Den, der vinder Ohio, vinder præsidentvalget, siger man. Det gamle politiske ordsprog holdt også i 2004. Som ventet blev Ohio med sine tyve valgmandsstemmer nøglestaten, der tidligt onsdag morgen 3. november kunne give præsident Bush sejren. Ohio skulle imidlertid havde givet demokraterne gode muligheder for at vinde. I modsætning til de fleste 'røde' (det vil sige republikanske) stater ligger Ohio solidt plantet i det øvre Midtvesten tæt på blå (det vil sige demokratiske) stater som Illinois og Michigan. Som en del af det såkaldte Rustbælte - det vil sige nordstater, som siden 1970'erne har mistet job inden for sværindustrien - f.eks. stål, kul, biler, dæk - gennemlever Ohio de svære krampetrækninger, som kendetegner overgangen fra den industrielle til den postindustrielle tidsalder. Men Ohio er meget mere end en gammel industristat. Grunden til, at man plejer at sige, at den, der vinder Ohio, vinder præsidentvalget, er, at Ohio på mange måder er USA i koncentreret form. Man kan nemlig opdele staten i fem regioner. Den nordøstlige del omfatter den næststørste by i staten, Cleveland, som har den tvivlsomme ære at være den fattigste by i USA med en arbejdsløshed på 10,9 procent, og hvor 30 procent af byens indbyggere lever under fattigdomsgrænsen. I denne region finder man hovedparten af de cirka 200.000 industrijob, der er gået tabt, siden Bush blev præsident. I Ohio bor kun 4 procent af USA's befolkning, men staten har mistet 19 procent af de job, der på landsplan er gået tabt. Denne nordøstlige region, hvis storbyer har en lang tradition for fagforeninger, indvandring fra Europa og afroamerikanske tilflyttere fra Sydstaterne, stemmer overvejende på demokraterne. Tager man derimod til den sydvestlige del af staten, der grænser til Kentucky, møder man dybt konservative holdninger, der ligner dem, man finder i de røde sydstater. Indbyggerne i denne region er de mest loyale over for republikanerne. Landbrugsområdet i nordvest producerer sojabønner og majs. Selv om de små gårde er erstattet af store landbrug, fastholder indbyggerne de traditionelle værdier. Det centrale Ohio har byen Columbus i midten omringet af et enormt areal af forstæder. Byen er en demokratisk ø i et overvejende republikansk hav. Endelig er der den sydøstlige region, som udgør en del af Appalachia-bjergkæden, der har huset de fattigste hvide i USA. De fleste af Appalachias indbyggere tilhører arbejderklassen. Denne region er statens fattigste. Kigger man på valgresultatet for Ohio, vandt Bush i fire af de fem regioner. Kun i den nordøstlige region kunne Kerry følge med. Da valgsejren var i hus, rettede præsident Bush en særlig tak til sin indenrigspolitiske toprådgiver, Karl Rove, som han kort og godt beskrev som »arkitekten«. Og med god grund. For når Rove så på Ohio, øjnede han en enestående mulighed. En stat, hvor republikanerne kunne have held til at skifte emne fra klassiske økonomiske spørgsmål, som traditionelt gavner demokraterne, til kulturspørgsmål, som sammen med frygten for terror viste sig at være republikanernes trumfkort i 2004. I sin rundrejse fra John Kerrys Boston, Massachusetts, til Bushs Midland, Texas, havnede den britiske avis The Guardians USA-korrespondent Gary Younge i Stark County, Ohio, som omfatter majsmarker, stålværker, forstæder og slumområder - med andre ord en slags Miniohio. Udtalelser fra to indbyggere i Stark County gav Younge et godt fingerpeg om, hvorfor republikanerne vandt valget. En arbejder på en stålfabrik fortalte Younge, hvorfor han havde tænkt sig at stemme på Bush. »Han snyder os for job, men jeg er imod abort, og Bush tog udfordringen med krigen op, og det tror jeg ikke, Kerry ville have gjort. Jeg kan altid finde mig et andet job. Men man kan ikke få sig et andet sæt principper eller et andet land, hvis vi bliver angrebet igen«. Den lokale leder af stålarbejdernes fagforening supplerer denne udtalelse: »Man skulle tro, at folk ville bekymre sig mere om emner, som påvirker deres dagligdag. Men folk bliver ved med at snakke om abort, våbenkontrol og homoseksuelles rettigheder«. Republikanernes klare budskab om moralske værdier vakte mere genklang hos mange vælgere end demokraternes partiprogram. At den amerikanske arbejderklasse skulle være lydhør over for kulturspørgsmål, som kommer fra et parti, der styres af erhvervsinteresser, støtter den forklaring, som journalisten Thomas Frank kommer med i sin bog 'What's the Matter with Kansas?: How Conservatives Won the Heart of America' (bogen er blevet lanceret i Storbritannien med titlen 'What's the Matter with America?'). Frank, som selv kommer fra Kansas, spørger, hvordan en stat med en progressiv fortid nu er blevet en