HELLIGÅNDSHUSET bag kirken ved Strøget er en oplevelse. Når man træder indenfor, skal man stå stille et øjeblik, mens man ser sig omkring i det store, lyse rum. De to rækker smukke hvide hvælvinger bæres af fire smalle granitsøjler midt ned gennem salen, lys vælder ind gennem de høje vinduer. I stengulvet er indfældet voldsomt store gravsten: 'Her Vnder Hviler Erlig Oc Velacht Mand' ... I dette overrumplende renæssancerum holdes med jævne mellemrum hollandsk auktion': på lange borde står antikvariske bøger i lige så lange rækker med ryggen opad. Tavse bogelskere vandrer langsomt spejdende op og ned på jagt efter det uventede - noget egentligt system i opstillingen findes ikke, bortset fra en grov inddeling i skøn- og faglitteratur. Her ligger Ole Juuls 'De røde enge' i en laset udgave ved siden af Hans Brix' pænt indbundne bog om Nis Petersen, som igen flankeres af en ufuldstændig udgave af 'Bjørnsons samlede skrifter', fulgt af Jakob Knudsens 'Lærer Urup', Aage Berntsens Ungkarlens visebog' og Oehlenschlägers 'Tragedier'. Den første dag er prisen på faglitteratur 60 kroner per styk, på skønlitteratur 20. I løbet af de to uger, salget står på, falder priserne til 5 kroner - samtidig, naturligvis, med at de bedste bidder er væk, fjernet af en af os uforbederligt forslugne bogelskere. Denne gang kom jeg tilfældigt forbi på udsalgets næstsidste dag og blev hængende. Det endte med 22 bøger: 110 kroner, billigt! Næste dag var jeg der endda igen og fråsede videre i al denne fortid, håbløst og idiotisk fortabt, som om det gjaldt om at redde noget fra undergangen: På mandag, fortalte boghandleren, smides alt det usolgte i containeren. Derfra videre til forbrænding. Dødsangst på kulturens vegne? Hvorfor købte jeg ellers mere, end jeg kan overkomme at læse, og meget mere, end der er plads til i reolen? Men 'Traven' kan man da ikke lade forsvinde: 'Dødsskibet' fra 1931, revolutionær trods og gedigen underholdning sydamerikanske rammer, ren læsefryd! Ved siden af 'Traven' ligger et enkelt bind af Chr. Winthers 'Samlede Digtninge', shirting med guldtryk fra 1905: 'Sjællands sommer', den ingen havde haft øje for før Winther, nyopdaget og hjemlig, tindrende sol og glitrende byger, blomster, kærlighed i faste figurer, alt sammen i disse ottelinjede vers, som man gynger så fortroligt i. Chr. Winther var allerede i min ungdom kompromitteret som konfirmationsgave, i dag er han utvivlsomt yt på enhver måde, ikke desto mindre er han - prøv selv! - elskelig for den læser, der har sans for - mumlelæsende for sig selv - at give sig hen i noget så totalt anderledes. ET FOLKS litteratur er dets selvbevidsthed, skrev Brandes, netop i forbindelse med samme Winther. Det er derfor, oplevelsen i den bogfyldte renæssancesal bliver vemodig, man ser allerede flammerne slikke og siderne krølle i varmen, og det er jo ikke kun dansk litteratur, det gælder! Dér ligger, pænt indbundet, Rabelais' 'Pantagruel' med al sin overdådige dumdristighed ('Gør hvad du vil' var mottoet for hans muntre klosterbrødre, det er snart fem hundrede år siden). Koestlers 'Mørke midt på dagen': Hvor den rystede os dengang få år efter krigen! Jack London og Jonas Lie, Stefan Zweig, Bertha von Suttner og Graham Greene, Forsters 'A Passage to India' - findes der klogere og finere bog? Og Kiplings 'Stilk og Co.' - findes der dummere? Her ligger ganske væsentlige dele af Europas bevidsthedshistorie på lit de parade. Hvem er vi bog-forfaldne? Denne formiddag: vel en snes mennesker, flest mænd, mest midaldrende og skæggede! På vej op og ned langs de lange borde, spejdende, tagende en bog op og bladende i den, nysgerrig, ofte fristet, står Det Uanede ikke i en ulæst bog? Nogle af os har allerede en mindre stak under armen, andre har klogeligt forsynet sig med indkøbskurv. Associationen ligger nær til Bradburys fremtidsbillede i 'Fahrenheit 451', til den sære forsamling af gamle mænd ved bålet under træerne ude i skoven, ved de rustne jernbanespor. De præsenterer sig for den nyankomne: én er Platons 'Republikken', en anden er 'Gullivers Rejser', en tredje er 'Darwin, Buddha, Matthæus' og så videre. I en bogbrændende verden repræsenterer de den truede kulturelle kontinuitet ved at have lært hver sin klassiker udenad. »Bumser i det ydre, uvurderlige bibliotekarer i det indre«, kalder Bradbury sine helte. Så