Johannes Riis går i kødet på DR 2's 'Smagsdommerne' og Brian Mikkelsens kulturkanon i sin Kronik om 'Elitens forpligtelser', som endnu en gang demonstrerer, hvor vanskeligt det er at formidle en tankegang på tv, så en litterær direktør på Gyldendal kan forstå det, og hans angreb er en kærkommen lejlighed til at præcisere mine synspunkter. Kroniken vil gerne tage mig til indtægt for en elitær holdning, der »nedgør, håner og ringeagter« underholdningsprogrammer som 'Krøniken' - og samtidig besidder jeg ikke »de særlige evner«, der skal til for at værdsætte finkultur som Kertészs roman 'Likvidation', fordi »bogen var for svær, det vil sige for litterær«. Det efterlader mig sjovt nok i en position, hvor jeg ikke har nogen fornøjelser overhovedet, fordi jeg både er for snobbet og for dum, og Riis må have fået et eller andet galt i halsen. Smagsdommeriet er jo i sig selv en simpel øvelse, hvor vi skelner mellem god og dårlig smag ligesom børn, der undersøger verden med munden og spytter det ud, de ikke kan lide, og synker det, der smager godt. Frem for at putte 'Krøniken' og Kertész i munden - og så spytte eller synke - forsøgte jeg derfor også at træde et skridt tilbage og kaste et blik på opdelingen af kulturprodukter i 'bred' og 'lav' underholdning ('Krøniken') og 'smal' og 'høj' finkultur (Kertészs roman) - det populære og det elitære, tv og litteratur, kitsch og kunst, godt og dårligt? Underholdning er det, som 'bare' vil udløse følelser og kropslige reaktioner - latter, gråd, lyst, angst og spænding - og sigter mod en endelig betydning og spændingsudløsning i form af et opklaret mord, et bryllup, en forsvunden skat, hvad som helst: Snip, snap, snude, så er den historie ude, og hvor var den dog alle pengene værd. Derimod er det finkulturelle og litterære det, som peger væk fra kroppen og følelserne mod højere, ideelle betydninger - og gerne har en åben og uforløst slutning, der sigter mod den store betydningsfylde i et uhåndgribeligt hinsides og efterlader læseren i anspændt førlyst: Man kommer aldrig, og det gør meningen heller ikke, fordi intet er godt nok i forhold til den altomfattende - og fraværende - pointe med livet, suk. På samme måde er underholdning det, som er fællesskabsetablerende og foregår i massemedierne og tilbyder seerne at identificere sig umiddelbart med kollektive udtryk og klicheer, mens det finkulturelle og litterære er forskelsmarkerende og dyrker den 'frie', individuelle afstand og overskridelse og fornyelse i forhold til de 'tvangsmæssige' fiktionsmønstre og klicheer i underholdningen. Den kritisk bevidste distance til genre og fortællekonventioner indebærer, at metafiktionen - 'det litterære' - ofte har vanskeligheder ved at etablere handling. Det er begyndelsen til begyndelsen til begyndelsen og ender som regel med det selvreferentielle 'jeg skriver, at jeg skriver, at jeg skriver' - og jeg tillod mig at påpege i 'Smagsdommerne', at Kertész lægger ud med at likvidere indledningen til sin roman med et »selv om vi selvfølgelig kan undvære alt dette« og typisk fortsætter på side 38 med et »for nu endelig at komme til sagen« - og at det kan blive kedeligt i længden. For Kertészs roman er netop et skoleeksempel på en bog, der handler om en bog - det fraværende 'mesterværk' med den endelige sandhed om Auschwitz, som ikke kan skrives - og hvis hovedperson skriver og læser om en mand, der skriver og læser. Historien slutter heller ikke, men afbrydes med dialogboksen på en computerskærm - 'Fortsæt/Afbryd' - og åbner dermed for endeløse spekulationer og fortolkninger. På den måde har romanen glimrende fat i sin målgruppe af akademikere og litterære direktører og andre åndsarbejdere, hvis tilværelse består i at læse og skrive om folk, der læser og skriver, og tænke længe over den tunge bog i den bløde stol - og fred være med det, der var ikke nogen normativ hensigt i mit forsøg på at beskrive produkt og kunder i de kostbare sekunders taletid, som står til rådighed på tv. Det gælder også for beskrivelsen af 'Krøniken', hvis fællesskabsetablerende funktion for 2,5 millioner mennesker gør den til et mesterværk på linje med dronningens nytårstale, og jeg gjorde et stort nummer ud af at understrege, at det stereotype og skematiske i handlingen og rolleudtrykkene ikke er et problem, men tværtimod er det stof, som underholdning i massemedier er gjort af - og at kliche ikke er andet end en værdiladet