Efter et kaotisk og blodigt valg i Irak står det klart, at nøglen til fredelig sameksistens med den arabiske verden ligger i konflikten mellem Israel og palæstinenserne. Konflikten i Mellemøsten må løses, og Danmark og EU bør spille en langt mere aktiv rolle. Med valget af Mahmoud Abbas som Arafats afløser er vejen banet for nye forhandlinger mellem Israel og det palæstinensiske selvstyre og - måske - for en genoplivning af den køreplan for fred, som skulle lede til dannelsen af en palæstinensisk stat ved siden af Israel. Men de nye muligheder for dialog gør det ikke alene. Israels bosættelser og et svagt og korrupt palæstinensisk selvstyre samt palæstinensiske selvmordsbomber gør det nødvendigt at stille klare og kontante krav til både palæstinenserne og til Israel, hvis konflikten skal ud af sit dødvande. Efter at have fulgt konflikten i Mellemøsten gennem en årrække er jeg ikke i tvivl om, at udviklingen i de senere år er gået den forkerte vej: 47 procent af alle palæstinensere lever i dag under fattigdomsgrænsen - altså for mindre end 2 dollar om dagen. Til sammenligning levede 20 procent af palæstinenserne for under 2 dollar om dagen i år 2000, umiddelbart før Ariel Sharons besøg på Tempelbjerget og den palæstinensiske opstand. Ifølge Verdensbanken har 16 procent af palæstinenserne - 600.000 mennesker - ikke råd til de mest basale fornødenheder og overlever kun på grund af den nødhjælp, der tilflyder området fra EU og FN's hjælpeorganisationer. Grænseovergangen til Gaza illustrerer situationen med al tydelighed. For fem-seks år siden var overgangen endnu fuld af lastbiler med frugt og grønt, klar til salg i Israel. I dag ligger den øde hen. Sikkerhedsrestriktionerne ved grænsen har gjort det næsten umuligt for palæstinenserne i Gaza at eksportere deres landbrugsprodukter, og op mod en tredjedel af landbrugsjorden i Gaza er i dag ødelagt. Frugtplantager, olivenlunde, væksthuse og vandingsanlæg er blevet jævnet med jorden som følge af israelske invasioner og jagt på formodede terrorister. På Vestbredden er forholdene ikke stort bedre. I slutningen af 1990'erne var gadetiggere og børn uden sko et sjældent syn. I dag skal man ikke lede længe for at finde dem i gadebilledet. Og ved de største checkpoints er der skudt en skov af gadehandlende op. Alle sælger de den samme sæbe, de samme barberblade og de samme strømper, kunstfærdigt opstillet på et støvet stykke pap på asfalten. Kvaliteten og udbuddet af sundheds- og andre sociale kerneydelser forringes. Andelen af palæstinensiske børn, som går i skole, er faldet fire år i træk, og kvaliteten af undervisningssystemet daler, i takt med at underskuddet på de offentlige budgetter vokser. Befolkningens tillid til de palæstinensiske myndigheder kan ligge på et lille sted på grund af korruption, misbrug af donormidler og nepotisme. Og kritik af de palæstinensiske myndigheder kommer som noget nyt også fra PLO's egne rækker og fra den yngre generation af politisk aktive inden for den tidligere præsident Yassir Arafats Fatahbevægelse. Ifølge den israelske menneskerettighedsorganisation B'tselem kontrollerer Israels bosættelser i dag mere end 40 procent af Vestbredden og godt en tredjedel af jorden i Gaza. Bosættelser, veje forbeholdt bosættere, og checkpoints, der skal beskytte bosættere mod palæstinensere, har omdannet Vestbredden til et bantustanlignende kludetæppe. Hvor bosættelserne helt frem til slutningen af 1980'erne lå som 'små øer' fordelt ud over en palæstinensiskdomineret Vestbred, er det nu de palæstinensiske samfund, der har overtaget rollen som øer. Igennem årene er palæstinensiske olivenlunde og marker blevet konfiskeret for at skabe plads til, at bosættelser blev udvidet eller til at lave sikkerhedszoner rundt om bosættelserne. Alt sammen bidrager det til at øge fattigdommen. Flere iagttagere af konflikten peger endog på, at bosættelserne nu optager så meget land, at det rent geografisk kan blive umuligt at danne en levedygtig palæstinensisk stat ved siden af Israel. Checkpoints, sikkerhedszoner og veje forbeholdt bosætterne gør det svært for palæstinenserne at komme fra én 'ø' til en anden. Halvt i spøg, halvt i alvor hævder palæstinenserne, at det er nemmere at besøge familien i Europa end at rejse fra én by på Vestbredden til en anden. Efter min opfattelse har den israelske beslutning om at bygge en sikkerhedsbarriere en del af skylden for, at udviklingen går den forkerte vej. 185 kilometer mur og hegn er blevet opført indtil nu. Ifølge FN vil kun 15 procent af den færdige barriere løbe langs våbenstilstandslinjen fra 1948, det vil sige den linje, som det internationale samfund mener bør danne