Kulturkampen begyndte som et Big Bang i Weekendavisen 17. januar 2003. Den lå latent i tiden og udløstes ved det efterhånden berømte interview med statsministeren, hvori han blandt andet sagde, at: »Hvis man mere grundlæggende ønsker at dreje samfundet i en anden retning, er det værdidebatten, man skal ha' fat på«. Som universet udvidede kulturkampen sig herefter med stor hast. Solsystemer blev dannet med planeter, måner og andre himmelfænomener, som kulturkampens aktører snart kredsede om og gav navne. Tæt omkring solen kredsede planeten 'Venstrefløjens meningstyranni' og det vanskeligt definerbare asteroidebælte 'De kulturradikale'. Længere ude kredsede mindre planeter som 'Noget-for-noget' og 'Rundkredspædagogik', men alle var de en del af samme galakse, Kulturkampsgalaksen. Det skabte helhed. Kulturkampen blev en rammefortælling om snart sagt alle politikområder, som medierne, politikerne og offentligheden kunne iagttage, og som de selv var en del af og tillagde forskellige betydninger. Mange har hævdet, at kulturkampen var indholdsløs: At den var et snedigt tilrettelagt mediestunt, der skulle dække over, at Fogh-regeringens program hurtigt blev udtømt. At den var et røgslør for de ventede, men udeblivende reformer af velfærdssamfundet. Andre har hævdet, at kulturkampen skulle dække over, at regeringen er ved at udsulte selv samme velfærdssamfund. Ja, i det hele taget har det ikke skortet på motivanalyser. Faktisk hersker der trods mere end halvandet års intens debat fortsat stor usikkerhed om, hvad kulturkampen egentlig drejer sig om, og hvilke konsekvenser den har haft. Men før man kan tage stilling, må man vide, hvad man taler om: Med udgangspunkt i 641 artikler - ledere, debatindlæg, redaktionelle artikler, kommentarer mv. - fra Jyllands-Posten og Politiken har vi undersøgt 'Kulturkampens anatomi', som den tog sig ud i perioden 17. januar 2003 til april 2004. For det første har vi analyseret, hvilke emner der var til debat. For det andet har vi undersøgt samspillet mellem medierne, politikerne og offentligheden. Lad os begynde med at fastslå, at kulturkampen ikke var indholdsløs. Tværtimod. Ja, debatten var til tider så rødglødende, at tonen eller debatkulturen i sig selv blev et omdiskuteret tema. Det føg med nazibeskyldninger, påstande om politisk forfølgelse, nymccharthyisme, heksejagt, personlige angreb og så videre. I den henseende havde ingen af kulturkampens tre fløje - de liberal-konservative, de national-kristne og de kulturradikale-socialliberale - noget at lade hinanden høre. Det blev ofte hævdet, at netop den 'hadefulde' tone - det man på nudansk kalder hate speach - blokerede for den demokratiske samtale. Et synspunkt, som Magtudredningen bakker op. Men analysen af de 641 artikler viser noget andet. Trods den udbredte brug af fjendebilleder og stemplinger såsom kulturradikale 'meningstyranner' og 'sorte præster' udfoldede der sig en demokratisk samtale - en definitionskamp - om fire overordnede emner. Det drejede sig i korthed om: Kampen om historien, danskhed, dannelse/uddannelse og velfærdssamfundets indretning. Disse temaer blev diskuteret inden for kulturkampens sammenhængende fortælling, således at debatten blev løftet op over den gængse og fragmenterede enkeltsagspolitik og -journalistik. Dertil kan man føje, at der udspillede sig en ganske interessant diskussion om, hvor grænsen skal trækkes mellem hate speach og ytringsfrihed, hvorved ytringsfrihedens grænser blev sat af kulturkampsaktørerne selv. Så nej, ufint sprogbrug blokerede ingenlunde for den demokratiske samtale. Når denne påstand blev fremført under kulturkampen og af forfatterne bag den folketingsetablerede Magtudredning, skyldes det formentlig, at dansk politik gennem mange år har været båret af en tradition om at nå til enighed - den såkaldte konsensuslinje. Men når grundholdninger støder sammen, og når etablerede sandheder bliver udfordret, som de gjorde under kulturkampen, kan man ikke forvente, at aktørerne på Hal Kochsk vis skal tale sig til rette. Enten er man for det multikulturelle samfund, eller også er man imod det. Enten mener man som de kulturradikale, at det moderne samfund er en spændende udfordring, eller også mener man som de national-kristne, at globaliseringen truer danskheden eller det historisk givne, som Søren Krarup (DF) siger. Marianne Jelved og Søren Krarup kan tale nok så respektfuldt med hinanden, men til enighed vil de aldrig nå. De har delt sig efter anskuelser, som