Om EbbeMunck skriver prismodtageren i sit første erindringsbind, 'Set i bakspejlet': »Ebbe Munck blev et af de mennesker, jeg kom til at holde mest af og se mest op til. Det var svært at stå for hans djærve, mandige charme. Snart måtte man tage sig i nakken for ikke at rømme sig på samme måde, som han gjorde. Der var noget i hans blik, som sagde en, at her var en mand, som man altid kunne stole på. En af vores venner sagde engang om ham, at han var et menneske, man gerne ville holde i hånden, når man skulle dø. Krigen gav et nyt værdisystem. Man kom til at værdsætte egenskaber, som man før ville have trukket på skulderen af som spejderdyder. Fysisk og moralsk mod. Evnen til at holde kæft, til aldrig at prale af sine bedrifter, sin viden og sine forbindelser. Det var svært på forhånd at vide, hvem der ville være i besiddelse af disse egenskaber«. Den unge Bjøl havde det privilegium at arbejde i Stockholm som kollega til Munck. Deres opgave var at få så mange nyheder som muligt fra alle hjørner af verden formidlet hjem til danske læsere gennem et tæt filter af tysk censur. Besættelsesmagten var med god grund mistænksom over for motiver og stofvalg fra Stockholm-korrespondenterne. De så det som deres opgave at få sandheden igennem, men også - som Bjøl skriver - »at finde lyspunkter, som kunne være med til at holde modet oppe derhjemme«, selv når de allierede var på tilbagetog ved de fleste fronter. Munck og Bjøl bevarede kontakten til Muncks død. Efter krigen hvor Bjøl fik tilknytning til Information, kom Munck til at spille en afgørende rolle. Uden ham var det formentlig aldrig lykkedes Børge Outze at få opbakning og ressourcer nok til at forvandle det illegale nyhedsbureau til et kæmpende dagblad. Information prøvede at holde modstandsbevægelsens fane for frihed og demokrati højt i den omskiftelige efterkrigstid, fyldt med skrivelyst og skrivetalent, ofte med store problemer med identiteten, altid med store problemer med økonomien. Munck selv var selvskreven til en post som chefredaktør på sin avis, Berlingske Tidende, men han ville ikke være der sammen med en chefredaktør der var en af stifterne af Dansk Tysk Forening, så det job blev ikke til noget. Bjøl arbejdede i næsten to årtier for Information - vi er mange der først lærte verden at kende, set gennem hans briller og formidlet af hans formidable pen - og siden kom han til Politiken, først som Paris-korrespondent, siden som kommentator og formidler. Berlingske Tidende blev det derimod aldrig til. Men var det blad i virkeligheden ikke nærmere Bjøls forhåbninger, end man ved? Jeg husker at Bjøl på en af de studierejser hvor han konfronterede sine Århus-studenter med hvad der dengang hed den 'store verden' sagde, som jeg husker det, at »det må være en drøm at være chef på Berlingske Tidende; masser af penge, læserne køber kun bladet på grund af annoncerne, så man har helt frie hænder til at skrive det man har lyst til«. Ak ja. Det var dengang. Priskomitéens valg af Erling Bjøl til at være dette års modtager af Munck-prisen er evident. Han opfylder alle prisens krav om tilknytning til - om end ikke deltager i - modstandsbevægelsen, og han har viet et langt og virksomt liv til journalistikken. Kun Grønlandsfarer blev Bjøl ikke. Erling Bjøl er et oplagt valg, og det eneste spørgsmål man har lyst til at rette til komitéen er »what took you so long?«. Krigen kalder på egenskaber der ikke nødvendigvis er synlige eller honoreres i fredstid. Krigen vender også op og ned på generationsbilledet. Ingen har skrevet mere indlevet om krigens gru og meningsløshed end Bjøl. Men én ting kan man ikke komme uden om. Krige og revolutioner rykker unge op som ledere og giver dem udfordringer som de ellers måtte have ventet på. Allerede i begyndelsen af 1920'erne havde Bjøl poster i den internationale medieverden, poster, som man normalt venter beklædt af væsentligt ældre journalister, og han kom på nært hold af vigtige begivenheder og spændende personligheder. Bjøl har som journalist boet og arbejdet i København, Stockholm, London, Paris, New York og Rom - i Århus ikke som journalist, men som lærer ved universitetet - og han har på reportagerejser besøgt hvert hjørne af Europa og det meste af resten af verden. Han er blevet vores eminente stifinder og vejleder i denne verdens komplicerede fortid og nutid. Bjøl kender sit eget land og mestrer dets sprog som få andre. Jeg går ud fra at han også holder af danskerne, selv om Bjøl på dette punkt ikke har svært ved at skjule sine positive følelser. »Hvorfor har De valgt at bo i udlandet?