udgangspunkt for en grænsedragning mellem Israel og en fremtidig palæstinensisk stat. Resten af barrieren bliver bygget inde på selve Vestbredden og strækker sig helt op til 22 kilometer ind i de palæstinensiske områder. Dermed beskytter den ikke kun staten Israel mod selvmordsaktioner, men også israelske bosættelser langt inde på Vestbredden. Barrieren løber gennem palæstinensiske landbrugsområder og afskærer palæstinenserne fra deres veje og marker. FN har anslået, at op mod 280.000 palæstinensere bliver direkte påvirket. Enten fordi de ikke længere har adgang til deres marker, eller fordi de vil blive 'fanget' på Israels side af hegnet og derfor ikke længere kan komme i skole, til lægen eller på arbejde på Vestbredden. Det palæstinensiske selvstyre har et medansvar for udviklingen. Historier om korruption og misbrug af penge, der skulle være kommet det palæstinensiske folk til gode i form af for eksempel sundhedsklinikker og skoler, har været mange og vedholdende. Trods internationalt pres og reformer af selvstyrets forvaltning af offentlige midler er der stadigvæk et godt stykke vej igen. Ifølge Transparency Internationals indeks over korruption i verden i 2004 ligger det palæstinensiske selvstyre på en 108.-plads, på niveau med Libyen. Det er en ringe trøst, at selvstyret er rykket 30 pladser op siden sidste år. Dertil kommer, at interne kampe mellem de palæstinensiske sikkerhedsstyrker gør livet utrygt for befolkningen i de besatte områder. Evner det palæstinensiske selvstyre ikke at gøre op med korruptionen og svindelen med offentlige midler, samt at skabe lov og orden i de palæstinensiske områder, ser udsigterne til at kunne skabe en levedygtig og stabil palæstinensisk stat ikke gode ud. Det skaber mistillid og mismod i den brede palæstinensiske befolkning og øger tilslutningen til de militante kræfter. Deres forkastelige selvmordsaktioner mod civile israelere bidrager igen til at skabe frygt i den israelske befolkning og bliver en direkte anledning til Israels brutale fremfærd mod civile såvel som militante palæstinensere. Siden Osloaftalen i 1993 har EU og medlemslandene givet i omegnen af 33 milliarder kroner til det palæstinensiske selvstyre. Penge, som skulle støtte fredsprocessen og opbygningen af en palæstinensisk stat, der anerkendte Israels eksistens. Men som udviklingen har vist, løser bistand ikke i sig selv konflikten. Der er behov for, at Danmark og EU kommer langt stærkere på banen, og der er behov for radikal nytænkning, hvis vi skal have bragt en afslutning på denne tragiske konflikt: For det første bør vi overveje, om der ikke allerede nu - og senere i forbindelse med en fredsaftale - er behov for en international militær tilstedeværelse i området i form af for eksempel EU eller NATO på grundlag af et FN-mandat. Hermed vil Israels ret til at eksistere i fred og sikkerhed kunne garanteres inden for grænser, der bør fastlægges i forbindelse med oprettelsen af en palæstinensisk stat. For det andet bør Danmark arbejde for, at FN's generalsekretær udpeger en særlig udsending, som får ansvaret for den humanitære situation i de palæstinensiske områder. Behovet for en sådan særlig udsending er blevet aktualiseret, efter at danskeren Peter Hansen er blevet presset til at gå som leder af FN's flygtningearbejde i regionen efter sine Israelkritiske markeringer. For det tredje skal EU forstærke presset på både de palæstinensiske myndigheder og på Israel. De palæstinensiske myndigheder skal reformere selvstyrets administration, så angrebene på civile israelere stoppes. Direkte økonomisk støtte til udbygningen af selvstyrets institutioner og krav om, at det udviser fremskridt i bestræbelserne på at stoppe korruption og magtmisbrug, bør følges ad. For eksempel bør EU og den danske regering fortsat stille klare betingelser om reformer af de palæstinensiske sikkerhedsstyrker som en forudsætning for bistanden til det palæstinensiske politi. Kravene til det palæstinensiske selvstyre er imidlertid ikke blevet fulgt op af tilsvarende krav til den israelske regering. Hvis visionen om en levedygtig palæstinensisk stat skal blive til virkelighed, er det nødvendigt, at EU og den danske regering øger presset på Israel for at stoppe udbygningen af de israelske bosættelser og motiverer Israel til at nedlægge bosættelserne på Vestbredden ganske som i Gaza. Indtil videre har EU's og den danske regerings pres bestået i en regelmæssig gentagelse af, at unionen ikke betragter de besatte områder som en del af staten Israel. EU og den danske regering har også fastholdt, at varer fra Israels bosættelser ikke skulle kunne sælges i Europa til lav told, sådan som