Som dansker har jeg en klar og relativt utvetydig national identitet. Gennem de historier, jeg i løbet af min opvækst har fået fortalt af mine forældre og bedsteforældre, har jeg fået en fornemmelse af at have 'en plads' i danmarkshistorien. Jeg har i min 23-årige levetid ikke været vidne til særlig mange epokegørende historiske begivenheder. Ikke desto mindre føler jeg, at jeg igennem mine forfædre på en eller anden måde har været repræsenteret langt tilbage i tiden her i landet. Således har jeg desuden fået et let identificerbart tilhørsforhold til forskellige steder, byer og egne. Hvis jeg forestiller mig, at min families historie i Danmark ikke strakte sig længere ind til 1960'erne, 1970'erne, 1980'erne eller måske endda 1990'erne, er det klart, at dette tilhørsforhold måtte være af en helt anden karakter. Naturligvis ikke 'mindre', men alligevel betydelig anderledes. Familiens historier kunne f.eks. knytte sig til byer som Ghazvin, Teheran, Rasht og Qom, i stedet for f.eks. Aalborg, Nakskov, Amager eller Roskilde. Disse historier er altid, uanset den tilknyttede geografi, lige vigtige for den enkelte persons identitet. For at man kan føle sig 'hjemme' i Danmark, er det imidlertid også vigtigt at have steder og symboler herfra, der korresponderer med ens individuelle selvforståelse. Bl.a. derfor mener jeg, det ville være glædeligt, hvis vi i København opførte en stor fredagsmoske, der tydeligt og åbent kunne repræsentere og vise islam og muslimernes tilstedeværelse i landet. Der er mange grunde til at bygge en smuk moske i hovedstaden; for talrige til alle at blive opremset her. Først og fremmest er det klart, at det for muslimer vil være til glæde at få et nationalt symbol, hvor det at være både muslim og dansker på samme tid ikke er en modsætningsfyldt situation. Men det ville også være udbytterigt for det store ikkemuslimske flertal. En fredagsmoske ville bl.a. kunne fungere som udflugtsmål for skoleklasser samt et fokuspunkt for den voksende gruppe af mennesker med interesse for islamisk historie, filosofi og kunst. Jeg er overbevist om, at det ville være berigende og inspirerende for samfundet som helhed. Også i kraft af det æstetiske aspekt og den spændende effekt en moske kunne få på bybilledet. Desværre, særlig efter 11. september, er religionen islam i stigende grad i massemedierne (og dermed også den brede befolkning) blevet kædet sammen med ekstremisme, fundamentalisme og lyssky foretagender af forskellig art. Islam bliver i stigende grad miskrediteret og mistænkeliggjort, og selv om muslimer, f.eks. på Nørrebro, hvor jeg selv bor, er synlige i gadebilledet, er det mit indtryk, at kontakten mellem 'dem' og 'os' typisk er meget overfladisk og ofte begrænset til en smule smalltalk med den lokale grønthandler. Det kan måske undre, at der i en bydel som Nørrebro ikke findes nogen moskeer. Men det gør der naturligvis også - problemet er bare, at de ikke er synlige i det offentlige rum. Ofte findes der end ikke et lille skilt, der markerer, at hér er en moske. Visse lokaler, der bruges til moskeer, kan - med al respekt og uden yderligere sammenligning - til forveksling minde om rygerklubbernes - af mere forståelige grunde - anonyme fremtoning. Andre virker interimistiske og kan være indrettet i dårligt vedligeholdte bygninger. Visse moskeer er forskanset bag metalporte og hegn og kan - igen kun hvad angår facadens rent formelle udseende - frembringe associationer til rockerborge. For den udenforstående kan dette, sammenholdt med dagens mediebillede, danne baggrund for et ræsonnement i retning af: Hvis moskeen er gemt væk, så må det da være, fordi muslimerne har noget at skjule. Hvem ved egentlig, hvad de går og laver derinde? Desuden er det i dag i Danmark heller ikke muligt at have en lødig diskussion af værdier, normer og spørgsmål af politisk eller etisk karakter på de punkter, hvor visse islamiske traditioner er i strid med resten af samfundets konsensus. Grunden til dette er først og fremmest, at parterne ikke står lige i deres respektive positioner, ud fra hvilke der diskuteres. Det er yderst sjældent, at man i den offentlige debat støder på en diskussion, der når meget dybere end til blot at behandle muslimernes grundlæggende