En klog gammel kone sagde engang om mennesker med mange bolde i luften: »Man kan ikke både stange ål og gå på harejagt«. Men Ebbe Munck kunne. Han havde overblik og situationsfornemmelse af en særlig karat. Han var nationalt indstillet med en naturlig pligtfølelse over for andre mennesker og over for det land, han var født i. Og så havde han et bredt kendskab til internationale forhold fra sine mange rejser og ophold i Berlin og London som korrespondent for Berlingske Tidende fra 1929. Mødet med England og Tyskland i 1930'erne blev afgørende for hans politiske indstilling i 1940: Danmark hørte til Vestmagterne. Og blandt dem regnede han ikke Tyskland. Stjernestunder havde han mange af. Men den største er hans indsats fra Stockholm under Danmarks besættelse 1940-45. Da jeg voksede op efter besættelsen, var der ikke mange danskere, der ikke kendte Ebbe Munck. Men sådan er det ikke længere. Kredsen af gamle modstandsfolk skrumper naturligt ind, og den unge generation har ingen klar erindring om, hvem han var. I bedste fald er det et eller andet med dronningen og prinsen. Og det er det også. Da Danmark blev besat 9. april 1940, var Ebbe Munck i Rovaniemi i Finland. Den korte, dramatiske vinterkrig mod Sovjetunionen var forbi, Munck havde været krigskorrespondent i samtlige tre måneder, det tog Sovjetunionen at knuse den finske modstand. Han var oprørt over grusomhederne, kulden, sulten og de rædsler, krigen førte med sig for det finske folk. Han var på et tidspunkt den eneste korrespondent i krigszonen. Og hans artikler gik verden over. Det var tredje gang, han var vidne til et totalitært regime på march. I 1936 var det Franco i Spanien. I 1938 Hitler i Sudeterlandet. Og nu Stalin i Finland. Om morgenen 9. april tændte han for radioen på sit værelse i Rovaniemi og hørte, at Danmark var besat. Tyske tropper var rykket ind over grænsen om morgenen, og nu blot et par timer senere var det hele forbi. Landet havde kapituleret, og som Munck forstod det - næsten uden kamp. Han pakkede resolut sit grej og tog til Stockholm for at sondere terrænet. Stockholm ville være en praktisk by at slå sig ned i. Den svenske hovedstad var en af Europas få frie byer - ideel for en bladkorrespondent, der kunne arbejde med frie informationskilder og knytte kontakter med henblik på helt andre projekter. Hans afsky for nazismen var cementeret under det to år lange ophold i Berlin. Munck er kun 25 år, da han er til vælgermøde hos nationalsocialisterne i 1930. Han ser sig omkring i salen og konstaterer, at det åbenbart ikke er en bestemt type, der bekender sig til Hitler og hans mænd. Her er unge og gamle, aristokrater og småborgere. Og så de unge kæmper i Stormafdelingen »stive og strunke med sammenbidte ansigtstræk og glødende fascistiske øjne«. Han noterer også, at salen er kemisk renset for jøder. Hitler kommer susende ind i overfrakke med den lyse filthat i hånden. Munck sidder med andre journalister på trappen op til talerstolen. Hitler hilser på notabiliteterne tættest ved talerstolen og ved en fejltagelse også på dem, der sidder på trappen. Og så begynder 'Den store Adolf' sin tale i vindstyrke 12, som Munck kalder det. Han så fanatismen, råheden og volden. Og hvad den førte med sig hele tiåret. Derfor var han ikke i tvivl i april 1940. England, der kæmpede med ryggen mod muren, var det eneste håb. »Vigtigst for Munck og lykkeligst for Danmark blev nogle samtaler, han under sit korte Stockholmophold fik med den britiske gesandt, sir Victor Mallet«, skriver historikeren Jørgen Hæstrup. Det var Mallet, der åbnede Muncks øjne for de muligheder, som Stockholm gav. Samme efterår var han på plads som Berlingskes korrespondent. Sommeren i Danmark havde han brugt til at finde de kontakter, der kunne hjælpe med det arbejde, han kunne slippe af sted med at udføre fra det neutrale Sverige. Han var ingen ven af den danske regering og dens samarbejdspolitik med besættelsesmagten. Det så blandt andre professor Erling Bjøl, da han som ung journalist ringede på hos Munck i Stockholm for at høre, om han havde brug for én, der kunne vikariere i ferier og på fridage. På væggen i stuen hang en plakat med ordene 'Død over Scavenius'. Ellers gik Ebbe Munck stille med dørene om sit andet arbejde. Munck var akkurat på plads i Stockholm, da han blev kontaktet af en gammel bekendt fra England, finansmanden Charles Hambro, der fortalte om oprettelsen af Special Operations