Humanioras vej ind i den nye verden med ekstern bestyrelse, sammenlægning af institutter og omstrukturering af studieplaner har været præget af modvilje. Mange har været bekymrede og måske i stilhed håbet på, at stormen af politiske initiativer drev over. Det gjorde den imidlertid ikke, og det har været forstemmende at se, hvor få konstruktive og fremadrettede forslag de humanistiske fakulteter på landets universiteter selv har fremsat i den offentlige debat undervejs. Det kan ikke udelukkes, at mange ting kunne have set anderledes ud, hvis der havde været en større politisk tæft i de humanistiske miljøer og en mere udviklet sans for, hvordan man kunne have påvirket beslutningsprocessen. Forløbet har fra humanistisk side været præget af en bekymring for, om der blev solgt ud af faglighed, integritet og forskningsfrihed, og hylderne i butikken bagefter kom til at stå tomme. Ingen benægter naturligvis, at de nye betingelser for forskningen kan rumme svære dilemmaer. Men bekymring kan også være en blokering for, at humaniora ikke kommer hen til det punkt, hvor der for alvor er grund til bekymring og dermed også en mulighed for at forholde sig konkret og konstruktivt til udfordringer, som man under alle omstændigheder må forholde sig til. Bekymring fungerer ofte som en bekvem undskyldning for ikke at forholde sig til åbenlyse udfordringer. Fra 1. januar 2005 overgik Københavns Universitets ledelse til en bestyrelse med et flertal af eksterne medlemmer. I den anledning skrev John Kuhlmann Madsen, dekan ved Det Humanistiske Fakultet ved Københavns Universitet: »Den omsiggribende managementkultur er derimod ofte ikke i samklang med den akademiske kultur (...). Universitetet skal ikke styres på samme måde som en profitsøgende virksomhed; det skal være en levende og markant del af et veludviklet samfund, give sit meget væsentlige bidrag til dettes udvikling og samtidig være den kritiske og ansvarlige stemme, der har sit udspring i den dybtgående refleksion og kompromisløse sandhedssøgen« (Humanist nr. 6, 2004). Så vidt så godt. Og dog. Man kan også hæfte sig ved det, der ikke står. Det er da en indlysende god idé at beskytte humaniora mod markedets barske vilkår, profit og dårlig managementkultur (det må være det, der er tale om: En ledelseskultur er vel ikke noget problem i sig selv). Men pointen er, at den sympatiske trang til at beskytte den humanistiske grundforskning selv må antage nye former, når netop disse tendenser gør sig stærkere gældende end nogensinde tidligere i netop humanioras nærmiljø. Når de ydre betingelser for forskningen ændrer sig, må strategien og taktikken følge med, i stedet for at man fastholder en defensiv bevidsthed om, hvad man ikke er. Humaniora slipper ikke for at indgå visse kompromiser, inden de humanistiske fag kan hengive sig til »kompromisløs sandhedssøgen«. Et af de kompromiser, som ideen om den individuelle forskers autonomi må indgå, er at tage højde for det stigende fokus på strategisk forskning, dvs. de politisk prioriterede forskningsområder og -opgaver. Et ønske, der både kommer til udtryk på nationalt og europæisk plan. En sådan realisme og pragmatisme kan naturligvis sagtens være en undskyldning for mangel på egne visioner, men den kan også være et middel til mest mulig uafhængighed på nye betingelser. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på, at de samfundsmæssige vilkår for forskningen har ændret sig betydeligt de senere år, hvilket får afgørende betydning for, hvordan forskningen skal tilrettelægges og finansieres. Den strategiske forskning giver både universiteterne nye muligheder og sætter dem under pres for at tænke anderledes. Den traditionelle form for autonomi, der blev sikret af nationalstaten, er truet og skal under alle omstændigheder genopfindes på nye betingelser. Det sympatiske forsvar for humaniora skal suppleres med mere probate midler. I overgangssituationer sker der en klassisk spaltning af det menneskelige sind: Skal man udelukkende måle virkeligheden på idealernes målestok eller, på pragmatisk vis, få det bedste ud af de givne vilkår. Både melankolien over det tabte og den mere jordnære indstilling til nutiden har deres berettigelse, dog forhåbentlig med sans for, at man kan leve på det første, men kun af det sidste. Naturligvis er der en kulturkløft mellem humaniora og erhvervsliv. Der findes et engelsk udtryk, som sammenfatter forskellen - set fra en mere selvtilstrækkelig vinkel: 'Men and women of culture and creatures of commerce'. Med andre ord: trækdyr og læseheste. I et interview med forfatteren John le Carré om den meget succesfulde tv-dramatisering af hans roman 'Smiley's People' nævner han, at det britiske tv-selskab BBC i 1980 var verdens største produktionsselskab