legitimitet som samtalepartnere. Fra det yderste højre udtrykkes deres grundlæggende modstand mod muslimerne sjovt nok ofte indirekte. Tag f.eks. Dansk Folkepartis (DF) omtale af tørklædet som et redskab til kvindeundertrykkelse, eller halalslagtning som en inhuman metode. Her kan ingen (hverken tilhængere eller modstandere af denne retorik) være i tvivl om, at kritikken ikke kommer som en følge af en pludseligt opstået interesse for kvinders rettigheder og dyrevelfærd i DF, men at der snarere er tale om forsøg på at finde et sagligt grundlag for deres mere grundlæggende modstand mod islams blotte tilstedeværelse i Danmark. Egentlig burde man kunne ryste på hovedet ad disse klodsede forsøg på at kamuflere deres virkelige dagsorden. Imidlertid er dette ikke et problem, der begrænser sig til DF. Den måde, hvorpå de kommunikerer deres budskaber, har konsekvenser, der rækker langt videre end til blot DF og det yderste højre i dansk politik. Den volder problemer, der indbefatter hele den offentlige debat omkring flygtninge-indvandrer-politik og islam, idet det er blevet svært at have en diskussion, hvori man kritiserer specifikke elementer eller strømninger i islam uden samtidig eksplicit at gøre opmærksom på, at det ikke skal tages som udtryk for en generelt negativ holdning. Den nuværende situation er langtfra nogen ideel grobund for tilnærmelser og kulturelle udvekslinger muslimer og ikkemuslimer imellem, men forstærker derimod en spiral af gensidig mistænkeliggørelse. De forhold, hvorunder muslimer må mødes og praktisere deres religion, er dem, efter min mening, ikke værdige. Igennem en årrække har jeg interesseret mig for islam og kunst fra islamiske lande. Jeg ved, at vi har at gøre med en religion og nogle kulturelle traditioner med utrolig mange smukke sider. Tag f.eks. Rumi og Hafez, to digtere blandt mange fra den islamiske verden, der har produceret litteratur i verdensklasse. Inden for billedkunst, findes bl.a. en fin, og gennem tiderne rigt udviklet, tradition for kalligrafi, der stadig lever i bedste velgående. Også inden for arkitektur har muslimske lande bidraget til verdens kulturarv med fantastiske bygninger som bl.a. Masjed-e Jomeh og Masjed-e Emam i Isfahan samt klippemoskeen i Jerusalem. Det kunne være dejligt at se nogle af disse traditioner indgå i en nutidig dansk kontekst ved at blive udmøntet i et konkret arkitektonisk projekt. Derfor går jeg ind for en fredagsmoske i København. Når man diskuterer spørgsmålet om opførelsen af en moske, er det klart, at det ikke kun handler om en bygning. Når det er en interessant og vigtig diskussion, er det, fordi den hurtigt breder sig ud over et langt større felt end mere eller mindre praktiske ting såsom finansiering, arkitektur, organisering og så videre. F.eks. er det, som det fremgår af det ovenstående, umuligt ikke at berøre problemer, der kan kategoriseres under begrebet 'integration'. Dermed bliver definitionen af netop dette ord af enorm betydning. Ordet er et af de mest brugte i den offentlige debat om udlændingespørgsmål, men det virker, som om folk, alt efter politisk observans, tillægger ordet vidt forskellig betydning. Det virker, som om visse mennesker sidestiller de to begreber 'assimilation' og 'integration'. For mig at se er det afgørende, at man adskiller disse to begreber. Assimilation betyder en total opgiven af samtlige kulturelle værdier og traditioner, hvis oprindelse kan spores uden for landets grænser - i sidste ende også religion og sprog. At forvente af folk, at de skal lade sig assimilere, er umenneskeligt, da det mere eller mindre svarer til at sige: Din identitet er ikke lige så legitim som min. Assimilation kan ikke være til gavn for hverken den berørte minoritetsgruppe eller majoriteten, idet den vil afstedkomme et fattigere samfund. Ikke blot i forhold til kulturel diversitet, men også økonomisk, eftersom tabet af kulturelle ressourcer og personlig selvtillid ikke vil stimulere innovationen i et erhvervsliv, der i stigende grad skal kunne manøvrere i en globaliseret markedsøkonomi. Forstår man derimod integration som det at involvere sig i det samfund, man lever i, er sagen en ganske anden. Integration i denne betydning er en livsnødvendighed i