vidt som til at bevare bøgerne ved at lære dem udenad er vi ikke kommet her i Helligåndshuset. Oplevelsen af at måtte bevare noget værdifuldt fra undergang og glemsel har vi ikke desto mindre fælles med de gamle mænd skoven. Her på den sidste dag før turen i containeren - og derfra videre til fahrenheit 451ff i forbrændingsanlægget krymper det sig i os. Den nøgterne hjernehalvdel ved godt, at disse bøger findes i indtil flere eksemplarer og også i morgen kan lånes på et bibliotek. Den mindre nøgterne synes stik mod al fornuft, at de må reddes fra ilden: Karl Larsens grotesk morsomme perle om 'Hopsadrengen' fra 1898, Kim Malthe-Bruuns dagbøger fra besættelsen, Alberto Moravias 'Women of Rome', Voltaires 'Den troskyldige' og så videre. Man kan da ikke sådan brænde kulturarven! Og de koster kun en femmer per styk! BØGERNE kommer især fra dødsboer, forstår jeg. Var der da ingen arvinger, der brød sig om at få den gamle dames bøger for ingen penge? Det var der altså ikke, hvorfor ikke? Svaret kendes: fjernsynet, nettet og det travle liv i almindelighed. Har vi ikke nok om ørerne i forvejen? Skal vi nu også læse bøger - det tager jo timer bare at komme gennem en enkelt! 'De tre musketerer' er hurtigere oplevet på tv, hvor de desuden er i farver. Alligevel udgives der hvert år flere bøger end året før. Til gengæld tager det som regel kun to år, før en ny bog kommer på nedsættelse, hvorefter det stadig usolgte restoplag går direkte til bogbrændingsanstalten (som oven i købet befinder sig nede på det fredelige Møn!). Stort udvalg, hård konkurrence, hurtig omsætning, hurtig glemsel. Med et blik ud over disse konfust sammenbragte bøger i rækker under netop disse smukke høje hvælvinger: De vokser til symbol på noget truet. Lasede eller i fattigfine bind med guldtryk rummer de vor patetisk dødstruede og livsnødvendige kulturarv, en del af vor selvbevidsthed. Jeg taler her ikke kun om klassikerne, enigheden om, at alle bør snuse lidt til det bedste fra deres hånd, er almindelig. Men hvad med det værste, er det ikke også en del af den arv, vi har fået i blodet, og som vi for pokker må kende, hvis vi skal kunne værne os mod det? Vender vi det ryggen, sætter det kniven i nakken på os. Det er selvforsvar at ville lære af det alt sammen, at fordøje og omsætte, hade og elske, udvikle, afvise, hvorfor ikke også gerne plagiere noget af al denne rigdom, lad os i hvert fald bladre i den, lad os få bare en anelse om, hvad vi kommer fra, ad hvilke baner sproget, følelseslivet, holdningerne har fundet frem til dagen i dag, lad os få bare en anelse om, hvor megen træghed, skønhed, klogskab og dårskab vore forfædre har levet med og er døde med. Og så al den rædsel, de har været igennem! Dér ligger min salighed Olfert Ricards 'Ungdomsliv', 17. oplag 1911, Lohses Lohses forlag, shirting: en totalt afskyelig bog, der søger at indprente unge mænd den mest levende skræk for deres eget kønsliv, og som insisterer på at koble onani-afholdenhed med gudsfrygt. Bedre kur mod vore dages religiøse koketteri end sådan en bog kan næppe tænkes. Jeg foreslår Ricard indføjet i gymnasiets litteraturudvalg, på bekostning af en af de kanoniserede. KENDER VI intet til historien, vil de gamle fyre falde os i ryggen. »Et folks litteratur er dets selvbevidsthed«. Før litteraturen kom selve sproget. De ord, vi bruger, og den måde, hvorpå vi føjer dem sammen, er formet, udarbejdet og omarbejdet af forfædre i et forløb, der fortaber sig et sted i mørket omme bag den ældre stenalder. Midt i en meget uafviselig globalisering lever vi i sproget, 'modersmålet', som fangen i buret, men også som planten i sin pottejord. Begrænset og betinget af den historiske kontinuitet er sprogets virkelighedsforståelse vor orienteringsramme. Det er simpelthen rasende uhyggeligt: Det sprog, vi intetanende tog for gode varer, da vi var to år gamle, er for længst fuldbyrdet livstolkning, et koncentrat af forfædrenes oplevelser, fordomme, indsigt og idiotiske misforståelser. 