Til lykke, H.C. Andersen, til lykke med din succes i Spanien. Det varede rigtignok længe, men vi så dig indtage Madrid i et triumftog, omgivet af alle dine eventyrfigurer. Alle defilerede de forbi folkemængden, der hvert år fylder gaderne i Madrids centrum på helligtrekongersaften. Når de hellige tre konger og deres pager ankommer med gaverne til de spanske børn på samme måde, som julemanden gør det herhjemme på juleaften. Kulminationen på optoget 5. januar om aftenen er kongerne, som iført pragtfulde rober besat med glitrende juveler kommer ridende, ledsaget af et stort opbud af tjenere og pager, som transporterer gaverne på æsler og muldyr. Men først er der en lang kavalkade over et tema, som skifter fra år til år. I år var temaet H.C. Andersens eventyr. Det var lige ved at stjæle billedet fra de hellige konger, Casper, Melchior og Balthasar. Madrids børn jublede ved genkendelse af Andersens elskede eventyrfigurer, som åbnede for optoget: Fyrtøjet, Tommelise og Den grimme ælling. De voksne klappede og løftede de små op på skuldrene: Se, se! Der har vi digteren! Dér marcherer Den standhaftige tinsoldat, og på den vogn har vi Prinsessen på ærten. Se, det var en rigtig prinsesse! Min fantasi flyver tilbage til barndomsårene i 1940'ernes og 1950'ernes Madrid, hvor sådan en hyldest til Andersen ville have været utænkelig. I hvert fald hvis det stod til den spanske censur. Det var i de strenge diktaturår, og i det moralske litteraturindeks ved jesuitten A. Garmendía de Ataola læser man om Andersen: »Hans eventyr synes mere rost, end de fortjener, især hvad angår deres morallære for børn, for han behandler tit emner, som både kan være frivole og upassende«. 'God og slet læsning i lyset af katolsk dogme og moral' (Lecturas buenas y malas a la luz del dogma y moral católicos) er titlen på det spanske indeks fra 1949, hvori verdenslitteraturens forfattere censureres. Hvad vi ikke ville forvente, er at finde Andersens eventyr her, opført under betegnelsen »upassende« (inconvenientes) sammen med en lang række bøger klassificerede som værende af »betænkelig moral«. Det var Madrid Kommune, der med sponsorpenge fra forskellige firmaer som sædvanlig stod for afholdelse af den traditionelle helligtrekongersparade. I år mindedes man altså den danske eventyrdigter i anledning af hans 200-års fødselsdag. Kunne H.C. Andersen have ønsket sig større hyldest af det spanske publikum? Madrid var ellers den by, hvor Andersen havde følt sig mindst hjemme, da han fra 6. september til 20. december 1862 rejste rundt i Spanien. I modsætning til Barcelona, som han fandt mondæn og imponerende, og Malaga, som indtog en særlig plads hos ham, oplevede han Madrid som en by uden hjerte, uden egen personlighed: Spaniens Hovedstad, nei hvor du dog har afslidt Alt, hvad der præger som Spansk. Du har så lidt kun af dit, Man er i Wien, i Paris ... Ørkenstad, o hvor Du dog ligner dit Spanien lidt! (Madrid var blevet ophøjet til rigets hovedstad af Filip II, som jo var en ætling af det østrigske Habsburgdynasti. På Andersens tid regeredes Spanien af Isabella II, som repræsenterede en sidelinje af det franske Bourbondynasti. Så det er ikke så underligt, at disse to landes hovedstæder kom til at præge den spanske). Allerede året efter hjemkomsten udkom Andersens rejsebog 'I Spanien', og den blev hurtigt oversat både til engelsk og tysk, men ikke til spansk, for som Andersen selv havde udtrykt det: I Spanien kendte man ham ikke og ønskede heller ikke at kende ham. Først med min oversættelse i 1988 udgivet med støtte fra det danske Kulturministerium er Andersens rejsebog blevet tilgængelig på spansk. Modtagelsen har været over al forventning. Det er blevet til fire oplag, hvortil kommer udtog genoptrykt i aviserne. I epilogen til min oversættelse beskriver jeg H.C. Andersens romantiske drøm om Spanien og omtaler den lidet flatterende måde, hvorpå Madrid tog imod ham. Det kan derfor kun glæde mig, at kommunen nu som nævnt har fejret Andersens 200-års fødselsdag ved en storslået begivenhed og på denne måde bidraget til at give ham den oprejsning, han fortjener. Også forlaget Alianza fejrer digterens fødselsdag. Det sker med en ny udgave af den spanske oversættelse, denne gang illustreret med samtidige træsnit fra nogle af de byer, Andersen omtaler. »Det er synd, at han ikke havde et fotografiapparat med til Spanien. Sikke en vision af vort land, han ville have efterladt os!