Der stilles i disse online-tider store krav til den enkeltes evne til at orientere og omstille sig. Halveringstiden for medicinsk viden er cirka 40 år. En praktiserende læge burde læse 19 artikler om dagen for at holde sig ajour, kunne man for nylig læse i et medicinsk tidsskrift. Der er alle steder skruet op for tempoet og dermed den dårlige samvittighed, for hvem magter 19 artikler om dagen? Samtidig er der stadig megen visdom at hente i flere tusinde år gammel viden - Hippokrates, lægekunstens fader, har for 2400 år siden sagt en lang række sandheder, som holder den dag i dag. Ved hans bryllup skal en af de vise kvinder i familien have sagt: »Vis mådehold, også i dit arbejde. Selv pligtfølelse og opofrelse kan der blive for meget af i lægefaget«. Men hvorfor mådehold med hensyn til artikellæsning - er det ikke i den enkelte patients interesse at have en læge, som er fuldkommen toptunet i forhold til den nyeste medicinske viden? Det er i tidens ånd at gå ind på nettet og finde frem til den hospitalsafdeling, der har de fleste smileys, hvis man står over for at skulle have et indgreb udført. Meget forståeligt, for hvem ønsker andet end den ypperste ekspertise, hvis man selv skal lægge krop til? På samme måde er det vel nærliggende at finde metoder til at måle og veje sin praktiserende læge. Patienter forventer med rette, at den praktiserende læge er biomedicinsk opdateret, for det er jo selve fundamentet i vort virke. Har han/hun gået på nok kurser? Læser han/hun det reglementerede antal artikler? Kan han/hun mon tilstrækkeligt om hele det store sygdomspanorama, som man hver dag kan læse om i avisen - lige fra fugleinfluenza til nyimplementerede nakkefoldsskanninger af ufødte børn? Hvis man erkender, at læsning af 19 daglige artikler næppe kan forenes med fuldtidsarbejde, er løsningen måske helt at forlade denne altmodische konstruktion, som almen praksis er og i stedet gå direkte til eksperterne? Eller rummer institutionen mon andre kvaliteter, der gør den bevaringsværdig? Næppe overraskende er min pointe, at der mere end nogensinde før er brug for, at hver enkelt har sin egen læge. Som praktiserende læger skriver vi historie med vore patienter, som vi kender fra vugge til grav. Vi er vidne til alle hånde begivenheder, lykkelige som ulykkelige mellem fødsel og død og har dermed en unik position i vore patienters liv. Vi deler vilkår med vore patienter - håret grånes i samme takt. Det kan således blive et meget personligt forhold, der opstår imellem læge og patient. Et forhold hvor patienten er ekspert på egne kropslige oplevelser, følelser, frygt og håb og lægen den medicinske ekspert, som i respekt lytter og filtrerer denne information. Filteret består af både faglig viden, baggrundsviden om patienten og summen af den kliniske erfaring, som erhverves via tusindvis af patientkontakter gennem årene. Beslutninger træffes på et fælles grundlag, baseret på begge parters bidrag. Grundstoffet i denne relation er tillid. Forudsætningen for denne tillid er ærlighed - jeg indrømmer for eksempel gerne, at jeg ikke læser 19 artikler om dagen. Denne tilståelse af manglende perfektion kan - under de rette omstændigheder - bidrage til at lette stemningen i konsultationen. Det kan blive lettere for patienten at indrømme, at heller ikke han lever op til de forventninger, som enten han selv eller andre nærer til ham. Ærligheden bliver gensidig. I konsultationsrummet behøver vi ikke at have dårlig samvittighed, men kan øve os i at indrømme, hvordan tingene i virkeligheden forholder sig. I fraværet af de 19 artikler kan nærvær opstå. Nærvær er en mangelvare og fås lige som almindelig sund fornuft ikke i metermål. Hver dag i mange konsultationsrum landet over fordøjes store mængder patientopsamlet internetviden og sættes ind i en sammenhæng. Patienter går til deres egen læge med informationer fra sygehusforløb og beder om hjælp til at få overblik og træffe valg. Den tiltagende, fagligt velbegrundede specialiseringstendens har ikke mindsket dette behov, tværtimod. Ét sygehus står for behandling af den forstørrede prostata, et andet for lungesygdommen, et tredje for nyrelidelsen hos den samme patient. Eksperterne udtaler sig om hver sit område og deres manglende geografiske konkordans mindsker muligheden for en fælles udtalelse til patienten endnu mere end dengang, da udsagnene blot kom fra forskellige afdelinger på det samme sygehus. Visse udsagn kan være indbyrdes modstridende, selv om hver af specialisterne kan have ganske ret på deres eget felt. Viggo på 74 kommer fast hver tredje uge med en stak breve fra forskellige sygehuse. CT-skanning her, kontrol der - humøret daler. »Jeg kan ikke finde hoved eller hale i det«, siger han. »Kan du hjælpe mig?