af film, og fortsætter lettere ironisk: »Vi talte aldrig om vulgære ting såsom budgetter«. Et kvart århundrede senere er det klart for de fleste, at historiens tandhjul har bevæget sig fra én model, nemlig kultur- og public service-institutioner, som staten sikrede mod det kommercielle marked, til en anden, der direkte eller indirekte gør markedets logik til en styringsmekanisme. I den store histories perspektiv er det fortællingen om stærke statsinstitutioner, der i årtierne efter Anden Verdenskrig kunne bedrive kultur- og folkeoplysning for borgernes penge. Det er i dag en saga blot. I vækst- og fremgangstider, hvor den økonomiske kage bliver større, virker den autonomi, som staten kan sikre, stabil og sikker. Men den statsligt funderede autonomi har vist sig ikke at være et varigt gode. Statens økonomiske kapacitet er i sidste ende selv afhængig af den politiske velvilje og markedets konjunkturer. Tidens nøgleord for denne udvikling, hvor statens rolle ændres, er globalisering og outsourcing. I dag er det ikke bare de ufaglærte og uuddannede, men også dem med lange uddannelser, der mister deres job til dygtige og billige ingeniører, it-arbejdere og grafiske designere i Indien og Kina. Derfor gælder det ifølge EU's nye forfatningstraktat om »at fremme udnyttelsen af det industrielle potentiale i politikkerne for innovation, forskning og teknologisk udvikling«. Innovation af viden og produktion er i den globale konkurrence synonymt med skabelse af fremtidige arbejdspladser. Omvendt er outsourcing, altså udflytning af arbejdspladser fra Europa til andre dele af verden, udtryk for mangel på innovation. På den baggrund er der ingen tvivl om, at universiteter og højere læreanstalter både har mulighed for at blive vigtige og attraktive samarbejdspartnere i videnssamfundet. EU's strategi er formentlig både rigtig, realistisk og ansvarlig på længere sigt, og der er måske i virkeligheden ikke så mange andre muligheder, fordi det er en historisk kendsgerning, at markedet er blevet det dominerende, regulerende princip efter Murens fald. Men det er en strategi, der vil stille store krav til de enkelte mennesker og institutioners omstillingsevne. Set fra en humanistisk synsvinkel er det indlysende, at den type viden, som humaniora forvalter og udvikler, ikke kan forædles til økonomisk vækst på en umiddelbar og direkte måde. Så meget desto vigtigere er det, at humanistisk videnskab er i stand til at omstille sig til tidens nye krav. Når den strategiske forskning er sat på programmet, er der skabt andre spilleregler for forskningens frihed og autonomi. Støtten til forskning er blevet opprioriteret i EU, men i en centraliseret, kommercialiseret og politiseret skikkelse. I begrundelserne for EU's forskningsstrategi, det såkaldte europæiske forskningsrum, nævnes det udtrykkeligt, at Europa er dårligere til at udnytte og kommercialisere ny viden end USA. Formålet med de europæiske forskningsprogrammer er at mindske denne forskel og gøre EU til en større aktør på den globale scene. Denne afstand mellem amerikanske og europæiske universiteter er imidlertid også en kulturforskel. Der er naturligvis ikke tale om absolutte modsætninger. EU prøver netop at være lige så god som amerikanerne til det, amerikanerne er gode til, men det skaber nok stadigvæk større respekt i USA at kunne sige, at man begyndte sin karriere som avisdreng eller bybud, end det gør i Europa. Der nikkes nok en tand mere anerkendende på den anden side af Atlanten ad den, der trods ydmyg social herkomst har gjort sig økonomisk uafhængig. Selv om Europa og USA har et grundlæggende værdifællesskab, er de to kontinenter baseret på to forskellige historiske konstellationer: De Forenede Stater blev dannet på kapitalismen og den frie handels grundlag, mens demokratiet i Europa blev indført i samfund, der i århundreder havde været feudale, og som vedblev med at have feudale værdier og træk langt ind i demokratiets tidsalder. I modsætning til demokratiets forkæmpere i Europa var de amerikanske forfatningsfædre dybt optaget af den kommercielle og økonomiske velstand som forudsætning for politisk velfærd. De skulle ikke grundlægge et nyt system i et i forvejen eksisterende samfund, men en helt ny nation, og var derfor nødt til at være mere konkrete i deres overvejelser. I den amerikanske forfatning nævnes f.eks. nødvendigheden af at sikre postruterne mod overfald. Markedet spiller en vigtig rolle i videnssamfundet, men frembringelsen af ny viden tager tid og er derfor ikke altid umiddelbart attraktiv for private investorer. Derfor er det afgørende, at forskningen både kan støtte sig til offentlig finansiering og samarbejde med private virksomheder. Interessant nok findes de varmeste fortalere for