0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kristendom og politisk kulturkamp

Hvornår må kirken blande sig i den politiske debat? Det diskuterer vi gerne i Danmark. På en noget besynderlig facon, skriver formanden for Den Norske Kirkes Mellemkirkelige Råd.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Min mor er dansk. Jeg har boet i Danmark en del af min opvækst og besøger Danmark ofte. Alligevel må jeg altid undre mig over, hvor forskellig den kirkelige udvikling har været.

Jeg er ikke kirkehistoriker, men som en aktiv deltager i norsk kirkeliv kan jeg give nogle eksempler på, hvordan vores kirkeliv har udviklet sig, og hvordan vi forstår vores rolle i samfundet.

Selve temaet ville være anderledes i en norsk sammenhæng. For det første ville ordet 'kristendom' være erstattet af 'kirken'. Det er måske et udtryk for, at Søren Kierkegaard var dansk og ikke har haft samme gennemslagskraft i norsk kirketænkning. Vi har ikke haft behov for at skelne så skarpt mellem kristendommen som ide eller ideologi og kristendommen, som den fremstår som konkret kirkevirkelighed.

Når vi ville bruge ordet 'kirke' i stedet for 'kristendommen', er det måske, fordi det altid vil være kirker som 'jordiske organisationer' - iført 'kød og blod' - som kan deltage i samfundsdebatten. Vi må som kirkeledere lokalt eller nationalt tage et samfundsansvar ud fra vores tro. Der er ingen principiel forskel på at have et etisk ræsonnement, som fører til en politisk mening om abort, og at have den samme refleksion omkring atomvåben. I begge tilfælde vil det være med udgangspunkt i det 5. bud, du må ikke slå ihjel.

Heller ikke begrebet 'politisk kulturkamp' findes i en norsk kontekst. Vi ville måske tale om kirkens rolle i samfundsdebatten. Det er en positiv formulering, som ikke indeholder stærke indslag af 'kamp'. I enkelte politiske sager kan kirkens position nok opfattes som en 'kamp', men det hører til sjældenhederne. Umiddelbart kan jeg kun komme i tanke om 1970'ernes 'abortkamp', hvor ordet kamp er brugt om kirkens position. Måske handler det om, at kirkernes ståsted og standpunkt ikke opfattes som værende på kollisionskurs med almene politiske opfattelser eller strømninger i samfundet. Tværtimod ses kirkens engagement i samfundsdebatten ofte som vigtige og vægtige indspil.

En vigtig baggrund for at forstå situationen i Den Norske Kirke i dag er begivenhederne under Anden Verdenskrig. Da skete der noget skelsættende, som har præget vores forståelse af at være kirke i samfundet lige siden. Efter at Norge var blevet besat af Tyskland i 1940, dannede biskopper og andre kirkeledere med Oslos biskop, Eyvind Berggrav, i spidsen et samtaleforum, Kirkens Samråd, hvor den nye situation kunne drøftes. Det kulminerede i februar 1941 med, at biskopperne i samlet flok nedlagde den statslige del af deres embeder. Højesteret havde tidligere gjort det samme. Anledningen var, at besættelsesmagten havde afsat en biskop og grebet ind i gudstjenestefejringen.

Det interessante er, at biskopperne skelnede mellem den statslige »embeds«-del af bispetjenesten og »den åndelige gerning og myndighed som er givet ved ordinationen og ved Herrens alter. At være ordets forkynder, menighedens tilsynsmand og præsternes sjælesørger, er og bliver vort kald«, skrev biskopperne i brevet til ministeriet.

Denne erfaring fra Anden Verdenskrig sidder i rygmarven på de fleste kirkefolk i Norge. Vi ved, at kirke og stat aldrig kan være det samme. Vi ved, at vi gerne samarbejder med staten for at fremme det gode, men at vi også er i stand til at sige staten imod og endog bryde al kontakt med den, hvis det skulle blive nødvendigt.

Med dette udgangspunkt har samarbejdet mellem den norske stat og det civile samfund udviklet sig i efterkrigstiden. Det gælder ikke bare i forhold til kirken, men også for mange andre organisationer i samfundet. Med udgangspunkt i krigserfaringen opstod der en bevægelse, der arbejdede på kirkelige reformer indefra, i samarbejde med det statslige kirkestyre. Dette arbejde er fortsat lige siden og har været med til at skabe en indre struktur i Den Norske Kirke med stiftsråd og kirkeråd som det øverste synodale organ.

Kirkeministeriet har på mange områder uddelegeret myndighed til disse råd. I dag ville det derfor være helt utænkeligt, at en kirkeminister blandede sig i Den Norske Kirkes indre anliggender. De prøver af og til at påvirke, men at komme med sanktioner eller true med opsigelser eller nedskæringer, fordi kirken ikke er i pagt med regeringens politik, ville være utænkeligt!

