0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Friskoler uden frihed

Det er hysteri og manglende frisind, der får regeringen til at foreslå øget kontrol med landets frie skoler. Kronikøren er præst og tidligere undervisningsdirektør.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

De frie skolers frihed trues.

Regeringens kamp for skattestop fører til centralisme, og dens støttepartis kamp mod muslimer fører til samme resultat: en indskrænkning af skole- og åndsfriheden.

Friskoler, efterskoler, folkehøjskoler er et klenodie i dansk kultur og demokrati, fordi de er personlige skoler, skabt af folk, som brænder for nogle særlige værdier, som de vil have lov til at holde skole på. Venstre - engang de frie skolers førende parti - har mistet åndskraften og sat økonomi og målelige kundskaber først. Åndsfrihed bliver dermed et fremmed ord i regeringens politik.

De frie skoler - her friskoler og efterskoler - tegner et farverigt mønster af historie, religion og idé. De er blandt de stærkeste kræfter i den folkelige kultur og dermed en nødvendig del af den til enhver tid herskende kulturkamp.

Gennem langt over hundrede år har de haft Folketing og regering til at sikre sig frihed til at tilbyde en undervisning, en dannelse og en opdragelse, der er uafhængig af staten.

På den måde er de med til at beskrive, hvad der er dansk, og hvad der er demokrati. Noget enestående er de skoler i verden.

Vi har undervisningspligt og ikke skolepligt, fordi den danske stat giver forældrene førsteret til at opdrage deres børn.

Grundlaget for den danske skolefrihedslovgivning findes allerede i skoleloven af 1855. Det var grundtvigske folk, der tog initiativet, og den lille lov på fire paragraffer kom til at sikre hjemmeundervisningen og hele den private skoles frihed. Debatten dengang førtes på et højt niveau, og selv om Grundtvig under de første drøftelser ikke var kommet i Rigsdagen, var han centrum i den langvarige debat, som endte med lovens enstemmige vedtagelse.

Næsten hundrede år senere underviste den radikale undervisningsminister Jørgen Jørgensen sammen med sin kone, Esther, deres børn hjemme på gården. I 1937 fik han bred tilslutning til i den nye folkeskolelov at understrege, at »når et undervisningspligtigt barn indmeldes i en anerkendt privatskole ... eller den for barnet ansvarlige erklærer selv at ville sørge for dets undervisning, kan barnet ikke fordres indskrevet i folkeskolen«.

Denne linje er fastholdt indtil i dag. Den grundtvigske bevægelse skabte de frie skoler, og de har i tidens løb haft indflydelse på den danske folkeskole og har været med til at præge den.

På fri- og efterskoler kan forældre finde steder, der er i overensstemmelse med det, hjemmet sætter højest i livet og præges af.

Friskolen er ikke kun med til at give børn viden. Skolen er ikke kun det, man nu mener at kunne teste og måle med prøver og evalueringer. Den består af en kreds af forældre, som har noget fælles i religion, livsanskuelse eller idé. Ud fra dette giver lovgivningen friskolen ret til at bestemme over opdragelse og undervisning.

Danmarkshistoriens fineste eksempel på frisind kom til udtryk efter genforeningen i 1920, hvorefter det tyske mindretal i Sønderjylland kunne kræve, at hvis der var bare ti tyske undervisningspligtige børn i en folkeskole, kunne de kræve en tysksproget skoleafdeling for mindretallet. De behøvede ikke at lave en friskole. Loven blev udformet af Askov Højskoles forstander, sønderjyden Jacob Appel, der også var undervisningsminister.

Friskolerne vælger selv tilsynsførende, mens staten fører tilsyn med efterskoler og højskoler. Staten har i over hundrede år vist sig som den bedste garant for åndelig frihed på de frie skoler. Jeg mener ikke, der op til nutiden gives eksempler på, at en fri skole er blevet pålagt indskrænkninger i sit livssyn eller samfundssyn. Det er fanatismen, der i Dansk Folkeparti tvinger igennem over for regeringen, at nu skal der sættes grænser for den frihed. I Dansk Folkeparti eksisterer frisind ikke, og Venstres undervisningsminister retter nu ind efter støttepartiet. Det er dog et fantastisk bål, der tændes under alle friskoler, fordi tre fundamentalistiske skoler skejer ud med en ideologi, der hidtil har været fremmed for os danske. Tre skoler lukkes, ti holdes under yderligere opsyn. Det er hysteri, når undervisningsministeren med det udgangspunkt kommer med forslag til omfattende ændringer af friskoleloven, som omfatter 250 friskoler. Så lidt skal der i dag til for at marginalisere frisindet.

