Jeg må indimellem knibe mig i armen og minde mig selv om, at jeg befinder mig i et land i krig. Det er ikke rigtig virkeligt for mig, at vi er i krig, oven i købet i en 'forebyggende angrebskrig'. Det er, som om det ikke betyder noget, hvordan den krig blev startet, eller hvordan den har udviklet sig, det er ikke noget, vi borgere skal tage os af eller stille nogen til regnskab for, hverken os selv eller vores politikere. Det er USA, der fører krigen, vi er bare med. Vi deltager med vores soldater, men vi er alligevel ikke rigtig med og slet ikke til de grimme og grusomme ting, der sker i enhver krig, og som vi må leve med og helst leve lykkeligt med og bare tænke på de nære ting og ikke bringe julestemningen og drengene dernede i Irak i fare ved at sætte spørgsmålstegn ved vores deltagelse i krigen og slet ikke grundlaget, der er blevet fejet så grundigt ind under det gode, gamle gulvtæppe. Vi bygger op, vi uddanner til demokrati, vi patruljerer, holder orden og arresterer mistænkelige irakere, men overlader afhøringerne med eller uden tortur til briterne og de irakiske politistyrker. Vi holder den moralske fane højt og opererer på et helt andet plan end den beskidte krig, vi hjælper først og fremmest irakerne. Mod sig selv, mod de brodne kar i egne rækker, terroristerne, de folk, der er for meget muslimer til at fatte demokratiets spilleregler, som vi er nede og lære dem på den hårde måde, som USA tager sig af, mens vi danskere altid har været bedst til det bløde. Under alle omstændigheder er vi der kun for det gode. Og vi kan næsten bilde os selv ind, at vi ikke deltager i krigen, i hvert fald ikke ret meget, at vi befinder os et sted uden for krigen, hvor alt det gode, vi er kommet for at gøre, allerede er godt på vej til at blive virkelighed. Der ligger en tung dyne af fortrængning over dette land og denne hovedstad med de mange nye arkitektoniske vidundere. Det går så godt herhjemme, undtagen selvfølgelig for dem, det ikke lige går så godt for, men dem glemmer vi, ligesom vi glemmer vores krig, der heller ikke rigtig kan bruges som pynt på juletræet. De hundredtusinde civile irakere, der er blevet dræbt i krigen, skynder vi os også at glemme, de tæller ligesom ikke i billedet, der domineres af terroristernes, 'fjendens', daglige bombeattentater og deres uhyggelige gidseltagninger. Ligesom vi hurtigt vil glemme angrebet på Fallujah, hvortil end ikke Røde Kors fik adgang. Operationen, som amerikanske demonstranter kaldte en massakre og Kofi Annan advarede imod, foregik i en underlig mennesketom by, fremvist på stereotype tv-billeder af sønderbombede bygninger. Vi fik ved et tilfælde en videooptagelse af en amerikansk soldats aflivning af en såret irakisk modstander i en moske. Heldigvis for vores sjælefred slap vi for flere af den slags ubehagelige tilfældigheder. Vi almindelige borgere skal heller ikke forestille os alt det slemme, der foregår dernede. Vores nervesystem er bedst tjent med en passende dosis uvidenhed. Der kan være nogle billeder af anholdte 'terrorister' med sorte hætter over hovedet og nøgne, blodbestænkte overkroppe, der ikke er så rare at se på, men målet helliger midlet i krigen mod terror. Og Irakkrigen er en krig mod den globale terrorisme, hvor alle regler, bl.a. Genèvekonventionen, er sat ud af spillet, det glemmer jeg også i kampens hede. Guantánamobillederne af nogle uspecificerede zombieagtige væsener i orange kravledragter, der slæber sig frem med usikre skridt som marsboer, der har været så uheldige at lande på Jorden, er jeg efterhånden blevet vænnet til som en del af terrorbekæmpelsen, selv om det giver et gib i mig, hver gang de bliver vist. Den store kollektion af torturbilleder fra Abu Ghraib-fængslet i Bagdad, de såkaldte 'trofæfoto' til soldaternes scrapbøger derhjemme i Staterne, er blevet fremvist i det uendelige i alle medier og er for længst hverdagskost. Når de dukker op i min avis, blader jeg hurtigt forbi dem uden at se ordentligt på dem eller lukker øjnene, hvis de kommer på tv-skærmen. Jeg kan ikke holde ud at se på de billeder, men jeg lever med dem, vi er jo i krig mod terrorismen, og i krig - i særdeleshed krig mod terrorisme - sker den slags grimme ting, som vi