Min mor er dansk. Jeg har boet i Danmark en del af min opvækst og besøger Danmark ofte. Alligevel må jeg altid undre mig over, hvor forskellig den kirkelige udvikling har været. Jeg er ikke kirkehistoriker, men som en aktiv deltager i norsk kirkeliv kan jeg give nogle eksempler på, hvordan vores kirkeliv har udviklet sig, og hvordan vi forstår vores rolle i samfundet. Selve temaet ville være anderledes i en norsk sammenhæng. For det første ville ordet 'kristendom' være erstattet af 'kirken'. Det er måske et udtryk for, at Søren Kierkegaard var dansk og ikke har haft samme gennemslagskraft i norsk kirketænkning. Vi har ikke haft behov for at skelne så skarpt mellem kristendommen som ide eller ideologi og kristendommen, som den fremstår som konkret kirkevirkelighed. Når vi ville bruge ordet 'kirke' i stedet for 'kristendommen', er det måske, fordi det altid vil være kirker som 'jordiske organisationer' - iført 'kød og blod' - som kan deltage i samfundsdebatten. Vi må som kirkeledere lokalt eller nationalt tage et samfundsansvar ud fra vores tro. Der er ingen principiel forskel på at have et etisk ræsonnement, som fører til en politisk mening om abort, og at have den samme refleksion omkring atomvåben. I begge tilfælde vil det være med udgangspunkt i det 5. bud, du må ikke slå ihjel. Heller ikke begrebet 'politisk kulturkamp' findes i en norsk kontekst. Vi ville måske tale om kirkens rolle i samfundsdebatten. Det er en positiv formulering, som ikke indeholder stærke indslag af 'kamp'. I enkelte politiske sager kan kirkens position nok opfattes som en 'kamp', men det hører til sjældenhederne. Umiddelbart kan jeg kun komme i tanke om 1970'ernes 'abortkamp', hvor ordet kamp er brugt om kirkens position. Måske handler det om, at kirkernes ståsted og standpunkt ikke opfattes som værende på kollisionskurs med almene politiske opfattelser eller strømninger i samfundet. Tværtimod ses kirkens engagement i samfundsdebatten ofte som vigtige og vægtige indspil. En vigtig baggrund for at forstå situationen i Den Norske Kirke i dag er begivenhederne under Anden Verdenskrig. Da skete der noget skelsættende, som har præget vores forståelse af at være kirke i samfundet lige siden. Efter at Norge var blevet besat af Tyskland i 1940, dannede biskopper og andre kirkeledere med Oslos biskop, Eyvind Berggrav, i spidsen et samtaleforum, Kirkens Samråd, hvor den nye situation kunne drøftes. Det kulminerede i februar 1941 med, at biskopperne i samlet flok nedlagde den statslige del af deres embeder. Højesteret havde tidligere gjort det samme. Anledningen var, at besættelsesmagten havde afsat en biskop og grebet ind i gudstjenestefejringen. Det interessante er, at biskopperne skelnede mellem den statslige »embeds«-del af bispetjenesten og »den åndelige gerning og myndighed som er givet ved ordinationen og ved Herrens alter. At være ordets forkynder, menighedens tilsynsmand og præsternes sjælesørger, er og bliver vort kald«, skrev biskopperne i brevet til ministeriet. Denne erfaring fra Anden Verdenskrig sidder i rygmarven på de fleste kirkefolk i Norge. Vi ved, at kirke og stat aldrig kan være det samme. Vi ved, at vi gerne samarbejder med staten for at fremme det gode, men at vi også er i stand til at sige staten imod og endog bryde al kontakt med den, hvis det skulle blive nødvendigt. Med dette udgangspunkt har samarbejdet mellem den norske stat og det civile samfund udviklet sig i efterkrigstiden. Det gælder ikke bare i forhold til kirken, men også for mange andre organisationer i samfundet. Med udgangspunkt i krigserfaringen opstod der en bevægelse, der arbejdede på kirkelige reformer indefra, i samarbejde med det statslige kirkestyre. Dette arbejde er fortsat lige siden og har været med til at skabe en indre struktur i Den Norske Kirke med stiftsråd og kirkeråd som det øverste synodale organ. Kirkeministeriet har på mange områder uddelegeret myndighed til disse råd. I dag ville det derfor være helt utænkeligt, at en kirkeminister blandede sig i Den Norske Kirkes indre anliggender. De prøver af og til at påvirke, men at komme med sanktioner eller true med opsigelser eller nedskæringer, fordi kirken ikke er i pagt med regeringens politik, ville være utænkeligt! Hvis skellet mellem stat og kirke ikke er tydeligt - og mange af os mener, at vi fortsat har for stærke bånd mellem Den Norske Kirke og staten - vil en statskirke kunne ende med at være ren nationalisme. Vi er meget optaget af, at det ikke skal være typisk norsk at være medlem af Den Norske Kirke, selv om 85 procent af os stadig er det. Kirken kan ikke legitimere staten som 'kristen' eller 'luthersk'. At være samfundsborger skal baseres på noget andet, end hvilket tros- eller kirkesamfund man tilhører. Vi kristne kan aldrig hævde, at vi er de 