fast forankret del af det røde republikanske hav, som strækker sig fra Florida til Montana. Han tilskriver udviklingen republikanernes evne til at skifte fokus fra folks økonomiske bekymringer til en kulturkrig, som fremstiller demokraterne som lattedrikkende, sushi-spisende, Volvo-kørende liberale fra Nordstaterne, fuldstændig ude af trit med almindelige amerikaneres grundholdninger. Formlen er enkel nok: Folk stemmer på republikanere på grund af deres faste principper, som kan opsummeres i God, guns, and gays (Gud, skydevåben og bøsser). Paradokset er, at republikanere fører en økonomisk politik, der direkte er til skade for folk som arbejderen på stålfabrikken. Republikanernes forestilling om demokraterne er selvfølgelig en grov karikatur. Alligevel kan der være noget om, at demokraterne i stigende grad er ude af trit med deres traditionelle vælgeres holdninger. Det er imidlertid ikke så meget, fordi demokraterne er for liberale. Snarere tværtimod. Det er, fordi demokraterne har lænet sig op ad republikanerne med hensyn til den økonomiske politik, men har været tøvende med at tage kulturkampen alvorligt. En del af skylden for denne udvikling kan placeres hos Bill Clinton. Han var en mindretalspræsident (han fik kun 42,9 procent af stemmerne i 1992 og 49,2 procent i 1996 - i øvrigt i et valg, hvor kun 49 procent stemte). Han leflede for republikanerne - især efter midtvejsvalget i 1994, hvor republikanerne vandt kontrol over begge kamre i Kongressen for første gang siden 1952 - bl.a. ved at gennemføre en drakonisk reform af velfærdssystemet og ved at erklære, at »the era of big government is over«. Demokraterne vendte arbejderklassen ryggen og satte fokus på den professionelle middel- og overmiddelklasse. Hvad skal demokraterne så stille op efter nederlaget? For det første skal de ikke forfalde til 'the blues' oven på nederlaget. Bush vandt en klar sejr med 51 procent af stemmerne på landsplan (det er første gang, siden hans far vandt i 1988, at en præsidentkandidat har fået et flertal af de afgivne stemmer) og vandt et klart flertal af valgmandsstemmerne (286 mod Kerrys 252). Men der var ikke tale om en historisk justering i stil med den i 1896 eller 1932. Republikanerne besad præsidentposten fra 1896 til 1932 (med undtagelse af Woodrow Wilsons to præsidentperioder). Demokraterne var det dominerende parti fra 1932 til 1968 (den eneste republikanske præsident i denne periode, Dwight Eisenhower, fortsatte i det store og hele Franklin Roosevelts og Harry Trumans økonomiske politik). Bush vandt ikke nogen jordskredssejr som f.eks. demokraten Johnson i 1964, republikaneren Nixon i 1972 og republikaneren Reagan i 1984. Kerry fik trods alt 48 procent af stemmerne. Når det er sagt, har demokraterne brug for selvransagelse. Roves blændende strategi til trods skal republikanerne ikke tilskrives hele valgsejren. Demokraterne tøvede med at stå fast og kæmpe for de liberale principper, der førte dem til sejr i midten af det 20. århundrede. Deres nederlag var sandelig også selvforskyldt. Demokraterne har tre valgmuligheder: at foretage en venstredrejning længere væk fra republikanerne, at læne sig endnu mere op ad republikanerne eller blot vente på, at nogle af de demografiske ændringer, som John Judis og Ruy Teixeira taler om i deres bog 'The Emerging Democratic Majority' - bl.a. en voksende professionel klasse og flere indvandrere fra Asien og Latinamerika - begynder at gøre sig gældende. Det sidste er en tand for fatalistisk og vil trods alt også kræve, at demokraterne har en klar politik at tilbyde disse voksende grupper. Mange iagttagere mener, at demokraterne skal se sig om efter en ny Clinton - en moderat guvernør fra Sydstaterne, som kan genvinde præsidentposten for partiet. Det ville være at begå samme fejl som i 1990'erne, hvor minoritetspræsidenten Clinton ikke formåede at opbygge en varig koalition, som kunne befæste og udvide demokraternes styrke. For at genvinde den brede opbakning, som demokraterne nød fra 1932 til 1968, skal demokraterne genfinde og samtidig opdatere de principper, der gjorde dem til det dominerende parti i næsten 40 år. De skal stå ved deres liberale holdninger i stedet for at skamme sig over dem. De skal atter indlede en dialog med arbejderklassen og understrege, at social retfærdighed også er en moralsk værdi. Demokraternes vicepræsidentkandidat, John Edwards, valgte en anden tone end Kerrys forsoningstale, da de erkendte deres nederlag onsdag morgen. For Edwards slog fast, at »kampen raser videre«. Da Edwards stadig kæmpede for at blive nomineret til demokraternes præsidentkandidat, hed hans standardtale 'De to USA'er' ('The Two Americas': titlen var hentet