betegnelse for ritual. Derfor sammenlignede jeg 'Krøniken' og tv-kigningen om søndagen med andre søndagsritualer: kirke og fodbold. Der er for så vidt ingen forskel på at deltage i de kirkelige ceremonier og synge med på salmerne og sige amen i kor og så at iføre sig klubtrøjen og gå i Parken og synge med på slagsangene - og at sætte sig foran skærmen og følge med i 'Krøniken'. Det er kulturelle tilbud, der giver os mulighed for at ophæve vores tilværelse som isolerede individer for et stykke tid og få afløb for følelserne i nogle overpersonlige, stereotype udtryk - kirkeritualet, fodboldfesten, sæbeoperaen - og indgå i en kollektiv identitet. Det er en oplevelse, som halvdelen af Danmarks befolkning nyder hver søndag, og resten har så andre interesser, fint med mig, enhver sit. Det bringer os frem til den eneste korrekte gengivelse af mine synspunkter i Johannes Riis' Kronik - nemlig den blanke afvisning af højreregeringens og kulturministerens ønske om at opstille en national 'kulturkanon' - og hvis jeg var imod det før, er jeg det så meget mere efter at være blevet belært om »elitens forpligtelser«. Vi får her indsigt i selvforståelsen hos en litterær direktør, der er på vej ind i universitetets bestyrelse og føler sig kaldet til at kanonisere sin dannelseskultur, og det er skræmmende læsning. Riis taler i fuldt alvor om en kulturel og intellektuel elite og dens forpligtelser over for den brede befolkning som formidler af de sande kvaliteter og kulturværdier, der er nedfældet i 'kanonen', hvor kvalitet og værdier uden undtagelse er fortid og borgerlig finkultur. Hvis man for et øjeblik skulle være i tvivl om hensigterne og kulturforståelsen i regeringen, så forsvinder den, i takt med at Riis beviser tilhørsforholdet til eliten ved at gøre sin kulturelle kapital op i endeløse opremsninger af paratviden om Holberg, Oehlenschläger, Grundtvig, Thorvaldsen, H.C. Andersen, C.F. Hansen, Kuhlau, Johannes V. Jensen, Karen Blixen - og så videre - samtidig med at han beklager »sådan som undervisningssystemet udviklede sig i 1970'erne med de følger, det nu engang har haft, og der er vidt og bredt et behov for en kanon«. Det er den blinde og ukritiske fetichering af finkulturen og knæfaldet over for dem, som forvalter den, vi har med at gøre, når regeringen og Riis ønsker at skrue udviklingen tilbage til tiden før studenteroprøret, hvor man terpede klassikere i den sorte skole og lærte kæft, trit og retning over for autoriteterne - lærerne, den intellektuelle og kulturelle elite, de litterære direktører, ypperstepræsterne og deres udlægning af 'kanonen'. Det er indlysende, at det vil være en fordel for magthaverne at uddanne folk til at være kustoder i et folkemindemuseum i stedet for at oplyse og frigøre og afmystificere og udbrede en kritisk forståelse i forhold til kulturlivet, som det er nu, og hvor enhver så i øvrigt kan følge sine egne fascinationer uden at være forpligtet over for den siddende regerings definitioner af 'værdier' og 'kvalitet', som den vil trække ned over befolkningen som helhed. Deres ambitioner om at kanonisere en dansk enhedskultur af guldaldermalerier, som vi alle sammen kan være fælles om - og som vil være »en fordel både for os, der har boet her i landet altid, og for dem, der kommer hertil og gerne vil kunne finde ud af, hvad vi er for nogle størrelser« - betyder, at indvandrere er velkomne, så længe de synger med og underkaster sig en dansk, nationalromantisk kultur, eller også kan de forlade landet, og det gælder velsagtens også for Georg Metz og andre debattører, der ifølge Riis har »lænet sig tilbage og lagt armene over kors; i surhed, trods og fornærmelse har meldt sig ud«. Der er ikke plads til elever i klassen, som ikke deler skolemesterens værdier og kulturforståelse og ikke ønsker at bidrage til nogen som helst form for kanon. Johannes Riis skriver, at hans lidenskab for kulturkanoner og fortidsminder er en reaktion mod det moderne samfund: »I den på én gang såvel mere og mere atomiserede og ghettoiserede som globaliserede verden, vi lever i, har vi brug for noget at være fælles om her, hvor biologien og historien har anbragt os«. Hvad han er blind for og glemmer i sine elitære bestræbelser er, at de værdier, han vil kanonisere som fælles, ikke er det, men tilhører en afgrænset socialgruppe - akademikere og andre 'kulturbærere' med høj uddannelse og lav indkomst, som føler sig i uoverensstemmelse