'oprindelige' eller 'ægte' nordmænd, mens muslimer og humanister er nytilkomne eller gæster hos os. Med fra Anden Verdenskrig har vi altså en erfaring af at tage aktivt standpunkt imod statsmagten ud fra etiske vurderinger. Dette føres videre i et aktivt kirkeligt arbejde med etisk at vurdere aktuelle sager både på individ- og samfundsniveau. Kirkerne i Norge bruges som høringsinstanser i mange statslige udredninger og politiske spørgsmål. Da 68-generationen gjorde sig gældende i Norge, var kirken også med! Mange unge kirkefolk var optaget af samfundsspørgsmål på den radikale side, men samtidig markerede mange af dem sig som teologisk konservative. Da 1970'erne kom med deres politiske fronter og folkebevægelser, deltog mange kirkefolk aktivt, hvad enten det gjaldt etableringen af Sosialistisk Folkeparti, atomnedrustningen eller kvindekampen. Måske er det noget af grunden til, at kulturradikalismen i Norge ikke er blevet så kirkefjendtlig som i Danmark. Kirken har på mange måder selv været en kulturradikal aktør på områder som for eksempel miljøspørgsmål, social velfærd og solidaritet. Vi har for nylig haft en offentlig magtudredning i Norge, som viste, at biskopperne er den klart mest radikale gruppe. Hvis man i dag beskriver kulturradikalismen som 'den enkeltes søgen efter mening uden belæring af eksperter', så peger dette på en samfundsudvikling, som har bevæget sig fra modernisme til postmodernisme. Kirkernes Verdensråd blev etableret med en drøm om, at noget var universelt rigtigt og forkert, og at kirkerne skulle stå sammen i kampen for en bedre verden. Kampen mod apartheid i Sydafrika er måske det bedste eksempel på, hvad det førte til. Vi formåede at definere, hvad der var rigtigt og forkert i en given situation, og det gav et politisk forspring, hvor kirkerne stod samlet. De sidste ti år er verdensbilledet blevet meget mere sammensat, og det er uendelig meget vanskeligere at definere klare grænser mellem rigtigt og forkert og give handlingsalternativer ud fra denne analyse. Vi overlades ofte til os selv i denne søgen, og vi har mindre tiltro til autoriteter. Ind i dette scenarie kommer vi som kirke med et budskab, som er før-modernistisk! Det kræver meget af os. Vi må justere vores retorik fra et enhedssamfund bygget på kristne fællesværdier til et pluralistisk samfund med fuld religionsfrihed for alle. Vi må arbejde med vores teologi således, at vores ord og budskab bliver forstået af mennesker i dag. Og vi må arbejde med vores selvforståelse og rolle i samfundet. Samtidig er det i Norge blevet enklere at definere sig selv som 'kristen', når alternativerne er 'muslim' eller 'buddhist'. Der er en fornyet interesse for fælles værdier. Hvis kristne værdiparagraffer i lovgivningen og statskirkesystemet forsvinder, hvad skal vi da bygge vores samfund på? Det er ikke bare de kristne kirker, som er optaget af den slags spørgsmål. Statsministeren har nedsat sin egen 'værdikommission' for at udforske fælles værdier på tværs af tro og kultur. Jeg tror, at det vokser frem i en erkendelse af, at vi har brug for nogle fælles værdier som platform i samfundet. Og kirkerne må være aktive med at levere præmisserne i denne debat. Den norske kulturradikalisme har altså fået meget mindre kamp over sig, end det er mit indtryk af forholdene i Danmark. Vel er vi uenige, og forholdet mellem kirke og samfund er langtfra altid præget af idyl hos os, men der har siden efterkrigstiden været en dialog på kryds og tværs i samfundet om værdispørgsmål generelt og specifikt om kirkernes rolle. Hele Jesu liv og lære bestod i at forkynde om vores forhold til Gud og til vores næste. Lignelserne handler om begge dele. Den fortabte søn kommer hjem til sin far, et billede på Gud, som altid tager imod. Den barmhjertige samaritaner handler om vores forhold til hinanden. Kirken er til for mennesker. Og kirken er den menneskelige organisationsform, som det kristne fællesskab udfolder sig i. Hvis vi kun skulle være optaget af det hinsidige, ville vi svigte vores kald på Jorden. Martin Luthers to-regimente-lære blev til som en kritisk teori ind i det samfund, han levede i. Den var ikke ment som en lære om kirken og staten som forskellige organisationsformer. To-regimente-læren advarer os mod at blande biskoppens åndelige magt og statens verdslige magt, det er ikke en lære, der har til hensigt at pacificere kirken i samfundet. Da kirken i Norge brød med staten under Anden Verdenskrig, var to-regimente-læren et godt værktøj at bruge. I dag er to-regimente-læren god at huske på for at undgå både totalitære stater og totalitære kirker. Hvis statsmagt og kirkemagt kommer for tæt sammen, bør der altid blinke nogle advarselslamper. Også i Norge falder enkelte politikere for fristelsen til at fortælle kirken, at den skal tage sig af det