0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den geniale formidler

I ugen der gik, modtog forfatteren Erling Bjøl Ebbe Munck-prisen. Den skulle han have haft for længst, skriver Svend Auken i sin motivationstale.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Om EbbeMunck skriver prismodtageren i sit første erindringsbind, 'Set i bakspejlet':

»Ebbe Munck blev et af de mennesker, jeg kom til at holde mest af og se mest op til. Det var svært at stå for hans djærve, mandige charme. Snart måtte man tage sig i nakken for ikke at rømme sig på samme måde, som han gjorde. Der var noget i hans blik, som sagde en, at her var en mand, som man altid kunne stole på. En af vores venner sagde engang om ham, at han var et menneske, man gerne ville holde i hånden, når man skulle dø. Krigen gav et nyt værdisystem. Man kom til at værdsætte egenskaber, som man før ville have trukket på skulderen af som spejderdyder. Fysisk og moralsk mod. Evnen til at holde kæft, til aldrig at prale af sine bedrifter, sin viden og sine forbindelser. Det var svært på forhånd at vide, hvem der ville være i besiddelse af disse egenskaber«.

Den unge Bjøl havde det privilegium at arbejde i Stockholm som kollega til Munck. Deres opgave var at få så mange nyheder som muligt fra alle hjørner af verden formidlet hjem til danske læsere gennem et tæt filter af tysk censur.

Besættelsesmagten var med god grund mistænksom over for motiver og stofvalg fra Stockholm-korrespondenterne. De så det som deres opgave at få sandheden igennem, men også - som Bjøl skriver - »at finde lyspunkter, som kunne være med til at holde modet oppe derhjemme«, selv når de allierede var på tilbagetog ved de fleste fronter.

Munck og Bjøl bevarede kontakten til Muncks død. Efter krigen hvor Bjøl fik tilknytning til Information, kom Munck til at spille en afgørende rolle. Uden ham var det formentlig aldrig lykkedes Børge Outze at få opbakning og ressourcer nok til at forvandle det illegale nyhedsbureau til et kæmpende dagblad.

Information prøvede at holde modstandsbevægelsens fane for frihed og demokrati højt i den omskiftelige efterkrigstid, fyldt med skrivelyst og skrivetalent, ofte med store problemer med identiteten, altid med store problemer med økonomien.

Munck selv var selvskreven til en post som chefredaktør på sin avis, Berlingske Tidende, men han ville ikke være der sammen med en chefredaktør der var en af stifterne af Dansk Tysk Forening, så det job blev ikke til noget.

Bjøl arbejdede i næsten to årtier for Information - vi er mange der først lærte verden at kende, set gennem hans briller og formidlet af hans formidable pen - og siden kom han til Politiken, først som Paris-korrespondent, siden som kommentator og formidler.

Berlingske Tidende blev det derimod aldrig til. Men var det blad i virkeligheden ikke nærmere Bjøls forhåbninger, end man ved? Jeg husker at Bjøl på en af de studierejser hvor han konfronterede sine Århus-studenter med hvad der dengang hed den 'store verden' sagde, som jeg husker det, at »det må være en drøm at være chef på Berlingske Tidende; masser af penge, læserne køber kun bladet på grund af annoncerne, så man har helt frie hænder til at skrive det man har lyst til«. Ak ja. Det var dengang.

Priskomitéens valg af Erling Bjøl til at være dette års modtager af Munck-prisen er evident. Han opfylder alle prisens krav om tilknytning til - om end ikke deltager i - modstandsbevægelsen, og han har viet et langt og virksomt liv til journalistikken. Kun Grønlandsfarer blev Bjøl ikke. Erling Bjøl er et oplagt valg, og det eneste spørgsmål man har lyst til at rette til komitéen er »what took you so long?«.

Krigen kalder på egenskaber der ikke nødvendigvis er synlige eller honoreres i fredstid. Krigen vender også op og ned på generationsbilledet. Ingen har skrevet mere indlevet om krigens gru og meningsløshed end Bjøl.

Men én ting kan man ikke komme uden om. Krige og revolutioner rykker unge op som ledere og giver dem udfordringer som de ellers måtte have ventet på. Allerede i begyndelsen af 1920'erne havde Bjøl poster i den internationale medieverden, poster, som man normalt venter beklædt af væsentligt ældre journalister, og han kom på nært hold af vigtige begivenheder og spændende personligheder.

