Statsministeren understregede tidligere, at »integrationen af indvandrere i Danmark er en af de væsentligste opgaver, samfundet står over for i de kommende år«, og det kan enhver blive enig med statsministeren om. Også initiativet til mødet om integrationen på Marienborg er fortrinligt, da hensigten er »at fremme en åben og konstruktiv dialog og erfaringsudveksling med henblik på at forbedre integrationsindsatsen i Danmark«, som det fremgår af pressemeddelelsen udsendt af statsministeriet 7. oktober. Ifølge Integrationsministeriets udlændingedatabase i Danmarks Statistik er der pr. 1. januar 2004 335.732 indvandrere og efterkommere fra 'tredjelande'; det vil sige Asien og Afrika. Af dem har cirka 200.000 muslimsk baggrund, mange af dem er rettroende praktiserende muslimer. Hvilket ikke er lig med at være ekstremist eller fanatiker, som debatten herhjemme indimellem giver indtryk af. Den gruppe har også noget at sige om deres børns integrationsmuligheder og som skatteborgere i Danmark. De rettroende er en synlig gruppe ved fredagsbønnen, hvor de strømmer til de moskeer, som er etableret i nedlagte mejerier eller fabrikshaller i storbyer over hele landet. De hører fredagsprædiken og beder under ledelse af en imam. Mange moskeer har kun plads til 700-800 bedende, men ofte er mange flere til stede, og de må således lægge deres bedetæpper i gården og nogle gange på selve fortovet ved moskeen. Statsministeren har forbigået denne gruppe, da listen over de personer, som han har inviteret, ikke har medtaget repræsentanter for disse muslimer, selv om gruppen er stor blandt indvandrere og efterkommere. Statsministeren begrunder det over for Ritzau med, at »Det er ikke religiøst møde«. Nej, det er det ikke, men vi taler om en stor gruppe, som statsministeren burde lytte til, hvis han seriøst mener, at »integrationen er en af de væsentligste opgaver i Danmark«. Om statsministeren kan lide det eller ej, repræsenterer imamerne en stor befolkningsgruppe, som statsministeren burde høre og føre en dialog med. Imamerne udgør en ressource, som kunne formidle regeringens budskaber videre til deres respektive menigheder, ikke bare ved fredagsbønnen, men også ved debatarrangementer i moskeerne. I mange år har de skiftende regeringer parkeret indvandrerne i såkaldte ghettoer, hvor de er blevet mere eller mindre glemt. Sanktionspolitikken, som VK-regeringen praktiserer, giver ikke reelle resultater. »De har ladet os sove i 15 år ved intet at kræve af os. Nu sparker de lige pludselig til sengen og siger, at vi skal ud at arbejde. Jamen, mange af os kan slet ikke arbejde, fordi vi er syge«, sagde en langtidsarbejdsløs indvandrer til Jyllands-Posten. Det er en marginaliseret gruppe, som efter så mange års arbejdsløshed ikke kan se en vej væk fra bistandshjælpen. Gruppen skal forberedes og kvalificeres til det 'nye' arbejdsmarked, inden man sparker til dem. Mange af dem har desuden et stort behov for basal viden om samfundets indretning for at kunne fungere som medborgere og som forældre over for deres børn. Straffeaktioner mod socialt belastede familier i form af økonomisk straf eller trusler om udsmidning fra lejeboligen, hvis de ikke bliver bedre forældre til deres børn, giver ikke det ønskede resultat. Fra mine mange års erfaring med arbejde i socialt belastede områder ser jeg, at mange gerne vil være bedre forældre, gerne vil omsætte deres medbragte normer og værdier til den danske dagligdag, men de mangler viden om det samfund, som de er flyttet til. Grøften mellem dem og deres børn vokser hver dag, og forældrene står magtesløse over for deres børns opførsel, både i forhold til dem som forældre og i forhold til det øvrige samfund. »De bliver fordansket«, siger de om udviklingen, og deres magtesløshed giver sig udslag i en vrede, som vendes mod det danske samfund, som ifølge deres overbevisning er årsagen til børnenes negative udvikling. Forældrene overfører vreden til børnene, som igen hævner sig på et samfund, som de ser som årsag til deres forældres elendighed. Hermed er der skabt en ond cirkel, hvor taberne ikke bare er forældre og børn, men også samfundet. Der er ingen tvivl om, at kommunerne gør deres bedste, men ofte mangler de kommunalt ansatte en del viden for at tackle sådanne situationer. Mange unge, hvis forældre har anden etnisk baggrund, får ingen hjælp til deres lektier hjemme på grund af forældrenes dårlige danske sprogfærdigheder, uddannelse eller mangel på almenviden om skolesystemet. Derfor har de unge et ringere ordforråd og store vanskeligheder med at forstå basale