Jeg mindes, at da jeg var undervisningsdirektør i ungdomsoprørets voldsomme tid fra 1968 og til først i 80'erne, oprettedes der en del marxistiske friskoler, nogle af dem fundamentalistiske. Der blev råbt og skreget fra den politiske højrefløj med krav om indgreb, for skatteydernes penge skulle ikke bruges til at undergrave det parlamentariske demokrati. Dengang kunne der vel være stalinisme i det, som har det tilfælles med yderliggående muslimer, at der er tale om fundamentalisme.

Men dengang stod Folketingets flertal fast, også med Venstre i skolemanden Poul Hartlings formandstid: Det skal ikke lykkes få fanatikere at knægte åndsfriheden i Danmark.

Vi skal frem til 2005, før det går galt. Tiden er barsk. Der bruges store ord af regeringen om frit valg og decentralisering, og der føres såkaldt kulturkamp, men man overser, at kulturkampens dybeste lag består af kampen for og imod frisind, for og imod åndsfrihed. Og nu træder man på de frie skoler.

To spørgsmål skal her lægges frem for undervisningsministeren.

1) Hvorfor skal alle danske friskoler mødes med mistillid i form af fire slags tilsyn? Det kan ikke være, fordi der er en håndfuld fundamentalistiske muslimske friskoler.

Der er i lovforslaget tale om ikke mindre end fire tilsyn: 1) Det primære forældretilsyn, som varetages af elevernes forældre. 2) Det eksterne tilsyn, som gøres lønnet, og som skal udføres af professionelt uddannede. (Her kan blive tale om lærere, der ikke kender friskolen). 3) Det målrettede tilsyn udføres af ministeriet, anmeldt eller uanmeldt på skoler efter ministeriets eget valg. 4) Det yderligere tilsyn udføres af ministeriet, når der er opstået berettiget tvivl om, hvorvidt en skole lever op til lovens krav.

Jeg kan tilføje, at i 1968-81, da jeg bl.a. havde ansvar for Undervisningsministeriets tilsyn med frie skoler, fandt der siger og skriver ét uanmeldt tilsyn sted.

Man griber efter forslagets bemærkninger ind i skolernes 'åndelige sfære', når der stilles krav om, at friskolerne i et og alt skal stå mål med, hvad der kræves i folkeskolen. Det nævnes derunder, at det er obligatorisk at undervise i Darwins udviklingslære, og at eleverne skal have seksualundervisning. Det lyder uskyldigt og naturligt for de fleste af os, men der er kristne friskoler, hvor dette er et overgreb, og muslimske friskoler, der hviler på et kulturelt og religiøst grundlag, vi ikke har forudsætning for at sætte os ind i, men som skal respekteres. De kan jo vælge at hjemmeundervise børnene, og skal staten så ud at kontrollere, om de holder sig til Bibelens skabelsesberetning alene og heller ikke fortæller børnene om brug af kondomer? Det er jo fuldstændig forrykt.

Det at være dansk har i hele vort demokratis historie betydet, at vi sætter åndsfriheden over alt andet. Friheden for mindretal er et princip, som vi i fremtiden kan gøre gældende i EU-sammenhæng, hvor mindretalsundertrykkelsen er et voksende problem.

Det værste ved Dansk Folkeparti er, at det tager dansk i partinavnet og tolker begrebet dansk så indskrænket, at når det har magt, lægges der op til had mod dem og det, der er anderledes. At Venstre nu følger med her, er en katastrofe.

I de frie skoler findes alle mulige mindretal repræsenteret: Indre Mission, Luthersk Missionsforening, baptister, metodister, pinsevækkelse, kvækere, Mosaisk Troessamfund, romersk-katolske, det tyske mindretal, Rudolf Steiner, marxister og muslimer. Det er hele farverigdommen, det folkelige flor, som blomstrer ud over det danske land. Der skal være højt til loftet og frihed i opdragelsen.