pæne mennesker ikke bryder os om, men vi må finde os i at være øjenvidner til rædslerne, hvis vi mener det alvorligt med at forsvare vores demokrati og bringe menneskerettighederne ud til den tilbagestående del af verden. Når vi nu har det så godt og er så rige som aldrig før og kan købe alle de dejlige hårde og bløde julegaver og give vores børn alt, hvad de peger på, hvorfor føler jeg mig så så dårlig tilpas, hvorfor har jeg sådan en grim smag i munden? Og hvorfor vokser denne følelse af ubehag, som dagene og månederne går, og krigen trækker ud, og 'fjenden' ikke vil overgive sig? Er det alle de kameler, jeg har slugt undervejs mod det 'godes' sejr over 'ondskaben', den umærkelige tilvænning til gentagne brud på menneskerettighederne, der giver mig kvalme? Det er, som om den uvirkelige søvngængeragtige mareridtsstemning fra Guantánamo og Abu Ghraib, som vores samvittighed for altid vil være lænket til, har lagt sig som en forknyt tavshed over dette lille land, der har kastet sig i armene på supermagten og bredt sig som en stiltiende accept af tingenes tilstand, en afmægtig villighed til at fortrænge vores overordnede medansvar for det, der sker i Irak, og ikke bare for vores eget lille hjørne af krigen. Al respekt for, at fanen holdes højt i 'Camp Danevang'. Men det er ikke nok at have rene hænder, når vi står i lort til halsen. Herhjemme har vi i de senere år gennemgået en gradvis tilvænning til anvendelsen af tortur og lidt efter lidt givet køb på torturkonventionen, hvilket tidligere ville have været utænkeligt. Vi oplevede et gennembrud i gradbøjningen med udtrykket 'moderat fysisk pres', der som en sproglig nyskabelse blev introduceret af den daværende israelske ambassadør i Danmark, Gillon, allerede før 11. september. Kun en lille procentdel af danskerne kunne ifølge en opinionsundersøgelse gå ind for 'moderat fysisk pres' som forhørsmetode. Det store flertal sagde klart nej til tortur under nogen omstændigheder. Efter 11. september set i lyset af terrorangrebet i New York og Washington mente 40 procent af danskerne, at det var i orden at anvende 'moderat fysisk pres', når det drejede sig om personer mistænkt for terrorisme. Vi vænnede os hurtigt til denne elegante gradbøjning. Nu har vi vænnet os til den rene vare, til, at tortur hører til dagens orden i Irak. Angiveligt sanktioneret fra højeste myndighed i det amerikanske forsvarsministerium og således en officiel del af Bushregeringens krigsførelse. Vi befinder os på den berømte glidebane, hvor gradbøjning ikke længere er nødvendig for at gøre dette afgørende brud på menneskerettighederne - og dermed demokratiets og retssamfundets fundament - acceptabelt som et nødvendigt onde, vi må leve med. Og ifølge amerikanske militæreksperter er det kun toppen af isbjerget, vi har set. Er der slet ingen grænser for, hvad vi kan og vil leve med? Kunne man forestille sig, at vi vågnede op af tornerosesøvnen og trådte i karakter som det foregangsland, vi så gerne vil være, og stod lige så hårdnakket fast på torturkonventionen efter Guantánamo og Abu Ghraib, som vi står vagt om ytringsfriheden efter mordet på den hollandske filminstruktør Theo van Gogh? At vi har den samme stålsatte afsky for USA's systematiske brud på torturkonventionen som for mordet på van Gogh og dermed angrebet på ytringsfriheden? At vi tog torturkonventionen og ytringsfriheden lige alvorligt? Også selv om Theo van Gogh er en af 'os', mens fangerne bare er nogle af 'dem'? Og at vi følte os forpligtet, som de gode moderate, ikkefundamentalistiske kristne vi er, til at sige højt og tydeligt fra over for vores nære ven og allieredes anvendelse af tortur i vores fælles krig mod terror? At vi påtog os det fulde medansvar for den krig, vi er en aktiv deltager i? Dette fromme ønske fremsætter jeg udelukkende i troen på menneskelig anstændighed og har ikke taget højde for, at ytringsfriheden pludselig har vist sig at være et våben, vi kan slå de europæiske muslimer oven i hovedet med, oven i købet så godt et våben, at præsterne i Dansk Folkeparti gerne så begrænsningerne, ikke bare racismeparagraffen, men nu også blasfemiparagraffen helt afskaffet, og at ytringsfriheden derfor er blevet lige så hellig, som