danske ord og klarer sig dårligere i forhold til deres danske kammerater. Resultatet kan ses i statistikkerne; mange unge, såkaldte nydanskere, forlader uddannelsessystemet allerede inden afgangsprøverne i 9. klasse, men frafaldet på de videregående uddannelser er endnu større. En opgørelse fra Undervisningsministeriet viser, at i skoleåret 2003-2004 var der 57.523 tosprogede elever. Det er en stigning på 50 procent i forhold til skoleåret 1996-1997. Spørgsmålet er, hvor mange af dem der vil gennemføre en uddannelse. En ny undersøgelse fra AKF - Amterne og Kommunernes Forskningsinstitut - viser for eksempel, at 60 procent af unge nydanskere med arabisk baggrund aldrig bliver færdige med deres uddannelse. Desuden har mange af dem, som slipper gennem nåleøjet, besvær med at følge undervisningen på gymnasier og handelsskoler, trods den ekstra danskundervisning, de modtager som hjælp i de første par måneder. Derfor er lektiehjælp nødvendig allerede i folkeskolen, hvor behovet er størst. Det store uddannelsesfrafald har katastrofale følger, både for dem selv, men i særdeleshed for landet som helhed. I de kommende år vil der være en stor mangel på højtuddannede, og samtlige forsøg på at tiltrække flere højtuddannede udlændinge som forskere og it-specialister til Danmark er mislykket. Derfor skal indsatsen fokuseres på ressourcerne herhjemme, og de tosprogede, som er en voksende gruppe, vil udgøre en potentiel ressource, som vi ikke kan tillade os at tabe på gulvet. Men de mangler en hjælpende hånd. Lektiehjælp kan være et tilbud til eleverne, gratis og efter skoletid, som erstatning for modersmålsundervisningen. Desuden skal skolerne i socialt belastede områder støttes økonomisk i en begrænset periode for at forbedre samarbejdet med de ressourcesvage forældre. Pengene - som blev sparet væk, da regeringen droppede modersmålsundervisning - kan bruges på kampagner, tolke- og konsulentbistand. Lærere og pædagoger mangler faglig viden og redskaber, som de kan bruge i arbejdet med denne gruppe til at forbedre muligheden for at inddrage disse børns forældre i samarbejdet. Allerede i børnehaverne halter det. En spørgeskemaundersøgelse fra Danmarks Pædagogiske Universitet, der omfatter ledere og pædagoger fra vuggestuer og børnehaver, påviser store vanskeligheder inden for dette område, når det drejer sig om hjælp til socialt udsatte børn. Tre ud af fire daginstitutionsledere mener, at det er ret svært at sætte ind med den rigtige indsats over for udsatte børn. Faget 'Fremmed kultur' vil styrke pædagogernes/ lærernes kundskaber på området. Faget kan også inddrages i efteruddannelseskurser henvendt til de ældre pædagoger/lærere. Københavns Kommune har som første kommune i landet forsøgt at løse problemet ved at sende en del af de knapt 3.000 lærere på specialkursus i at undervise tosprogede. Det er et godt initiativ, som burde udbredes til at omfatte resten af landets lærerkorps. I en undersøgelse, som jeg gennemførte i 2001 blandt unge nydanskere på handelsskoler og gymnasier i Storkøbenhavn, udtrykte mange unge deres mistillid til det danske arbejdsmarked. Hele 69,4 procent erklærede, at deres muligheder for at få fodfæste på det danske arbejdsmarked var meget ringe. Under rubrikken 'kommentar' i spørgeskemaet havde de skrevet udsagn såsom: »Vi indvandrere bliver behandlet ligesom jøderne under Anden Verdenskrig« og »i Danmark er der ingen respekt for indvandrere«. Deres svar og opgivende holdninger er skræmmende, men det er også et symptom på en negativ udvikling i det danske samfund som helhed og især på det danske arbejdsmarked, som stadig halter bagud på integrationsområdet sammenlignet med resten af Europa. Derfor skal diskriminationen på arbejdsmarkedet bekæmpes. Diskriminationen og forskelsbehandlingen findes både i den private sektor, men ikke mindre i den offentlige. Derfor skal det offentlige virke som rollemodel for det private og afspejle de forskellige befolkningsgrupper. Der har været forskellige tiltag, men det skal gøres mere effektivt, for eksempel bedre kontrol med Arbejdsformidlingen. Medierne afslører fra tid til anden historier om organiseret diskrimination på AF-kontorer, hvor medarbejderne opfylder arbejdsgivernes krav om 'hvid' arbejdskraft. Personer med indsigt i disse sager har udtalt til medierne, at disse afsløringer kun er toppen af isbjerget. Det kan kun betyde, at det sker hyppigere, end vi tror. Derfor bedre kontrol. Også kampagner på de store arbejdspladser har i flere tilfælde givet nogle gode resultater. Flere undersøgelser viser, at en