Executives, SOE, som med Churchills ord skulle sætte Europa i brand ved sit samarbejde med lokale modstandsbevægelser og dermed forsøge at stoppe tyskerne på de indre linjer. Englænderne havde lige oprettet en dansk afdeling i London, kunne Hambro fortælle. Når Hambro vælger Munck, er det ikke en tilfældighed. Han vidste, inden han kom, at Munck var begyndt at sende militære efterretninger fra Danmark via Stockholmskontoret. Ebbe Munck kendte Einar Nordentoft og Volmer Gyth fra Den Danske Hærs Efterretningstjeneste. Derfor kom der hurtigt gang i arbejdet. Efterretningstjenesten skrev indberetningerne, som blev mikrofilmet og bragt over Øresund på færgerne, der sejlede, som intet var hændt. Ebbe Muncks kone, Kirsten, smuglede den første mikrofilm ud af landet. Hun havde den i hånden, da hun gik om bord. I Stockholm blev den, som den første af mange, afleveret på den engelske ambassade til videre ekspedition. Senere fulgte Erling Foss' informationer om det politiske liv - også på mikrofilm. Der kom styr på tingene. Efterretningerne fra Danmark var så godt materiale, at Montgomery omtalte dem som »Second to none« efter krigen. Danmark havde fået »sat sin stockholmske svingdør i hængsel« for at bruge Ebbe Muncks eget udtryk. Hans arbejdsevne var stor, og hans indsats omfattende. Og tyskernes mistænksomhed stigende. Når det brændte på i København, hvor besættelsesmagtens begejstring for hans artikler kunne ligge på et meget lille sted, så trådte vikaren til og overtog korrespondentens arbejde. Men i sommeren 1942 måtte Berlingske fyre Munck efter tysk ordre. Held i uheld, må man nok sige. Der var rigeligt at lave i Stockholm, og mere kom til, som krigen trak ud. Der kom en stigende strøm af danske flygtninge over Sundet, og de havde brug for lidt af hvert. De vidste godt, hvem de skulle skrive til. Munck havde en finger med i spillet, uanset hvor det fandt sted: etablering af bådtransporterne over Øresund, den danske brigade i Sverige, oprettelsen af Den Danske Pressetjeneste, kontakten mellem englænderne, Frihedsrådet, Det Danske Råd i London og ambassadør Henrik Kauffmann om de danske politikere, som ventede i kulissen på befrielsen og en ny regeringsdannelse. Om holdningen i udlandet til Danmarks status som ven eller fjende af de allierede. Men det mest bemærkelsesværdige ved Stockholmskontoret i Sybillegatan 13 er, at det blev oprettet på eget initiativ og ud fra et moralsk grundlag. Munck arbejdede uden mandat fra det officielle Danmark - men der skulle ikke herske tvivl om, at nytten af hans arbejde skulle krediteres hans eget land, det som han med stigende optimisme kaldte det kæmpende Danmark. Det havde han gjort Hambro klart fra begyndelsen. Det er en af Ebbe Muncks stjernestunder. Ebbe Munck havde en særlig evne til at træffe de rigtige mennesker på de rigtige tidspunkter, og så var han ikke så lidt af en eventyrer. Som ung stud.polit. rejste han med Ejnar Mikkelsen til Østgrønland som jungmand i 1924 for at finde bedre jagtmarker til en flok fangerfamilier fra Ammassalik. Da Mikkelsen spurgte til hans kvalifikationer, svarede den 19-årige uforstyrret, at han var søspejder fra Skovshoved Havn. Munck havde noget, den garvede polarforsker havde blik for. Med kom han. Det blev en forrygende færd, hvor skibet tabte sit ror - og den unge Ebbe sit hjerte til Grønland. Han er en af de få, om ikke den eneste dansker, der har besteget Gunnbjørns Tinde på 3.693 meter i Østgrønland - for det var her, han fandt endnu en arbejdsmark kort før krigen brød ud. Sammen med vennen Eigil Knuth bliver han chef for en dansk ekspedition til Nordøstgrønland i 1938. Op til Danmark-Ekspeditionens gamle arbejdsområde i Nordøstgrønland for at bygge videre på de forskningsresultater, som Mylius-Erichsen og hans folk havde opnået fra 1906-08. Ekspeditionen skulle have været fulgt op med en ny til det nordligste Grønland. Men det satte krigen en stopper for. I 1947 er han og Knuth igen ekspeditionsledere på den første Peary Land Ekspedition, og dermed gik startskuddet til en årelang videnskabelig udforskning af området. Ebbe Munck betragtede sig selv som generalisten, der ikke havde noget at forske i. Han var det, man i Grønland kalder sommermand. Munck overvintrede aldrig. Og så kun Peary Land fra luften i 1970, da han viste det daværende tronfølgerpar ekspeditionshuset fra luften. Han var den praktiske, den handlekraftige. Fuld af lyst og mod på at vise verden, hvad