Denne uges politiske valg i USA er ikke den eneste markering af, at de politiske fronter er trukket op. Også i Europa oplever vi, at gamle, ideologiske holdninger står over for hinanden, selv om tiden burde være til, at alle samlede sig om fælles løsninger på fælles problemer. De politiske fronter får ny næring, når den tidligere hollandske premierminister Wim Kok i dag offentliggør en rapport om EU's udfordringer og Lissabon-strategien for vækst og beskæftigelse. Wim Kok, der også er tidligere faglig leder, har stået i spidsen for en ekspertgruppe, der blev nedsat af EU's stats- og regeringsledere i foråret. Kok-rapporten kommer til debat på EU-topmødet fredag og bliver et væsentligt indspil til næste forårs topmøde, hvor hele Lissabon-processen bliver taget op. Processen blev sat i gang på topmødet i Lissabon i marts 2000. Den skal gøre EU til den mest konkurrencedygtige region i verden inden år 2010. Målet er, at EU skal være førende inden for ny teknologi, og den skal - hedder det også - bygge på en høj grad af social samhørighed og et bæredygtigt miljø. Den hollandske Kok leverer med rapporten en blandet menu. Det gode ved rapporten er, at den vedstår det, vi var enige om i Lissabon for fire år siden: Vi skal sikre god balance mellem det økonomiske, det sociale og det miljømæssige. Det uheldige er, at de praktiske forslag i Wim Kok-rapporten - ud over dem, der har med forskning at gøre - kun fokuserer på produktivitet og arbejdsmængde i meget traditionel forstand. Retten smager for lidt af social samhørighed og godt miljø - hvilket ellers er helt nødvendige bestanddele af moderne europæisk konkurrenceevne. Ingen politisk ansvarlige kan være uenige i, at EU halter bagefter i forsøget på at nå målet i Lissabon. Alle må også erkende, at de direkte mål i Lissabon-processen for beskæftigelse, forskning og udvikling med mere fortoner sig i det fjerne. Og man må erkende, at EU er bagefter i konkurrenceevne. Der er behov for handling. Men det er her, at Kok-rapporten lider af praktiske mangler. Den giver i stedet næring til de optrukne politiske fronter og prioriterer for ensidigt Lissabon-strategiens økonomiske aspekter til fordel for dens sociale og miljømæssige dele. Det er fornuftigt at forbedre det indre marked - men det virker ikke alene. Dansk Industri har inden rapportens færdiggørelse og offentliggørelse forholdt sig til dens konkrete indhold. I forlængelse heraf blev de gamle krikker endnu en gang trukket af stalden: »Arbejd hårdere, længere, billigere, virksomhederne skal betale mindre i skat, og slank den offentlige sektor. Virksomhederne og markedet skal have bedre vilkår, og så må vi se, om vi ikke senere kan få råd til velfærd og miljøsikring«. Men svaret på den europæiske udfordring findes ikke ved at genoplive tidligere tiders snævre industripolitik. Vi kan ikke tiltræde, at man misbruger rapporten på den måde. For os handler det om, at vi fastholder balancen på arbejdsmarkedet, og hele tiden kommer med nogle realistiske bud på, hvordan vi udvikler beskæftigelsen i Europa. Lissabon-strategien handler om at sikre en konkurrence- og bæredygtig udvikling i Europa på en afbalanceret måde. Det skal ske ved at satse på fremtidens produktionskræfter, det der sidder mellem ørerne på folk - nemlig kompetencer og kreativitet. Her skal man huske på de danske erfaringer. Når vi fik en så god udvikling i produktion, investering og beskæftigelse fra midten af 1990'erne, skyldtes det ikke, at vi ventede med velfærdsforbedringer og offentlige investeringer til efter, at der var kommet økonomisk vækst. Vi gjorde det samtidigt. Den erfaring er helt afgørende. Det er netop den samtidige kombination af stærke konkurrencevilkår og fælles investeringer i social sikkerhed, velfærd og tryghed til at omstille sig, som gør Danmark stærkt. Sammen med de andre nordiske lande havde vi indrettet et velfærdssamfund, som muliggjorde, at arbejdskraften kunne udvikle kvalifikationer og evner til at omstille sig på samme tid, så vi kunne få nye produktidéer og serviceaktiviteter sat i værk. Det skabte basis for en stærk økonomisk vækst, der både forudsatte og muliggjorde velfærdsforbedringer. At denne kombination har vist sin overlegenhed, bekræftes først