»Når kirkerne står tomme, er det, fordi vi skal til at have kirkerne inden i os selv«, siger Master Fatman, som selv går rundt og velsigner alle med sin kosmiske kærlighed - og foretager både dåb, konfirmation og vielser (men dog til dato ikke begravelser). Hvad betyder det? At mennesket er guddommeligt? Eller at det rummer det hellige? Er der så lige så mange guder, som der er mennesker? Eller er de mange guder ét: det guddommelige? Spørgsmålene hober sig op, når man i stedet for at spørge til 'folkekirkens rummelighed' tager udgangspunkt i dens tomhed. Nu kunne man selvfølgelig også spørge, om man skal tage sådan en som Master Fatman så alvorligt. Hvorfor ikke? L'esprit souffle où il veut, som bekendt. Det må vel også gælde Helligånden. Og det hellige er en alvorlig sag. Desuden siger Master Fatman ikke noget, som man ikke også kan finde hos andre, der nyder større kulturel bevågenhed (og endda overlever den). Det er Nietzsche, der er kendt for at have erklæret Gud død, selv om erklæringen forekommer mange gange før ham. Også hos Nietzsche forekommer den flere gange, men urstedet er i fabelen om 'Det gale menneske', der på markedspladsen - det offentlige rum - prøver at åbne menneskenes øjne for alvoren i den begivenhed, de selv er årsag til. Men, som Heidegger gør opmærksom på i sin Nietzschemonografi, allerede i forstudierne til 'Tragediens fødsel', i 1870, noterer Nietzsche: »Jeg tror på det urgermanske ord: Alle guder må dø«. Hvis dét ord står til troende, er Guds død en gammel sag, der angår andre end ham, den kristne. Sådan supplerer Gilles Deleuze også Nietzsche og Heidegger i sin monografi om Nietzsche og filosofien: »Guderne er døde; men de døde af grin over at høre en Gud sige, at han var den eneste«. Også guder har deres tid. »Lad guderne være«, siger Castor til Pollux i Cesare Paveses 'Dialoger med Leuco': »Det er en familie, hvis medlemmer spiser hinanden«. Det er ikke gudernes skæbne, vi skal bekymre os om, men vores egen. Det er mennesket, de gælder, i forholdet til guderne. Derfor er spørgsmålet også et andet, når det gælder Master Fatmans ord og gerninger. Nemlig hvorvidt det holder, at kirkerne står tomme. I en vis forstand er det jo forkert. Desværre, havde jeg nær sagt. Den danske kulturelite af skønlitterære forfattere og kritikere ligger på knæ og deltager i nadveren som aldrig før; den har fundet en ny trend: genkristningen. De var postmodernister i går og marxister i forgårs. Trend må der til, hvis eliten skal være sammen om at være elite. Samtidig tordner den sorteste reaktion fra prædikestole og Folketingets talerstol mod indvandringen og mod truslen fra islam. Det passer næsten for godt sammen. Og samtidig strømmer folk til ordener og loger og sekter. Her finder mange, som ikke har fundet dem andetsteds, brødre og søstre og erstatning for den fraværende far. Relationerne kommer under kontrol. Venskab og kærlighed bliver professionelt venskab og professionel kærlighed. Det er også trend. Det er også trygt. Det er ikke en selv, der er en selv. Men man overlever. Hvad enten de godes selskab er nyt eller gammelt, hvad enten det er gammel eller ny religiøsitet, der organiserer sig: Min påstand er, at der er en verden til forskel mellem det himmelske hierarki og så det menneskelige, der vil placere sig i forlængelse af det. Helgener kåres nu engang ikke af Gud; det er mennesker, der ophøjer andre mennesker. Også grader og trin på vejen mod lyset og sandheden placeres man på af sektens, logens eller ordenens andre medlemmer. En såre menneskelig gesjæft, skulle jeg mene: at inddele i dem og os, de gode og de onde, de spirituelt højere- eller laverestående. Hvis det gode findes i mennesket, så er det ikke i flokmennesket. Kunne man bare gøre det gode i stedet for at gøre noget for den Kirke, der repræsenterer det gode! Hvis der er noget, der tyder på, at vi skal til at have kirkerne i os selv, så er der til gengæld intet, der tyder på, at det er let. Mennesket er tilsyneladende stadig så svagt, at det har brug for stærke strukturer og autoriteter. Det er ikke let for mennesket at overleve Gud. Det kræver overmenneskelige kræfter. Det svage menneske kræver stærke strukturer. De passer til det: De svækker mennesket. Når det er Nietzsches fabel om det gale menneske, der er blevet stående som den afgørende fortælling om Guds død, så er det, fordi hovedpersonen i fabelen er én, som søger Gud. Han finder ikke, hvad han søger, blandt menneskene. Han har set, hvad mennesker ikke har set, og det gør ham til den, han er - en vanvittig. Til sidst i fabelen trænger han ind i kirkerne og afsynger sin dødsmesse for den evige Gud. Hvad er kirkerne andet end gravmæler for Gud i dag? Hvis kirkerne er fulde til højtiderne, hvis de er fulde, når man kommer der, fulde af trend, så får netop dét kirkerne til at klinge hult. Nutidsmennesket har tomheden i sig selv og fylder sig bare mere med den, når det søger ind i de stærke strukturer. Vi skal ud af de gamle kirker og ikke ind i nogle nye. Vi skal til at gøre det gode uden at tænke på, om vi så kan blive optaget i de godes selskab og få vores belønning. Det er den vej, jeg vil forsvare. Hvis den europæiske civilisation har en styrke, må det være dens svaghed. Også i Danmark. Det er forkert, når man taler nedsættende om det udanske og mener det ukristelige. Det er godt, at vi f.eks. har lov at ligge nøgne på stranden herhjemme. Lange gevandter, som man ikke engang tager af, når man går i vandet, dét er udansk. Men det er ikke ukristeligt. På ingen måde. Jeg vælger dette eksempel for at anskueliggøre, at det ikke er kristendommen, der er dansk. Det er den måde, vi har forvundet den på. Og tilsvarende den måde, vi har forvundet gejstligheden, aristokratiet, den ufunktionelle pynt og den gamle autoritet på. Det er flovt, når en regering som den danske kan finde på at fremsætte lovforslag, der vil gøre det muligt at tvangsfjerne børn med den begrundelse, at deres familier dyrker hadet til Danmark. Var det ikke tvangsægteskaber, vi ville bekæmpe? Var der ikke noget engang, der hed tvangskristning? Og hvordan er det i det hele taget kommet dertil, at 'udansk' er blevet skælds-ord? Vores styrke er ikke vores gamle værdier, men den måde, de er blevet gamle på. I en artikel, som Information bragte på treårsdagen for terrorhandlingerne 11. september 2001, advarer Gianni Vattimo så vel imod enhver »kunstig foryngelsesterapi« som imod at påtvinge tredjeverdenslandene vores »nedgangsattitude«. Med én og samme begrundelse: De vestlige samfunds situation må realiseres fuldt ud, hvis vi skal kunne undgå den fejltagelse at forsvare os mod fundamentalismen ved selv at blive fundamentalister igen. Det er en opfordring til at feje for egen dør - den vestlige kristne kirkes. Men hvad betyder det for det - vestlige - menneske, der har forladt den organisatoriske tryghed? Det menneske er selvfølgelig også kristent. Men det er, om jeg så må sige, menneske først og kristen så. Mennesket finder ikke selv sine guder. Er man opvokset i en kristen kultur, bliver dét ens adgang til det guddommelige. Mennesket bliver, som dets forhold til guderne er. Vi har muligheden for at undgå de stærke strukturers fysiske og psykiske vold. Men det kræver styrke. I Danmark udgør pastor Thorkild Grosbølls protest mod den kristne fundamentalisme en protest indefra. Hvorfor skulle vi gentage Kirkens hundrede år gamle kamp mod udviklingslæren eller for inderligheden, bare fordi der er trend i den slags på verdensmarkedet? Om folkekirken kan rumme Grosbøll eller ej, er et andet problem. Hvem siger, at det vil være en ulykke, hvis folkekirken sprænges? Det vil en sprængning kun være, hvis den fører til fundamentalisme. En sådan frygt var engang kloge politikeres grund til ikke at adskille stat og kirke. Dengang var det vækkelsesbevægelserne, folkekirken skulle værne imod. Skal den stadig det? Selvfølgelig: hellere folkekirken end sekter og ordener. Men ærlig talt: allerhelst ingenting. Protesten mod de stærke strukturer har sin egen styrke: menneskets. Det gælder om at oversætte det guddommelige til det menneskelige. Jeg mener