« blev Bjøl engang spurgt. »På grund af Grundtvig« lød det lynsnart fra den gamle misantrop. I sine erindringer langer han voldsomt ud efter danskernes forkærlighed for jubilæer, skovture, julefrokoster, runde fødselsdage, konfirmationer og firmafester, og hans forfatterskab har hele tiden en snert over for danskerne, deres historie, deres kultur og deres politik. Men inde bag den ofte befriende polemik gemmer der sig en betydelig, ægte kærlighed til det danske. Til trods for at Bjøl i lange tider har foretrukket at bo i andre lande - og efter Århus-tiden har slået sig permanent ned i Frankrig - er det til danske medier og på dansk han har skænket os sit imponerende livsværk. Uden for Danmark, selv i Frankrig, er Bjøl kun stedvis en kendt størrelse. Hos os er han med rette en institution, og det er fuldt fortjent at han hædres med denne fornemme pris. Bjøl er den kølige iagttager. Han reporterer ikke bare facts om begivenheder og personer. Han elsker at give baggrund for begivenhederne, sætte dem ind i en større, ofte historisk sammenhæng. Og hans evne til i korte præcise sætninger at tegne et dybdeborende portræt af mennesker, gerne vigtige politiske aktører, leder tanken hen på Henrik Pontoppidan. Portrætterne kan være dødbringende - at sige, som jeg husker det, om Churchill at han mindede om en olm melon ville ikke have glædet Ebbe Munck - men lyt bare til dette portræt af forfatteren og de Gaulles kulturminister, André Malraux: Han »var det mest intenst anspændte menneske, jeg nogensinde har truffet. 20.000 volt. Gnisterne sprang fra ham i forrygende ordfyrværkeri. Når man var sammen med ham på nært hold, blev man næsten hypnotiseret af hans stive, brændende, sorte øjne og hans fossende, springske ordstrøm. Men trods det rivende tempo havde talen svært ved at holde trit med tanken. Inden sætningerne var afsluttede, trængte nye indfald sig allerede på, og hans blege ansigt fortrak sig utålmodigt i hektiske grimasser. Han smilte aldrig. Det var der ligesom ikke tid til. Eller det var for frivolt eller banalt. Hænderne og kroppen bevægede sig hele tiden i ryk for at understrege en pointe. Overraskende ideer og uventede associationer tumlede over hinanden som i de kunstbøger, han også fandt overskud til at skrive midt i den lidenskabelige politiske kamp«. Eller tag portrættet af Bjøls store idol Mendès France, hvor Bjøl efter en gennemgang af alle PMF's dyder, veltalenhed, ærlighed, formidlingstalent - den »illusionsløse idealist« - pludselig inddrager hans jødiske herkomst: »Han var præget af en holdning, som man ofte kan møde hos jøder, en rygmarvsoverbevisning om tilværelsens tragik, der giver sig udslag i en uudtalt forventning om, at intet kan ende godt, men dog ikke afholder dem fra at arbejde lidenskabeligt for det, de tror, er rigtigt«. »En pessimist, der aldrig virkede kynisk. En politiker, der ikke forstod sig på list«. Idoliseringen gik i øvrigt så vidt at Bjøls søn spurgte sin far om der ikke også fandtes en Mendès Danemark? Nej, nej. Desværre ikke. Hverken dengang eller nu. Bjøl har bogstaveligt talt skrevet i tusindvis af spændende reportager, baggrundsartikler og kronikker til aviser og tidsskrifter. Og heldigvis skriver han stadig utroligt spændende dagsaktuelle kommentarer om udenrigspolitiske emner til Politiken - trods sin høje alder og svigtende syn. Senest har han på blændende vis gennemboret alt illusionsmageriet bag den ulyksalige krig i Irak. Måtte prismodtageren holde til mange flere Politiken-klummer. De er svære at undvære. En hel generation af statskundskabsstuderende fik i Bjøl en inspirerende lærer. Han var ikke bare en habil akademiker. Bjøl havde 'star quality'. Vi kendte ham som Politikens kyndige Paris-korrespondent og som forfatteren til den fabelagtige bog 'Sol og sult. Underudviklingens problem i Syditalien', der ved en utrolig lærd nedgravning i det sydlige Italiens historie og samfundsforhold samtidig gav et billede af de endemiske underudviklingsproblemer i den tredje verden. Skildringen af Mezzogiorno blev en klassiker for alle udviklingsteoretikere og har - desværre - bevaret sin aktualitet i dag. Erling Bjøl var fremmedartet selv i et miljø af fremmede fugle. Han taler noget af det smukkeste og mest sprogligt differentierede dansk med en tydelig gallisk diktion, og - uden at det var hensigten - man følte sig altid lidt bondsk, uvidende og kluntet når man var sammen med Bjøl. Den mand ved alt. Verdenshistorie, litteratur - magister i sammenlignende litteratur - geografi, kulturhistorie og sprog. Især sprog. Bjøl taler foruden dansk flydende svensk. Finsk har han prøvet, men uden det helt store held. Bjøl taler selvfølgelig engelsk og fransk som dansk, men derudover tysk (»som dansker er man født med det tyske man har behov for«, sagde han), hollandsk (»det kan læres på en måned«), italiensk og vistnok også spansk. Derudover har han et mere end almindeligt kendskab til slaviske sprog, især russisk. Alle på Institut for Statskundskab - høj som lav - lå under for