fra en bog af samme navn af den demokratiske strateg Stanley Greenberg). For Edwards var USA ikke så meget delt op i konservative røde og liberale blå stater, men i skarpe klasseskel. En af hans modkandidater, Howard Dean, som Rove regnede med ville få nomineringen, kom med en udtalelse, som var noget uheldigt formuleret, men som pegede i den retning, som demokraterne burde bevæge sig mod: »Jeg vil også være kandidat for dem, som kører rundt i lastvogne med sydstatsflaget«. Med andre ord: den hvide arbejderklasse i Sydstaterne. Mange fra denne gruppe har stemt republikansk lige siden begyndelsen af 1970'erne, da Richard Nixon talte om »det tavse flertal« - de lovlydige amerikanere, som passede deres arbejde (læs: i modsætning til de højtråbende afroamerikanere, som lavede optøjer i storbyerne, og feministerne, der brændte deres bh'er ved offentlige demonstrationer, og så videre). Republikanernes evne til at så splittelse mellem den afroamerikanske og den hvide arbejderklasse virkede et langt stykke hen ad vejen og kan ses som forløber for 1990'ernes kulturkrig. Dean så muligheden for en alliance mellem mindrebemidlede hvide såvel som sorte som det demokratiske partis redning, i modsætning til Clinton og andre moderate demokraters insisteren på stort set at ignorere disse vælgergrupper. Et bud på en fremtidig demokratisk præsidentkandidat er den nyvalgte afroamerikanske senator fra Illinois, Barack Obama. I en tid, hvor 'liberal' nærmest er et fyord - selv i de blå stater - viger Obama ikke tilbage for at bekende sig til liberalisme. Ved demokraternes konvent tryllebandt Obama sit publikum med en tale, som understregede hans fars indvandrerbaggrund (faren kom til USA fra Kenya) og gjorde den klassiske amerikanske fortælling om håb og fremskridt til sin egen. Hans tale var netop så inspirerende, fordi den var en fortælling og ikke blot en række politiske forslag - »jeg står her, bevidst om at min fortælling er en del af en større amerikansk fortælling, at jeg står i gæld til alle dem, som kom før mig, og at min fortælling ikke er mulig i noget andet land på jorden«. Man kunne høre en genklang fra en svunden tid i sætninger som: »Hvis der er et barn i Chicagos ghetto, der ikke kan læse, betyder det noget for mig, selv om det ikke er mit barn ... Det er den grundlæggende tro, at jeg er min broders vogter, jeg er min søsters vogter, som får dette land til at fungere«. Han mindede sit publikum om, at »vi tilbeder også en ærbødig Gud i de blå stater«. Han fremhævede fællesskab og samfundssind som et lige så amerikansk træk som individualisme. Obama er en ny type politiker, der ikke blot personificerer en sådan alliance, men nægter at tale i 'for eller imod-vendinger'. Republikanerne stemplede Obama som en radikal kandidat for langt til venstre selv for staten Illinois. Han støtter retten til abort, går ind for våbenkontrol og er en indædt modstander af krigen i Irak. Alligevel vandt han med 70 procent af stemmerne. Som Obama sagde før sin tale til konventet: »Kandidater fra Det Demokratiske Parti burde ikke skamme sig over deres kerneværdier«. Hvis demokraterne skal vinde i 2008, skal de stå fast ved de principper om social retfærdighed og samfundssind, der gjorde partiet dominerende i midten af det 20. århundrede. I 1941 talte Franklin Roosevelt om de fire friheder: ytringsfriheden, frihed til at tilbede Gud på hver sin måde, frihed fra nød og frihed fra frygt. Disse friheder har lige så meget mening i et USA, hvor ytringsfriheden er trængt i terrorbekæmpelsens navn, hvor kristne fundamentalister udviser intolerance over for andre trosretninger, hvor hele 11 procent af den amerikanske befolkning lever i fattigdom, og 45 millioner amerikanere er uden nogen som helst form for sygesikring, og hvor Bushregeringen maner til frygt for nye terrorangreb. For 40 år siden indledte præsident Johnson en krig mod fattigdom ved at genoplive den mest oversete af Roosevelts fire friheder: »Den mand, der sulter, som ikke kan finde arbejde eller uddanne sine børn, som er tynget af nød, den mand kan ikke kalde sig fri«. Demokraterne skal genoplive det samfundssind og den fællesskabsfølelse, som var drivkraften ikke blot bag den økonomiske politik i 1930'erne og i 1960'erne, men også bag borgerretsbevægelsen i 1950'erne og 1960'erne. De skal slå fast, at det er moralsk forkert at give skattelettelser til de mest velhavende og samtidig gennemføre nedskæringer i sociale ydelser, at det er moralsk forkasteligt, at så mange amerikanere mangler sygesikring og lever i fattigdom. Kun ved at bekende sig til de værdier, der gjorde partiet stærkt, kan demokraterne atter fylde landet med blåt og fortrænge det røde.