Hvis skellet mellem stat og kirke ikke er tydeligt - og mange af os mener, at vi fortsat har for stærke bånd mellem Den Norske Kirke og staten - vil en statskirke kunne ende med at være ren nationalisme. Vi er meget optaget af, at det ikke skal være typisk norsk at være medlem af Den Norske Kirke, selv om 85 procent af os stadig er det. Kirken kan ikke legitimere staten som 'kristen' eller 'luthersk'. At være samfundsborger skal baseres på noget andet, end hvilket tros- eller kirkesamfund man tilhører. Vi kristne kan aldrig hævde, at vi er de 'oprindelige' eller 'ægte' nordmænd, mens muslimer og humanister er nytilkomne eller gæster hos os.

Med fra Anden Verdenskrig har vi altså en erfaring af at tage aktivt standpunkt imod statsmagten ud fra etiske vurderinger. Dette føres videre i et aktivt kirkeligt arbejde med etisk at vurdere aktuelle sager både på individ- og samfundsniveau. Kirkerne i Norge bruges som høringsinstanser i mange statslige udredninger og politiske spørgsmål.

Da 68-generationen gjorde sig gældende i Norge, var kirken også med! Mange unge kirkefolk var optaget af samfundsspørgsmål på den radikale side, men samtidig markerede mange af dem sig som teologisk konservative. Da 1970'erne kom med deres politiske fronter og folkebevægelser, deltog mange kirkefolk aktivt, hvad enten det gjaldt etableringen af Sosialistisk Folkeparti, atomnedrustningen eller kvindekampen. Måske er det noget af grunden til, at kulturradikalismen i Norge ikke er blevet så kirkefjendtlig som i Danmark. Kirken har på mange måder selv været en kulturradikal aktør på områder som for eksempel miljøspørgsmål, social velfærd og solidaritet. Vi har for nylig haft en offentlig magtudredning i Norge, som viste, at biskopperne er den klart mest radikale gruppe.

Hvis man i dag beskriver kulturradikalismen som 'den enkeltes søgen efter mening uden belæring af eksperter', så peger dette på en samfundsudvikling, som har bevæget sig fra modernisme til postmodernisme. Kirkernes Verdensråd blev etableret med en drøm om, at noget var universelt rigtigt og forkert, og at kirkerne skulle stå sammen i kampen for en bedre verden. Kampen mod apartheid i Sydafrika er måske det bedste eksempel på, hvad det førte til. Vi formåede at definere, hvad der var rigtigt og forkert i en given situation, og det gav et politisk forspring, hvor kirkerne stod samlet.

De sidste ti år er verdensbilledet blevet meget mere sammensat, og det er uendelig meget vanskeligere at definere klare grænser mellem rigtigt og forkert og give handlingsalternativer ud fra denne analyse. Vi overlades ofte til os selv i denne søgen, og vi har mindre tiltro til autoriteter.

Ind i dette scenarie kommer vi som kirke med et budskab, som er før-modernistisk! Det kræver meget af os. Vi må justere vores retorik fra et enhedssamfund bygget på kristne fællesværdier til et pluralistisk samfund med fuld religionsfrihed for alle. Vi må arbejde med vores teologi således, at vores ord og budskab bliver forstået af mennesker i dag. Og vi må arbejde med vores selvforståelse og rolle i samfundet. Samtidig er det i Norge blevet enklere at definere sig selv som 'kristen', når alternativerne er 'muslim' eller 'buddhist'. Der er en fornyet interesse for fælles værdier. Hvis kristne værdiparagraffer i lovgivningen og statskirkesystemet forsvinder, hvad skal vi da bygge vores samfund på?

Det er ikke bare de kristne kirker, som er optaget af den slags spørgsmål. Statsministeren har nedsat sin egen 'værdikommission' for at udforske fælles værdier på tværs af tro og kultur. Jeg tror, at det vokser frem i en erkendelse af, at vi har brug for nogle fælles værdier som platform i samfundet. Og kirkerne må være aktive med at levere præmisserne i denne debat. Den norske kulturradikalisme har altså fået meget mindre kamp over sig, end det er mit indtryk af forholdene i Danmark. Vel er vi uenige, og forholdet mellem kirke og samfund er langtfra altid præget af idyl hos os, men der har siden efterkrigstiden været en dialog på kryds og tværs i samfundet om værdispørgsmål generelt og specifikt om kirkernes rolle.

Hele Jesu liv og lære bestod i at forkynde om vores forhold til Gud og til vores næste. Lignelserne handler om begge dele. Den fortabte søn kommer hjem til sin far, et billede på Gud, som altid tager imod. Den barmhjertige samaritaner handler om vores forhold til hinanden. Kirken er til for mennesker. Og kirken er den menneskelige organisationsform, som det kristne fællesskab udfolder sig i. Hvis vi kun skulle være optaget af det hinsidige, ville vi svigte vores kald på Jorden.

Martin Luthers to-regimente-lære blev til som en kritisk teori ind i det samfund, han levede i. Den var ikke ment som en lære om kirken og staten som forskellige organisationsformer. To-regimente-læren advarer os mod at blande biskoppens åndelige magt og statens verdslige magt, det er ikke en lære, der har til hensigt at pacificere kirken i samfundet. Da kirken i Norge brød med staten under Anden Verdenskrig, var to-r