Ministeren for familie- og forbrugeranliggender - Henriette Kjær - har fremsat et lovforslag, som tager sigte på at opkvalificere og samtidig forenkle samfundets behandling af skilsmissekonflikter. Ministeren ønsker, at sager, hvor der er uenighed om forældremyndigheden, fremover altid skal tage deres begyndelse i de nye regionale statsforvaltninger som etableres i 2007. I dag kan sagerne anlægges direkte ved retten. Nok så vigtigt lægger lovforslaget op til, at der i langt højere grad skal gøres anstrengelser for at forlige forældrene, så en dom kan undgås. Der er meget godt at sige om lovforslaget, og det er glædeligt, at der er politisk interesse for at lave det nuværende - efter min mening utidssvarende - system om. Det er et stort fremskridt, at man har erkendt, at samfundet svigter såvel forældreparret som børnene ved rask væk at lade retterne - med advokaters mellemkomst - afgøre disse konflikter. Man forsømmer herved at tage behørigt hensyn til, at familien også skal kunne fungere i fremtiden. Samfundets opgave har i alt for mange år været grebet forkert an og været lagt i de forkerte hænder. Så vi trænger til en reform. Men lovforslaget er utilstrækkeligt og vil ikke føre frem til nogen hensigtsmæssig og faglig forsvarlig håndtering af disse ulykkelige sager. Med lovforslaget har man så at sige sat sig imellem to stole. Det nuværende system er kørt fast, fordi man har været alt for sen til at erkende, at juraen ikke slår til, og endda kan risikere at gøre ondt værre, når det gælder behandlingen af konflikter inden for familien. I forhold til andre vestlige lande, som vi i anden forbindelse ynder at sammenligne os med, er Danmark i 80'erne og 90'erne sakket længere og længere bagud på det forvaltningsmæssige område af familieretten. Samfundets behandling af forældremyndigheds- og samværssager må i mine øjne betegnes som både forbenet og fagligt svagt funderet. Ved domstolene/statsamterne har man forsømt at opbygge regulære børnefaglige afdelinger, og man har ikke formået at integrere den betydelige udenlandske forskning, der er lavet, omkring hvordan børn og voksne bedst kommer igennem en skilsmisse. Det er inden for psykologien, at denne viden genereres. I Danmark har 'det juridiske establishment' imidlertid hidtil ageret temmelig selvtilstrækkeligt og kun haft sparsom lyst til at anerkende andre faggruppers betydning for at yde skilsmissefamilierne en ordentlig hjælp. Resultatet heraf er dels blevet et lavt serviceniveau i forhold til forældrene og børnene, og dels at det efterhånden er vanskeligt at forsvare afgørelsernes faglige legitimitet. Med det sidstnævnte trues selve retssikkerheden. Der er således brug for et radikalt paradigmeskift i sagsbehandlingen: Børneperspektivet skal være det bærende, og det vil efter min vurdering kun kunne opnås ved, at der arbejdes konsekvent tværfagligt. I det følgende vil jeg beskrive en alternativ model til det forslag, familieministeren har lagt frem. Når en regional statsforvaltning modtager en anmodning om at afklare/afgøre en forældremyndighedskonflikt, skal forvaltningen reagere, som om den har fået en underretning om, at et barn er i vanskeligheder, og denne anskuelsesvinkel skal være styrende for hele indsatsen. Forældremyndighedstvister ligger i et krydsfelt imellem psykologi og jura, og problemerne skal derfor håndteres ud fra en kombinatorisk model, hvor det overordnede mål stedse må være at fremme, hvad der skønnes at være bedst for barnet. Følgende elementer skal kombineres: 1. Den børnesagkyndige ekspertise skal arbejde tæt sammen med den juridiske, og i alle faser af afklaringsprocessen skal begge faggrupper så vidt muligt være repræsenteret. Når én eller begge forældre henvender sig om deres uenighed om børnene til statsforvaltningen, skal der udnævnes et tværfagligt rådgivnings-/mæglings-/vurderingsteam, bestående af en børnesagkyndig og en jurist. Begge skal have specialistviden om de vanskeligheder, som kan opstå for børnefamilier i kølvandet på en skilsmisse. Dette team skal 'følge sagen helt til dørs' - og om nødvendigt, hvor uenigheden imellem forældrene viser sig uløselig, træffe afgørelse i sagen. 2. Forældrenes konflikt om myndighedsudøvelsen over barnet skal ofte forstås i en bredere betydning end den form, som uenigheden umiddelbart præsenterer sig i, hvor det er forældremyndigheden, der typisk rejses sag på. Lovforslaget lægger også op hertil. Man skal arbejde med løsningsforslag, der ser på hele familiestrukturen efter skilsmissen, det vil sige ud over forældremyndighedsspørgsmålet også barnets fremtidige bopæl (hvem skal være baseforælder), barnets besøgsmønster hos den udeboende forælder (samvær) og forsørgelsen (børnebidrag). 