ikke at ophæve forskellen. Jeg forestiller mig en oversættelse, som kan gøre det guddommelige forståeligt i nutidens menneskesprog. For de hellige skrifter er ikke forældede, og de er ikke nonsens. Spørgsmålet om, hvorvidt De Ti Bud er religiøse dogmer eller bare praktiske forskrifter, er futilt - lige så futilt som spørgsmålet om, hvorvidt grækerne eller romerne 'troede' på deres guder. Der var ikke den slags forskelle eller forhold dengang. De Ti Bud og lignende bud er regler for menneskeligt liv og samfund, for så vidt det skal være muligt. Tag f.eks. det femte bud: Du må ikke slå ihjel! Hvad skal det betyde, andet end hvad det er for mennesket at slå mennesket ihjel: Det er at slå sig selv ihjel. Det vanskeligste bud at oversætte er det første: Du må ikke have andre guder end mig! En oversættelse kunne være: Du må ikke tilbede andet end det guddommelige! For det vil være en vildfarelse. Det guddommelige ved mennesket er ikke identisk med mennesket. Der er forskel. Det gælder det om at leve med. I sit essay om 'Civilisation og kristendom', 'En sten i skoen', skriver pastor Grosbøll i kapitel 4, side 90: »Gud er død, og det er godt«. Når det formuleres på den måde, lyder det jo næsten som et glad budskab. Det er jeg bare ikke så sikker på, at det er. Men i en vis forstand er det et budskab, som kristendommen kan rumme. Ganske vist ikke, når man, som det for det meste sker, betoner den menneskelige side af sagen, at det er mennesket, der slår Gud ihjel. Men betoner man det guddommelige, ser det anderledes ud. Gud dør, og mennesket dør, men Guds død er en anden død end menneskets. Sådan er det guddommelige og det menneskelige altid beslægtet og dog forskelligt. Kristendommen er fortællingen om en gud, der blev menneske. Men det viste sig, at mennesket ikke kunne være gud. Jesus var med sine ord og gerninger en provokation. Intet menneske kan overleve som kristusfigur. Filosoffen Luigi Pareyson, som var Gianni Vattimos læremester, har flere steder vovet at betegne dette moment, hvor Gud opgiver sig selv, idet han forlader Jesus på korset, som »et ateistisk moment ved guddommen«. Forskellen mellem guddom og menneske er stadig afgørende her - for Guds 'ateisme' skal forstås ud fra Guds død, menneskets derimod ud fra menneskets. Den sidste fokuserer på, at mennesket slår Gud ihjel, den første på Guds kamp med sig selv. Guds dødskamp på korset viser ifølge Pareyson, at det gode og det onde hører til samme guddom. Det er en udfrielse i forhold til den kamp mellem det onde og det gode, som finder sted i mennesket. Mennesket kan ikke være Gud, det kan kun forsøge at rumme det guddommelige. Gud har vist sig som menneske og har med sin død ladt mennesket alene med opgaven. For mennesket er alene, som dets død er dets egen og ikke kan overtages af andre, så lidt som dets liv kan. Den udvikling, man kalder personlig, kan ikke læres på kursus. Det må komme fra én selv. Den ydre kirke er altid en risiko: Når Djævelen lader sig inkarnere, sørger han for at være flittig kirkegænger. Når Kirken bliver vigtigere end Gud, bliver skellet mellem det onde og det gode et skel mellem dem og os; de kristne og hedningerne, de spirituelt mere eller mindre udviklede osv. At forlade kirken, hvad enten det består i at melde sig ud af folkekirken eller at undgå sekter og ordener, betyder ikke at kvitte alt menneskeligt selskab. Tværtimod, det betyder at forholde sig til andre på eget ansvar. For det er og bliver dér, i forholdet til den anden, at det guddommelige i mennesket skal stå sin prøve. Det handler bare ikke om at være medlem af noget, men derimod om at opføre sig ordentligt, værdigt. Om at kunne holde sig selv ud. Du skal være stor nok til at være lige så lille, som du er, stærk nok til at være så svag, som du er, modig nok til at være så angst, som du er. Kunne det ikke være vores chance i Vesten omsider at være nået dertil, at det er lige meget, om det er fra Gud eller fra Buddha, fra sufierne eller fra yogierne, visdommen kommer? Skulle vi ikke kunne lære at have kirkerne i os selv?