himmelske og overlade Jorden til politikerne. I 1985 var der strejke på A/S Sydvaranger, det største statslige mineselskab i Norge. Arbejderne strejkede, fordi selskabet havde satset alle sine opsparede penge på et fiaskoprojekt i Emden i Tyskland i stedet for at videreudvikle driften i minerne. Kirken støttede arbejderne i kampen for arbejdspladserne. Da skrev en central konservativ politiker et flammende indlæg om, at kirken hørte himlen til, politikerne skulle nok tage sig af Jorden! Ofte kommer den type kommentarer i situationer, hvor det er vanskeligt at skelne mellem etiske ræsonnementer og konkrete politiske løsninger. Så er det let for politikere med modsat syn at afskrive kirken som aktør. Dette gælder, hvad enten vi taler om olieudvinding i Barentshavet, norsk asylpolitik, krigen i Irak eller krigen mod terror. Men i det store og hele har kirken stor etisk legitimitet og integritet, når den udtaler sig om samfundsspørgsmål. For mig handler det om, at kristentroen har en sprængkraft i sig til at sætte mennesker fri. Ikke bare fri af den individuelle syndeskyld, men fri fra undertrykkelse, magtovergreb, fattigdom og nød. I kampen mod alt dette er vi Jesu hænder og fødder på Jorden. Og kampen mod nød og fattigdom - eller terror - kan ikke føres, uden at det får samfundsmæssige konsekvenser. Hvis der foregår en kulturkamp i samfundet, har kirken ikke noget valg: Vi er en del af den! Kirken er en del af det samfund, vi lever i. Vi former og formes af den kontekst, vi lever i. Sådan har det altid været. For nogle hundrede år siden hævdede kirkerne, at Jorden var flad. Senere kæmpede kirker for at bevare slaveriet som en legitim ordning i kristne samfund. I vores tid har vi kampen for kvinders rettigheder, også til at være præster. Og når historien skal skrives, vil måske også spørgsmålet om homofili føje sig til rækken af sager, hvor kirkerne har fået nye forståelser. Vi må som kirker og kristne erkende, at vi hernede altid ser og forstår stykkevis, og at meget fortoner sig som gåder, der ikke vil blive helt opklaret, før vi ser Jesus ansigt til ansigt. Men alligevel vil det stå fast, at kirken og kristendommen altid vil have noget vigtigt at bidrage med i forhold til værdier i samfundet, menneskesyn og fællesskab. Hvem kan tale på kirkens vegne? Dette opleves fra norsk side som en meget dansk problemstilling. I Norge har vi rimelig klarhed over, hvem der udtaler sig om hvad. Først og fremmest har enhver kristen både ret og pligt til at læse og fortolke Bibelen og handle ud fra dette. Dernæst har vi biskopperne, og et af deres ansvarsområder er at varetage kirkens enhed. De har pligt og ret til at tale på kirkens vegne som en del af deres tilsynsansvar. Nogle kirker har valgt en ren synodal struktur med demokratiske organer, som styrer kirken. Hos os har vi en blanding, sådan at såvel menighedsråd som stiftsråd og kirkeråd kan udtale sig i aktuelle spørgsmål i samfundsdebatten - ud over biskopperne hver for sig eller som bispemøde. Sidste års kirkemøde drøftede for eksempel både hiv/aids som samfundsproblem og spørgsmålet om retten til land og vand i Finmarken, hvor samerne som urfolk gør krav på rettigheder. Afhængig af sagen arbejdes der på tværs af strukturer og kirker, før der kommer en udtalelse. Da vi kom ud med en meget klar anbefaling imod at starte krigen i Irak, havde vi både biskopperne og rådsorganerne i Den Norske Kirke og Norges Kristne Råd med os i en fælles strategi. I vores medievirkelighed er det let at gribe til de sager, som kan få størst medieopmærksomhed. Så er det vigtigt at holde fast ved, at vi som kirker skal have opmærksomheden rettet mod alle dem, som ikke selv kommer til orde, når der sker uretfærdighed eller overgreb. Spørgsmål, som handler om menneskerettigheder og menneskeværd, vil altid have høj prioritet. Solidaritet med de fattige og undertrykte og spørgsmål om retfærdighed, frihed og fred har altid stået højt på den økumeniske bevægelses prioriteringsliste. Så må vi leve med, at medierne ofte vurderer og prioriterer anderledes end os, og at spørgsmål om seksualmoral som oftest er mere attraktive at fokusere på for medierne end de store spørgsmål om retfærdighed og solidaritet. Vi søger, så langt vi kan, at være en stemme i samfundet og over for staten i samråd og samvirke. Men den dag, vores integritet og frihed som kirke bliver taget fra os, ved vi af erfaring, at det både er muligt og nødvendigt for enhver kirke at have sin fulde frihed over for statslige myndigheder. En kirke kan aldrig tåle at få stækket vingerne af de politiske myndigheder, der indgår i kirkestyret. For så har vi betalt en alt for høj pris for vores historiske arv som statsbærende kirke! Kroniken tager udgangspunkt i en tale holdt på det økumeniske efterårsmøde i Danmark.