«. I fællesskab ser vi på det, og jeg håber han er lidt klarere i hovedet, når han går ud ad døren, efter vi har set på hvilke undersøgelser, der skal gøre godt for hvad. Den praktiserende læge bliver således nøglepersonen, som samler trådene og hjælper med at skabe overblik. Det danske system med 'listepatienter', det vil sige, det at alle mennesker har en 'egen læge' er faktisk ret unikt. Der er samtidig indbygget en mulighed for at vælge at blive gruppe 2-patient, hvorved man frit - mod et vist honorar - kan vælge at konsultere speciallæger af enhver art uden forudgående henvisning. Langt størsteparten vælger gruppe 1- ordningen. Mange gruppe 2-patienter ender alligevel med at rådføre sig med deres egen læge først og kunne således lige så godt blive gruppe 1-patienter. DANPEP - en tilfredshedsundersøgelse - viser at der generelt er stor tilfredshed med almen praksis. Ikke at alt roses naturligvis, specielt er der frustration over, hvor svært det kan være at komme igennem til sin læge i telefontiden. Dette problem arbejdes der med centralt så vel som i mange lægepraksis landet over. Antallet af indgående linjer kan øges, der kommer stadig mere hjælpepersonale til, og e-mail-konsultationer er nogle steder blevet en mulighed. Ikke at tilgængelighedsproblematikken skal forklejnes, men dybest set skyldes problemet jo ordningens popularitet: Mange vil tale med lægen, som uanset hvad jo kun kan tale med én ad gangen. »Sæt jeg var død inden jeg kom igennem!«, hvæsede en af mine patienter surt en særlig travl morgen, hvor han havde hængt i næsten 10 minutter i telefonkøen. Jeg måtte give ham det råd i en sådan situation at ringe 112, og da han lige var sluppet af med harmen, kunne vi i fællesskab konstatere, at der efter alt at dømme var langt til dødens indtræden. Der blev lagt en plan for hans problem, og samtalen kunne afsluttes i fred og fordragelighed. I morgentelefonen indløber også glædelige budskaber: »Ja, så har hun født«, ringede en hørligt tilfreds far og berettede. Glad og stolt bliver man over at være på listen over dem, der skal ringes til ved en sådan lejlighed! Opgaverne er mange, presset er stort og de sygeste i medicinsk forstand skal til først, selv om det ikke altid er dem, der presser hårdest på. Maren på 92, som indimellem får vand i lungerne, synes lige så tit det kan vente, mens desperate småbørnsforældre forståeligt nok kan være dybt frustrerede over, at lille Viktor igen er snottet - hvem af forældrene skal blive hjemme denne gang og hvorfor kan man ikke gøre noget? Lægen skal lytte og prioritere, hvem skal ses hvornår og kan et godt råd i telefonen være tilstrækkeligt? Det personlige kendskab kan være uvurderligt i forhold til at greje alvoren af en given melding. Det sker, at vi kaster os ud i bilen på et akut sygebesøg på baggrund af en forholdsvis neutral opringning fra en afsender, der aldrig plejer at ringe og som aldrig bruger store ord. Ofte viser denne handling sig at være velbegrundet - det var alvorligt. Psykiske lidelser samt stress og deraf afledte psykiske og fysiske symptomer er også et stort kapitel. Per, lagerarbejder på 41, henvender sig med hjertebanken og indre uro. Han har svært ved at sove, og for nylig er en fra vennekredsen pludseligt blevet indlagt med en blodprop i hjertet. Der er behov for afklaring af om de fysiske symptomer er alvorlige og dækker over behandlingskrævende sygdom eller om tilstanden skal forstås som en reaktion på det, der sker i hans liv nu og her. Livet byder på begivenheder, hvor der bliver hul ind til sårbarheden og frygten for fysisk og psykisk sygdom melder sig. Eksistentielle