større offentlige investeringer i forskning blandt de store, danske virksomheder, der selv har forskningsafdelinger. Grundforskning og anvendt forskning er ikke modsætninger, tværtimod. Grundforskning tager tid og finder ikke nødvendigvis det, der ledes efter, men resulterer i bedste fald i en overraskende, ny viden. Hvis Danmark skal klare sig godt i det globale videnssamfund, kræver det ikke bare bedre tilpasning til markedets behov, men også politisk vilje til at prioritere grundforskningen højere. Der findes også andre eksempler på, at det ikke bare er forskningen, der må være realistisk i forhold til markedets betingelser, men at også princippet om markedsøkonomi må afbøjes pragmatisk i forhold til behovet for statslig finansiering af forskningen. I Helge Sanders tid som minister for videnskab, teknologi og udvikling er der f.eks. blevet afsat penge til at støtte arbejdet med forskningsansøgninger til EU. Det er naivt at forestille sig, at et lille land som Danmark kan klare sig i konkurrencen med de store udenlandske universiteter og virksomheder med en langt større økonomisk volumen, hvis staten ikke støtter danske projekter i den indledende fase. Markedsmekanismen har i sin rene form også den effekt, at den har en tendens til at cementere de i forvejen eksisterende forskelle og magtforhold. Hvis arbejdet med forskningsansøgninger alene overlades til markedet, vil mange gode ideer, som vi måske kunne have haft gavn af i morgendagens samfund, bukke under, allerede inden de har fået en chance. Det hører med til humanioras faglighed, at der under alle omstændigheder vil være længere fra forskning til faktura, end det er tilfældet for de naturvidenskabelige og tekniske fag. Hvilken rolle humaniora kan og vil få i videnssamfundet er svært at vide på forhånd. Som det gælder i andre samfundsspørgsmål, findes svaret ikke i forvejen hugget i granit, men vil blive stykket sammen i løbet af processen. Det betyder, at det i en eller anden grad er muligt at påvirke, hvad svaret bliver, eller i det mindste at forsøge at gøre det. En afgørende forudsætning for, at svaret bliver kvalificeret, er, at humaniora ikke blot er godt rustet på den faglige front, men også er i stand til at gøre sig gældende i den politiske proces, hvori forskningsstrategier og -mål fastlægges. Det kræver politisk tæft og evne til at levere argumenter, informationer og synspunkter, før de politiske prioriteringer har fundet sted. Hvilket igen forudsætter en determineret ledelse og vilje til at afsætte risikovillige ressourcer. Hvad angår selve forskningsarbejdet, betyder kravet til øget samarbejde mellem de forskellige europæiske forskningsmiljøer en duelighed til at indgå i en international arbejdsdeling, dvs. en yderligere specialisering og udvikling af en meget præcis faglig identitet. Derudover skal den enkelte forsker selv være interesseret i at se muligheder for at danne netværk, skabe samarbejde og bidrage til ekstern finansiering. Hvis koordineringen mellem ledelsesniveauet og den konkrete forskning skal lykkes, kræver det om noget en virksomhedskultur: at alle i praksis deler den anskuelse og de mål, der er blevet bedømt som værd at stræbe efter. Dette er naturligvis kun stikord til en strategi, men allerede på dette almene plan er den sprængfyldt med konfliktpotentiale i forhold til universitetskulturen og dens fokus på fri forskning, herunder traditionen for uafhængighed af kommercielle interesser. Det er dog langtfra alle humanismens tænkere, digtere og filosoffer, der har levet afsondret fra politik og handel. Både filosoffen Seneca og digteren Goethe, to centrale repræsentanter for europæisk humanisme, havde sans for det praktiske og hviskede magthaverne gode råd i ørene. At levere viden til den politiske beslutningsproces er også et vigtigt krav til forskningen i videnssamfundet - om end under meget mere formaliserede og gennemsigtige omstændigheder, end det var tilfældet i det gamle Rom eller i en tysk småstat omkring år 1800. Der er derfor god grund til, at den humanistiske grundforskning bør gøre sig anstrengelser for at afklare, hvordan den kan styrke sin rolle i det europæiske forskningsrum. Det er en kendsgerning, at den humanistiske forskning ikke er fredet på samme måde som i de foregående årtier. I den situation er det psykologisk forståeligt, at der finder en reaktion sted mod det nye. Men forskningspolitisk gælder det om at gå ind i processen og præge den, så humaniora ikke forpasser endnu en chance for at blive en synlig aktør i samfundet. Og hvem ved, måske kan også forskningen i sprog, kultur og identitet i højere grad end i dag blive en magtfaktor i samfundsdebatten og i politik, hvis denne viden forvaltes og formidles på en mere udadvendt måde.