2) Fra en helt anden kant er en bekymrende udvikling i gang for de frie skoler. Fra gammel tid var det skolens leder, der ejede skolen, nu er de selvejende institutioner. Skolen har vedtægter og sit formål beskrevet, og det er skolekredsens medlemmer, nuværende eller tidligere forældre, som vælger skolens bestyrelse. Den ansætter skolens leder og lærere, og den har ansvar for, hvordan skolens midler, derunder statstilskuddet, anvendes i skolen. Det er også skolens bestyrelse, der kan afskedige en lærer.

Derfor: Hvilke ændringer forestiller undervisningsministeren sig, der skal ske med de selvejende institutioner?

Mange andre skoler og institutioner har selveje. De offentligt ejede gymnasier under amterne skal nu i fremtiden være selvejende institutioner. Bliver det her sikret, at forældrene ved en generalforsamling vælger gymnasiets bestyrelse?

Påtænker regeringen at ændre ved de frie skolers selvejende institutioner? Svaret her er meget afgørende, fordi den nuværende regering er centralistisk og økonomisk fikseret i sin tænkning. Universiteterne fik afskaffet demokratisk ledelse, som blev erstattet af professionelle bestyrelser, centralt udpegede. Får det afsmittende virkning på gymnasierne, og hvad sker der med folkeskolens styre i fremtiden i de nye kommuner? Er her også professionelle bestyrelser på vej?

En professionel bestyrelse hører hjemme i en erhvervsvirksomhed; men det er en katastrofe, hvis man overfører markedets principper på skoleområdet og fjerner forældrenes mulighed for at øve indflydelse på deres børns skole.

Mit direkte spørgsmål til Ulla Tørnæs er: Påtænkes det at indføre professionelle bestyrelser på de frie skoler?

Bag min ængstelse ligger, at denne regering har givet Finansministeriet større indflydelse end nogen sinde tidligere. Med kommunalreformen bliver det Finansministeriet og Kommunernes Landsforening, der ved årlige aftaler bestemmer og fratager Folketinget betydelig indflydelse på bl.a. skoleområdet.

Det demokrati, som Venstre i hundrede år har været med til at bygge op, bygger på det folkelige princip om, at demokratiet gror nedefra. I en friskole er det forældre og skolekreds, der med udgangspunkt i et livssyn tager initiativ til en friskole og derfor skal vælge bestyrelsen, der har det overordnede ansvar. Men respekten for det folkelige gror ikke i denne regerings kontorer.

Venstre er ikke til at kende i dag. Det har været friskolers, efterskolers, højskolers folk, der i det parti har været med til at præge skolelovgivningen i hundrede år. Bertel Haarder var den seneste af disse politikere. I dag styrer partiet for fuld fart væk fra denne kurs, og den af opdragelse frisindede Bertel Haarder klemmes nu på plads som integrationsminister af Dansk Folkepartis udanske mangel på frisind og rummelighed.

Skolepolitik er altid et led i en større sammenhæng, og friskolerne anerkender modstandernes frihed. Hos Grundtvig hedder det »frihed for Loke såvel som for Thor«.

Jeg gentager: Midt i det tomme bulder af noget, regeringen har villet benævne kulturkamp, har man fuldstændig overset, at kampen gælder skolefrihedens overlevelse.

Frisind beror på, at jeg ved, hvor jeg står med min religion, etik og politik, og derfor kan jeg sætte dig, der står et andet sted, i frihed. Her taler jeg ikke om tolerance, for det er nemmere at være tolerant; det koster at være frisindet. Den frisindede står nemlig for noget, der er livsvigtigt at forsvare, men som kun lader sig forsvare med ånd.

Fundamentalister har der altid været, og jeg har aldrig lært noget af dem, men jeg vil kæmpe for, at de skal have frihed til at opdrage deres børn, og jeg vil ikke have en statsetik, der bestemmer, om børnene skal lære Darwins udviklingslære, eller hvordan man går i seng med hinanden. Jeg vil ikke have statslige smagsdommere til at bestemme opdragelsen.

Vi er med høj fart på vej væk fra åndelig liberalisme.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage