Halløj for en afskedssalut fra Ole Bornedal, der for et par uger sider smækkede dagbladenes teateranmeldere én over næbbet. Teaterkritikerne er elitære og intellektuelle, sagde den afgående teaterdirektør - og kunne sikkert godt selv fornemme våset i den arrige generalisering. I hvert fald nuancerede Bornedal sin kritik her på pladsen 11.12., hvorefter tingene blev mere interessante. Interessante i fireogtyve timer, indtil Politikens Thomas Bredsdorff allerede dagen efter fik ordet over det meste af en avisside til at forsikre, at anmeldere er, som anmeldere altid har været, og at det 'evige' skænderi primært skyldes instruktører med mindreværdskomplekser over for folk, der har læst mange bøger. Intet nyt under solen, kunne Bredsdorff mene med det journalistiske mimrekort, nogle jo trækker i svingdøren, og som på en sær facon gør det til en dyd at ignorere, at noget nogensinde forandrer sig. Tingene er, skriver Bredsdorff, nøjagtig som da salig Svend Borberg anmeldte teater i Politiken i 1930'erne. Evnen til at se og sige, modet til at mene, hvad ikke en kat jo kan være uenig i, medmindre da at netop forudsætningerne for at mene noget faktisk er forandret. Og dét er de jo, hvad Ole Bornedal tilsyneladende fornemmer en del bedre end Bredsdorff. Ret har Bornedal, om ikke i sin skingre afskedssalut så i hvert fald i udgangspunktet: at også teaterkritikken i disse år synes at vende ryggen til det kulturliv, den jo burde inspirere. Man kan som både Bredsdorff og Bornedal savne Jens Kistrup (og hvem gør ikke det?), men miseren stikker dybere. Helt ned til de vandbærende lag, der i århundreder har gjort kunstanmelderiet til en magtfaktor i det kulturelle liv, men hvor kritikkens anvendelighed for både udøvere og publikum i dag synes til at overse. Man uddeler i rasende tempo både stjerner og vimpler til film, bøger og scenekunst, men med hvilket formål? Det begavede ræsonnement til gavn for både kunst og publikum? Eller lige så ofte det tomme postulat, hvor kritikken ender som alle andre anakronismer: en lukket præken, der primært er interessant for den talende? Der er altså sket noget, på i virkeligheden ret få år. Virkeligheden er skredet ud under den samlede kunstkritik, ikke fordi Kistrup er væk, eller fordi æggehovederne har befolket avisredaktionerne, men fordi kritikken er nøjagtig den samme, som den altid har været - mens kunsten og kulturen er forandret. Ledvogteren står og råber ved leddet; bilerne kører uden om. Ret skal være ret, også for Thomas Bredsdorff. Sure forfattere og fornærmede instruktører har vi altid kendt. Det siges, at forfatteren Jørgen Nielsen nærede et så besættende had til anmelderen Hans Brix, at han i 1930'erne gik med reelle hensigter om at skyde Brix ned på åben gade. Jørgen Nielsen mente tilmed at klare frisag i retten, fordi han på forhånd havde udarbejdet en forsvarstale, der ville have overbevist dommerne om, at han havde ret til at udrydde kritikeren Brix. Forhånelser, idiotiske anmeldelser, notoriske fejlskud. Listen er lang. Man kan erindre sig Georg Brandes', Johannes V. Jensens og Vilhelm Andersens modbydelige salver, år ud og år ind, mod forfatteren Herman Bang - der var skydeskive, alene fordi han var bøsse. Tom Kristensens 'Hærværk', der blev maltrakteret i Ekstra Bladet, Rifbjergs 'Den kroniske uskyld' i Berlingske Aftenavis og så fremdeles. Der er nok at citere fra. Det nye i situationen er således ikke, at anmeldere er klogere eller dummere end tidligere. Heller ikke, at de 'tager fejl' ved f.eks. at foretage kunstneriske vurderinger ud fra helt private moralske eller politiske sympatier. Sådan er fagligt set sløje anmeldelser altid blevet produceret. De findes, de kan gennemskues, og de kan endda turneres kvalificeret, når anmelderens grundlæggende synspunkter vel at mærke er offentligt kendt. Som når Svend Auken her i avisen anmelder Uffe Ellemanns 'Fodfejl' og - næppe overraskende - er skuffet over bogens konklusioner. Vedkommende læsning, fordi vi kender både forfatterens og anmelderens præmisser. Det nye er to udviklingstendenser, som inden for få tiår grundlæggende har ændret det samlede kulturliv, og som jo ikke rigtig kan begribes med hverken Ole Bornedals bandbulle