og fremmest af, at netop de nordiske lande som de eneste allerede har eller er meget tæt på at opfylde alle 2010-målsætningerne. Mere end fem år før tiden. Sidste uges store rapport fra World Economic Forum besegler de nordiske landes førerposition. Alle de nordiske lande ligger således på top seks over verdens mest konkurrencedygtige økonomier. Det område, hvor vi i Danmark er lavest placeret, er virksomhedernes evne til at planlægge strategisk, samt 'marketing og management practices'. Det er måske her, der ligger en oplagt opgave for Dansk industri. Læresætningen er derfor ganske klar: De lande, der sikrer en høj social sammenhængskraft og satser på aktive social-, uddannelses- og arbejdsmarkedspolitikker, er også dem, der har den bedste udvikling i konkurrenceevne og beskæftigelse. Wim Kok-rapporten anerkender da også, at de skandinaviske lande er dem, der bedst har realiseret Lissabon-strategien. Derfor forekommer det ganske ulogisk, at rapporten ikke i højere grad prioriterer de politikker, som har gjort de nordiske lande stærke, og lægger dem til grund for nye europæiske politiske initiativer. Dansk Industris unuancerede nycalvinistiske trossætning om, at man først skal sikre bedre konkurrenceevne og så se, om der bagefter kan blive råd til velfærd, holder vist kun i gammeldags teoribøger fra tidligere tiders handelshøjskoler. Virkeligheden siger det modsatte: Kun ved en afbalanceret satsning både på nye vidensintensive produktioner og på sociale reformer kan der skabes betingelser for at realisere den ambitiøse Lissabon-strategi. Sociale reformer og aktiv arbejdsmarkedspolitik er netop produktive kræfter i udviklingen af den europæiske økonomi- og velfærdsmodel. Der skabes ikke flere og bedre job ved at skære ned på skatter, velfærd og understøttelse. Dét resulterer derimod i lavere vækst og større social fattigdom. Og husk, at EU-kommissionen siger, at 55 millioner mennesker i EU lever i eller er i risiko for at ende i fattigdom. Der er brug for både træk og skub for at få arbejdsmarkedet i bedre balance og økonomien i vækst. Det opnår vi kun gennem et helt andet økonomisk samarbejde i Europa. Når Lissabon-strategien endnu ikke har været så succesfuld, skyldes det netop, at den økonomiske politik alene har sigtet mod prisstabilitet og ikke stimuleret vækst i økonomien og aktiv fremmet flere og bedre job. Vi savner makroøkonomiske politikforslag, der igen kan få fart i den europæiske økonomi. Den Europæiske Centralbank må modernisere sin politik - bedre beskæftigelse, højere vækst og lavere inflation hænger faktisk fint sammen! Tilsvarende må vækst- og stabilitetspagten moderniseres, så den ikke hæmmer den økonomiske udvikling og jobskabelsen. Vi har brug for mere vækst uden at sætte stabiliteten over styr. Vi har således tidligere påvist, at en målrettet investering i hvert enkelt land - i forskning, uddannelse og aktiv arbejdsmarkedspolitik - skaber fem millioner nye job frem mod 2010. Forudsætningen er, at landene trækker i samme retning på samme tid. Et godt arbejdsmiljø sparer ikke kun lønmodtagere for en masse sygdomme, men sparer også det offentlige og dermed skatteyderne for enorme udgifter. Kommissionen taler om, at der årligt er over 300 millioner tabte sygedage på grund af arbejdsulykker og arbejdsskader. De koster EU-landene omkring tre procent af det samlede BNP. Det interesserer Kok-rapporten sig ikke for. Men det er den slags forslag, vi efterlyser i Kok-rapporten. Vi har også udarbejdet forslag til, hvordan vi via positive økonomiske incitamenter styrker hvert lands vilje til at løse beskæftigelsesproblemerne. Derfor er det også vores klare forventning, at den danske regering har gjort sit hjemmearbejde og møder op til fredagens topmøde med klare forslag til, hvordan Europa via en koordineret økonomisk investeringsindsats, kan skabe en stærkere vækst. Kok-rapporten er den anden, som den tidligere hollandske premierminister har udarbejdet for EU. Det er ret opsigtsvækkende, at den første rapport udførligt talte om behovet for at sikre både fleksibilitet på arbejdsmarkedet og sikkerhed i jobbene for lønmodtagerne - mens den nye rapport er tavs herom. Hvorfor? Måske netop fordi man ensidigt vil dyrke arbejdsgivernes krav om øgede frihedsgrader til at disponere med arbejdskraften uden at sikre lønmodtagerne tilsvarende beskyttelse mod den økonomiske og sociale usikkerhed, som følger. I Danmark har vi gode erfaringer med vort fleksible arbejdsmarkedssystem, hvor det ganske vist er rimelig nemt for virksomhederne at skille sig af med ansatte, men hvor vi samtidig har et system med understøttelse og en aktiv arbejdsmarkedspolitik, der hjælper ledige tilbage på arbejdsmarkedet. Det offentlige garanterer så at sige muligheden for, og motivationen til, at kunne omstille sig fra et job til et andet og fra en branche til en anden. Her er vi europamestre. Arbejdsgivere i andre europæiske lande misunder da også danske arbejdsgivere de meget liberale forhold, som præger det danske arbejdsmarked. Kok-rapporten kunne med fordel tage diskussionen op, men gør det ikke. I udlandet taler arbejdsgivere, EU, OECD og forskere ellers rosende herom - 'flexicurity' er den mundrappe danske betegnelse for både 'flexibility' og 'security'. Dansk Industri og andre organisationer, hvis medlemmer jo nyder godt af denne unikke kombination, skulle være stolte og hjælpe med til at udbrede kendskabet hertil, så de kunne hjælpe Lissabon-strategien igennem. Ud over problemer med væksten, så er der i dag over 10 millioner arbejdsløse i Europa. At bekæmpe ledigheden via en aktiv arbejdsmarkedsindsats burde indtage en stærk plads i Wim Kok-rapporten. Vi savner arbejdsmarkedspolitiske forslag, der både kunne gavne indsatsen mod ledighed og forbedringer for dem, der er i arbejde. Jobrotation har vist sig at være et fantastisk godt instrument til at få ledige tilbage i arbejde, samtidig med at man får opkvalificeret dele af arbejdsstyrken. Da vi udmøntede dette instrument i arbejdsmarkedspolitikken i 1990´erne, var der flere lande, der omtalte jobrotationen som det danske columbusæg. Det må vi tage op igen. Vi bør ligeledes få ændret de EU-forordninger, som er en barriere for, at arbejdsløse tidligere end i dag kan få de kvalifikationer, som virksomhederne efterspørger. Endvidere burde rapporten indeholde forslag om jobtræningspladser og voksenlærlingeordninger, som vi i Danmark har stor succes med. Når rapporten endelig taler om øgede uddannelsesindsatser, er det arbejdsgiverne, der skal have stærkere incitamenter til at investere heri; enhver henvisning til, hvad der via overenskomstvejen kunne sikres, er væk. Rapporten diskuterer heller ikke, hvordan det offentlige og virksomhederne i fællesskab kan sikre, at de arbejdsløse og ansatte får de nødvendige kompetencer, der sikrer dem en plads i fremtidens vidensbaserede økonomi. Europa har brug for at fastholde balancen i Lissabon-strategien og få den ført ud i livet. Europa har også brug for en ny dagsorden for de næste fem år, hvor arbejdsgiverne tager deres del af ansvaret. Hvis arbejdsgiverne stadig er af den opfattelse, at arbejdsmarkedets parter også på europæisk niveau skal spille en afgørende rolle og bedst via aftalevejen løser problemer på arbejdsmarkedet, så vil vi for det første opfordre dem til aktivt og seriøst at arbejde for en europæisk hovedaftale. For det andet skal vi sammen styrke de nuværende og kommende rammeaftaler, eksempelvis om livslang læring og mindre stress på arbejdspladsen. Og vi må i gang med nye aftaler om innovation og sociale investeringer. EU og regeringerne må også vise deres vilje og evne til at tage del i bestræbelserne på at nå Lissabon-målsætningerne. Her har de også brug for de sociale partnere. Det er kun i fællesskab, at vi kan gøre os forhåbninger om at nå de ambitiøse mål. Derfor opfordrer vi stats- og udenrigsministeren til at tage de danske opskrifter med til Bruxelles, når de sidst på ugen diskuterer Kok-rapporten. Udenrigsminister Per Stig Møller har tidligere sagt, at Danmark kan og skal bidrage til en bedre og mere effektiv Lissabon-strategi. Per Stig Møller lægger vægt på viden og på at få etableret et egentligt indre marked for viden i EU. Alle interesser bør gå sammen for at styrke strategien for øget viden og udnyttelse af den. Vi er enige med udenrigsministeren. Så tag til Bruxelles og tilsæt Kok-opskriften lidt flere danske krydderier, så der kommer en ordentlig menu på bordet.