med det omgivende samfund og udviklingen og ønsker at redde resten af befolkningen fra vildfarelse ved at konvertere alle og enhver til de højere og ideelle kulturværdier, som man selv møjsommeligt har måtte tilegne sig i et langt uddannelsesforløb med Holberg, Oehlenschläger, Grundtvig, Thorvaldsen, H.C. Andersen, C.F. Hansen, Kuhlau, Johannes V. Jensen og Karen Blixen. Sorry, but no cigar. Samfundet og 'tiden' er lige så lidt præget af et sammenhængende verdenssyn og fælles mål, som vores værdier og kultur bliver dikteret af en enkelt politisk institutions eller industris eller socialgruppes interesser, og konservative kulturministre og litterære direktører må forsøge at vænne sig til tanken, at vores samfund ikke udgør en enhed, men er pluralistisk og multikulturelt. Det er en sammensat størrelse med mange og vidt forskellige miljøer og subkulturer og udviklingstendenser og politiske grupperinger: En erhvervsleder, en landmand, en akademiker, en industriarbejder, en enlig mor, en autonom og en rockstjerne har vidt forskellige levevilkår og interesser og værdier og forventninger til fremtiden. Den kulturelle formidling mellem privatmenneske og samfundsborger er under konstant forandring og mildt sagt anderledes end for 100 år siden, og der er mange om buddet lige fra underholdnings- og reklameindustriens hektiske promovering af forbrug og lyst og selvudfoldelse og til myndighedernes og virksomhedernes beherskelses- og præstationsbilleder. Det er selvovervurderende og naivt grænsende til det vanvittige at tro, at en eller anden intellektuel elite med Brian Mikkelsen og Johannes Riis i spidsen skulle samle og opdrage folket efter et overordnet værdisæt, der er udtrykt i en 'kanon' og måske endda mejslet i runer på Jellingestenen. Forestillingen om en 'kulturkanon' er reaktionær og ude af sync med virkeligheden, men Riis har øjensynlig slet ikke registreret, at det ikke er litterære værker og malerier og kulturskatte, som regulerer vores adfærd og værdier og samler befolkningen, men først og fremmest den massive symbolproduktion i medierne, som binder enkeltindividet sammen med det omgivende samfund - og frem for at opdrage os til engangsprogrammerede personer med et fasttømret værdisæt i overensstemmelse med regeringens 'kulturkanon' sker der gudskelov en fortløbende reprogrammering af fleksible personer ved hjælp af lyst og frivillighed og fascination. Det er seersucceser som 'Krøniken' og andre nationale begivenheder i massemedierne - det kongelige bryllup og Melodi Grand Prix, håndboldpigernes olympiadesejr - der er fællesskabsetablerede i vores tid. Nu er det jo begrænset, hvor tit de kongelige kan blive gift, og håndboldpigerne kan vinde guld, og snarere end positive nyheder og eufori er det katastroferne og sorgen, som udgør fællesnævneren lige fra lady Dianas død til 9/11 og tsunamien, hvor vi for et kort øjeblik forener os i en kollektiv gråd hele kloden rundt, indtil sørgearbejdet er overstået - og så falder vi tilbage i vores vante tilværelse som enkeltindivider, der indgår i mindre interessefællesskaber på kryds og tværs og ellers ikke er bundet sammen med hinanden af andet end markedet. De fundamentalistiske kulturbærere og deres politiske grupperinger forekommer mig at være langt mere skræmmende end »den såvel mere og mere atomiserede og ghettoiserede som globaliserede verden«, som skal modvirkes ved hjælp af en national 'kulturkanon', og når man begynder at råbe på den kulturelle og intellektuelle elite, der skal opdrage befolkningen til de sande værdier, så er der ikke langt til filosofstaten med én kultur og én fører. For min del står vores fælles værdier skrevet i grundloven, og jeg har ikke brug for en kulturel grundlov, der er forfattet af litterære direktører og ministre og andre medlemmer af samfundseliten. Jeg kan næsten ikke få mig selv til at tro, at Johannes Riis virkelig mener, hvad han siger, men foretrækker at anse ham for at være en dygtig strateg, der er ude efter magt og aflønnet udvalgsarbejde og måske endda vil kanonisere sig selv sammen med kulturministeren - Skt. Johannes og Skt. Brian - og så i øvrigt skrive sig ind i varmen hos den borgerlige finanslov, som skal finansiere Gyldendal, næste gang der ikke kan rettes op på underskuddet med massefyringer og Harry Potter. Var det ikke Heine, der sagde: »Der hvor de kanoniserer bøger, kanoniserer de til sidst også mennesker«?