3. Afklaringsprocessen skal under afholdelsen af de relevante møder sideløbende arbejde med et aftalespor og et afgørelsesspor. I aftalesporet er dialogen imellem forældrene det bærende, og i afgørelsessporet er det teamets fortløbende vurderinger. Med denne dobbeltfokusering opnår man den hurtigste vej til en løsning og samtidig den mest fyldestgørende oplysning af barnets situation. En løsning, som forældrene selv har været med til at tilvejebringe, og som de begge er (rimeligt) tilfredse med og derfor vil arbejde loyalt på at implementere, skal (ved normale forhold) tillægges den absolut højeste prioritet. Bestræbelserne på via rådgivning og mægling at nå en mindelig løsning skal udfoldes maksimalt fra starten af processen. Dialogen og forhandlingerne imellem forældrene - med støtte af teamet - skal have rigelig tid og rum i starten, og så længe begge forældre viser ansvarlighed og indgår konstruktivt i samtalerne. Men hvor processen ikke tager kurs imod en mindelig løsning, skal 'tids-snoren' strammes til for at sikre, at barnet - og forældrene - ikke over for lang tid skal leve i uvished og ængstelse for deres fremtidige familieforhold. 4. Forældre skal under afklaringsprocessen have al den børnesagkyndige og juridiske rådgivning, som de måtte have brug for, så de forhåbentlig kan indgå en aftale om barnet. Og i takt med at der indhentes ny viden - for eksempel ved at barnet indkaldes til en høringssamtale, eller barnets børnehave/skole/læge kommer med en udtalelse - skal forældrene have stillet denne viden til rådighed og opfordres til at inddrage den i deres løsningsbestræbelser. 5. Ender det med, at forældrene ikke kan komme overens, skal al den viden, som teamet indsamler under afklaringsprocessen, omvendt kunne indgå i afgørelsesgrundlaget. 6. Indhentelsen af oplysninger fra eksterne kilder og eventuel høringssamtale med barnet og også en eventuel børnesagkyndig undersøgelse foretages af teamet, således at opgaveløsningen så vidt muligt koncentreres hos de samme to fagpersoner. 7. Teamets afgørelse af forældremyndighedsspørgsmålet, barnets bopæl og besøgsmønsteret hos den udeboende forælder samt de økonomiske forpligtelser i forhold til barnet skal selvsagt være begrundet udførligt. 8. Afgørelsen fra teamet skal kombineres med en klageadgang til domstolen. Forældrene skal således have mulighed for at få prøvet en afgørelse, som de er utilfredse med, ved en anden instans. I det fremsatte lovforslag lægges der op til, at en jurist ved et indledende, obligatorisk møde på statsforvaltningskontoret skal forsøge at motivere forældrene til at tage imod rådgivning eller konfliktmægling. Denne model er uhensigtsmæssig af følgende grunde: For det første har forældre i denne situation lige så meget brug for at møde en børnesagkyndig - og derved 'komme i hænderne' på en faggruppe - med en ganske anden tilgang til problemerne end juristens. De børnesagkyndige har i kraft af deres grunduddannelse og efterfølgende arbejdserfaring en stor viden om børn og børns behov (udviklingspsykologien) og en omfattende viden om, hvordan familier fungerer. Dertil kommer, at de børnesagkyndige har mange års erfaring med behandlingsopgaver, hvor de er vant til at arbejde med livsomvæltninger, tabs- og sorg-processer, og derved har de særlige forudsætninger for at etablere en bæredygtig og konstruktiv kontakt til forældrene. Disse særlige forudsætninger skal anvendes til at bringe forældreparret ind i en proces, hvor de selv kan og vil tage ansvar for deres konflikter og også konflikternes løsning. For det andet vil det komme til at udgøre en forhindring - en tærskel, som forældrene skal overvinde - hvis de efter det indledende møde skal 'plantes om i andre hænder', og der vil være en nærliggende risiko for stop-go-stop-go-problematik, hvor der spildes kostbar tid på at få arrangeret rådgivning eller konfliktmægling. Der vil være en fare for, at man taber forældrenes motivation på gulvet ved denne omstændelighed. Dette skal også ses i lyset af, at der måske vil blive brug for at arrangere rådgivnings-/mæglingsmøder mere end én gang i forløbet. For det tredje vil det være en meget stor ulempe, hvis de eksisterende rådgivnings-/mæglingsordninger bliver taget i anvendelse i forhold til disse afgørelsessager. Dette skyldes, at rådgiverne/mæglerne i disse ordninger bliver omfattet af en tavshedspligt. Det vil indebære, at i de tilfælde, hvor forældrene ikke når til enighed under rådgivningen/mæglingen, går al den viden, som rådgiveren/mæglerne har oparbejdet om sagens problematik, tabt. Dette videnstab er særdeles alvorligt, idet samfundet så efterfølgende nærmest står på bar bund over for at skulle træffe en skelsættende beslutning om, hvordan familien skal organiseres i fremtiden. Det er selvsagt vigtigt, at denne beslutning hviler på det bedst mulige grundlag, det vil sige er et fagligt velkvalificeret estimat