Hans hellige stemme svæver I rummet hvor vasketøjet hænger over stolene og jeg ligger i sofaen og prøver at forstå forstå forstå en gang til en gang til som da vi flåede attrappladerne ned og sladderbladene dryssede og de stakkels mennesker havde ligget 30 år i pres og nu gik de rundt med leverpletter på hænderne og turnestærke i liv Og jeg sidder i en otiumstol i stue på et hospice på Frederiksberg og åbner avisen her i sommeren hvor regnen siler stille ned og over villahaverne hænger et violet lys som giver situationen et iscenesat præg I sengen ligger min mor hun har kræft brystkræft, knoglekræft og leverkræft min mor er slumret hen hendes mund står vidt åben hun ligner en indtørret fugleunge der ligger helt ubeskyttet og skriger efter luft Jeg lytter efter hendes åndedræt, det er dybt og hæst efter hvert åndedrag er der en nervepirrende pause hvor jeg selv holder vejret - Min mobiltelefon ringer - Hallo - Mor vi vil alligevel gerne hentes - Hvornår kommer du? - Du skal hente os ved vest Jeg lader avisen falde og kører ud af byen - den regnsorte motorvej knalder forbi et tusmørke lyser landskabet op denne aften ligger Roskilde badet i et guddommeligt lys og jeg er blevet så gammel at jeg kan gyse over skønheden Jeg ser to Roskildetrætte piger og husker suset de surrealistiske optrin de kilometerlange grineflip og tænker på hvorfor det lige var det man voksede fra Jeg har grædt hele formiddagen jeg har bevæget mig i en sort skygge men i min avis kan jeg se alt er stedsegrønt der er nogen der siger at vi ikke gør noget noget rigtigt noget fedt noget fantastisk noget der sparker samfundet til orgastisk nærvær Vi gjorde ikke noget dengang sagde de voksne vi stod bare vi hang bare og gryntede NÅ! og vi gør ikke noget nu siger de unge vi ligger bare og omlægger flexlån med garanti med garanti vi ligger bare vi grynter bare Nå De hårde drenge bløder op smider uniformen okay okay boys lægger den sorte jakke, lader skægget stå og går i bukser med hængerøv alle de år bag facaden kom tæt på rør ved mig Jeg husker hvordan jeg faldt for den mørkebrune velourhabit de velourbrune øjne og fulgte med til sengen under tyggegummisvulsten og tennisbaner og havn sejlede rundt Det var da du tog dit Dandytyggegummi ud af munden og masede det ud i de 1.000 andre på væggen over os det var lige i det øjeblik jeg registrerede 1.000 gennemtyggede stykker tyggegummi som en mulighed Hvis du ikke havde stået der i din mørkebrune velourhabit så var jeg måske gået hjem med cowboybuksedrengen og var spadseret den direkte vej ind i samfundet Der er bare de sorte marmorsten med guldbogstaverne far mor søster jeg tager mine første skridt på egne ben Jeg står foran den grantæppede grav og lægger mine kranse og moshjerter med knaldende røde roser fint stukket ind Der er fødselsdag endnu et år endnu en sten Jeg græd hele morgenen jeg græd hele formiddagen mine ben hang som kogt spaghetti Jeg kunne ikke gå Jeg står foran graven helt tyst farvel kakkelbord farvel juleplatte farvel ekstravagante silkenatkjolejulegavepakker farvel ubetalelige goodwill farvel kys og kram farvel grin og skæve historier Stilheden det blødeste kys på mine læber En bilnøgle smælder låsen op hjulene bevæger sig mod byen jeg ser din hånd ligge i skødet og på gaden går en fin dame i kameluldsfrakke og stor pelskrave hendes skødehund i matchende tekstiler hun bærer ganske mange eksklusive indkøbsposer i sin hånd og jeg når lige at tænke at hendes rige afdøde mand har efterladt hende en dyne af penge før hun standser op ved skraldespanden og begynder at rode efter flasker Din hånd søger efter musik på radioen du drejer uroligt på knappen og jeg tænker på da vi kørte gennem den schweiziske tunnel fra Rom til Amsterdam og jeg knappede dine bukser op og kyssede dig til lyset kom og din mor trådte ind i kupeen og du måtte bede vorherre om tilgivelse - vi skal huske at købe pålæg - jeg er helt tom - hvad med pitabrød? - de gider aldrig æde det vi køber - de kan godt lide pita med tun, majs og grøn peber - okay så hold her, så køber vi sgu pitabrød Jeg læser på nettet * at min mor var et egetræ et traditionsstyret menneske hun ligger begravet der sammen med fakta og jeg står med oplevelsen som jeg skal støtte mig til hendes rationelle tankegang blev til min intuition hendes analyser af sammenhænge blev til mit samspil hendes autoritet blev til ligestilling, du, og nu skal vi høre alle grupper før vi finder en løsning Og det var sådan vi stod i firserne med en stor forvandlingskugle i kæften imens de gamle tampede løs på os de ku' mærke revnerne i undergrunden se lyset gå i sort Og mens vi stod og suttede lidt på det hele og spurgte som Hugo tidens filosof »Hvor skal vi hen du?« så skiftede kuglen farve og verden forvandlede os til det synkefrie menneske der kan overleve i kaos tro uden at vide klare at være ensomme opdrage sig selv og hele vejen derudad opretholde et positivt selvværd, selvtillid og selvoplevelse Og nu hænger de unge oppe i luften i hver deres lille helikopter og rekognoscerer for at finde nye set-ups og en rolle de gider spille uden en tanke det er sgu for begrænsende omstillingsparate tunede til kamp ikke bange for at gå i stykker Lidt nervøse måske for nu tamper de løs på os dem de gamle sagde bare sagde NÅ Vi er ikke til stede vi ligger og småfiser på Webergrillen og stikker hovedet i staudebedet Og jeg tænker sikken den breder sig denne selvfede følelse det er blevet en hel bevægelse Offentligt iscenesatte nyhedstjenester fortæller dagligt hvor godt det går succes hele vejen rundt Og dagen efter læser jeg det ordret i avisen Jeg læser i avisen hver dag også denne sommer hvor jeg har været vidne til min mors smertehelvede svigtende funktioner dag efter dag på trip svævende på lyserøde skyer på sindssyg nedtur med angsten og hadet dampende fra huden Og i avisen siger de at min generation ikke er til stede vi kan lige så godt afskrives vi er faldet ned i en revne vi er ikke eksisterende det er noget med statistik arbejdsmarked taburetklæbere der bliver brugt mange ord det er ikke for noget jeg venter stadig på hvad de har at sige alle de selvfede Da jeg vendte tilbage en sidste gang for at tømme min barndoms kommode fandt jeg i skuffen med gamle festtelegrammer broderede klokkestrenge en lille hvid seddel med et tegnet hjerte og en kantet skrift Jeg elsker dig og jeg sad der på gulvet omringet af mine spor med den lille seddel i hånden Jeg kunne heller ikke smide den ud og jeg tænker på at min mor som var mester i at kassere havde gemt denne seddel i 30 år nu ligger den i min skuffe og gør en forskel. * Jens Berthelsen: 'Nye mennesker til et nyt samfund'