kriser, stress, udbrændthed og depression hører til dagens orden. Den praktiserende læges rolle er både at undersøge, bestille de påkrævede prøver/undersøgelser, eventuelt viderehenvise samt i større eller mindre udstrækning at tilbyde sig som samtalepartner i en kaotisk hverdag i forbindelse med skilsmisse, manglende trivsel på jobbet, sygdom i familien eller blot et tempo, som er skruet mere op end den enkelte kan bære. Kendskabet til familien, arbejdspladsen, netværket og livshistorien bliver i sådanne situationer helt uvurderligt. Den forestående strukturreform, som er i færd med at bryde landkortet op, bliver en ny udfordring. Igen bliver velkendte konstruktioner ændret med nye muligheder for mere rationel drift til følge. Der er atter bud efter forandringsvilje og omstillingsparathed. Men heldigvis synes der midt i opbrydningen at være enighed om vigtigheden i at bevare en konstruktion som almen praksis og denne institutions rolle som visiterende sorteringscentral. Der kan være en tendens til at noget, der går godt bliver usynligt, man bemærker først, når det ikke længere er der. Almen praksis har cirka 30 millioner årlige kontakter og færdigbehandler over 90 procent af alle henvendelser. I dagspressen hører vi tit om de gange, vores arbejde ikke lykkes, og hver eneste gang er naturligvis dybt beklagelig for den enkelte. Ikke desto mindre er det væsentligt at fastslå, at der er meget der går godt. Samarbejdet med sygehussektoren forsøges til stadighed optimeret med fokus på gunstige patientforløb fra indlæggelse til udskrivelse og efterbehandling, således at den praktiserende læge holdes orienteret om alle tiltag vedrørende den enkelte patient. Helt centralt er ambitionerne om at højne såvel den faglige kvalitet som kommunikationen på alle niveauer i systemet. Det er vigtigt, at eventuelle kommende sundhedscentres placering i strukturen respekterer almen praksis' unikke centrale rolle. Københavns Kommune starter næste år et sundhedscenter med rehabiliteringstilbud til kronisk syge patienter. Tilbuddet retter sig mod belastede patientgrupper med f.eks. rygerlunger, type 2-diabetes og hjerteinsufficiens eller aldersbetinget fald med brud og genoptræningsbehov til følge. Et sådant målrettet tværfagligt forløb kan vise sig at være et værdifuldt supplement til den individuelle rådgivning, som finder sted hos den praktiserende læge. Helt nødvendigt er det imidlertid, at den praktiserende læge bevarer nøglepositionen, således at patienten kommer tilbage igen efter endt forløb. Parallelt indskudte tiltag, hvor raske mennesker uvisiteret henvender sig til walk-in-klinikker, som de er set i England, kan som alle tagselvborde se besnærende ud. Men ved at give køb på det personlige kendskab mellem behandler og patient mistes overblikket, ligesom man risikerer fordyrende gentagelser af prøver, der allerede er taget i en anden sammenhæng. En dyr løsning, hvor den ængstelige patient får stene for brød - flere prøver for en sikkerheds skyld i stedet for 'personal doctoring'. Således står almen praksis som en af de eneste bastioner, hvor kontinuitet stadig er mulig. I en tid, der flimrer stadigt hastigere forbi, og hvor stressbetingede sygdomme fylder stadig mere, har mange mennesker den samme læge igennem flere årtier. I min praksis har jeg flere familier, hvor jeg er læge for fire generationer. I mit arkiv findes journalnotater der går over 50 år tilbage i tiden, yderst interessant og tankevækkende læsning der afspejler forskellige tiders opfattelser af sygdom og lidelse. Her findes således en slags overblik bagud som supplement til den her og nu refleksion, som til stadighed finder sted, baseret på et fundament af forskellige kompetencer, hvoraf opdateret biomedicinsk viden kun er en delmængde. Faget almen medicin er et selvstændigt speciale under stadig udvikling, hvor nyere forskning gør den erfaringsbaserede lægekunst til genstand for kritisk videnskabelig erkendelse med henblik på at højne kvaliteten. For der skal naturligvis ikke herske tvivl om, at den praktiserende læge også læser artikler - med dette har jeg blot forsøgt at beskrive, at almen praksis har et endnu bredere sigte.