varer fra selve Israel. Virkeligheden er imidlertid en anden. Igennem adskillige år er varer fra bosættelserne blevet solgt til EU som 'Made in Israel'. På den måde har bosættelser nydt godt af de samme lave toldsatser som israelske produkter, selv om det er i strid med handelsaftalen mellem EU og Israel. På den måde har danske forbrugere ikke haft mulighed for at skelne israelske varer fra bosættervarer. Efter flere års tovtrækkeri mellem EU-kommissionen og Israel om spørgsmålet, er der fortsat ikke fundet en tilfredsstillende løsning. Alligevel, og på trods af at Israel stadig udbygger sine bosættelser på Vestbredden, er EU-kommissionen og tilsyneladende også den danske regering nu parat til at udvide handelssamarbejdet med Israel. Planen er, at der i løbet af nogle år skal indgås en såkaldt naboskabsaftale, som er det, der kommer nærmest på et egentligt medlemskab af Den Europæiske Union. Aftalen kan føre til, at endnu flere bosætterprodukter vil blive begunstiget med lave toldsatser i EU, og at forbrugere og importører fortsat får svært ved at skelne bosættervarer fra israelske varer. Personlig ser jeg ingen grund til at tillade, at varer fra bosættelserne finder vej ind i blandt andet Danmark til lav told. Det er ikke en politik, der kan motivere Israel til at påbegynde den nedlæggelse af bosættelser på Vestbredden, som må finde sted, hvis dannelsen af en palæstinensisk stat skal blive en realitet. Hvis der indgås en naboskabsaftale, mens Israel udvider bosættelserne på Vestbredden og i strid med den nuværende handelsaftale sælger bosætterprodukter til EU til lave toldsatser, har man jo i virkeligheden sagt til Israel: Vi accepterer, at I bygger bosættelser på besat land. Bosættelser, som medvirker til at forringe palæstinensernes levevilkår, og som er en alvorlig hindring for fred i området. Ja, vi er oven i købet parat til give produkter fra bosættelserne en særlig begunstigelse i form af lave toldsatser, når de sælges i Europa. I dansk udenrigspolitik er kritisk dialog med lande, der krænker menneskerettighederne, normalt blevet foretrukket frem for boykot og åben konfrontation. Det er efter min mening en fornuftig linje, blandt andet fordi vi i den praktiske politik ofte kommer længere på den måde. Til gengæld har vi så en forpligtelse til at sikre, at dialogen også er kritisk. Hvis det ikke er tilfældet, kan vi utilsigtet komme til at legitimere overtrædelser af basale internationale spilleregler. Det er netop for at fastholde dialogen med Israel, at Danmark ikke bør støtte en suspension af Israels handelsaftale med EU og ikke bør støtte opfordringer til boykot af varer fra Israel. Landmænd i Israel skal (told)frit og uhindret kunne sælge deres varer i EU inden for rammerne af Israels handelsaftale med det europæiske fællesskab. De bor jo i Israel og ikke i de besatte områder. Og det er netop for at bevare dialogen kritisk, at Danmark ikke bør støtte, at handelsaftalen med Israel udbygges, så længe Israel udvider sine bosættelser og modarbejder visionen om en palæstinensisk stat, og så længe israelske bosættere nyder godt af EU's lave toldsatser. I strid med den nuværende handelsaftale mellem EU og Israel. Hvis EU's og den danske regerings dialog med Israel fortsat skal være kritisk, er det nødvendigt at opstille klare kriterier for, hvornår EU kan udvide handelssamarbejdet med Israel: Bosættervarer skal ikke nyde godt af lave toldsatser i strid med den nuværende handelsaftale med EU. Israel bør acceptere, at de besatte områder ikke er en del af staten Israel. Og bosættelserne skal rømmes. Men hvis disse betingelser bliver opfyldt, bør vi til gengæld alvorligt overveje at knytte såvel Israel som Palæstina tættere til EU, for eksempel således, at de som led i en indbyrdes forsoning får adgang til EU's indre marked og til dele af det politiske samarbejde. Vel ikke egentligt medlemskab, men dog en gulerod, der er så attraktiv, at den kan tilskynde parterne til at bryde den onde cirkel af vold og modvold. Glem ikke, at der er tale om den måske farligste konflikt på kloden, som allerede i dag har konsekvenser for international fred og stabilitet. Hvis EU kan spille en konstruktiv rolle for at løse denne tragiske konflikt, må vi ikke lade en sådan chance gå fra os. Hvis vi ikke tør stille krav - og stå fast på dem - risikerer vi, at dialogen med Israel reelt ender i en anerkendelse af bosættelserne. Og så vil nok så megen økonomisk bistand til palæstinenserne og moralsk og politisk støtte til køreplaner for fred ikke bringe os nærmere målet: en løsning af denne ulykkelige konflikt og på længere sigt et fredeligt, stabilt og demokratisk Mellemøsten.