Hørup sagde, man skulle. At de ikke kan nå til enighed, er ikke et demokratisk sygdomstegn. Demokratiet er vel tværtimod allermest levende, når modstående meninger brydes i det offentlige rum. Også selv om man mener, modpartens synspunkter er idioti. Det, den liberal-konservative fløj og de national-kristne har oplevet som mange års venstreorienteret eller kulturradikalt 'meningsmonopol', blev forsøgt brudt - og det indimellem med skrappe midler. Som Hans Hauge meget åbenhjertigt har sagt i et interview i Jyllands-Posten, handlede det om at slå revner i det 'kulturradikale panser'. Af folkene bag Magtudredningen udlægges det med et citat af Marianne Jelved som, at »debatten er blevet 'lukket'«, og at »det er meget ubehageligt for demokratiet«. Sandheden er vel snarere, at den offentlige debat - den demokratiske samtale - ikke har været mere åben og levende i mange år. At Fogh med lanceringen af kulturkampen revitaliserede den demokratiske samfundsdebat. Om man så billiger VK-regeringens politik eller ej, er en anden sag. Den fører kulturkamp. Og for os at se er det ganske sundt for det danske samfund, at fronterne indimellem trækkes op, at vedtagne sandheder udfordres. Kulturkampen synliggjorde i al fald de helt grundlæggende forskelle mellem partiernes værdigrundlag, som ellers kan være vanskelige at skelne fra hinanden i den traditionelle fordelingspolitik i øjeblikket, da trængslen omkring midten er udtalt. Det giver borgerne mulighed for at træffe et kvalificeret valg, næste gang de står i stemmeboksen. Nu ved vi, hvilke værdier de forskellige partier står for. Men der er også malurt i det demokratiske bæger. Værdidebatten udfoldede sig stort set (og desværre ikke overraskende) kun mellem samfundets eliter - det være sig politikere, forfattere og kunstnere, akademikere og mediefolk. Den såkaldt 'almindelige dansker' var stort set fraværende i debatten. Interessant var det også, at Politiken og Jyllands-Posten selv optrådte som aktører på hver sin fløj i kulturkampen. Ikke overraskende var Jyllands-Posten og Politiken tro mod deres henholdsvis 'borgerligt liberale' og 'radikalt-socialliberale' udgivelsesgrundlag i lederartikler og professionelle kommentarer. Det var heller ikke overraskende, at de to dagblades debatsider altovervejende afspejlede avisernes værdigrundlag, da man må formode, at debattørernes/læsernes politiske orientering hovedsageligt harmonerer med den avis, de læser og henvender sig til. Men når man dertil lægger politisk slagside i udvælgelse af kilder og interviewofre i redaktionelle artikler, begynder pluralismen at blegne. På den måde kom både Jyllands-Posten og Politiken til at optræde om ikke som partiaviser så i al fald som værdibaserede fløjaviser i behandlingen af kulturkampen. Ønskede man at få et bredt vurderingsgrundlag for egen stillingtagen til kulturkampen, var man som i partipressens dage nødt til at læse mere end en avis. Ud fra en kommerciel synsvinkel - i en tid med overbud af information, gratisaviser, internet og tv-nyheder i døgnets 24 timer - gør de gamle dagblade klogt i at markere - brande - en selvstændig og skarp profil. Desuden efterspørger læserne holdningsstof, de kan danne deres egne meninger ud fra og finde rodfæste i i en turbulent tid med mange helt grundlæggende værdispørgsmål på dagsordenen. I den forstand leverede både Jyllands-Posten og Politiken en eftertragtet vare. Men avisernes egne idealer om alsidighed og pluralisme kan risikere at blive tabere i dette behov for en stærk profil. Desuden havde Politiken undertiden store vanskeligheder med at leve op til egne idealer og helt grundlæggende journalistiske retningslinjer om at opretholde skellet mellem reportage og kommentar og at markere for læseren, hvad denne egentlig læste. For eksempel er der noget helt galt, når en Politiken-journalist benytter et interview med et kommunalbestyrelsesmedlem fra Dansk Folkeparti til at komme med denne personlige kommentar til Ulla Dahlerups omdiskuterede tale ved DF's landsmøde, 2003: »En tale man kunne mangfoldiggøre, komme på dåse og aflive rotter med. En tale der med sin irrationelle følelsesappel anglede efter et skred, et brud af danmarkshistoriske dimensioner [...] Man fornemmer historiens vingesus - og dens støvletramp. En alarmerende lyd, der kommer inde fra det tomrum, hvor navnlig Socialdemokratiet, selve velfærdssamfundets folkelige drivkraft, er blevet skammeligt tavs og opportunistisk. Man overdøves, man mister sin orientering og lydhørhed. Er der overhovedet et menneske et sted derude. Eller derinde?