'Erlig oc Velacht Mand' ... ligger under sin tunge stenplade og trækker diskret i trådene med sine knokkelhænder, vi er hans marionetdukker, så længe vi ikke ved, hvad han gav os i arv. Man skal ikke kun læse de gamle forfattere for at få sin verden udvidet og beriget, man skal også gøre det for at kunne værne sig mod dem af deres forestillinger, der for længst er blevet uanvendelige, måske direkte skadelige, men som lumskeligt er indlejrede i sprog og tankebaner. Straffen for at lade være er til at få øje på: Tager man sig ikke tid til konfrontation, berigelse og frigørelse på denne måde, så rammes man hurtigt af den dårlige kultursamvittighed, dette stinkende genfærd lige op af graven, den stivnede ærbødighed, venerationen, der får én til at mene, at der har eksisteret en guldalder, som man nok burde ...: Benævnelsen implicerer, at vi nu er nede i sølv, bronze, jern eller plastik, vi må i hvert fald anskaffe os en kanon for ikke at havne i det totalt ahistoriske McDonald's, som truer, giv os en kulturel kanon, et alibi for ikke at være dér, hvor vi godt ved, vi er havnet! MEN GØR man således fortidens store ånder til pligt, til lektie, er det slut både med den livsnødvendige frihed i forhold til historien og med den kulturelle kontinuitet. Ingen veneration, pligt eller kanon kan redde os ud af barbariet og historieløsheden, hvis det er den, der er vor skæbne: Kanon er overtro og afgudsdyrkelse, kunst skabes i lyst og/ eller lidenskab, og adgangen til den går gennem de samme kanaler. Kærligt og dog kritisk, vagtsomt og dog betaget: Svært og let! Hvor den kanoniske veneration helt dækker teksterne, kalder den på det respektløse oprør, og al respekt for det, forudsat at oprøret ikke bliver lige så ufrit, som venerationen var. Men det sker. DORTHE SONDRUP Andersen er mit eksempel. I sin nyligt udkomne og meget roste bog, 'Guldalder uden forgyldning', fortæller hun i et forceret muntert Se og Hør-sprog om parforhold og skandaler, dermed også om livsmønstre i dansk borgerskab i første halvdel af det 19. århundrede. Gennem en lang og længe underholdende, til sidst også trættende række sladderhistorier om den tids 'kendte navne' fra Oehlenschläger og Chr. Winther til grevinde Danner plus de forskellige damer og herrer, som disse mennesker forlovede og/eller sidesprang eller giftede sig med, giver hun et instruktivt rids af en virkelig bizar borgerlig lilleverden. Det er i sig selv fortjenstfuldt. På bogens omslag hævdes det, at den også vil fortælle om, hvordan disse private forhold influerede på kunstnernes »skaberværker «. En sådan fortælling ville unægtelig have givet fremstillingen perspektiv, men det er falsk reklame. Hendes omtale af disse værker når ikke ud over den karakteristik, hun giver af nogle Grundtvig-forelæsninger: De »skal have været noget ærkeguddommeligt vrøvl«. Bogens respektløst ironiserende sprog forbløffer og morer på de første sider, men opleves snart som manieret og ufrit, når det insisterer på at se de store ånder fra deres små sider. Forfatteren er fint solidarisk med de småpiger, der giftes med halvgamle mænd, men behøver hun derfor være perfid over for alle andre? Lad mig nøjes med ét eksempel: Det hedder, at »professor Carsten Hauch i Sorø var belemret med et veritabelt spektakel af en hustru, der havde adskillige selvmordsforsøg bag sig, før det lykkedes hende at slippe af med livet for egen hånd ved simpelthen at hænge sig«. Jeg ser bort fra »belemret« og fra det smagfulde i at ironisere over selvmordsforsøg. Det er ganske rigtigt, at Renna Hauch hængte sig. Det hører dog vel med, at denne stolt stædige kvinde tog sit liv, da hun havde været enke i 13 år, havde rundet de 85 og måtte frygte ikke længere at være selvhjulpen. Hun var begyndt som en af de alt for tidligt gifte, som ellers har forfatterens sympati, men hun havde gennem sit lange liv udviklet en stadig større selvstændighed og en dertil svarende foragt for enhver autoritet og enhver afhængighed, hun var således et af de tidligste medlemmer både af Dansk Kvindesamfund og - en sjælden kombination - af Pios afdeling af den socialistiske internationale. At omtale denne unægtelig usædvanlige kvinde som Dorthe Sondrup Andersen gør det, er mere end ukærligt, det er ondskabsfuldt. Hendes skriveform er løbet af med hende, den har fået en tvangskarakter, der stemmer for brystet. Hendes fortræffelige protest mod enhver kanonisering har taget magten fra hende og kastet hende den modsatte grøft. KANONISERING og anti-kanonisering er to alen ud af ét stykke, som hedder ufrihed i forhold til historien. Læs den selv, men frivilligt, helst kærligt, også vagtsomt, prøv en 5-krones bog fra Helligåndshuset!