af, i hvilken familiestruktur barnet vil kunne få de bedste udviklingsbetingelser. Hvis rådgivningen og mæglingen i stedet forestås af teamets børnesagkyndige og jurist, vil de have lejlighed til under møderne at opbygge et indgående kendskab til familiens historie, barnets særlige kendetegn, forældrenes personlighed og forældrenes evne til at leve sig ind i barnets behov og evne til at sætte deres egne behov i anden række. Endvidere vil teamet ofte få et indblik i, hvordan forældrenes indbyrdes relation er, herunder eventuelle underliggende dynamikker for konflikten. Alt dette er væsentlige informationer for at kunne vurdere forældrekompetencerne og træffe den optimale afgørelse. Det vil være særdeles skadeligt, hvis disse informationer ikke skulle kunne anvendes til at indkredse den - for barnet - bedste afgørelse. Det vil være meget omkostningsfyldt, såvel økonomisk som tidsmæssigt, hvis oplysningerne skulle indsamles på anden vis (for eksempel via en ekstern børnesagkyndig undersøgelse) - og måske vil det slet ikke kunne lade sig gøre på samme fyldestgørende måde. I familieministerens lovforslag er den regionale statsforvaltning ikke tildelt nogen myndighed til at træffe egentlige afgørelser i disse forældremyndighedssager. I bemærkningerne til lovforslaget findes der ikke nogen seriøs begrundelse herfor! Som forholdene er i dag, har statsamterne kompetence til at træffe afgørelser om forældremyndighedens placering i dødsfaldssituationer, og lovforslaget giver den regionale statsforvaltning bemyndigelse til at træffe midlertidige forældremyndighedsafgørelser. Men af uforklarlige grunde slipper kompetencen i ministerens forslag op her, og retterne skal tage over, og det er højst uhensigtsmæssigt. Man risikerer herved, at sagen nærmest skal starte forfra. Dér, hvor afklaringsprocessen begynder, skal den også munde ud i en aftale eller en afgørelse. Alt andet vil være både uøkonomisk og en urimelig belastning af familien. Ved at tillægge statsforvaltningen beslutningskompetencen vil man også sikre forældrenes motivation til at deltage aktivt og konstruktivt i det indledende, obligatoriske møde. Som forslaget er lagt frem nu, risikerer man, at dette møde kommer til at fremstå som en meningsløs - og måske endda farceagtig - øvelse, hvor man kun kommer for at få en kvittering for sit fremmøde og uden den mindste vilje til at drøfte problematikken i sagen. Den allervigtigste begrundelse for at give den regionale statsforvaltning kompetence til at træffe afgørelsen i disse komplicerede sager er dog den, at det er vanskeligt at forestille sig, at det vil være muligt ved domstolene at oparbejde en sagsbehandling, som i grundighed og tværfaglig ekspertise kan matche, hvad man får til rådighed i statsforvaltningerne. I statsamterne har der igennem en årrække været et børnefagligt miljø under opbygning. Endvidere arbejder børnesagkyndige og jurister ved mange statsamter tæt sammen i konfliktmæglingerne. Overflytningen af beslutningskompetencen ligger således 'lige til højrebenet' for statsamterne. Domstolene har i mange år haft chancen for at reformere håndteringen af forældremyndighedssagerne, men har ikke formået at følge med udviklingen, og kritikken af disse retssager, selv inden for juristernes egne rækker, har været massiv. Fremover bør domstolene (der vel har rigeligt andet og mere relevant at give sig af med) alene fungere som ankeinstans og som sådan have til opgave at påse, at alt er gået ordentligt og redeligt til under statsforvaltningens sagsbehandling, og kritisere og korrigere, hvor dette ikke måtte være tilfældet. Det er åbenlyst for de fleste, at man så vidt muligt skal undgå, at forældre bliver hevet i retten for at blive dømt af en dommer - det fremmer sjældent trivslen for børnene i skilsmissefamilien og forældrenes bevarelse af et forældrefællesskab. Det er faktisk også intentionen bag lovforslaget, men så mangler ministeren altså at flytte noget kompetence. Hertil kommer, at en koncentrering af opgavehåndteringen i statsforvaltningen også i et rent kroner og øre-univers vil være det mindst belastende for samfundet, idet der herved vil kunne spares personaleressourcer både umiddelbart og på sigt. Lovforslaget, der må siges at rumme mange gode intentioner, trænger således til en ordentlig kølhaling. Det er mit håb, at familieministeren og Retsudvalget vil finde det fornødne mod til at tage et gennemgribende opgør med det eksisterende, ikke særlig børne- og familievenlige domstols-/statsamtssystem. Jeg deler fuldt ud familieministerens forventning om, at størstedelen af disse forældremyndighedskonflikter kan løses, uden at der skal trækkes en afgørelse/dom ned over hovedet på forældrene. Og det vil klart være til barnets bedste. Men det kræver, at man bemander opgaven med de rette fagfolk!