, for jeg ved udmærket, at det er føden, det drejer sig om først og fremmest, men der er også noget mere. I hvert fald er det umuligt at afvise forandringen, som er fuldkommen i al sin pædagogiske skønhed. Det er en anden hund, der sidder foran mit vindue om morgenen og hilser solopgangen sammen med mig, end det rystende kreatur, der for en håndfuld måneder siden bævrede over hele kroppen og rejste børster, bare man nærmede sig. Det er helt indlysende, at de hundehistorier og hundekunster ikke har meget med den overståede valgkamp at gøre. Der er, som sagt, også tale om nødvendige digressioner eller det, som Storm P. kaldte »sammenlignende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke«. Fordi jeg tilfældigvis bor i et andet europæisk land end Danmark og derfor ikke - mod al fornuft - har stemmeret i fædrelandet, står jeg naturligvis udenfor og kan fantasere, som jeg vil og til den store guldmedalje. Alligevel har den sidste historie om den andalusiske hund måske en skjult eller ligefrem åben pointe. Ville det nys overståede valg ikke have givet et mere tilfredsstillende resultat (uanset resultatet!), hvis man var faret frem med lempe, med mindre brutalitet, sten i nakken, spark i røven, hånsord og forbandelser og havde spillet sine kort mere pædagogisk, havde ladet hjertet tale i højere grad end den taktiske megafon? Jeg ved det ikke, alligevel har jeg lyst til at sige vov. Fuld af forbehold, men alligevel - glad.