torturkonventionen er blevet uhellig, og tilsammen kan denne hellig- og uhelliggørelse af disse elementære menneskerettighedsprincipper bruges til at banke løs på muslimerne, den indre og ydre 'fjende', hvor han end måtte befinde sig. Inden krigen var der i Danmark (såvel som i Europa og på globalt plan) de største demonstrationer i årtier, i protest mod invasionen af Irak og USA's enegang uden om FN. Der var en udbredt bekymring for, at en hovedkulds invasion af Irak kunne medvirke til borgerkrig og skabe et helt uoverskueligt kaos, optrappe terrorismen og gøre Mellemøsten til en krudttønde. Da krigen først kom i gang og lige så hurtigt blev afsluttet og afløst af besættelsen, forstummede protesterne i større målestok. Når vi alligevel ikke kan få politikerne i tale i en saglig debat om grundlaget for Danmarks deltagelse og få renset luften med en politisk storvask, som både Bush og Blair har måttet stille op til, og end ikke kan diskutere en mulig tilbagetrækning af danske tropper under påskud af, at det er til fare for vores soldater, og når regeringen har gjort Bush-parolen 'Enten er I med os, eller også er I mod os' til sin, så »er der ikke noget at komme efter«. Når vi har en regering, der ved bedre og afviser enhver dialog, så behøver vi borgere slet ikke bekymre os, vi kan glemme alt om, at Danmark er et land i krig, og i stedet for bare nyde livet i 'smørhullet' og hygge os med den jubeloptimisme, regeringen og dens støtteparti har lagt frem som valgflæsk. Jeg ved ikke, om Anders Fogh Rasmussen i sin tale på Venstres kongres for nylig overhovedet omtalte Irakkrigen, i så fald må det have været i et par bisætninger. Jeg har ikke set det refereret i medierne. Statsministeren har åbenbart fundet Danmarks deltagelse i Irakkrigen for bagatelagtig til at blive placeret højt på dagsordenen. Er det virkelig så ligegyldig en sag at føre krig? Har en krigsførende statsminister ikke pligt til at holde befolkningen løbende orienteret om krigens gang? Om Danmarks rolle og engagement på længere sigt og fremlægge troværdige begrundelser, for at vi bliver ved med blindt at følge USA, når lande som Norge og Polen har overvejet at trække sig ud. Og flere andre lande allerede har gjort det. Vi bliver spist af med et af regeringens mange populistiske slogan: 'Når man har sagt A, må man også sige B', og samtidig stopfodret med outdatet konserves: 'kulturkampen', 'danske værdier' og diverse 'kulturkanoner', så vi glemmer den 'udanske' krig dernede, langt væk fra hjemmets arne, og kan koncentrere os om os selv og vores egen nationale navle. Anders Fogh Rasmussen vil for enhver pris undgå at gøre Irakkrigen til et valgtema. Jeg håber ikke, det lykkes for ham. Jeg tror, historien vil dømme os hårdt: Hvordan kan vi fortsat lægge navn til denne krig, som vi nu ved er startet på et løgnagtigt og bevidst manipulerende grundlag over for befolkningerne, præget af de amerikanske militærstrategers uvidenhed om det land og den befolkning, de/vi er kommet for at 'befri', og uden nogen plan for landets fremtid efter krigen? Vi ved, vi er blevet ført bag lyset, at krigen ikke blev indledt for irakernes blå øjnes skyld. At der var helt andre interesser på spil: olien, Israel, etablering af den nye amerikanske verdensorden i Mellemøsten. Under hensyntagen til disse store, overordnede mål, må vi kunne leve med, at der ryger hundredtusinde og endnu flere civile irakere med i købet, dét synes at være budskabet fra vores politikere, der hverken har undskyldninger, beklagelser eller bare almindelig medfølelse tilovers for de irakiske ofre. Den kollektive fortrængning af den ubehagelige kendsgerning, at vi som et loyalt medlem af koalitionen er medskyldige i de lidelser, krigen påfører irakerne, understøttes ikke mindst af regeringens uvilje til åbent og ærligt at stå ved sit ansvar for, hvad der sker i Irak, og forklare, hvorfor den ikke tager afstand fra USA's krigsførelse, der - ifølge amerikanske officerers udtalelser til New York Times - er løbet fuldkommen af sporet. Desværre er der heller ikke nogen opposition i dette land, der har modet til at sige fra over for det krigsvanvid, Danmark er en aktiv deltager i. Har vi de politikere, vi fortjener?