«, skrev forlaget til mig. Mangen en spansk intellektuel står i dag i gæld til H.C. Andersen. Kunsthistorikeren José Ramón López (Museum for Nutidskunst i Sevilla) kan for eksempel takke digteren for, at nogle til dato ukendte fotografier nu er kommet frem og er identificeret. López var selv i gang med en bog om fotografiets historie i Spanien og skrev i denne forbindelse til mig, om man kendte navnet på den unavngivne fotograf, Andersen havde set tage billeder i Alhambra. Det eneste, som jeg kunne bidrage med, var efternavnet Clifford. Men så var gåden løst: Charles Clifford var dronning Isabellas hoffotograf og fulgte altid med, når kongefamilien rejste rundt i landet. I kapitlet om besøget i Granada beretter digteren, hvordan han så en »berømt engelsk Fotograph« stå og efter dronningens anvisning fotografere en hel sigøjnerfamilie i Alhambras tronsal, så der kom liv på billederne. Tilbage i Danmark gik Andersen straks i gang med at berette om sin fire måneders rundrejse i det land, hvor inkvisitionen i århundreder havde holdt et skarpt øje med al påvirkning udefra. Han havde været vidne til udviklingen i det nye liberale Spanien, som kun fyrre år tidligere havde skaffet sig af med inkvisitionen. Foragten og ligegyldigheden over for alt fremmed levede dog stadig videre hos visse åndspersonligheder. Det kom Andersen til at mærke, især i Madrid - de spanske intellektuelles højborg. Ved at læse i hans dagbog får man nærmest indtryk af, at hans møde med de spanske kollegaer blev noget nær en fiasko. Nogle spanske digtere og forskere, som Andersen hilste på, behandlede ham med en distancerende arrogance, som kun kan skyldes, at de var komplet uvidende om, at de havde at gøre med en verdensberømthed. Det kunne have været fristende for Andersen at have benyttet rejseskildringen til at give en bidende karikatur af blomsten af de spanske intellektuelle. Men ikke et ord herom. Tværtimod! Med det storsind, der ofte karakteriserer geniet, fremhæver Andersen næsten kun det positive ved udviklingen i Spanien, og den varme og det venskab, som han heldigvis også mødte. I sin rejsebog hylder Andersen uden forbehold, hvad han ser ske omkring sig. Nærmest profetisk lyder han, når han siger: »Der er sket et Opsving, en Udvikling i Spaniernes Karakter, der vil gøre dette intelligente Folk til et af de hæderligste i Europa«. Lige så profetisk, på vej tilbage mod den spanske grænse, udbryder ham ved slutningen af sit afskedsdigt: Og din Nutid ejer Ungdom, Munkene, Du fra Dig jog; Spaniens Blomstren forudser jeg Lyse vil i Fremtidens bog. Siden de første udvalg af Andersens eventyr udkom på spansk mod slutningen af 1800-tallet, er han som oftest blevet kritiseret og misforstået af spanske intellektuelle, som stadigvæk tror, at Andersen kun skrev for børn. Bedre blev det ikke af, at man først inden for de allersidste årtier er begyndt at oversætte ham direkte fra dansk og indtil da nøjedes med middelmådige oversættelser fra franske eller tyske versioner. (Muligvis har den ovenfor citerede spanske censur også påvirket spanske kritikere, længe efter censurens afskaffelse og den demokratiske trykkefrihed blev genindført). Selv inden for de seneste år gør en slående mangel på indlevelse i Andersens univers sig gældende hos spanske oversættere og litteraturkritikere, som undertiden