hans land kunne præstere, når det var bedst. Det var det han kaldte - at vise flaget. Det var ham, Ejnar Mikkelsen, Peter Freuchen og Henning Haslund-Christensen, som i 1944 fik ideen til en Dansk Ekspeditionsfond. Det var den fond, der efter befrielsen sendte tre store danske ekspeditioner ud i verden - Peary Land Ekspeditionen, Den Tredje Centralasiatiske Ekspedition og Den Anden Galathea-Ekspedition. Den sidste er nu mere end 50 år efter ved at finde sin afløser. Munck selv forlod journalistikken og gik ind i udenrigstjenesten i 1947. Han kom til London og gjorde Den Kongelige Ballet, Peary Land og Grønland til velkendte størrelser på scenen i bladene og i Royal Geographical Society. Han var med til at arrangere Winston Churchills danmarksbesøg i 1950 og benyttede lejligheden til at slå den gamle herre for 1.000 pund til en britisk grønlandsekspedition. Men Munck skulle videre. Til karrierediplomaters vrede blev han i 1955 udnævnt til ambassaderåd i Finland. Det blev til avisskriverier om den sure reaktion hos karrierediplomaterne. Munck var ikke 'af linjen'. Men til Finland kom han og siden til Thailand som Danmarks ambassadør. Og her foldede han hele sit sjældne klaviatur ud. »Han var ikke en hr. Hvem som helst-ambassadør, han var en personlighed«, som Suzanne Brøgger skriver i 'Jadekatten'. Ambassadøren, der fik 1.500 invitationer om året, var faktisk ikke særlig selskabeligt anlagt. Han ville have noget at rive i ud over de officielle pligter. Hans forgænger i embedet, Gunnar Seidenfaden, havde kortlagt 1.000 orkidéarter i Thailand. Men botanik var ikke Muncks line of work. Kunne man udvikle et mejeribrug, der lignede det danske, og skabe en ny proteinkilde, mælk? Det kunne man godt. De danske køer klarede sig fint under thailandske himmelstrøg. I 1962 underskrev Danmark og Thailand den samarbejdsaftale, der førte til forsøgsbruget Muak Lek, hvor thaierne samtidig på et center kunne få viden om mejerier, kvæg og avanceret teknik. Og med ambassadørens sikre sans for iscenesættelse blev det indviet af kong Frederik og dronning Ingrid i 1962. En marinstation til at lokalisere nye fiskebanker blev bygget nær Phuket ud til Den Bengalske Bugt. Og så tog Ebbe Munck initiativ til en årelang arkæologisk ekspedition ved den berømte River Kwai. Han havde hørt om den hollandske arkæolog Van Heereken, der havde fundet stenalderredskaber, da han som krigsfange var med til at bygge broen over floden Kwai. Munck skrev til Heereken og henvendte sig i København og til Thailands regering. Det blev en joint-expedition. Thaiforskere arbejdede side om side med Muncks gamle danske ekspeditionskammerater geologen Eigil Nielsen og arkæologen Eigil Knuth. Dansk Ekspeditionsfond, ØK og andre finansierede den thai-danske ekspedition. Ikke alene blev danskerne bekendt med Thailands forhistorie. Thaierne kom til Danmark for at være med til at udgrave vores. Selv deltog ambassadøren ikke. Han havde jo sat skibet i søen og set, at det kunne sejle. Nu var han rejseleder for tronfølgeren, prinsesse Margrethe, der var kommet ud for at se Østen. I Japan på en togrejse med udsigt til Fujijama spurgte hun ham, om han ville komme hjem og give hende en håndsrækning, hvis det blev nødvendigt. Og han svarede, at naturligvis ville han det. »En ung dame, som rækker hånden ud, har jeg aldrig sagt nej til«. Han blev hofchef for tronfølgerparret i 1967. En myndig herre, der gav endnu en stilling et varieret indhold. Ebbe Munck havde lovet sig selv at gå på pension som 67-årig. Det fyldte han 14. januar 1972 - samme dag som kong Frederik døde og der dermed var flyttedag på Amalienborg. Han havde en drøm om et lille landhus på Møn, en båd og en fiskestang. Men sådan kom det ikke til at gå. Ebbe Munck fik ikke noget langt liv. Til gengæld kan man vel sige, at han fik fuld valuta for pengene. Det var også sådan, han ville have det. Bolde kom trillende, blev taget op, vurderet og sendt af sted i en ny retning. I et program i Danmarks Radio kort før sin død i maj 1974 fortalte han om den lektie, som livet havde lært ham: »Uden at være for højtidelig vil jeg da sige, at eksemplets magt er af enorm betydning for helheden, men man skal også selv være parat til at tage chancen. Det kan måske siges helt kort og ganske uden højtidelighed - for det gælder vel i alle livets forhold, at man skal leve livet med mod«. Janni Andreassen skriver på en Ebbe Munck-biografi for Høst&Søn