Bjøl har som journalist boet og arbejdet i København, Stockholm, London, Paris, New York og Rom - i Århus ikke som journalist, men som lærer ved universitetet - og han har på reportagerejser besøgt hvert hjørne af Europa og det meste af resten af verden. Han er blevet vores eminente stifinder og vejleder i denne verdens komplicerede fortid og nutid.

Bjøl kender sit eget land og mestrer dets sprog som få andre. Jeg går ud fra at han også holder af danskerne, selv om Bjøl på dette punkt ikke har svært ved at skjule sine positive følelser. »Hvorfor har De valgt at bo i udlandet?« blev Bjøl engang spurgt. »På grund af Grundtvig« lød det lynsnart fra den gamle misantrop. I sine erindringer langer han voldsomt ud efter danskernes forkærlighed for jubilæer, skovture, julefrokoster, runde fødselsdage, konfirmationer og firmafester, og hans forfatterskab har hele tiden en snert over for danskerne, deres historie, deres kultur og deres politik.

Men inde bag den ofte befriende polemik gemmer der sig en betydelig, ægte kærlighed til det danske. Til trods for at Bjøl i lange tider har foretrukket at bo i andre lande - og efter Århus-tiden har slået sig permanent ned i Frankrig - er det til danske medier og på dansk han har skænket os sit imponerende livsværk. Uden for Danmark, selv i Frankrig, er Bjøl kun stedvis en kendt størrelse. Hos os er han med rette en institution, og det er fuldt fortjent at han hædres med denne fornemme pris.

Bjøl er den kølige iagttager. Han reporterer ikke bare facts om begivenheder og personer. Han elsker at give baggrund for begivenhederne, sætte dem ind i en større, ofte historisk sammenhæng. Og hans evne til i korte præcise sætninger at tegne et dybdeborende portræt af mennesker, gerne vigtige politiske aktører, leder tanken hen på Henrik Pontoppidan.

Portrætterne kan være dødbringende - at sige, som jeg husker det, om Churchill at han mindede om en olm melon ville ikke have glædet Ebbe Munck - men lyt bare til dette portræt af forfatteren og de Gaulles kulturminister, André Malraux: Han »var det mest intenst anspændte menneske, jeg nogensinde har truffet. 20.000 volt. Gnisterne sprang fra ham i forrygende ordfyrværkeri. Når man var sammen med ham på nært hold, blev man næsten hypnotiseret af hans stive, brændende, sorte øjne og hans fossende, springske ordstrøm.

Men trods det rivende tempo havde talen svært ved at holde trit med tanken. Inden sætningerne var afsluttede, trængte nye indfald sig allerede på, og hans blege ansigt fortrak sig utålmodigt i hektiske grimasser. Han smilte aldrig. Det var der ligesom ikke tid til. Eller det var for frivolt eller banalt. Hænderne og kroppen bevægede sig hele tiden i ryk for at understrege en pointe. Overraskende ideer og uventede associationer tumlede over hinanden som i de kunstbøger, han også fandt overskud til at skrive midt i den lidenskabelige politiske kamp«.

Eller tag portrættet af Bjøls store idol Mendès France, hvor Bjøl efter en gennemgang af alle PMF's dyder, veltalenhed, ærlighed, formidlingstalent - den »illusionsløse idealist« - pludselig inddrager hans jødiske herkomst:

»Han var præget af en holdning, som man ofte kan møde hos jøder, en rygmarvsoverbevisning om tilværelsens tragik, der giver sig udslag i en uudtalt forventning om, at intet kan ende godt, men dog ikke afholder dem fra at arbejde lidenskabeligt for det, de tror, er rigtigt«. »En pessimist, der aldrig virkede kynisk. En politiker, der ikke forstod sig på list«.

Idoliseringen gik i øvrigt så vidt at Bjøls søn spurgte sin far om der ikke også fandtes en Mendès Danemark? Nej, nej. Desværre ikke. Hverken dengang eller nu.

Bjøl har bogstaveligt talt skrevet i tusindvis af spændende reportager, baggrundsartikler og kronikker til aviser og tidsskrifter. Og heldigvis skriver han stadig utroligt spændende dagsaktuelle kommentarer om udenrigspolitiske emner til Politiken - trods sin høje alder og svigtende syn. Senest har han på blændende vis gennemboret alt illusionsmageriet bag den ulyksalige krig i Irak. Måtte prismodtageren holde til mange flere Politiken-klummer. De er svære at undvære.