vores samfund. Integration er så at sige det bindemiddel, der holder alt sammen og danner grundlag for al kommunikation og forståelse individer og grupper imellem. De vigtigste redskaber for dannelsen af denne fælles base bør alle borgere tilegne sig. Her er først og fremmest tale om et fælles sprog (dansk), men også en grundlæggende forståelse for f.eks. velfærdssamfundets grundlag (solidaritet). I sagens natur kræver det en ekstra indsats af nytilflyttere, der f.eks. skal lære et helt nyt sprog. De skal lære et nyt land, et nyt samfund og en ny omgangstone at kende. Men ser man integrationen som en form for fælles base, er selv etniske danskere nødt til at deltage aktivt. Det er imidlertid af altafgørende vigtighed, at integrationen ikke sker på bekostning af de integreredes kulturelle identitet. Sker dette, er der i virkeligheden ikke tale om integration, men en mildere eller stærkere grad af assimilering. Her kommer moskeen ind i billedet igen. Så længe der i Danmark findes en stor folkelig og politisk skepsis over for denne religiøse og sociale institution, vil det være dybt dobbeltmoralsk at kræve, at danske muslimer i højere grad må være indstillet på at 'integrere' (= indordne) sig. På den ene side påberåber man sig, at Danmark er et demokratisk og liberalt land med religionsfrihed, at der i Danmark ikke bliver stillet noget i vejen for, at man kan leve som muslim her. Som en logisk følge heraf kan man også forvente af muslimer, at de er 'loyale' over for Danmark og betragter det som deres hjemland. På den anden side har muslimerne - trods mere end 30 års tilstedeværelse i landet - endnu ikke opført én eneste stor økumenisk, og som sådan identificerbar, moske, og fra tid til anden kan man i medierne høre beretninger om problemerne med at fremskaffe noget så basalt som en muslimsk begravelsesplads. Hvilket dog omsider ser ud til at lykkes. Et moskebyggeri må nødvendigvis til dels bygge på ikkemuslimers støtte og politiske velvilje. Men det kræver først og fremmest en samlet, aktiv og særdeles velorganiseret indsats fra de danske muslimers side. En sådan proces betyder store udfordringer ikke mindst til den sidstnævnte part, der må finde en måde, hvorpå man kan blive enige på trods af de mange etniske og sekteriske forskelle. Projektets betydning for forhold, der først og fremmest berører situationen internt blandt muslimer, har en række interessante perspektiver. Det handler dels om at blive enige på det teologiske område, altså hvordan moskeen skal drives til hverdag, men der skal i sagens natur også tages en hel del beslutninger omkring arkitektur undervejs. Grundlæggende siger man, at enhver moske i sin udformning forholder sig til grundplanen for profeten Muhameds hus, der bl.a. var kendetegnet ved at have en rummelig gårdsplads. Herudover er der, indeholdt i selve ideen om en moske, ingen krav til, at en moske skal være opført i, hvad man traditionelt betegner som 'orientalsk' stil. Ornamentik, løgkupler og spejlblanke marmorgulve beklædt med persiske tæpper hører altså ikke per automatik med i pakken. Naturligvis foreligger den mulighed, at man vil vælge at trække på de mange rige og spændende arkitektoniske traditioner, som vi kender fra de danske muslimers etniske oprindelseslande. Dette ville være et naturligt og meget forståeligt valg. Men der er intet i vejen for, at man går i en radikalt anderledes retning og i stedet bygger i en stil, der læner sig op ad de danske traditioner for lyst og enkelt byggeri. Denne mulighed er om muligt endnu mere oplagt og interessant end den først nævnte. Den vil nemlig afspejle gruppens to, vel nok eneste, fællestræk - den religiøse identitet og den geografiske tilknytning til Danmark. Desuden vil det være interessant at se arkitekternes bud på en moske, der er designet således, at den forholder sig til skandinavisk tradition. Men alle disse overvejelser hører til længere fremme i processen. Indtil videre vil jeg afslutte med at opfordre til at give muslimerne i Danmark mere rum, mere frihed. Vi bør alle seriøst overveje, om opførelsen af en moske virkelig er synonymt med et tilbageskridt for integrationen. Det tror jeg ikke - tværtimod tror jeg, at der er tale om en 'win-win'-situation.