ligefrem resulterer i fordømmelse af den danske digter. Man har givet sprogbarrieren skylden for den ringe interesse for Andersens litterære værk i de spansktalende lande. Indtil for nylig kunne spanske intellektuelle kun begå sig i andre romanske sprog. Andersen var nu heller ikke selv nogen ørn til fremmede sprog, og det bragte ham ofte ud i vanskeligheder. Under et besøg i London i 1847 var han til et selskab hos Walter Scott kommet til at sidde mellem en af Scotts venner og en engelsk dame: »Jeg maatte tale Engelsk. Lady Stanley talte Italiensk til mig. Kom i daarligt Humør, fordi jeg ikke kunne Sprog og tog hjem«, skrev han i sin dagbog. Men ikke alt har været sprogvanskeligheder. Kløften mellem protestantisk og katolsk kulturtradition har også spillet ind. Danmarks kulturelt betingede slægtskab med andre protestantiske lande betød, at Tyskland og England med lethed tog den danske digters livsfilosofi til sig og identificerede sig med hans personer. Mellem Andersen og Spanien eksisterede der en mur, som var mere solid end sprogbarrieren: mentaliteten. Selv en spansk litteraturforsker som Ana María Matute gør Andersen uret. I forordet til et udvalg af Andersens eventyr siger hun, at »man må beklage hans barnlige forfængelighed og konstante brysten sig med lånte fjer«. Hvis hun her tænker på Andersens lån af 'Kejserens nye klæder', så burde hun vide, at Andersen selv gør opmærksom på dette eventyrs spanske oprindelse i sine 'Eventyr og Historier' fra 1862. Hendes mangel på kendskab til den danske digter og hans liv viser sig også, når i samme forord Matute kan komme med følgende flothed: »Han kendte ikke verden, derfor opfandt han den; han kendte ikke menneskene, derfor opfandt han også dem«. Og hun fortsætter med at klandre digteren for at videregive sit eget barske livssyn til børnene. Det er rigtigt, at Andersens syn på verden var barskt, men det skyldtes, at hans egen opvækst var barsk. Hans spanske kritikere har ikke forstået, at digteren anklager de magtfulde og samfundets ophøjede på baggrund af egne triste erfaringer. Andersens eventyr er et monument over samfundets hykleri, stupiditet og intolerance, idet få kendte bedre til verdens ondskab end ham. I udvalget 'La sombra y otros cuentos' ('Skyggen og andre eventyr') (1989) med nogle af de hidtil bedste oversættelser af H.C. Andersen til spansk skriver oversætteren, at »egoisme, utaknemlighed og grusomhed skyder frem som vilde planter i Andersens historier uden skygge af moralsk anfægtelse«. Heller ikke Alberto Adell, som oversætteren hedder, kan gøre sig fri af synet på Andersen som børnebogsforfatter og glemmer, at digteren ikke har skrevet nogle moralske eksempla, men en række eventyr til skræk og advarsel for alle. Den geniale digter kunne godt skelne mellem skidt og kanel. Og han var heller ikke smålig med at give ros, når nogle eller noget begejstrede ham. Tilbage i Danmark og i gang med sin rejseskildring af landet bag de blå Pyrenæer sad han måske og dagdrømte over sit europakort: »Landkort-tegningen viser os«, skriver han, »at Spanien er Jomfru Europas Hoved, ind i Det dejlige Ansigt havde jeg set, jeg glemmer Det aldrig!«. Gamle heltebilleder sætter hans frodige fantasi i bevægelse. »Dansk og Spansk forener sig i Rimets Klang til Digtningen«. Han digter om Holger Danske, der i den spanske pyrenæerdal ved Roncesvalles kæmpede mod maurerne. »I Spanien løftede Han sit Sværd, i Danmark løftede sig hans Aand. Fremtidens digtere vil synge om ham og i digtningen knytte Spanien til Danmark«. Det er måske kun et spørgsmål om tid, nu hvor de yngre og moderne indstillede er ved at tage over. I dag må alle vist indse, at Andersen på én gang var europæer og følte sig som dansker med stort D. Han hyldede de moderne fremskridt som tidens velsignelse. For mange blev han et håb om, at verden før eller siden vil komme til at tilhøre digterne.