mod 'intellektualiseringen' eller Bredsdorffs forsikring om, at alting dybest set er som tilforn. Der er tale om finkulturens sammenbrud og en veritabel overskudsmængde af kulturel produktion. Tilsammen en massekultur af uendeligt mange medier, uendeligt mange film, bøger og forestillinger - og en kritikerstand, der for ofte stadig lader, som om kategorierne og de kendte referencer findes. Svend Borberg i mørket, med modet til at »se og sige«, men uden mulighed for reelt overblik. Engang var det enklere. Vi kunne stole på, at Borberg og Kistrup faktisk havde læst og set ... alting, og at anmeldernes sanseapparat derfor var noget nær autoritativt. Autoritativt, fordi man eksempelvis kunne bygge værdidommene på formodningen om den 'gode smag', det vil sige kultur som valget mellem de to former høj og lav. Høj som finkulturens kunst i dens forskellige tilskikkelser, som den, der krævede viden, og derfor kun kunne erhverves gennem uddannelse og dannelse. Den, der signalerede god smag - og derfor jo også sociale skel, men på en subtil og praktisk facon i et demokratisk samfund som det danske, hvor de færreste turde argumentere åbent for, at klasseskel skulle opretholdes. Med finkulturen fandtes klasseskellene, endda på begge sider af det politiske spektrum. De kulturradikale kunne være lige så arrogante som de højkonservative, fordi de indviede under alle omstændigheder vidste, hvorfor Bizets 'Carmen' har højere værkværdi end 'Spillemand på en tagryg', og hvorfor alene diskussionen afslørede den uindviede. Man kunne veksle blikke, når nogen fremturede, og man vidste, hvad klokken var slået, hvis nogen ligefrem insisterede pinligt på at sammenligne Rachel Rastenni med Birgit Nilsson: den sociale deklassering gennem dét, englænderne kalder highbrow over for lowbrow. Der var med andre ord forskel på folk, og anmelderne var ledvogtere med et mandat, der jo også omfattede almindelig latterliggørelse af de formastelige. Som eksempelvis Politikens Thomas Michelsen tydeligvis erindrer, når han 5.12. her i avisen kritiserer en koncert med Wiener Filharmonikerne sønder og sammen på grund af et særligt inviteret, nordjysk publikum, der angiveligt snakkede, larmede og klappede som de bonderøve, de må antages at være i Michelsens univers. »Pelsklædte barbarer«, skriver kritikeren med en pen, der fryder, hvorfor jeg ikke her skal argumentere længe for det modsatte, det vil sige værdien af, at koncertpublikummer klapper planløst mellem satserne i en symfoni. Kvaliteten skal være i orden, finkultur eller ej. Hvad vi kan undvære, er måske det finkulturelle snobberi, der jo reelt ikke rækker hånden ud mod de potentielt interesserede. Thomas Michelsen får det nemlig svært fremover, når vi forhåbentlig lykkes med at øge interessen for den klassiske musik i hovedstadens mange koncertsale. Der vil komme nye publikummer, herunder en del med erfaringer fra både rockmusik og fodboldkampe - og ja, der vil blive jublet og hujet til både Brahms og Mahler. Dét blev der også, da Den Kongelige Opera i sommer optrådte på Roskilde Festival. En deroute for kunsten? Nej, men en overflødiggørelse af kritikken, hvis den ikke forstår, at både samfund og publikum i disse år forandrer sig, og at kritikkens rolle nødvendigvis må være at bygge en bro mellem kunst og publikum. Ikke ved at sælge ud af ethvert princip, men ved trods alt at være vidende om den virkelighed, der nu engang findes og dårligt kan fjernes. Publikum findes kort og godt, og hvis man ignorerer dét faktum, ja så bliver kunsten et stivnet postulat. Afgørende for en moderne kunstkritik er altså besindelsen på, at finkulturen ikke længere findes som indhegning. Der findes kunst og det modsatte, kvalitet og det rene gulvsand, men sjældent noget, der kan bedømmes alene med en henvisning til konventioner. Opera er finere end musicals! Jazz finere end rap! Logikken har for længst tabt sin mening i det moderne samfunds tagselvbord af indtryk, udtryk og aftryk - og en kommerciel kulturindustri, der har sat markedsføringen i system, også i avisernes kulturspalter. Som publikum står vi derfor hver gang over for det enkelte værk med en viden om, at jagten på kvalitet er vanskeligere end nogensinde - fordi det grundige og det indsigtsfulde nu engang lever side om side med det allermest trivielle. Over for kommercialiseringen og den bevidstløse PR-journalistik har både kunsten og publikum mere behov for kritikken end nogensinde - og for kritikere, der ser og siger og mener. Ikke som stemmer, der ex cathedra og én gang for alle udlægger teksten med stjerner og nissehuer, men en kritik, der tager sin egen tvivl og dermed det moderne kulturliv alvorligt som et eksistensvilkår. Nobrow har afløst både highbrow og lowbrow, hvad der kun er et problem, hvis kritikken og kulturjournalistikken sander til i de to positioner, man jo mere end aner: på den ene side en marketingdrevet leflen for alt nyt, alt spektakulært - og på den anden side et reaktionært, indspist ledvogteri uden forbindelse til både kunstnernes og publikums praktiske virkelighed. Naturligvis skal væsentlige kvalitetskriterier ikke opgives, nobrow eller ej. Naturligvis er der stadig plads til det smalle, det krævende, det elitære. Og naturligvis bør muligheden for spontan begejstring ikke være væsentligere end respekten for kvalitet, blot fordi erhvervsfolk vælger at bruge mange penge på at invitere nogle af verdens fineste musikere til landet uden i øvrigt at gide hæfte sig ved, at der spilles falsk i en elendig akustik - som det vel ret klart var tilfældet med Wiener Filharmonikerne i forrige uge. Men kritikken skal mere klart end tidligere være produktiv for publikum for at give mening. Den skal tydeliggøre, snarere end forhåne. Den skal kende kunstnernes intentioner og publikums virkelighed. Den skal kort sagt, med et risikabelt ord, udvise et minimum af solidaritet med sin genstand. Kravet om solidaritet betyder, at man sagtens kan kritisere et æble for at være et dårligt æble - men ikke, hvis kunstneren faktisk tilbyder en pære. Eller mere konkret, at teaterkritikeren eksempelvis kerer sig om den samlede teateroplevelse i mindst lige så høj grad som om tekstforlægget. Sådan har teatret jo forandret sig, hvad også Ole Bornedal kan tage sin del af æren for. Aveny-T har, nøjagtig som Det Kongelige Teater og andre teatre, sat forestillinger op, hvor det kunstneriske fokus primært var den samlede teater begivenhed - med inspiration fra både filmens og rockmusikkens verden - og hvor tidligere tiders fokusering på det litterære forlæg faktisk ingen mening giver. Det var også tilfældet for Det Kongelige Teaters produktion af forestillingen 'Mefisto', der - urimeligt, synes både undertegnede teatergænger og kommunikationschef - fik noget nær historisk elendige anmeldelser. Måske ligger Bornedals vrede også begravet dér, hvad ved jeg. I så fald er den forståelig, ikke som en modvilje mod anmeldernes belæsthed, men mod deres ofte manglende lyst til at vurdere kunsten på dens egne præmisser. En blaserthed, hvor kun tomheden er tilbage, fordi intet af det nye ligner dét, det angiveligt burde. Anmelderens rolle er i den sammenhæng den samme som altid, som et korrektiv til reklamen og som et hjælpemiddel til det publikum, der ønsker en begavet og kritisk dåseåbner til kunsten. Men præmisserne for værdidommen må handle om andet end hån og hurtigt uddelte kokkehuer, fordi det mangfoldige kulturliv fortjener det, og fordi de fleste i publikumssæderne i høj grad foretrækker nuancerne og de eksplicitte præmisser. Kokkehuerne er med andre ord mest interessante på redaktionen. Solidariteten er i dét lys en grundholdning snarere end et sæt af formelle spilleregler. Den handler ikke om større eller mindre gavmildhed - og formentlig slet ikke om at genindsætte de formelle kriterier for kunst, som David Favrholdt for et par år siden forsøgte at opstille på baggrund af præmisser om 'æstetik', 'teknik' og andre formalia af samme skuffe. Af kritikerstanden bør vi forvente, at det er folk, der har forstand på deres område, med erfaring, viden og artikulation. Det har de fleste naturligvis i dag. Men en ny kompetence kan føjes til listen, fordi anmelderollen nødvendigvis må fornys i et samfund, hvor vandene krydses, og hvor den autoritative dommer i sagens natur kun kan være én stemme blandt mange. Kald det ydmyghed, kald det solidaritet. De færdigpakkede meningers tid er forbi.