Erling Bjøl og hans internationale glamour. Han var en fremragende oversætter af det internationale til det nationale, fra det globale til det lokale, fra det historiske til det dagsaktuelle og til fremtiden. Han inspirerede jyske studenter til at læse afhandlinger på fransk, og han rejste Europa tyndt med os. Han var hjælpsomheden selv, faktisk et af de mest hjælpsomme mennesker jeg har mødt. Sky og reserveret som privatperson blev Bjøl aldrig en egentlig social faktor i Århus, men heller ikke i andre sammenhænge havde man indtryk af noget stort behov for fortrolighed bortset fra den nærmeste familie. Han åbnede dog gerne sit hus i Skåde - også for studenter - og i min erindring står en aften i Paris med Bjøl til koncert med Guy Béart og efterfølgende middag som et lysende minde. Bjøl skrev troligt kompendier og lærebøger til de studerende, og hans disputats 'La France devant l'Europe' er en storartet, systematisk gennemgang af fransk europapolitik baseret på fine interview med centrale aktører - de havde tid for de Gaulle havde fordrevet dem fra magten - hvor Bjøl kunne bruge sin journalistiske erfaring. Metoden er en beslutningsanalytisk ramme - en tilgang Bjøl har søgt at forfine i sit store forfatterskab - som nok kan gøre fremstillingen sine steder lidt tung (det gælder megen politologisk teoridannelse at den ikke ligefrem levendegør fortællingen), men metoden giver en mere systematisk indsigt. Bjøl har desuden arbejdet meget med begrebet 'den svages styrke' om den mindre stats muligheder over for større nabostater i krisesituationer, ligesom hans to senere hovedværker om krig og fred rummer masser af tankestimulerende teorier. Men Bjøls største indsats som forfatter ligger i den imponerende række af historiske værker. Verdenshistorien efter krigen i først tre, siden fire bind. Kulturhistorien i tre bind. Politikens store verdenshistorie som Bjøl var hovedredaktør af, og hvor han selv måtte træde til som skribent når andre faldt fra. De historiebøger er fremragende. Ingen kan som Bjøl krydre historieskrivningen med et væld af overraskende detaljer der vidner om en encyklopædisk viden og indsigt og en næsten overmenneskelig evne til ikke bare at beherske, styre og formidle en overvældende stofmængde. Jeg kan især godt lide når Bjøl bruger historikeren Fernand Braudels kulturgeografiske tilgang og udlægninger. Datidens adgang til og brug af videnskab og teknologi, redskaber, kvaliteten af dyrkningsjorden, klimaforhold, indtjeningsforhold, demografiske variable, ejendomsforhold og gårdstørrelser bliver pludselig vigtigere forklaringsparametre end hofintriger, fyrsternes psykologi og magtstræb. Bjøl er den kritiske fortæller og analytiker. Han er på skrift det som ofte sagdes om Ronald Reagan, 'the great communicator' - den geniale formidler af viden og indsigt, men altid med journalistens sans for det sprogligt adrætte og de rammende pointer. Bjøl er noget så uvidenskabeligt som underholdende. Et menneske der i den grad afskyr at blive kedet af opblæste, selvglade mennesker, har hele livet set det som en vigtig mission aldrig at kede andre. Bjøl selv har aldrig været magthaver. Han var deres kritiske iagttager og dommer. Dog fik han en lang periode sæde i Politikens bestyrelse, men her kæmpede han især for redaktionens uafhængighed - også i situationer hvor han selv var lodret uenig i bladets linje som for eksempel under de mange konfrontationer mellem Schlüter-regeringen og den daværende opposition i 1980'erne. Tabet af synet har ramt Bjøl hårdt i hans alderdom, men han har takket være sin ukuelige energi, konstante lytten til radio og aktivt brug af det vidtforgrenede, internationale net af biblioteker med lydbøger samt ikke mindst ved en helt utrolig hjælp fra sin hustru, Denise, gennemført et fortsat imponerende forfatterskab, hvor ikke mindst de førnævnte værker om krig og fred og de to blændende erindringsbind, 'Set i bakspejlet' og 'Fra magtens korridorer', må aftvinge uforbeholden beundring. Bjøl kalder sig selv for 'analfabet' - i så fald en litterært produktiv analfabet. I erindringernes slutning giver han selv et fortættet portræt af sin blinde verden, der samtidig må fungere som en sidste prøve på Bjøls overlegne formuleringsevne: Han skriver først om sin døve bedstefars univers, og så fortsætter han: »Mit ukendte land er et andet. Det er fuldt af lyde, men ligger i en evig tåge. Det er befolket af skygger og stemmer. De konturer, jeg kan skimte gennem tågen, er som bygninger i jugendstil. Der er ingen bøger i det land. Mange har jeg foræret væk. Andre har jeg ikke kunnet nænnet at skille mig af med. Det er gamle venner, del af en bagage, man har kunnet tage med ind i det ukendte land. Men de er blevet stumme«. Gribende linjer. Tak for de mange ord, Erling Bjøl. Tillykke.