af årsagerne til arbejdsgivernes tilbageholdenhed over for ansættelse af medarbejdere med en anden etnisk baggrund end dansk er frygt for, at de nye medarbejdere med anden etnisk baggrund ikke bliver accepteret af medarbejdergruppen. En kampagne, hvor nydanskere medvirker som rollemodeller, kan ændre holdningen både hos medarbejdergruppen og arbejdsgiverne. Flere store arbejdspladser har med succes arbejdet med sådanne kampagner. Novo Nordisk og DSB er blandt disse, hvis erfaringer regeringen kunne drage nytte af, og statsministeren burde invitere dem for at høre om deres erfaringer på området. Men også flere arbejdsgiverforeninger gør meget for at oplyse lokalafdelinger og virksomheder om integration af nydanskere Den nuværende debat om islam skader muslimerne og danskerne og gør kløften større mellem 'dem' og 'os'. På grund af en stigning i ekstremistiske handlinger blandt andet i Holland, Tyskland og Spanien. I Tyskland truer man med udvisning af imamer, som opfordrer til had over for andre religioner. Det muslimske samfund i Tyskland udviste forståelse over for myndighederne og krævede til gengæld bedre uddannede imamer for at klare opgaven. I Spanien er en imam blevet idømt 15 måneders fængsel og en bøde på 17.000 kroner ved en domstol i Barcelona, fordi imamen skrev i en bog, at mænd bør slå deres hustruer, hvis de er ulydige. Imamen mente, at det stammede fra islam og profeten Muhammed, men under retssagen har Koran-eksperter afvist, at profeten opfordrede til vold mod kvinder, og sagt, at imamens påstande er hans egen holdning og fortolkning. Statsminister Anders Fogh Rasmussen har på Venstres landsmøde i sidste weekend kritiseret imamerne herhjemme for, at de vil begrænse ytringsfriheden med henvisning til sagen om mord på den hollandske filminstruktør Van Gogh. Imamerne har tidlige skabt ramaskrig på grund af deres udtalelser eller personlige fortolkninger af islam. Vi har tidligere oplevet, at selvbestaltede imamer påstod, at Koranen opfordrer til omskæring af kvinder m.m. Religionen islam i Danmark er i dag et åbent marked; enhver kan fortolke islam, som det passer dem, og medierne savner autoriserede imamer, som kan af- eller bekræfte diverse udtalelser om islam. Vi har også set undersøgelser for nylig, som peger på en stigende tendens blandt unge under 30 år til at følge islam og lade religionen præge deres livsførelse. Undersøgelsen viser også, at unge er mere opsøgende i forhold til islam end deres forældre. Nogle af de opsøgende unge er nemme ofre for de mere radikale muslimske bevægelser, da mange af de unge på grund af deres uddannelsesbaggrund ikke vil henvende sig til herboende imamer. Den islamiske bevægelse Hizb-ut-Tahrir har haft succes med at få tag i denne gruppe, idet bevægelsens medlemmer omfatter en del højt uddannede, velintegrerede og velfungerende medlemmer. Vi mangler autoriserede muslimske teologer med en vestlig uddannelse, som kan vise vejen for disse unge og være et alternativ til de rabiate fanatikere, som spænder ben for disse unges fremtid i landet. En imam-uddannelse er løsningen på mange misforståelser og myter om islam blandt danskerne. Desuden vil danskuddannede imamer være det bedste middel til bekæmpelse af den voksende ekstremisme blandt unge nydanskere. Uddannelsen skal være en fireårig teologisk uddannelse på universitetet. Desuden bør 'imam' være en beskyttet titel, som opnås efter endt uddannelse. I dag kan enhver kalde sig imam og udstede en fatwa. Imam-uddannelse kan finansieres ved at indføre 'moskeskat' på lige fod med kirkeskatten. Der bor cirka 200.000 personer med muslimsk baggrund i Danmark. Deres moskeskat kunne blive til et pænt beløb, som også kunne bruges på muslimske gravpladser og til bygning af moskeer. Ellers kan pengene bruges efter kirkeskatprincipperne. Staten bidrager allerede med økonomisk hjælp til moskeerne via foreningsloven. Andre moskeer får økonomisk hjælp fra stater i Mellemøsten, og dermed er moskeen underlagt den pågældende stats politik. Vil vi ikke hellere have moskeer på et dansk statsgrundlag? Kampen mod ekstremisme skal være en hellig pligt for alle, som tror på demokrati og ytringsfrihed. Statsministerens opfordring til folkeskolen om at tage kampen op og lære eleverne betydningen af frihed, frisind og folkestyre er en opfordring, som bør støttes. Men statsministeren skal huske, at mange forældre til disse elever tilhører en tabt generation, som mangler både sprog og samfundsviden. Det er en absolut forudsætning, at forældrene bliver 'demokratiseret', hvis vi skal nå børnene.