« (Politiken, 29.9.03). Eksemplet skal ikke forstås som et forsvar for Dahlerups tale - for også vi mener, at den kaldte på et klart modsvar - men derimod som et forsvar for uhildet journalistik. Denne form for utidig sammenblanding af reportage og kommentar så vi stort set ikke i Jyllands-Posten. Men hvor peger kulturkampen egentlig hen? Hvad skal den bruges til? Fogh ønskede med kulturkampen at sætte en ny borgerlig dagsorden, der skulle fungere som bølgebryder for konkrete reformer af velfærdssamfundet. Borgerne skulle tage et større ansvar for deres eget liv og fællesskabet, og det offentlige skulle være mere påpasseligt med at trænge ind i den private sfære. Efter mere end halvandet års intens værdidebat må man spørge, om det er lykkedes. Svaret må blive et nølende ja. Flere meningsmålinger har vist, at et massivt flertal i befolkningen er enig med Fogh i, at den enkelte skal tage et større ansvar. Selv traditionelle venstrefløjsvælgere bakker dette op. Men hvad med reformerne? Jo, her skal kulturkampen ses som en langsigtet strategi: Skattestoppet var første led. Det har for det første givet oppositionen store problemer med at formulere et troværdigt skattealternativ. For det andet har skattestoppet givet kommuner og amter problemer med at få budgetterne til at hænge sammen. Det betyder, at der er brug for effektiviseringer og stordriftsfordele. Her kommer strukturreformen ind i biledet. Amterne bliver nedlagt til fordel for fem sygehusregioner, hvis udgiftsniveau regeringen vil holde i stramme tøjler. Selve den gigantiske manøvre, det bliver at omstrukturere det kommunale landskab, åbner mulighed for at omdefinere en række kommunale opgaver, som givetvis skal udliciteres. Dertil kommer Velfærdskommissionen, som løbende kommer med udmeldinger om, at den demografiske udvikling nødvendiggør gennemgribende reformer. Den analyse behøvede man næppe have nedsat en kommission for at fremlægge - at der bliver færre til at betale for flere ældre, har man vidst længe. Men den debat, kommissionens udmeldinger genererer, skal ses som et led i den bevidsthedsændring, Fogh efterspørger: Den enkelte må tage et større ansvar, for der bliver ikke råd til at opretholde velfærdssamfundet, som vi kender det. Det er ikke noget populært budskab at aflevere til befolkningen. Derfor lader Fogh klogeligt økonomerne i Velfærdskommissionen om den sag. Derfor ser vi heller ikke nogen velfærdsreformer i denne valgperiode. Det er alt for risikabelt. Folk vil give pokker i ansvar og konsekvens og kulturkamp, hvis der bliver pillet ved velfærdsydelserne. Så vil rigtig mange igen stemme med pengepungen, ikke på værdier. Her og nu handler det derfor om at konsolidere magten. V og K genvinder sandsynligvis regeringsmagten. Herefter barsler Velfærdskommissionen med sin endelige rapport, som givetvis vil indeholde anbefalinger om, at efterlønnen udfases, at overførselsindkomsterne i øvrigt ikke stiger ud over den almindelige prisudvikling, at udliciteringer og privatiseringer er nødvendige for at holde de offentlige udgifter i skak mv. Regeringen har nu sagkundskaben som legitimitetsgrundlag for at gennemføre de upopulære velfærdsreformer. Det er ikke, fordi regeringen ønsker at skære i velfærdsydelserne, vil man sige. Den bliver bare nødt til som ansvarlige magthavere at føre nødvendighedens politik. Det skulle kulturkampen så gerne have overbevist et flertal i befolkningen om. En Svend Auken vil givetvis mene, at dette er udtryk for, at Fogh er en hulemand, der har taget søndagstøjet uden på arbejdstøjet. Men det ville hverken være en fair eller rigtig beskrivelse. Fogh har aldrig lagt skjul på, at han på sigt ønsker et lavere skatteniveau, en mindre offentlig sektor - paradoksalt nok kan man dog i denne tid (valgkampstid) høre ledende regeringspolitikere bryste sig af, at den offentlige sektor er vokset - og mere økonomisk frihed til den enkelte. I sin konsekvens et mere økonomisk ulige samfund. Ikke fordi de lavtlønnede og mennesker på overførselsindkomster nødvendigvis vil blive fattigere, men fordi de velbeslåede vil blive rigere. Et minimalstatssamfund, som den unge Fogh plæderede for, bliver der imidlertid ikke tale om. Det vil hverken de konservative eller DF være med til. Desuden har den modne Fogh også erkendt, at Danmark altid vil have et højt skattetryk. Ellers vil frihed og tryghed ikke kunne gå hånd i hånd.